Bekendtgørelse nr. 1362 · 2017

Historisk

Bekendtgørelse om tilskud til modernisering af kvægstalde

Bekendtgørelse om tilskud til modernisering af kvægstalde

Dokumentdato: 30. nov. 2017Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelse

§ 1.§-link ↗

Landbrugsstyrelsen kan inden for nedenstående indsatsområder give tilskud til investeringer til modernisering af kvægstalde, som skal styrke bedrifternes levedygtighed, produktivitet og ressourceeffektivitet: 1) Etablering af stald til malkekøer med tilhørende malkestald. 2) Etablering af stald til malkekøer. 3) Etablering af stald til slagtekalve og/eller opdræt af kalve/ungdyr. 4) Totalrenovering af stald til malkekøer med tilhørende malkestald. 5) Totalrenovering af stald til malkekøer. 6) Totalrenovering af stald til slagtekalve og/eller til opdræt af kalve/ungdyr.

Stk. 2. I bilag 1 findes en liste over de tilskudsberettigede investeringer samt standardomkostninger indenfor hvert indsatsområde jf. stk. 1, nr. 1-6.

§ 2.§-link ↗

Tilsagn om tilskud kan gives til jordbrugere, der som ejer eller forpagter driver en primær jordbrugsbedrift.

Stk. 2. Det årlige arbejdskraftbehov, der kræves for at drive den primære jordbrugsbedrift, er på mindst 830 arbejdstimer. Arbejdstimerne opgøres efter de normtimesatser, der er fastsat i bilag 2. Hvis produktionsformen ikke fremgår af bilag 2 afgør Landbrugsstyrelsen arbejdskraftbehovet efter en konkret vurdering.

§ 3.§-link ↗

Lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren, lovbekendtgørelsen nr. 1410 af 7. december 2007, gælder ikke for investeringer omfattet af denne bekendtgørelse.

Kapitel 2 · Definitioner

§ 4.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) ELFUL: Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne. 2) Etablering af stald: a) Nybygning af en ny kvægstald med fire selvstændige sider samt tag, som ikke er fysisk forbundet med tag/vægge til en eventuel eksisterende bygningsmasse eller b) Tilbygning af en ny staldsektion, som er fysisk forbundet med tag/vægge til den eksisterende bygningsmasse, der skal enten bygges til for enden eller på siden af den eksisterende stald. 3) Investering: De tilskudsberettigede investeringer er oplistet i bilag 1. En investering er den enhed, der står angivet under kategorierne basisstald, malkning og malkeopbevaring samt miljø-og dyrevelfærdstilkøb jf. bilag 1. En investering er eksempelvis en sengebås til lakterende ko eller en malkerobot. 4) Ko: Hundyr, der har kælvet mindst én gang. 5) Malkekvæg: Malkekøer og kvier, der holdes med henblik på mælkeproduktion. 6) Normtimesatser: De satser, der fremgår af bilag 2. 7) Opdræt: Kalve og ungdyr, som endnu ikke har kælvet, der opdrættes med henblik på mælkeproduktion. 8) Primære jordbrugsprodukter: Produkter omfattet af bilag I til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). 9) Primær jordbrugsproduktion: Produktion af primære jordbrugsprodukter, der ikke har været genstand for forarbejdning eller forædling. Aktiviteter på bedriften vedrørende forberedelse til det første salg er omfattet af definitionen. 10) Projekt: Det, der er givet tilsagn til under et indsatsområde, udgør ét projekt, jf. § 6, stk. 4. 11) Slagtekalve: Afkom af malkekøer, herunder kalve, kvier og ungtyre, der holdes med henblik på slagtning. 12) SMV: Mikrovirksomheder, små eller mellemstore virksomheder, som defineret i Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, (EU-Tidende 2003, nr. L 124 af 20. maj 2003, s. 36). 13) Stald: For kvier, ungdyr og køer, følges definition, arealkrav m.v., som angivet i lovbekendtgørelse nr. 58 af 11. januar 2017 om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg. For kalve under 6 måneder, følges definition, arealkrav m.v., som angivet i bekendtgørelse nr. 35 af 11. januar 2016 om beskyttelse af kalve. 14) Tast selv-service: Miljø- og Fødevareministeriets Tast selv-service som tilgås via Landbrugsstyrelsens hjemmeside. 15) Totalrenovering: Ombygning inden for den eksisterende bygningsmasse, hvor eksisterende ydervægge og tagkonstruktion bevares. 16) Økonomisk effekt: Projektets økonomiske effekt beregnet som den økonomiske værdi af projektet i forhold til det ansøgte beløb jf. bilag 3.

