Bekendtgørelse nr. 47 · 2018

Historisk

Bekendtgørelse om folkeskolens prøver

Bekendtgørelse om folkeskolens prøver

Dokumentdato: 18. jan. 2018Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse for alle skoleformer, der afholder folkeskolens prøver.

Stk. 2. De nærmere krav i de enkelte fag i folkeskolens prøver er fastsat i bilag 1 og 2.

Kapitel 2 · Tilrettelæggelse og planlægning

§ 2.§-link ↗

Opgaver til skriftlige prøver stilles af Undervisningsministeriet. Skolens leder har ansvaret for opgaverne til øvrige prøver.

Stk. 2. Skriftlige prøver, der gennemføres som digitale selvrettende prøver, afvikles i ministeriets digitale prøveafviklingssystem.

§ 3.§-link ↗

Eleverne skal inden prøvernes afholdelse gøres bekendt med, hvilke mål og krav der er væsentlige for prøverne.

Stk. 2. Eleverne skal i god tid forud for afholdelse af prøverne orienteres om følgende praktiske og proceduremæssige forhold: 1) Prøveperiode og prøvetidspunkter. 2) Antal prøver og regler om udtræk af fag. 3) Frister for tilmelding til de frivillige prøver samt prøverne i 10. klasse. 4) Betingelser for deltagelse, herunder regler om aflevering af opgaver, projekter, dispositioner og synopser eller lignende, der er en forudsætning for eller en del af prøven, jf. bilag 1 og 2.

Stk. 3. Eleverne og øvrige medvirkende ved prøverne skal forud for prøvernes afholdelse gøres bekendt med følgende ordens- og prøveregler: 1) Konsekvenserne af sygdom eller udeblivelse af andre grunde, jf. § 26. 2) Anvendelse af hjælpemidler, jf. § 24. 3) Hvornår en prøve er begyndt, jf. § 25. 4) Konsekvenser af at komme for sent til en prøve, jf. § 26. 5) Særlige prøvevilkår, jf. §§ 28-32. 6) Fritagelse for prøveaflæggelse, jf. §§ 33-39. 7) Konsekvenser af at skaffe sig eller yde andre uretmæssig hjælp, jf. § 40. 8) Konsekvenser af at udvise forstyrrende adfærd, jf. § 40, stk. 4.

Stk. 4. Skolens leder skal sikre, at eleverne modtager de i stk. 1-3 nævnte oplysninger.

Stk. 5. Skolens leder skal sikre fornøden identifikation af den enkelte elev ved prøverne. Ved skriftlige prøver skal elevens UNI-Login, jf. § 4, tjene som identifikation af eleven ved prøven.

§ 4.§-link ↗

Adgang til digitale prøver i ministeriets digitale prøveafviklingssystem, jf. § 2, stk. 2, for elever og relevante medarbejdere på kommunens skoler og i den kommunale forvaltning sker via Undervisningsministeriets UNI-Login.

Stk. 2. Skolens leder skal sikre, at opdaterede oplysninger om skolens elever og medarbejdere, som er nødvendige for gennemførelsen af prøverne, tilbagemelding af resultaterne og opfølgning på disse, er registreret og overført til UNI-Login forud for gennemførelsen af prøverne.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at de medarbejdere i den kommunale forvaltning, der skal have adgang til resultaterne af prøverne, er registreret med de nødvendige oplysninger i UNI-Login.

Kapitel 3 · Adgang til prøve

§ 5. · Folkeskolens 9.-klasseprøver§-link ↗

Undervisningsministeriet meddeler skolens leder, hvilke prøver der er udtrukket trukket for skolens elever, jf. folkeskolelovens § 14, stk. 2, medio februar forud for prøveterminen maj-juni og ultimo oktober forud for prøveterminen december-januar.

Stk. 2. Oplysninger om udtrækket er fortrolige, indtil de offentliggøres af skolens leder, jf. stk. 3. Ansatte m.fl., der virker ved skoler, og som modtager oplysninger om prøver til udtræk, er med hensyn til disse oplysninger undergivet tavshedspligt frem til offentliggørelsen af prøverne, jf. straffelovens §§ 152-152 f.

Stk. 3. Skolens leder offentliggør udtræksprøver for lærere og elever fem hverdage før den skriftlige prøvetermin påbegynder.

§ 6. · Folkeskolens 9.-klasseprøver§-link ↗

Eleven skal senest den 1. december forud for prøveterminen maj-juni og senest den 1. oktober forud for prøveterminen december-januar meddele skolelederen, hvis eleven ønsker at aflægge prøve i et eller flere valgfag, jf. folkeskolelovens § 14, stk. 3.

§ 7. · Folkeskolens 9.-klasseprøver§-link ↗

De i folkeskolelovens § 14, stk. 2, 1. pkt., nævnte bundne prøver samt de i folkeskolelovens § 14, stk. 3, nævnte frivillige prøver, kan aflægges i prøveterminen december-januar, forudsat at undervisningen i faget afsluttes i denne prøvetermin.

Stk. 2. Prøver til udtræk, jf. folkeskolelovens § 14, stk. 2, 2. pkt., kan aflægges i prøveterminen december-januar, forudsat at undervisningen i alle prøvefag indenfor fagblokken humanistiske fag eller fagblokken naturfag afsluttes i denne prøvetermin.

Stk. 3. En elev kan kun gennemføre prøve i et fag én gang i et skoleår.

Stk. 4. Skolens leder skal tilmelde elever til prøve inden den 1. oktober forud for prøveterminen december-januar og inden den 1. december forud for prøveterminen maj-juni.

§ 8. · Folkeskolens 10.-klasseprøver§-link ↗

En elev i 10. klasse, der i medfør af folkeskolelovens § 19 f indstiller sig til 10.-klasseprøver eller til at aflægge en eller flere af folkeskolens bundne 9.-klasseprøver i fagene dansk, matematik og engelsk, kan vælge at kombinere prøverne således, at eleven vælger at aflægge 10.-klasseprøver i et eller flere fag og 9.-klasseprøver i andre.

