§ 1.§-link ↗
I denne bekendtgørelse fastsættes bestemmelser om behandling og markedsføring af animalske fødevarer, der kommer fra et område eller delområde, som er undergivet dyresundhedsrestriktioner.
§ 2.§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled frem til og under oplagring, transport, salg eller levering til den endelige forbruger.
§ 3.§-link ↗
Ved animalske fødevarer forstås fødevarer, der er fremstillet på basis af dyr.
§ 4.§-link ↗
Animalske fødevarer skal være fremstillet af dyr 1) som ikke kommer fra en bedrift, en virksomhed, et område eller et delområde, som er undergivet dyresundhedsrestriktioner for de pågældende dyr og produkter på grund af a) klassisk svinepest, b) afrikansk svinepest, c) mund- og klovesyge, d) aviær influenza, e) Newcastle disease, f) kvægpest, g) pest hos små drøvtyggere, eller h) smitsomt blæreudslet hos svin, og 2) som, for så vidt angår kød og produkter fremstillet heraf, ikke er blevet slagtet på et slagteri, hvor der på tidspunktet for slagtningen eller under produktionsprocessen fandtes dyr smittet med eller mistænkt for at være smittet med en af de i nr. 1 nævnte sygdomme, eller slagtekroppe eller dele heraf af sådanne dyr, med mindre denne mistanke er blevet elimineret.
§ 5.§-link ↗
Uanset § 4, kan Fødevarestyrelsen give tilladelse til produktion, tilvirkning og distribution af animalske fødevarer, der kommer fra et område eller delområde, som er undergivet dyresundhedsrestriktioner for de pågældende dyr og produkter, men som ikke kommer fra en bedrift, der er smittet eller mistænkt for at være smittet, på følgende betingelser: 1) Produkterne skal, inden de underkastes nedennævnte behandling, fremstilles, håndteres, transporteres og oplagres adskilt fra eller på andre tidspunkter end produkter, der opfylder alle dyresundhedsbestemmelser, og transportforholdene udenfor det område, der er omfattet af dyresundhedsrestriktioner, skal godkendes af Fødevarestyrelsen. 2) De produkter, der skal underkastes en behandling, skal være behørigt identificeret. 3) Produkterne skal undergå en behandling, jf. bilag 1, der er tilstrækkelig til at udelukke den pågældende dyresundhedsmæssige risiko. 4) Behandlingen skal foretages på en virksomhed, der er godkendt hertil af Fødevarestyrelsen. 5) Produkterne skal være mærket i overensstemmelse med bilag 2.
§ 6.§-link ↗
Med bøde straffes den, der overtræder § 4.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed og der ved overtrædelsen er 1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 7.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 94 af 17. februar 2006 om dyresundhedsbestemmelser for behandling og markedsføring af animalske fødevarer ophæves.