Kapitel 3 · Administration

§ 5. · Obligatorisk digital kommunikation§-link ↗

Alle ansøgninger om tilskud, projektændringer, overdragelser af tilsagn og udbetalinger efter denne bekendtgørelse skal ske via Tast selv-service. Partshøringer skal besvares via Tast selv-service.

Stk. 2. Al øvrig skriftlig kommunikation med Landbrugsstyrelsen i forbindelse med tilskud efter denne bekendtgørelse skal ske via e-mail.

§ 6. · Ansøgning om tilsagn om tilskud§-link ↗

Ansøgning om tilsagn om tilskud indgives til Landbrugsstyrelsen på det ansøgningsskema, der er tilgængeligt for ordningen i Tast selv-service.

Stk. 2. Når ansøgningen er indsendt til Landbrugsstyrelsen, må projektet sættes i gang for ansøgers egen regning og risiko.

Stk. 3. Ansøgninger om tilsagn om tilskud indsendes fra den 16. august 2018 og skal være modtaget senest den 13. december 2018.

Stk. 4. Der kan indgives én ansøgning pr. indsatsområde.

§ 7. · Afgørelse på baggrund af oplysninger i ansøgningen§-link ↗

Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om helt eller delvist afslag på ansøgninger om tilsagn, hvis: 1) ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger, eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, 2) de samlede tilskudsberettigede udgifter ikke beløber sig til mindst 300.000 kr. pr. projekt. For så vidt angår indsatsområde 3 og 6 jf. § 1, stk. 1, nr. 3 og § 1, stk. 1, nr. 6, skal de samlede tilskudsberettigede udgifter beløbe sig til mindst 200.000 kr. pr. projekt, eller 3) effekten af det ansøgte projekt eller investering ikke i tilstrækkeligt omfang bidrager til at styrke bedrifternes levedygtighed, produktivitet og ressourceeffektivitet, jf. § 1, stk. 1.

§ 8. · Afgørelse på baggrund af prioritering§-link ↗

Landbrugsstyrelsen foretager en prioritering jf. stk. 3- 8 af de tilskudsberettigede ansøgninger inden for hver af de i stk. 2 nævnte bevillingsmæssige rammer.

Stk. 2. Til modernisering af kvægstalde efter § 1, stk. 1 nr. 1-6, er der afsat: 1) 25 mio. kr. til indsatsområde nr. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1. 2) 50 mio. kr. til indsatsområde nr. 2, jf. § 1 stk. 1, nr. 2. 3) 15 mio. kr. til indsatsområde nr. 3, jf. § 1, stk. 1, nr. 3. 4) 4 mio. kr. til indsatsområde nr. 4, jf. § 1, stk. 1, nr. 4. 5) 5 mio. kr. til indsatsområde nr. 5, jf. § 1, stk. 1, nr. 5. 6) 11 mio. kr. til indsatsområde nr. 6, jf. § 1, stk. 1, nr. 6.

Stk. 3. Under indsatsområde nr. 3 og nr. 6, jf. § 1, stk. 1, nr. 3 samt § 1, stk. 1, nr. 6 prioriteres 11 mio. kr. af midlerne til ansøgninger, som udelukkende omhandler slagtekalveproduktion, jf. dog stk. 8.

Stk. 4. Ved prioriteringen af ansøgninger lægger Landbrugsstyrelsen vægt på projektets økonomiske effekt, jf. bilag 3 samt 4. Der er for hvert indsatsområde fastsat en minimumsgrænse for den økonomiske effekt jf. bilag 3. Ansøger skal som minimum opnå en økonomiske effekt, som ligger over den minimumsgrænse, der er fastsat for det pågældende indsatsområde.

Stk. 5. Projekter, der har den højeste økonomiske effekt inden for sit respektive indsatsområde, har førsteprioritet.

Stk. 6. Hvis Landbrugsstyrelsen modtager ansøgninger for mere end den afsatte ramme, og hvis der er lighed mellem projekternes økonomiske effekt, prioriteres projekter med flest antal pladser inden for deres respektive indsatsområde over projekter med færrest antal pladser. For så vidt angår indsatsområde 3 og 6 jf. § 1, stk. 1, nr. 3 og § 1, stk. 1, nr. 6 vil projekter med opdræt af kvier/ungdyr dog have prioritet forud for projekter med slagtekalve.