Stk. 2. Består 10.-klasseprøven i et fag af både en mundtlig og en skriftlig del, kan eleven vælge at aflægge den ene del og fravælge den anden del.

Stk. 3. Eleven kan vælge at kombinere niveauet i fag, hvori der indgår en skriftlig og en mundtlig prøve, således at hver delprøve aflægges på 9.-klasseniveau eller 10.-klasseniveau. Kombination af niveauer kan kun ske i de bundne 9.-klasseprøver i fagene dansk, matematik og engelsk.

Stk. 4. § 7, stk. 3 og 4, gælder tilsvarende for elever, der tilmelder sig folkeskolens 10.-klasseprøver.

§ 9. · Folkeskolens prøver i ungdomsskolen§-link ↗

Elever, der undervises i enkelte prøveforberedende fag i ungdomsskolen, jf. ungdomsskolelovens § 3, stk. 1, nr. 2, kan indstille sig til folkeskolens prøver i hvert af de pågældende fag.

§ 10. · Folkeskolens prøver i ungdomsskolen§-link ↗

Elever, der følger ungdomsskolens heltidsundervisning eller undervises i prøveforberedende fag i ungdomsskolen, og som ikke kan aflægge folkeskolens prøver som følge af, at ungdomsskolen ikke afholder folkeskolens prøver, jf. ungdomsskolelovens § 3 a, stk. 1, 1. pkt., kan aflægge prøve som privatister i henhold til §§ 12-14.

§ 11. · Folkeskolens prøver i friskoler, private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler§-link ↗

Elever i friskoler, private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler, der ikke afholder folkeskolens prøver, jf. friskolelovens § 8 a, stk. 1, og § 5 a, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, kan aflægge folkeskolens prøver som privatister i henhold til §§ 12-14.

Stk. 2. Elever på friskoler og private grundskoler, der alene afholder folkeskolens prøver i dansk, jf. friskolelovens § 8 a, stk. 2, kan aflægge øvrige 9.-klasseprøver som privatister i henhold til §§ 13-15. Tilsvarende gælder for elever i friskoler og private grundskoler samt elever i efterskoler og frie fagskoler, der ikke afholder prøve i kristendomskundskab eller historie, jf. friskolelovens § 8 a, stk. 3 og 5, og § 5 a, stk. 2 og 3, i lov om efterskoler og frie fagskoler.

§ 12. · Privatister§-link ↗

Adgang til at aflægge folkeskolens 9. -klasseprøver som privatist efter folkeskolelovens § 14, stk. 5, er betinget af, at eleven aflægger det antal prøver, som er fastsat i folkeskolelovens § 14, stk. 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, ved hvilken skole prøverne skal aflægges, herunder hvilken 9. klasse i kommunen den pågældende skal følge med hensyn til udtræk af prøver.

Stk. 3. Privatister kan aflægge prøve i mundtlig matematik som individuel prøve.

§ 13. · Privatister§-link ↗

Elever, der ønsker at aflægge 10.-klasseprøver som privatister, kan aflægge prøverne enkeltvis eller samlet.

§ 14. · Privatister§-link ↗

Tilmelding til prøve som privatist skal ske inden den 1. september forud for prøveterminen december-januar og inden den 1. februar forud for prøveterminen maj-juni.

§ 15. · Elever, der opfylder undervisningspligten i medfør af folkeskolelovens § 9, stk. 4, eller § 33, stk. 4-7§-link ↗

En elev, der opfylder undervisningspligten i medfør af folkeskolelovens § 9, stk. 4, eller § 33, stk. 4-7, skal aflægge folkeskolens prøver i de fag, hvori eleven har modtaget undervisning.

Stk. 2. En elev, der fuldt ud opfylder undervisningspligten ved erhvervsmæssig uddannelse, jf. folkeskolelovens § 33, stk. 4, er ikke forpligtet til at aflægge folkeskolens prøver, men kan aflægge prøverne som privatist i henhold til §§ 12-14.

Stk. 3. § 7, stk. 3 og 4, gælder tilsvarende for elever, der opfylder undervisningspligten i medfør af folkeskolelovens § 9, stk. 4, eller § 33, stk. 4-7.

§ 16. · Sygeprøve m.v.§-link ↗

En elev, der har været forhindret i at gennemføre en obligatorisk prøve på grund af sygdom, udeblivelse eller anden uforskyldt grund, eller som har været forhindret på baggrund af en beslutning truffet af skolens leder i medfør af § 26 eller § 40, skal aflægge en ny prøve snarest muligt. Ved sygdom, udeblivelse eller bortvisning fra andre prøver skal eleven have mulighed for at aflægge en ny prøve snarest muligt.

Stk. 2. Skolens leder kan træffe afgørelse om, at en elev, der ved gentagne lejligheder er udeblevet eller bortvist fra en prøve i et fag, herunder de obligatoriske prøver, ikke skal tilbydes en ny prøve i det pågældende fag.

Stk. 3. Består prøven af to eller flere dele, hvori der gives en karakter for hver del, aflægger eleven kun ny prøve i den del, der ikke er gennemført.

§ 17. · Sygeprøve m.v.§-link ↗

Sygeprøver afholdes i prøveterminerne december-januar eller maj-juni, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Mundtlige sygeprøver kan afholdes i perioden fra den 20. august til den 10. september.

§ 18. · Sygeprøve m.v.§-link ↗

Tilmelding til de skriftlige sygeprøver i prøveterminen december-januar skal ske inden den 1. oktober og prøveterminen maj-juni inden den 1. februar.

§ 19. · Sygeprøve m.v.§-link ↗

Skolens leder kan beslutte, at sygeprøve i et fag, der er tilrettelagt som gruppeprøve, i stedet aflægges som individuel prøve.

Kapitel 4 · Prøveform m.v.

