Bekendtgørelse nr. 1433 · 2017

Gældende

Bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og havområder

Bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og havområder

Dokumentdato: 21. nov. 2017Kildeversion observeret: 1. okt. 2026Kilde kontrolleret: 1. okt. 2026
Observerede kildeversioner (2)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen fastsætter krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og havområder, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på 1) tilladelser efter lovens § 27, stk. 2 og 3, og § 28, stk. 1 og 2, til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande eller havområder, bortset fra almindeligt belastede separate regnvandsudledninger, 2) godkendelser efter lovens § 33 af aktiviteter, der direkte eller indirekte medfører en tilførsel af forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande eller havområder, og 3) påbud efter lovens §§ 30 og 41.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på opslæmmede stoffer, stoffer, som bidrager til eutrofiering, herunder nitrater og fosfater, og stoffer, som har negativ indflydelse på iltbalancen og kan måles ved parametre som BOD, COD, mv.

§ 2. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved følgende: 1) Forurenende stof: Ethvert stof der kan forårsage forurening, herunder navnlig stoffer omfattet af grupperne nævnt i liste over de vigtigste grupper af forurenende stoffer i tabel 1 i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand. 2) Vandløb, sø, overgangsvand og kystvand: Typer af overfladevand som defineret i § 2, stk. 1, nr. 4-7, i lov om vandplanlægning. 3) Overfladevandområde: Vandområde som defineret i § 2, stk. 1, nr. 11, i lov om vandplanlægning. 4) Havområde: Vandområde, herunder havbund, på havsiden af den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvande måles, til den yderste grænse af den eksklusive økonomiske zone. 5) Kvalitetskriterium: Den højeste koncentration af et bestemt forurenende stof eller gruppe af forurenende stoffer i vand, sediment eller biota, som skønnes ikke at medføre uacceptable negative effekter på vandøkosystemer. 6) Miljøkvalitetskrav: Den koncentration af et bestemt forurenende stof eller gruppe af forurenende stoffer i vand, sediment eller biota, som ikke bør overskrides af hensyn til beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet. 7) Generelt kvalitetskrav: Miljøkvalitetskravet udtrykt som årsgennemsnit. 8) Maksimumkoncentration: Miljøkvalitetskravet udtrykt som højeste tilladte koncentration. 9) Korttidsudledning: Udledning af højst 24 timers varighed, som forekommer højst 12 gange om året med intervaller på mindst 6 dage mellem hver udledning. 10) Periodisk udledning: Udledning af begrænset varighed, der fastsættes af miljømyndigheden. 11) Udledningspunkt: Det sted, hvorfra der sker udledning af et eller flere forurenende stoffer, bortset fra udledning via luftemission. 12) Miljømyndighed: Den tilladelses-, godkendelses- eller tilsynsmyndighed, der er myndighed efter loven.

§ 3. · Krav til ansøgning om udledning§-link ↗

Ansøgning efter lovens §§ 27, 28 og 33 skal indeholde oplysning om 1) den udledte vandmængde og udledningens stofsammensætning, udtrykt i koncentration og mængde, i spildevand og udsivning fra deponeringsanlæg, og 2) økotoksikologiske data eller kvalitetskriterier for de forurenende stoffer, som påtænkes udledt, hvis der for disse stoffer ikke i tabel 3, 4 eller 5 i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand er fastlagt et miljøkvalitetskrav, og der ikke efter § 4, stk. 3, er udarbejdet et kvalitetskriterium eller forslag hertil.

§ 4. · Fastsættelse af miljøkvalitetskrav§-link ↗

For forurenende stoffer, for hvilke der ikke er fastsat et miljøkvalitetskrav i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, og for hvilke der ikke foreligger et kvalitetskriterium eller er udarbejdet et forslag hertil, jf. stk. 3, skal miljømyndigheden ved modtagelse af en ansøgning vurdere betydningen for vandmiljøet af stofkoncentrationen i udledningen. Konkluderer miljømyndigheden, at stofkoncentrationen er så lav, at den er uden betydning for vandmiljøet, træffer miljømyndigheden afgørelse uden fastsættelse af miljøkvalitetskrav. Kan miljømyndigheden ikke konkludere, at stofkoncentrationen er så lav, at den er uden betydning for vandmiljøet, forelægger miljømyndigheden sagen for Miljøstyrelsen og underretter samtidig de berørte parter herom.

Stk. 2. Vurderer Miljøstyrelsen, at der er behov for at fastsætte miljøkvalitetskrav for det pågældende stof, underretter Miljøstyrelsen miljømyndigheden og de berørte parter herom.

Stk. 3. Miljøstyrelsen udarbejder forslag til kvalitetskriterium efter den tekniske procedure i bilag 1 til denne bekendtgørelse og sender forslaget i høring hos de myndigheder og organisationer, der er nævnt i lovens § 11. Efter høringen udarbejder Miljøstyrelsen det endelige kvalitetskriterium og underretter berørte miljømyndigheder herom.