Stk. 7. Hvis der fortsat er lighed imellem projekterne, og hvis den bevillingsmæssige ramme for det enkelte indsatsområde ikke er blevet fuldt anvendt, omfordeler Landbrugsstyrelsen eventuelle overskudsmidler indenfor det indsatsområde, der henset til ansøgningspuljen, er bedst egnet til at styrke bedrifternes levedygtighed, produktivitet og ressourceeffektivitet, jf. § 1, stk. 1.

Stk. 8. Ved overansøgning af midler, som tildeles ansøgninger, der kun omhandler slagtekalve, jf. stk. 3, vil de ansøgninger, der ikke fik tilsagn om tilskud, blive prioriteret med de resterende ansøgninger henholdsvis under indsatsområde nr. 3 og nr. 6. Ved underansøgning af de midler, som tildeles ansøgninger, der kun omhandler slagtekalve jf. stk. 3, overføres overskydende midler til de resterende ansøgninger under indsatsområde nr. 3 og nr. 6.

Stk. 9. Eventuelle ubrugte midler inden for det ene indsatsområde kan omfordeles til de øvrige indsatsområder proportionalt i forhold til de indkomne ansøgninger.

Kapitel 4 · Kriterier og forpligtelser

§ 9. · Kriterier for tilskudsberettigelse§-link ↗

Tilsagn om tilskud er betinget af følgende: 1) At projektet ikke påbegyndes, før ansøger har indsendt sin ansøgning om tilsagn om tilskud. 2) At projektet gennemføres på ansøgers egen eller forpagtede jordbrugsbedrift. 3) At ansøger er ansvarlig for, at projektet gennemføres. 4) At tilsagnshaver opnår de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder inden anmodning om udbetaling jf. § 14, stk. 1 og 4. 5) At tilsagnshaver sikrer at kontrolmyndigheden har adgang til projektområdet og det fysiske projektmateriale i forbindelse med kontrol. 6) At tilsagnshaver ejer investeringen. 7) At tilsagnshaver i tre år fra datoen for slutudbetaling fortsat lever op til det eller de prioriteringskriterier, jf. § 8, stk. 4 og stk. 5, som medførte, at der blev givet tilsagn. Hvis tilsagnshaver ikke er en SMV, gælder denne betingelse i 5 år. 8) At tilsagnshaver i 3 år fra slutudbetalingen til stadighed har et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 arbejdstimer opgjort efter de normtimesatser, som er fastsat i bilag 2, jf. § 2. Hvis tilsagnshaver ikke er en SMV, gælder denne betingelse i 5 år.

§ 10. · Forpligtelser§-link ↗

Tilsagnshaver er forpligtet til følgende: 1) At gennemføre projektet i overensstemmelse med tilsagnet. 2) At sikre, at alle elementer, der indgår i projektet er nye. 3) At informere om den offentlige medfinansiering af projektet, herunder skilte som nærmere fastsat i tilsagnet samt i Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 808/2014 af 17. juli 2014 jf. artikel 13 jf. bilag III. 4) At afslutte projektet senest den dato, der er anført i tilsagnet, dog senest 2 år fra datoen for ansøgningen om tilsagn, jf. dog § 12. 5) At holde udbetalingsanmodning med tilhørende regnskabsbilag tilgængelig i mindst 5,5 år, regnet fra datoen for slutudbetaling af tilskud. 6) At sende udbetalingsanmodning med det påkrævede materiale, jf. § 14, stk. 1, rettidigt til Landbrugsstyrelsen, jf. § 14, stk. 4. 7) At sørge for, at produktionsaktiviteten ikke ophører eller flyttes uden for programområdet i tre år efter datoen for slutudbetaling. Hvis tilsagnshaver ikke er en SMV, er tilsagnshaver dog forpligtet til at sørge for, at produktionsaktiviteten ikke ophører, flyttes uden for programområdet i de første fem år efter datoen for slutudbetaling, og at den produktive aktivitet ikke udsættes for flytning uden for Unionen i de første ti år efter datoen for slutudbetaling, jf. artikel 71 i forordning nr. 1303/2013. 8) At sørge for, at projektet ikke udsættes for en væsentlig ændring, der berører dens art, mål eller gennemførelsesvilkår i 3 år efter datoen for slutudbetalingen. Hvis tilsagnshaver ikke er en SMV gælder denne forpligtigelse i 5 år jf. artikel 71 forordning nr. 1303/2013. 9) At gennemføre projektet med de i bilag 5 anførte obligatoriske elementer.