§ 20.§-link ↗

Folkeskolens prøver tilrettelægges som individuelle prøver eller som gruppeprøver. Prøveformerne for de enkelte prøver fremgår af bilag 1 og 2.

Stk. 2. Skolens leder kan i særlige tilfælde beslutte, at en prøve, som er tilrettelagt som gruppeprøve, i stedet tilrettelægges som en individuel prøve for en elev, når det er begrundet i hensyn vedrørende eleven.

§ 21.§-link ↗

Materiale til brug for prøven skal være censor i hænde senest 14 kalenderdage inden prøvens afholdelse. Forlæg, der stilles af eksaminator, skal være godkendt af censor.

Stk. 2. Opgaverne til prøver med mundtlig besvarelse fordeles ved lodtrækning blandt eleverne, medmindre andet er fastsat i bilag 1 og 2. Hver elev skal kunne vælge mellem mindst fire muligheder. Ved lodtrækning skal eksaminator samt censor eller skolens leder være til stede. Udtrukne muligheder kan an- vendes op til to gange.

Kapitel 5 · Prøveafholdelse

§ 22.§-link ↗

Folkeskolens prøver afholdes to gange om året, henholdsvis i prøveterminen maj-juni og i prøveterminen december-januar, jf. § 7.

Stk. 2. Prøveaflæggelse med mundtlig og praktisk besvarelse er offentlige, jf. dog stk. 3-6.

Stk. 3. Skolens leder kan fravige bestemmelsen i stk. 2, hvis der foreligger særlige omstændigheder, eller hvis hensynet til eleven taler for det. Skolens leder kan begrænse adgangen til prøvelokalerne af pladsmæssige grunde.

Stk. 4. Når en elev aflægger en individuel mundtlig prøve på grundlag af et gruppefremstillet produkt, må de øvrige medlemmer af gruppen ikke være til stede i prøvelokalet, før de selv har aflagt prøve.

Stk. 5. Lyd- og billedoptagelse i prøvelokalet er ikke tilladt. Skolens leder kan tillade, at en elev kan foretage lydoptagelse af sin egen mundtlige prøve. Det er en betingelse for elevens lydoptagelse af egen mundtlig prøve, at censor og eksaminator har givet samtykke hertil.

Stk. 6. Under voteringen ved mundtlige og praktiske prøver må kun censor og eksaminator være til stede. Skolens leder kan tillade, at ikke-erfarne eksaminatorer kan overvære en votering.

§ 23.§-link ↗

Skolens leder skal sikre, at eleven har hensigtsmæssige arbejdsforhold under prøven, og at prøverne gennemføres under forhold, der er egnede til at udelukke, at eleven kommunikerer utilsigtet.

Stk. 2. Skolens leder kan beslutte, at prøveaflæggelse kan foregå et andet sted end på skolen.

Stk. 3. Skolens leder kan beslutte, at en prøve med mundtlig besvarelse kan afholdes som videokonference mellem elev, eksaminator og censor. Hvis det er eleven, der befinder sig et andet sted end eksaminator eller censor, udpeger og godkender skolens leder en tilsynsførende, der skal være til stede hos eleven under prøven.

§ 24.§-link ↗

Hjælpemidler kan anvendes under en prøve, i det omfang det fremgår af bilag 1 og 2.

Stk. 2. Medmindre det fremgår af bilag 1 og 2, må internettet ikke anvendes til at søge efter, tilgå eller anvende hjælpemidler, herunder informationer, noter, værktøjer mv., og må eleverne ikke kommunikere eller dele deres dokumenter med andre under prøven.

§ 25.§-link ↗

En skriftlig prøve er begyndt, når uddelingen af opgaver er begyndt.

Stk. 2. En mundtlig prøve baseret på forlæg udarbejdet i undervisningen er begyndt, når eleven møder op til prøven.

Stk. 3. En mundtlig prøve med forberedelse umiddelbart forud for prøven er begyndt, når eleven er gjort bekendt med prøvespørgsmålet, opgaven, opgavetitlen, forberedelsesmaterialet m.v.

Stk. 4. Prøvetiden ved en prøve med mundtlig eller praktisk besvarelse indeholder tid til votering og karakterfastsættelse.

§ 26.§-link ↗

En elev, der udebliver eller kommer for sent til en prøve, har ikke krav på at aflægge prøven på det pågældende tidspunkt.

Stk. 2. Ved en skriftlig prøve kan skolens leder tillade eleven at deltage i prøven, hvis det anses for udelukket, at eleven kan have modtaget oplysninger om opgaven, og hvis skolens leder finder, at forsinkelsen er rimeligt begrundet og af kortere varighed. Skolens leder kan forlænge prøvetiden, hvis forsinkelsen skyldes forhold, som eleven ikke har indflydelse på.

Stk. 3. En elev, der kommer for sent til en mundtlig prøve, kan, hvis skolens leder finder, at forsinkelsen er rimeligt begrundet, få tilbud om at komme til prøve på et senere tidspunkt.

§ 27.§-link ↗

Prøverne aflægges på dansk, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Har undervisningen i et fag været gennemført på et af de fremmedsprog, der udbydes i folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 5 og § 9, aflægges prøven på dette sprog.

Stk. 3. Elever af svensk eller norsk nationalitet kan aflægge prøverne på svensk eller norsk i stedet for dansk, medmindre prøvens formål er at dokumentere elevens færdigheder i dansk.

Stk. 4. Skolens leder kan beslutte, at elever, der ikke er af dansk, svensk eller norsk nationalitet, kan aflægge mundtlige prøver på deres modersmål, hvis der er tale om udvekslingsstudenter eller elever i internationale klasser eller klasser, der kan sidestilles hermed. Det er en forudsætning, at skolens leder har sikret, at den foreskrevne bedømmelse kan finde sted, herunder at elev, eksaminator og censor behersker det pågældende sprog i fornødent omfang.