Stk. 4. Miljøstyrelsen fastsætter ved førstkommende lejlighed miljøkvalitetskrav for stoffet i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand.

§ 5. · Den kombinerede fremgangsmåde§-link ↗

Udledning af forurenende stoffer skal begrænses ved hjælp af bedste tilgængelige teknik (BAT), jf. lovens § 3, stk. 1.

Stk. 2. Hvis miljøkvalitetskrav, der er fastsat i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, kræver overholdelse af strengere vilkår end dem, som følger af anvendelse af bedste tilgængelige teknik, fastsættes der i overensstemmelse hermed strengere vilkår i tilladelsen, godkendelsen eller påbuddet.

§ 6. · Vilkår§-link ↗

Miljømyndigheden fastsætter vilkår i tilladelser, godkendelser eller påbud, som sikrer, 1) at udledningen ikke medfører overskridelse i vandløb, søer, overgangsvande, kystvande eller havområder af de miljøkvalitetskrav, der fremgår af bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, jf. § 7, stk. 1, 2) at udledningen ikke hindrer opfyldelse af de miljømål for overfladevandområder, som fremgår af bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster, 3) at udledningen ikke hindrer opfyldelse af de miljømål for havområder, som er fastsat i medfør af lov om havstrategi, 4) at udledningen ikke medfører øget forurening, jf. dog stk. 5 og 6, 5) at koncentrationen for stoffer, der har tendens til at blive akkumuleret i sedimenter eller biota, herunder navnlig stof nr. 2, 5, 6, 7, 12, 15, 16, 17, 18, 20, 21, 26, 28, 30, 34, 35, 36, 37, 43 og 44 opført i tabel 5 i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, ikke stiger i væsentlig grad i sedimenter og relevant biota, og 6) at der ikke sker smagsforringende påvirkning af fisk og skaldyr som følge af udledningen.

Stk. 2. Kravet om fastsættelse af vilkår, jf. stk. 1, finder ikke anvendelse på udledning af husspildevand mindre end 30 PE.

Stk. 3. Vilkår i tilladelser, godkendelser eller påbud om udledning af spildevand skal fastsætte 1) den største tilladte koncentration af ethvert forurenende stof i udledningen målt på et vilkårligt tidspunkt for at sikre, at en maksimumkoncentration er overholdt, når en sådan er fastsat, 2) den gennemsnitlige tilladte koncentration af ethvert forurenende stof i udledningen, hvor der sker udledning til vandmiljøet, for at sikre at et generelt kvalitetskrav er opfyldt, og 3) den største tilladte mængde af stoffet i udledningen eller en tilladt udledt vandmængde.

Stk. 4. Miljømyndigheden kan ved fastsættelsen af vilkår i forbindelse med periodiske udledninger bestemme, hvor det vurderes nødvendigt for opfyldelsen af miljømål for berørte overfladevandområder og havområder, at stofkoncentrationen i vand som gennemsnit over en nærmere fastsat periode ikke må overstige de numeriske værdier, som for det eller de forurenende stoffer er angivet som generelle miljøkvalitetskrav i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, eller foreligger som kvalitetskriterier eller forslag hertil, jf. § 4, stk. 3.

Stk. 5. Miljømyndigheden kan ved fastsættelsen af vilkår i forbindelse med korttidsudledninger bestemme, at der kan ses bort fra generelle kvalitetskrav for forurenende stoffer, hvis afgørelsen ikke medfører en forringelse af berørte overfladevandområders og havområders tilstand.

Stk. 6. Miljømyndigheden kan ved fastsættelse af vilkår i forbindelse med aktiviteter af begrænset varighed, herunder udledninger i forbindelse med fjernelse af sediment fra et overfladevandområde eller havområde, bestemme, at der kan tillades kortvarig overskridelse af et generelt kvalitetskrav, når den aktivitet, der forårsager udledningen, bidrager til en væsentlig forbedring af miljøtilstanden i det pågældende overfladevandområde eller havområde.

Stk. 7. Miljømyndigheden fastsætter vilkår om egenkontrol.

§ 7. · Beregninger§-link ↗

Ved fastsættelsen af vilkår i henhold til § 6 skal det sikres ved beregning, at udledningen ikke påvirker berørte overfladevandområders eller havområders opfyldelse af de miljøkvalitetskrav, der er fastsat i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis der efter reglerne i § 8 er udpeget en blandingszone omkring udledningsstedet, skal det sikres ved beregningen i stk. 1, at udledningen ikke påvirker opfyldelse af miljøkvalitetskravene i det øvrige overfladevandområde uden for blandingszonen.