Kapitel 5 · Beregning af tilskud

§ 11.§-link ↗

Tilsagn om tilskud efter § 1, stk. 1 kan gives til 20 pct. af den standardomkostning, der er fastsat for hvert enkelt investering jf. bilag 1. Tilskuddet kan kun gives til et med tilsagnet nærmere fastsat antal investeringer.

Stk. 2. Tilsagn om tilskud efter § 1, stk. 1 kan ikke gives til projekter, som modtager eller tidligere har modtaget andre EU-tilskud eller tilskud under en anden tilskudsordning fra Landbrugsstyrelsen eller tilskud fra en anden offentlig myndighed jf. dog stk. 3-5.

Stk. 3. Tilskud efter denne bekendtgørelse kan kombineres med anden offentlig, national støtte i form af garanti, kaution eller lignende.

Stk. 4. Ydes der støtte som nævnt i stk. 3, nedsættes tilskuddet efter denne bekendtgørelse, så den samlede offentlige støtte ikke overstiger det maksimale loft, der er fastsat i stk. 1.

Stk. 5. Tilskuddet kan højest beregnes på grundlag af et samlet beløb på 25 mio. kr. pr. CVR-registrerede, primære jordbrugsbedrift.

Stk. 6. Opnår en ansøger tilsagn om tilskud efter § 1, kan der ikke før projektet er afsluttet gives tilsagn om tilskud til investeringer vedrørende det samme staldbyggeri under andre tilskudsordninger, som er omfattet af artikel 17 i forordning nr. 1305/2013.

Kapitel 6 · Ændring af projektet

§ 12.§-link ↗

Ændring af et projekt kan godkendes af Landbrugsstyrelsen på betingelse af, at ændringen er i overensstemmelse med projektets formål. Ændring af projektets slutdato kan godkendes af Landbrugsstyrelsen, dog ikke ud over den 31. december 2022. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, inden ændringen må sættes i gang.

Stk. 2. Anmodning om ændring af et projekt skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest to måneder før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet.

Stk. 3. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af et projekt.

Stk. 4. Anmodning om ændring af projektet kan ikke godkendes, såfremt ændringen betyder, at projektet i sin ændrede form ikke ville være blevet prioriteret, jf. § 8.

§ 13. · Overdragelse af tilsagn§-link ↗

Ved tilsagnshavers overdragelse af jordbrugsbedriften ved salg, bortforpagtning, arv eller generationsskifte, eller ved generationsskifte af den del af jordbrugsbedriften, hvorpå stalden skal bygges, kan Landbrugsstyrelsen efter ansøgning tillade, at tilsagnet overdrages til den køber, forpagter eller anden erhverver, der i henhold til § 2, stk. 1, kan være tilsagnshaver. Ansøgning om overdragelse af et tilsagn skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, inden overdragelse af projektet kan finde sted.

Stk. 2. Den, der får overdraget tilsagnet, overtager alle rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet.

Stk. 3. Sammen med ansøgning efter stk. 1, jf. § 5, stk. 1, skal der indsendes et særligt skema, som udfyldes af både overdrager og erhverver. Skemaet findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Kapitel 7 · Udbetaling af tilskud

§ 14.§-link ↗

Udbetaling af tilskud sker på baggrund af tilsagnshavers opgørelse over antallet af investeringer, der er etableret i projektet, dog maksimalt det antal, der er givet tilsagn om tilskud til. Anmodning om udbetaling af tilskud skal indsendes på det udbetalingsskema med integreret slutrapport, der findes i Tast selv-service, og vedlægges de nødvendige tilladelser til projektet fra offentlige myndigheder samt eventuel dokumentation for offentlige tilskud.

Stk. 2. Inden udbetaling er det en betingelse, at Landbrugsstyrelsen har godkendt slutrapporten for projektet.

Stk. 3. Tilskud kan kun udbetales i én udbetaling.

Stk. 4. Anmodning om udbetaling skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest tre måneder efter den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet.

§ 15.§-link ↗

Landbrugsstyrelsen overfører tilskuddet til tilsagnshavers NemKonto.