§ 28. · Særlige prøvevilkår§-link ↗

Skolens leder skal tilbyde særlige prøvevilkår til elever med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder, når dette er nødvendigt for at ligestille disse elever med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der ikke sker en ændring af prøvens faglige niveau.

Stk. 2. Afgørelsen træffes af skolens leder på baggrund af en pædagogisk-psykologisk vurdering og efter samråd med eleven og dennes forældre. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed.

Stk. 3. Inddragelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning kan undlades, hvis skolens leder vurderer, at det ikke er nødvendigt, og hvis forældrene er enige heri.

Stk. 4. Skolens leder skal sikre, at forældrene orienteres om, at de til enhver tid kan anmode om, at pædagogisk-psykologisk rådgivning inddrages.

§ 29. · Særlige prøvevilkår§-link ↗

Særlige prøvevilkår efter § 28 kan omfatte en særlig tilrettelagt prøve for elever, der på grund af deres psykiske eller fysiske funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder har et særligt behov herfor. Den særlige tilrettelæggelse kan omfatte følgende: 1) Prøvens form og rammer. 2) Brug af hjælpemidler. 3) Tildeling af ekstra tid. 4) Fravigelse af krav om, at en prøve aflægges som en gruppeprøve. 5) Ændring af opgaven.

Stk. 2. Det er en forudsætning for særlig tilrettelæggelse af en prøve, at formålet med prøven fastholdes. Prøverne skal tilrettelægges på samme vilkår, som har været gældende for elevens forudgående undervisning, så prøven afspejler elevens måde at arbejde på.

Stk. 3. En afgørelse om aflæggelse af prøve på særlige vilkår skal være truffet inden den 1. december forud for prøveterminen maj-juni og inden den 1. oktober forud for prøveterminen december-januar.

§ 30. · Særlige prøvevilkår§-link ↗

Til brug ved skriftlige prøver kan skolens leder rekvirere særlige prøvesæt, som Undervisningsministeriet har udarbejdet til brug for elever med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder.

Stk. 2. Fristen for anmodning om fremsendelse af prøvesæt efter stk. 1 er senest den 1. december for prøveterminen maj-juni og senest den 1. oktober for prøveterminen december-januar.

§ 31. · Særlige prøvevilkår§-link ↗

Bedømmelse af prøvepræstationen for en elev, der er meddelt særlige prøvevilkår efter §§ 28-30, skal ske efter samme kriterier og på samme faglige niveau, som gælder for de øvrige elever, herunder ved anvendelse af samme censor, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Besvarelse af skriftlige opgaver, der er affattet i punktskrift, bedømmes af Undervisningsministeriet.

§ 32. · Særlige prøvevilkår§-link ↗

Skolens leder skal registrere og opbevare oplysninger om meddelelse af særlige prøvevilkår, herunder særlig tilrettelæggelse af prøver. Registrering sker på elevniveau med oplysning om årsagen til den særlige tilrettelæggelse, og i hvilke fag der er sket en særlig tilrettelæggelse af prøven.

§ 33. · Fritagelse for aflæggelse folkeskolens prøver§-link ↗

Elever, for hvem prøveaflæggelse på grund af betydelig funktionsnedsættelse ikke skønnes hensigtsmæssig, kan fritages for at aflægge folkeskolens obligatoriske prøver. Fritagelse kan omfatte en eller flere prøver eller delprøver.

Stk. 2. Beslutningen om fritagelse forudsætter, at der forinden er taget stilling til, om eleven vil kunne aflægge prøve på særlige vilkår, jf. §§ 28-30.

§ 34. · Fritagelse for aflæggelse folkeskolens prøver§-link ↗

Antager klasselæreren i samråd med det øvrige personale, der underviser eleven, at prøveaflæggelse for en elev ikke vil være hensigtsmæssig, orienteres eleven og dennes forældre om muligheden for fritagelse for prøveaflæggelse i en eller flere prøver eller delprøver. Der skal i en sådan orientering indgå et forslag til, hvordan elevens udbytte af undervisningen kan evalueres på anden vis.

Stk. 2. Indstilling om fritagelse for prøveaflæggelse afgives af klasselæreren til skolens leder.

Stk. 3. Skolens leder træffer på baggrund af indstillingen fra klasselæreren og efter samråd med elevens forældre og lærere i de berørte fag afgørelse om fritagelse for prøveaflæggelse. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed.

Stk. 4. Afgørelse efter stk. 1 på grund af betydelig funktionsnedsættelse træffes på baggrund af en pædagogisk-psykologisk vurdering om, at eleven på grund af sine vanskeligheder ikke på hensigtsmæssig måde kan aflægge prøven, herunder aflægge prøven på særlige vilkår. Andre sagkyndige kan inddrages.

Stk. 5. Inddragelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning kan undlades, hvis skolens leder vurderer, at det ikke er nødvendigt, og hvis forældrene er enige heri.

Stk. 6. Skolens leder skal sikre, at forældrene orienteres om, at de til enhver tid kan anmode om, at pædagogisk-psykologisk rådgivning inddrages.

§ 35. · Fritagelse for aflæggelse folkeskolens prøver§-link ↗

Afgørelse om fritagelse for aflæggelse af prøve skal ledsages af en beslutning om, hvordan elevens udbytte af undervisningen kan evalueres på anden vis. Evalueringen, der skal træde i stedet for prøven, skal finde sted i samme prøvetermin. Er en elev fritaget for prøveaflæggelse i et fag, der ikke bliver udtrukket til prøve, skal der ikke ske en evaluering af elevens udbytte af undervisningen i dette fag.

Stk. 2. En afgørelse om fritagelse for prøveaflæggelse skal være truffet inden den 1. december forud for prøveterminen maj-juni og inden den 1. oktober forud for prøveterminen december-januar.

