Bekendtgørelse nr. 57 · 2018

Historisk

Bekendtgørelse om krav til tekniske specifikationer m.v. for offentligt tilgængelig infrastruktur for alternative drivmidler og motorkøretøjsmanualer

Bekendtgørelse om krav til tekniske specifikationer m.v. for offentligt tilgængelig infrastruktur for alternative drivmidler og motorkøretøjsmanualer

Dokumentdato: 25. jan. 2018Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen fastsætter tekniske specifikationer og krav om brugerinformation for: 1) Offentligt tilgængelige ladestandere til elektriske køretøjer. 2) Offentligt tilgængelige tankstationer. 3) Optankningsfaciliteter til strømforsyning fra land til søfartøjer. 4) Motorkøretøjsmanualer, der knytter sig til køretøjer, der kan anvende alternative drivmidler.

§ 2. · Definitioner§-link ↗

Følgende definitioner lægges til grund ved anvendelsen af denne bekendtgørelse: 1) Alternative drivmidler: Brændstoffer eller energikilder, som i det mindste delvist, erstatter fossile oliekilder i energiforsyningen til transport, og som potentielt bidrager til forbedring af miljøpræstationerne i transportsektoren, bl.a. elektricitet, brint, biobrændstoffer, syntetiske og paraffin-holdige brændstoffer, naturgas og flydende gas. 2) Elektrisk køretøj: Et motorkøretøj, der er udstyret med et drivaggregat, der indeholder mindst én ikkeperifer elektrisk maskine, som energiomformer med et elektrisk genopladeligt energilagringssystem, der kan genoplades eksternt. 3) Strømforsyning fra land til fartøjer: Strømforsyning fra land til søgående skibe eller fartøjer til transport ad indre vandveje på kajpladsen gennem en standardgrænseflade. 4) Tankstation: Optankningsfacilitet, hvor et alternativt brændstof kan tankes via et fast eller mobilt anlæg, en offshorefacilitet eller et andet system. 5) LNG-tankstation: En optankningsfacilitet, hvor LNG kan tankes, bestående af enten en fast eller mobil facilitet, en offshorefacilitet eller et andet system. 6) Ladestander: En grænseflade, der er i stand til at oplade mindst ét elektrisk køretøj ad gangen eller udskifte et batteri til mindst ét elektrisk køretøj ad gangen. Grænsefladen til opladning af elektriske køretøjer kan bestå af flere stikkontakter eller køretøjskoblere, således at multistandardopladning muliggøres. 7) Normal ladestander: En ladestander, jf. nr. 6, der gør det muligt at overføre elektricitet til et elektrisk køretøj med en effekt på højst 22 kW, bortset fra anordninger med en effekt på højst 3,7 kW, som installeres i private hjem, eller hvis primære formål ikke er at genoplade elektriske køretøjer, og som ikke er tilgængelig for offentligheden. 8) Højeffektsladestander: En ladestader, jf. nr. 6, der gør det muligt at overføre elektricitet til et elektrisk køretøj med en effekt på mere end 22 kW, bortset fra anordninger, som installeres i private hjem, eller hvis primære formål ikke er at genoplade elektriske køretøjer, og som ikke er tilgængelige for offentligheden. 9) Offentligt tilgængelig ladestander eller tankstation: En ladestander eller tankstation til forsyning med et alternativt brændstof, som giver ikkediskriminerende adgang for brugere. Ikkediskriminerende adgang kan omfatte forskellige vilkår for godkendelse, anvendelse og betaling. 10) Motorkøretøjsmanual: En manual, der knytter sig til et køretøj, der kan anvende alternative drivmidler, jf. § 2, nr. 1.

§ 3. · Elektricitetsforsyning til transport§-link ↗

Offentligt tilgængelige normale ladestandere, jf. § 2, nr. 7, bortset fra trådløse eller induktive enheder, skal opfylde kravene i punkt 1.1 i bilag 1.

§ 4. · Elektricitetsforsyning til transport§-link ↗

Offentligt tilgængelige højeffektsladestandere, jf. § 2, nr. 8, bortset fra trådløse eller induktive enheder, skal opfylde kravene i punkt 1.2 i bilag 1.

§ 5. · Elektricitetsforsyning til transport§-link ↗

Installationer til strømforsyning fra land til fartøjer, jf. § 2, nr. 3, der er søgående skibe, skal opfylde kravene i punkt. 1.7 i bilag 1.

§ 6. · Brinttankstationer og CNG-tankstationer§-link ↗

Offentligt tilgængelige brinttanktstationer til motorkøretøjer skal opfylde kravene i punkt 2.1 og 2.3 i bilag 1.

Stk. 2. Renhedsgraden af den brint, der kan tankes på brinttankstationer, skal opfylde kravene i punkt 2.2 i bilag 1.

§ 7. · Brinttankstationer og CNG-tankstationer§-link ↗

CNG-tankstationer til motorkøretøjer skal opfylde kravene i punkt 3.3 i bilag 1.

§ 8. · Brugerinformation§-link ↗

På alle tankstationer, jf. § 2, nr. 4, skal der, fra den dato, hvor brændstofferne bringes i omsætning, på klar og synlig måde på de tilsvarende pumper og dyser, være anbragt en mærkning med ét eller flere symboler, som angiver hvilke typer brændstof, der kan tankes. Symbolerne skal være udformet i henhold til standarden DS/EN 16942.

§ 9. · Brugerinformation§-link ↗

På alle offentligt tilgængelige ladestandere skal der på klar og synlig måde være angivet, hvilken type stikforbindelser ladestanderen er udstyret med.

§ 10. · Brugerinformation§-link ↗

Alle motorkøretøjsmanualer skal indeholde symboler, der angiver, hvilke brændstoftyper køretøjet kan anvende. Symbolerne skal være udformet i henhold til standarden DS/EN 16942.

§ 11. · Brugerinformation§-link ↗

På Transport-, Bygnings- og Boligministeriets hjemmeside (www.trm.dk) findes henvisninger til relevante geografiske data om infrastruktur til transmission af alternative drivmidler i Danmark.

§ 12. · Ikrafttrædelse§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. januar 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 283 af 27. marts 2017 om krav til tekniske specifikationer for offentligt tilgængelig infrastruktur for alternative drivmidler ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder anvendelse for offentligt tilgængelige ladestandere, tankstationer og optankningsfaciliteter til strømforsyning fra land til fartøjer, jf. § 2, nr. 3-6, opstillet eller fornyet den 31. januar 2018 eller derefter. Bestemmelsen i § 8 finder dog først anvendelse fra den 12. oktober 2018, hvorefter den finder anvendelse på både eksisterende og nye tankstationer.

Stk. 4. Bekendtgørelsen finder anvendelse på motorkøretøjsmanualer, der bringes i omsætning den 12. oktober 2018 eller derefter.