Kapitel 8 · Bortfald af tilsagn, tilbagebetaling og nedsættelse af tilskud

§ 16. · Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af kriterier for tilskudsberettigelse§-link ↗

Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud, hvis: 1) tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger, eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, 2) tilsagnshaver tilsidesætter sine pligter efter lovens § 8 eller § 9, stk. 2 eller 3) et eller flere kriterier for støtteberettigelse jf. § 9 ikke er opfyldt. Nedsættelse og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af forpligtelser

§ 17. · Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af kriterier for tilskudsberettigelse§-link ↗

Ved manglende opfyldelse af en forpligtelse, der er nævnt i § 10, jf. dog §§ 18 og 21, kan Landbrugsstyrelsen træffe afgørelse om hel eller delvis nedsættelse af tilskud og tilbagebetaling af tilskud. Hvis tilskuddet nedsættes helt, træffer Landbrugsstyrelsen samtidig afgørelse om bortfald af tilsagn.

Stk. 2. Stk. 1 finder kun anvendelse for overtrædelser, hvor projektet fortsat efter Landbrugsstyrelsen vurdering lever op til ordningens formål. Hvis projektet ikke lever op til ordningens formål, træffer Landbrugsstyrelsen afgørelse om, at tilsagnet bortfalder.

§ 18. · Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af kriterier for tilskudsberettigelse§-link ↗

Landbrugsstyrelsen nedsætter tilskuddet som følger, hvis projektet afsluttes for sent, jf. § 10, nr. 4: 1) 0-30 kalenderdage for sent afslutning af projektet medfører 5 pct. nedsættelse. 2) 31-60 kalenderdage for sent afslutning af projektet medfører 10 pct. nedsættelse. 3) 61-90 kalenderdage for sent afslutning af projektet medfører 15 pct. nedsættelse. 4) Mere end 90 kalenderdage for sen afslutning af projektet medfører bortfald af tilsagn.

§ 19. · Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af kriterier for tilskudsberettigelse§-link ↗

Landbrugsstyrelsen nedsætter udbetalingen med 1 pct. pr. kalenderdag ved for sent modtaget anmodning om udbetaling, jf. § 14, stk. 4, til og med den 20. kalenderdag.

Stk. 2. En forsinkelse på mere end 20 kalenderdage medfører 100 pct. nedsættelse af udbetalingen og bortfald af tilsagn.

§ 20. · Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af kriterier for tilskudsberettigelse§-link ↗

Ved forsinkelse efter både § 18, nr. 4 og § 19, stk. 1 eller stk. 2 sanktioneres der kun efter § 18, nr. 4.

§ 21. · Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af kriterier for tilskudsberettigelse§-link ↗

Landbrugsstyrelsen kræver tilskuddet tilbagebetalt, hvis forpligtelserne i § 10, nr. 7 og nr. 8 ikke overholdes. Der anvendes følgende procentsatser, jf. dog stk. 2: 1) Hvis forpligtelserne er overholdt i 0 dage eller op til én måned, medfører det, at tilsagnet bortfalder, og hele tilskuddet kræves tilbagebetalt. 2) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end én måned men mindre end 18 måneder, medfører det, at 80 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt. 3) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end 18 måneder, men mindre end 36 måneder, medfører det, at 40 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt.

Stk. 2. Hvis tilsagnshaver ikke er en SMV, anvendes følgende procentsatser: 1) Hvis forpligtelserne kun er overholdt i 0 dage eller op til 18 måneder, medfører det, at tilsagnet bortfalder, og hele tilskuddet kræves tilbagebetalt. 2) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end 18 måneder, men mindre end 36 måneder, medfører det, at 80 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt. 3) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end 36 måneder, men mindre end 60 måneder, medfører det, at 40 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt.

Stk. 3. Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud, hvis en tilsagnshaver, som ikke er en SMV, flytter den produktive aktivitet uden for Unionen i de første 10 år efter datoen for slutudbetaling, jf. § 10, nr. 7, 2. pkt.

§ 22. · Kontrol§-link ↗

Landbrugsstyrelsen forestår den fysiske og den administrative kontrol samt den efterfølgende regnskabskontrol af projekter, der modtager tilsagn om tilskud.

Kapitel 9 · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 23.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1121 af 5. oktober 2017 om tilskud til modernisering af kvægstalde ophæves, men finder fortsat anvendelse for tilsagn, der er givet, men endnu ikke færdigbehandlet.