§ 36. · Fritagelse for aflæggelse folkeskolens prøver§-link ↗

Skolens leder kan beslutte, at en elev, som ankommer til Danmark sent i skoleforløbet, fritages for at aflægge prøve i et eller flere fag, hvis det vurderes, at prøveaflæggelse ikke anses for hensigtsmæssigt på grund af elevens utilstrækkelige danskkundskaber.

Stk. 2. § 34 og § 35 finder tilsvarende anvendelse ved prøvefritagelse som følge af utilstrækkelige danskkundskaber.

§ 37. · Fritagelse for aflæggelse folkeskolens prøver§-link ↗

Elever i en kommunal ungdomsskoles heltidsundervisning, hvor der afholdes folkeskolens 9.-klasseprøver, kan fritages for at aflægge én eller flere af folkeskolens obligatoriske prøver, når prøvedeltagelse ikke skønnes hensigtsmæssig, fordi eleven 1) på grund af omfattende personlige eller sociale vanskeligheder ikke har modtaget alderssvarende undervisning i længere perioder, eller 2) har modtaget eller deltaget i ungdomsskolens heltidsundervisning i en så kort periode, at det ikke har været muligt at bringe elevens faglige udvikling op på et alderssvarende niveau.

Stk. 2. Det er en forudsætning for fritagelse efter stk. 1, at det trods omfattende indsats og særligt tilrettelagt undervisning ikke har været muligt i ungdomsskolens heltidsundervisning at bringe elevens faglige udvikling op på et alderssvarende niveau.

Stk. 3. Afgørelse om fritagelse for prøveaflæggelse træffes af ungdomsskolens leder efter samråd med eleven og dennes forældre. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed.

Stk. 4. § 34 og § 35 finder tilsvarende anvendelse for prøvefritagelse i ungdomsskolens heltidsundervisning.

§ 38. · Fritagelse for aflæggelse folkeskolens prøver§-link ↗

For hver prøve, der er givet fritagelse for, udarbejder skolens leder en kort redegørelse for, på hvilket grundlag elevens udbytte af undervisningen er evalueret.

Stk. 2. I redegørelsen indgår en beskrivelse af elevens standpunkt i det fag eller dele af fag, der er givet fritagelse for, en beskrivelse af evalueringsformen samt resultaterne af denne evaluering.

§ 39. · Fritagelse for aflæggelse folkeskolens prøver§-link ↗

Skolens leder skal registrere og opbevare oplysninger om fritagelse for prøveaflæggelse. Registrering sker på elevniveau med oplysning om årsagen til fritagelse, fra hvilke fag der er sket fritagelse, og hvordan elevens udbytte af undervisningen i stedet skal evalueres.

§ 40. · Bortvisning§-link ↗

En elev, som ved en prøve gribes i utvivlsomt at skaffe sig selv eller give en anden elev uretmæssig hjælp eller i et utvivlsomt forsøg herpå, eller som ved en prøve har benyttet ikke-tilladte hjælpemidler, skal af skolens leder straks bortvises fra den pågældende prøve.

Stk. 2. Opstår der før, under eller efter en prøve formodning om, at en elev uretmæssigt har skaffet sig selv eller ydet andre hjælp, har benyttet ikke-tilladte hjælpemidler, har udgivet en andens arbejde for sit eget eller har anvendt eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning hertil, indberettes dette til skolens leder. Bliver formodningen bekræftet, og har handlingen fået eller ville kunne få betydning for bedømmelsen af prøvebesvarelsen, kan skolens leder 1) bortvise eleven fra prøven, 2) beslutte, at prøvebesvarelsen bortfalder, og 3) beslutte, at eventuelle karakterer bortfalder.

Stk. 3. En elev, der bortvises fra en prøve efter stk. 1 eller stk. 2, skal tilbydes at aflægge prøve på ny, jf. dog § 16, stk. 2. Er eleven bortvist fra en obligatorisk prøve, skal eleven aflægge ny prøve i det pågældende fag.

Stk. 4. En elev, der under prøveforløbet overtræder ordens- og prøvereglerne, jf. § 3, stk. 3, kan af skolens leder bortvises fra prøven. I mindre alvorlige tilfælde kan skolens leder nøjes med at give en advarsel.

§ 41. · Prøver i udlandet, Færøerne og Grønland§-link ↗

Folkeskolens prøver i dansk kan efter Undervisningsministeriets godkendelse afholdes i udlandet, Færøerne og Grønland for unge, der ikke er fyldt 18 år ved skoleårets begyndelse. Øvrige prøver kan alene afholdes i Danmark.

Stk. 2. Godkendelsen efter stk. 1 kan betinges af, at prøven afholdes på en dansk repræsentation i udlandet eller på et andet sted, hvor Undervisningsministeriet finder, at kravene til en korrekt afvikling af prøven kan opfyldes.

Stk. 3. Ansøgning om godkendelse i henhold til stk. 1 indsendes til Undervisningsministeriet. Ansøgningen indgives af den person, der ønsker at være lokal ansvarlig for prøvernes afholdelse i udlandet, Færøerne eller Grønland. Ansøgningen, der kan omfatte flere elever til den samme prøve, skal indeholde følgende oplysninger: 1) Den prøveansvarliges navn, adresse, telefon- og faxnummer samt e-mailadresse. 2) Oplysning om adressen på stedet, hvor prøven ønskes afholdt, og oplysninger om, hvordan det lokalt sikres, at kravene til korrekt afvikling af prøven kan opfyldes. 3) Antallet af elever, der skal aflægge prøve. 4) Hvilke danskprøver der ønskes aflagt, herunder om der ønskes afholdt såvel mundtlige som skriftlige prøver, ønsket tidspunkt for eventuelle mundtlige prøver samt eksaminators navn. 5) Oplysning om foreløbige tekstopgivelser for den pågældende prøve.

§ 42. · Prøver i udlandet, Færøerne og Grønland§-link ↗

Den prøveansvarlige afholder de særlige udgifter, der er forbundet med prøvernes afholdelse i ud- landet, Færøerne og Grønland, herunder censors og eventuelt eksaminators rejse- og opholdsudgifter i henhold til Finansministeriets regler herom.