Stk. 3. Hvis det eller de forurenende stoffer, som udledningen omfatter, findes i forvejen i det eller de berørte overfladevandområder eller havområder, skal koncentrationen i overfladevandområderne eller havområderne af stoffet eller stofferne indgå i beregningen i stk. 1.

Stk. 4. For forurenende stoffer, for hvilke der ikke er fastsat miljøkvalitetskrav i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, skal kvalitetskriterier, der er endeligt udarbejdet eller foreligger som forslag, jf. § 4, stk. 3, anvendes ved beregningen i stk. 1-3, indtil miljøkvalitetskrav er fastsat.

§ 8. · Blandingszoner§-link ↗

Miljømyndigheden kan udpege blandingszoner omkring udledningspunkter. Med forbehold for § 6, stk. 1, nr. 2 og 3, kan koncentrationerne af et eller flere af de i tabel 3-5 i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand anførte stoffer overskride de relevante miljøkvalitetskrav inden for sådanne blandingszoner, hvis de ikke påvirker det øvrige overfladevandområdes opfyldelse af disse krav. Miljømyndigheden fastsætter nærmere, hvilke miljøkvalitetskrav der kan overskrides, herunder i hvilket omfang.

Stk. 2. Udpegningen af blandingszoner skal ske, så udstrækningen af de enkelte zoner er 1) begrænset til udledningspunkternes umiddelbare nærhed, og 2) afpasset efter koncentrationerne af forurenende stoffer ved udledningspunktet og efter de betingelser for udledning af forurenende stoffer, der er fastsat i de forudgående reguleringer om udledning fra punktkilder i overensstemmelse med anvendelsen af de bedste tilgængelige teknikker.

Stk. 3. Ved fastsættelse af vilkår, der baseres på udpegning af en blandingszone i medfør af stk. 1, skal der indgå foranstaltninger med henblik på at mindske udstrækningen af blandingszonen i fremtiden.

§ 9. · Andre bestemmelser§-link ↗

For forurenende stoffer, for hvilke kvalitetskriterier, der er endeligt udarbejdet eller foreligger som forslag, jf. § 4, stk. 3, er anvendt i henhold til § 7, stk. 4, ved fastsættelsen af vilkår, gælder følgende: 1) Ved fastsættelse af vilkår i tilladelse efter lovens § 28 kan miljømyndigheden i overensstemmelse med lovens § 30 ændre tilladelsen, hvis miljøkvalitetskravet bliver fastsat i henhold til § 4, stk. 4, til en anden værdi end kvalitetskriteriet eller forslaget hertil. 2) Ved fastsættelse af vilkår i godkendelse efter lovens § 33 tager miljømyndigheden forbehold for, at vilkårene vil kunne blive revideret, hvis miljøkvalitetskravet bliver fastsat i henhold til § 4, stk. 4, til en anden værdi end kvalitetskriteriet eller forslaget hertil.

§ 10. · Andre bestemmelser§-link ↗

For forurenende stoffer, der fremgår af tabel 5, i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, tager miljømyndigheden ved fastsættelse af vilkår i tilladelse efter lovens § 28 eller godkendelse efter lovens § 33 forbehold for, at vilkårene vil kunne blive revideret, hvis det er nødvendigt af hensyn til opfyldelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser, herunder forpligtelser i henhold til vandrammedirektivet (2000/60/EF) og direktivet om miljøkvalitetskrav (2008/105/EF).

§ 11. · Andre bestemmelser§-link ↗

Hvis der er fastsat strengere regler i anden lovgivning, end hvad der følger af denne bekendtgørelse, finder disse regler anvendelse.

§ 12. · Indsendelse af oplysninger§-link ↗

Miljømyndigheden orienterer Miljøstyrelsen om den meddelte tilladelse eller godkendelse eller det meddelte påbud.

Stk. 2. Miljømyndigheden skal efter anmodning oplyse Miljøstyrelsen om eksisterende og planlagte udledninger af forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande eller havområder.

Stk. 3. Miljømyndigheden underretter Miljøstyrelsen om udpegede blandingszoner med oplysninger om deres lokalisering og udstrækning, om de fremgangsmåder og metoder, der er anvendt til at definere dem, og om de foranstaltninger, der er truffet med henblik på at mindske deres udstrækning, jf. § 8, stk. 3. Miljøstyrelsen optager ved førstkommende lejlighed udpegede blandingszoner i vandområdeplanen eller i en opdatering heraf og offentliggør oplysninger om blandingszonernes lokalisering. Offentliggørelsen kan ske udelukkende på Miljøstyrelsens hjemmeside.

§ 13. · Klage og ikrafttræden§-link ↗

Miljøstyrelsens afgørelse efter § 4, stk. 2, om, at der skal fastsættes miljøkvalitetskrav for et bestemt stof, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 14. · Klage og ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på sager, herunder klagesager, der behandles på tidspunktet for dens ikrafttræden.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 921 af 27. juni 2016 om krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet ophæves.