Bekendtgørelse nr. 1629 · 2017

Historisk

Bekendtgørelse om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens gebyrer og afgifter på vejtransportområdet

Bekendtgørelse om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens gebyrer og afgifter på vejtransportområdet

Dokumentdato: 19. dec. 2017Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens gebyrer for syn, omsyn, udstedelse af legitimationskort til særtransportassistance, udstedelse af chaufføruddannelsesbevis, udstedelse af chaufførkort, udstedelse af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i biler, behandling af ansøgning og udstedelse af tilladelse til at drive kørselskontor samt godkendelse af uddannelsessteder.

§ 2. · Betaling af gebyrer og afgifter§-link ↗

For hvert syn og omsyn betaler synsvirksomheder og omsynsvirksomheder et fast gebyr på 20 kr. til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. lov om godkendelse og syn af køretøjer.

§ 3. · Betaling af gebyrer og afgifter§-link ↗

For udstedelse, fornyelse og erstatning af legitimationskort til personer, der har gennemført uddannelse i at regulere færdsel i forbindelse med gennemførelse af særtransporter, jf. bekendtgørelse om visse personers adgang til regulering af færdslen i forbindelse med særtransporter, betales et gebyr på 165 kr. til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

§ 4. · Betaling af gebyrer og afgifter§-link ↗

For udstedelse, fornyelse, udskiftning og erstatning af et chaufføruddannelsesbevis til gods- eller bustransport, jf. bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport, betales et gebyr på 155 kr. til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

§ 5. · Betaling af gebyrer og afgifter§-link ↗

For udstedelse, fornyelse og erstatning af et chaufførkort, jf. taxiloven, betales et gebyr på 600 kr. til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

§ 6. · Betaling af gebyrer og afgifter§-link ↗

For behandling af ansøgning og udstedelse af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i biler betaler virksomhederne en afgift til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen på 600 kr. pr. tilladelse med gyldighed på op til 5 år og 1.200 kr. pr. tilladelse med gyldighed over 5 år, jf. taxiloven.

Stk. 2. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan opkræve de i stk. 1 nævnte afgifter på ansøgningstidspunktet. Det opkrævede beløb tilbagebetales, hvis der ikke udstedes tilladelse.

§ 7. · Betaling af gebyrer og afgifter§-link ↗

For følgende opgaver betales, jf. taxiloven, et gebyr efter regning til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen: 1) Behandling af ansøgning og udstedelse af tilladelse til at drive kørselskontor, der sælger erhvervsmæssig persontransport i biler. 2) Godkendelse af uddannelsessteder, der udbyder kurser for chauffører vedr. udførelse af erhvervsmæssig persontransport i biler.

Stk. 2. Timesatsen for ydelser efter stk. 1 er 800 kr.

Stk. 3. Ved afbrydelse af sagsbehandlingen betales et beløb for det allerede udførte arbejde.

§ 8. · Betaling af gebyrer og afgifter§-link ↗

Udebliver betaling af gebyrer og afgifter efter sidste rettidige indbetalingsdag, kan Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen opkræve et ekspeditionsgebyr på 100 kr. for hver rykkerskrivelse. Der tillægges renter i overensstemmelse med rentelovens § 5.

§ 9. · Klageadgang§-link ↗

Afgørelser truffet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for transport-, bygnings- og boligministeren eller anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelse om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens forskrifter.

§ 10. · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1495 af 28. november 2016 om Trafik- og Byggestyrelsens gebyrer for vejtransportområdet ophæves.

§ 11. · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser§-link ↗

For ydelser, jf. §§ 3-4, der er under behandling i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen på bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt, betales et gebyr efter den sats, som er gældende på ansøgningstidspunktet.