Stk. 2. Bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten finder anvendelse ved afholdelse af prøver på danske repræsentationer i udlandet.

Stk. 3. Den prøveansvarlige kan kræve hel eller delvis betaling fra elevens forældre for de særlige udgifter, som den prøveansvarlige har afholdt i forbindelse med prøvens afholdelse. Den prøveansvarlige kan betinge prøvens afholdelse af, at beløbet forudbetales.

Kapitel 6 · Bedømmere (censorer og eksaminatorer)

§ 43.§-link ↗

Ved bedømmelsen af elevens præstationer medvirker censorer, medmindre prøven afholdes som digitalt selvrettende prøve, eller andet er fastsat i bilag 1 og 2.

§ 44.§-link ↗

Undervisningsministeriet beskikker censorer til prøver med skriftlig besvarelse. Ministeriet kan beskikke censorer til andre prøver.

Stk. 2. Undervisningsministeriet beskikker censorer efter indstilling fra skolernes ledere. Ministeriet kan beskikke andre censorer end de af skolelederne indstillede.

§ 45.§-link ↗

Skolens leder er ansvarlig for at påse, at de censorer, der indstilles af denne, er kvalificerede til at gennemføre et undervisningsforløb frem til den pågældende prøve, og at de indstillede censorer har gennemført et fuldt undervisningsforløb, der fører frem til den pågældende prøve, inden for de sidste tre år.

§ 46.§-link ↗

Censorerne pålægges censoropgaver af Undervisningsministeriet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved de mundtlige og praktiske prøver i folkeskolen pålægges censoropgaverne af lederen af censors skole. Beskikker Undervisningsministeriet censorer til disse prøver, pålægger ministeriet dem censoropgaverne.

§ 47.§-link ↗

Censorerne må ikke være ansat på den skole, hvor de skal virke som censorer. Når skolens leder fordeler censorarbejdet, skal det tilstræbes, at der ikke forekommer gentagen og gensidig censur indenfor en samlet periode på to år.

Stk. 2. Censorer, der beskikkes af Undervisningsministeriet, skal have gennemført et fuldt undervisningsforløb, der fører frem til den pågældende prøve, inden for de sidste tre år.

Stk. 3. For censor gælder i øvrigt bestemmelserne i forvaltningsloven om inhabilitet og tavshedspligt.

§ 48.§-link ↗

Får en beskikket censor pludseligt forfald, eller opstår der lignende nødstilfælde ved mundtlige og praktiske prøver, udpeger skolens leder en anden censor, som opfylder kravene i § 45.

§ 49.§-link ↗

Censor skal 1) påse, at prøverne er i overensstemmelse med målene og øvrige krav i reglerne om de pågældende fag, 2) medvirke til at påse, at prøverne gennemføres i overensstemmelse med de gældende regler og 3) medvirke til at påse, at eleverne får en ensartet og retfærdig behandling, og at deres præstationer får en pålidelig bedømmelse.

Stk. 2. Censor kan stille uddybende spørgsmål til eleven.

Stk. 3. Censor og eksaminator skal gøre notater om præstationen og karakterfastsættelsen til brug for skolens leders behandling af eventuelle klagesager, jf. § 63. Notaterne skal opbevares i et år.

Stk. 4. Konstaterer censor, at kravene efter stk. 1 ikke er opfyldt, eller giver forløbet af prøven censor anledning til at formode, at der har været mangler ved den forudgående undervisning eller vejledning, afgiver censor indberetning herom til skolens leder.

Stk. 5. Skolens leder videresender indberetningen til Undervisningsministeriet vedlagt en udtalelse.

Stk. 6. Censor afgiver efter anmodning fra Undervisningsministeriet indberetning om prøveafholdelse og prøveresultater.

§ 50.§-link ↗

Den lærer eller en af de lærere, jf. dog stk. 3, der er ansvarlig for den enkelte elevs undervisning, er eksaminator ved de mundtlige og praktiske prøver, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. I ganske særlige tilfælde, herunder hvor læreren har forfald på grund af sygdom, eller hvor en elev er blevet hjemmeundervist, kan skolens leder udpege en anden eksaminator.

Stk. 3. Ved prøver, hvor flere lærere har været ansvarlige for undervisningen i et fag, kan der anvendes mere end én eksaminator ved prøverne.

Stk. 4. Ved flerfaglige prøver anvendes mere end én eksaminator, når flere lærere har været ansvarlige for undervisningen i fagene, og det er nødvendigt for at opnå, at de relevante faglige kompetencer er repræsenteret ved eksaminationen.

§ 51.§-link ↗

Bedømmelsen af skriftlige prøver foretages af en beskikket censor, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2. Ved skriftlige prøver, der gennemføres som obligatoriske digitale selvrettende prøver, medvirker ikke censorer og bedømmelse sker automatisk i ministeriets digitale prøveafviklingssystem, jf. § 2, stk. 2.

Stk. 3. Ved skriftlige prøver, der kan gennemføres som digitale selvrettende prøver, kan skolens leder beslutte, at elevbesvarelser udfærdiges på papir. I disse tilfælde foretages bedømmelsen af den skriftlige prøve af en kvalificeret lærer udpeget af skolens leder, dog ikke holdets faglærer.

Stk. 4. I prøvetermin december-januar aflægges de digitale selvrettende prøver på papir, jf. stk. 1.

Stk. 5. Censorerne kan i forbindelse med bedømmelse af skriftlige prøver drøfte spørgsmål vedrørende elevernes besvarelser med andre censorer inden for rammerne af deres tavshedspligt, jf. 47, stk. 3.

§ 52.§-link ↗

Bedømmelsen af mundtlige prøver foretages af en eksaminator og censor, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved bedømmelse af flerfaglige prøver som nævnt i § 50, stk. 4, skal skolens leder sikre, at eksaminator og censor tilsammen besidder kompetence i de fag, der aflægges prøve i.

Kapitel 7 · Bedømmelse og karaktergivning

§ 53.§-link ↗

Der foretages ved alle prøver en individuel bedømmelse af elevens præstation.

Stk. 2. Bedømmelse sker efter reglerne i bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.

§ 54.§-link ↗

Når bedømmelsen af en prøve foreligger, meddeles bedømmelsen straks eleven. Ved gruppeprøver skal bedømmelsen meddeles eleven individuelt uden gruppens påhør, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Fremsætter eleverne til en gruppeprøve forud for prøven ønske om, at bedømmelse skal meddeles samtidigt for alle i gruppen, kan bedømmelsen meddeles samlet i hele gruppens påhør. Hvis blot én af eleverne ikke ønsker en bedømmelse i gruppens påhør, skal bedømmelsen meddeles eleverne individuelt i overensstemmelse med stk. 1.

Kapitel 8 · Beviser

§ 55.§-link ↗

Skolen udfærdiger et bevis for elever, der udskrives efter 7. klassetrin. Skolens leder skal efter anmodning udlevere en udskrift af elevens bevis.

Stk. 2. De nærmere regler for, hvilke oplysninger der skal fremgå af beviset for folkeskolens afgangseksamen, 9.-klassebevis og 10.-klassebevis, beviser for elever, der udskrives efter 7. klassetrin samt enkeltfagsbeviser, er fastsat i bilag 3.

§ 56.§-link ↗

Et bevis må ikke indeholde oplysninger om særlige prøvevilkår meddelt efter §§ 28-30.

Stk. 2. For elever, der er fritaget for at aflægge en eller flere prøver eller delprøver i henhold til §§ 33-37, skal det på beviset anføres, i hvilke fag eleven er fritaget for prøveaflæggelse. Den i § 38 nævnte redegørelse skal medtages på eller vedhæftes beviset.

Stk. 3. Er en elev udeblevet fra en prøve, jf. § 26, anføres dette tillige på beviset.

§ 57.§-link ↗

Samtlige karakterer, der skal fremgå af beviset, jf. bilag 3, skal omregnes til ECTS-skalaen og fremgå af beviset.

Stk. 2. Hvis karaktergivning i et eller flere fag i henhold til bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand er erstattet af en skriftlig udtalelse om elevens stand- punkt, skal denne vedhæftes elevens bevis.

Stk. 3. For elever, der udskrives af folkeskolen i løbet af et skoleår, påføres beviset lærerens bedømmelse af elevens faglige standpunkt ved udskrivningstidspunktet.

§ 58.§-link ↗

Der må kun udstedes ét originalbevis, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Skolens leder udleverer efter anmodning herom kopi af beviset, hvis det originale bevis er bortkommet.

Stk. 3. En elev, som har fået nyt cpr.nr., kan anmode skolens leder om at udstede et nyt originalbevis.

§ 59.§-link ↗

Personer, der har aflagt folkeskolens prøver som privatister i henhold til folkeskolelovens § 14, stk. 5, eller § 19 f, stk. 4, jf. §§ 12-14, modtager enkeltfagsbevis eller et af de i § 55 nævnte øvrige beviser.

§ 60.§-link ↗

Karakterer for den enkelte elev indberettes elektronisk til Undervisningsministeriet.

Kapitel 9 · Fejl og mangler i forbindelse med prøver

§ 61.§-link ↗

Ved fejl og mangler forstås forstyrrelser af prøveaflæggelsen, fejl i selve prøven eller fejl ved prøveforløbet.

Stk. 2. Bliver skolens leder i forbindelse med en prøve opmærksom på fejl og mangler, der kan udbedres, træffer skolens leder, eventuelt efter drøftelse med bedømmerne eller opgavestillerne, jf. § 2, beslutning om, hvordan udbedringen skal ske.

Stk. 3. Ved væsentlige fejl og mangler, herunder fejl og mangler der kan have haft betydning for karakterfastsættelsen, tilbyder skolens leder ombedømmelse eller omprøve, jf. dog stk. 4. Hvis en prøve lider af samme mangel for flere elever, skal ombedømmelse foretages for eller omprøve tilbydes alle de berørte elever.

Stk. 4. Ved fejl og mangler af særlig grov karakter kan skolens leder træffe afgørelse om, at allerede afholdte prøver annulleres. Skolens leder skal herefter foranstalte en omprøve.

Stk. 5. Ved afgørelse om omprøve efter stk. 3 skal skolens leder sikre, at prøven aflægges snarest muligt.

Stk. 6. Er der tale om fejl eller mangler i prøver stillet af Undervisningsministeriet, skal skolens leder inddrage ministeriet, der herefter varetager de i stk. 2-4 nævnte funktioner.

§ 62.§-link ↗

Ombedømmelse eller omprøve efter § 61 kan ikke resultere i en lavere karakter, medmindre omprøven skyldes annullering af den oprindelige prøve, jf. § 61, stk. 4.

Stk. 2. Skolens leder eller Undervisningsministeriet, jf. § 61, stk. 2-6, kan bestemme, at beviser tilbageholdes, indtil omprøve er foretaget eller ombedømmelse har fundet sted.

Kapitel 10 · Klager i forbindelse med prøver

§ 63.§-link ↗

Klager over forhold ved folkeskolens prøver indgives af eleven eller forældremyndighedens indehaver til skolens leder. Klagen kan vedrøre prøveforløbet, herunder eksaminators og censors dispositioner, og bedømmelse af prøven.

Stk. 2. Skolens leder træffer afgørelse om, hvorvidt klagen skal fremmes eller afvises som åbenbart grundløs. Afvisning af en klage skal være skriftlig og begrundet. Fremmes klagen, og vedrører denne bedømmelsen eller eksaminators og censors dispositioner, forelægger skolens leder klagen for eksaminator og censor eller ved skriftlige prøver for den beskikkede censor, der indenfor en frist på 14 dage skal afgive en udtalelse. Lederen kan bestemme, at bedømmerne kan få en længere frist. I beregningen af fristen indgår juli måned ikke.

Stk. 3. Skolens leder skal give klageren lejlighed til at komme med eventuelle bemærkninger til bedømmernes udtalelser indenfor en frist på normalt 1 uge.

Stk. 4. Stk. 4. Skolens leder træffer én af følgende afgørelser: 1) Tilbud om ombedømmelse af prøven. 2) Tilbud om omprøve. 3) At klageren ikke får medhold.

Stk. 5. Skolens leder kan kun træffe afgørelse om ombedømmelse eller omprøve, når der foreligger omstændigheder, der giver anledning til berettiget tvivl om bedømmelsen.

Stk. 6. Ved afgørelse om omprøve efter stk. 4, nr. 2, skal skolens leder sikre, at prøven aflægges snarest muligt.

Stk. 7. Ombedømmelse eller omprøve i medfør af stk. 4, nr. 1-2, kan resultere i en lavere karakter.

Stk. 8. Hvis klagen resulterer i en ændret karakter, og hvis der er udstedt bevis, skal skolens leder sørge for, at beviset inddrages, og at der udstedes et nyt bevis.

Kapitel 11 · Afholdelse af folkeskolens prøver på frie skoler og ungdomsskoler

§ 64.§-link ↗

Friskoler, private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler, der underviser elever på 8.-9., henholdsvis 10. klassetrin, samt ungdomsskoler, for så vidt angår ungdomsskolens heltidsundervisning, skal senest den 15. juni meddele Undervisningsministeriet, hvis skolen ikke afholder folkeskolens prøver fra og med det følgende skoleår.

Stk. 2. Skoler, der i medfør af stk. 1 har meddelt Undervisningsministeriet, at de ikke afholder folkeskolens prøver, skal senest den 15. juni meddele Undervisningsministeriet, hvis skolen fra og med det følgende skoleår vil påbegynde at afholde folkeskolens prøver.

Stk. 3. Stk. 1-2 gælder tilsvarende for friskoler og private grundskoler med en afdeling, der er godkendt til at undervise på et andet undervisningssprog end dansk.

§ 65.§-link ↗

De i § 64, stk. 3, nævnte skoler og afdelinger, der har meddelt Undervisningsministeriet, at skolen eller afdelingen ikke afholder folkeskolens prøver, skal senest den 15. juni meddele Undervisningsministeriet, hvilke elever der det følgende år skal deltage i folkeskolens prøver i dansk, jf. § 8 a, stk. 2, i friskoleloven.

§ 66.§-link ↗

Friskoler, private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler skal senest den 15. juni meddele Undervisningsministeriet, hvis skolen på grund af sit værdigrundlag ikke giver undervisning i kristendomskundskab og dermed ikke afholder prøve i dette fag fra og med det følgende skoleår.

Stk. 2. Skoler, der i medfør af stk. 1 har meddelt Undervisningsministeriet, at de ikke giver undervisning og ikke afholder prøve i faget kristendomskundskab, skal senest den 15. juni meddele Undervisningsministeriet, hvis skolen fra og med det følgende skoleår vil påbegynde at give undervisning og afholde prøve i kristendomskundskab.

§ 67.§-link ↗

Friskoler, private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler skal senest den 15. juni meddele Undervisningsministeriet, hvis skolen på grund af sit værdigrundlag ikke afholder prøve i faget historie fra og med det følgende skoleår.

Stk. 2. Skoler, der i medfør af stk. 1 har meddelt Undervisningsministeriet, at de ikke afholder prøve i faget historie, skal senest den 15. juni meddele Undervisningsministeriet, hvis skolen fra og med det følgende skoleår vil påbegynde at afholde prøve i historie.

Stk. 3. Efterskoler og frie fagskoler, der i medfør af stk. 1 har meddelt Undervisningsministeriet, at de ikke afholder prøve i faget historie, skal senest den 5. september indsende dokumentation til Undervisningsministeriet for, at undervisningen i faget historie for det forudgående skoleår er givet på et niveau, der leder frem mod skolens slutmål i historie. Dokumentationen skal indeholde en redegørelse for den gennemførte undervisning i historie med angivelse af undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang.

Stk. 4. Kravet om indsendelse af dokumentation efter stk. 3 gælder kun for skoler, der i øvrigt afholder folkeskolens prøver.

§ 68.§-link ↗

Friskoler og private grundskoler, der ønsker at afholde folkeskolens prøve i faget historie ved afslutningen af 8. klassetrin, skal senest den 15. juni give Undervisningsministeriet meddelelse herom gældende fra og med det følgende skoleår.

Stk. 2. Skoler, der har givet meddelelse til Undervisningsministeriet om, at de ønsker at afholde prøve i historie ved afslutningen af 8. klassetrin, skal senest den 15. juni meddele Undervisningsministeriet, hvis skolen fra og med det følgende skoleår vil ændre prøvetidspunktet til ved afslutningen af 9. klassetrin.

Kapitel 12 · Forsøg m.v.

§ 69.§-link ↗

Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde godkende fravigelser fra bekendtgørelsen.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan tillade, at bekendtgørelsens regler fraviges som et led i forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde, jf. folkeskolelovens § 55, stk. 1, 1. pkt.

Kapitel 13 · Ikrafttræden m.v.

§ 70.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. januar 2018 og finder anvendelse for prøver, der afholdes fra og med skoleåret 2017/2018, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Elever, der har været forhindret i at aflægge prøve før den 1. januar 2018 på grund af sygdom, udeblivelse eller bortvisning, skal aflægge prøve efter de regler, der var gældende, da eleven modtog undervisning i de pågældende fag.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1132 af 25. august 2016 om folkeskolens prøver ophæves.