§ 1.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kan inden for nedenstående indsatsområder, jf. dog stk. 2, give tilskud til investeringer i modernisering af kvægstalde, som styrker bedrifternes levedygtighed, produktivitet og ressourceeffektivitet: 1) Nybygning af stalde til malkekvæg eller slagtekalve. 2) Tilbygning til eksisterende stalde til malkekvæg eller slagtekalve. 3) Renovering af eksisterende bygningsmasse til malkekvæg eller slagtekalve.
Stk. 2. Landbrugsstyrelsen kan inden for nedenstående indsatsområder, give tilskud til investeringer i modernisering af økologiske kvægstalde, som styrker bedrifternes levedygtighed, produktivitet og ressourceeffektivitet: 1) Nybygning af stalde til malkekvæg eller slagtekalve. 2) Tilbygning til eksisterende stalde til malkekvæg eller slagtekalve. 3) Renovering af eksisterende bygningsmasse til malkekvæg eller slagtekalve.
Stk. 3. I bilag 1 findes en liste over støtteberettigede udgifter og faste priser inden for indsatsområde 1, 2 og 3, jf. stk. 1 og 2.
§ 2.§-link ↗
Tilsagn om tilskud kan gives til jordbrugere, der som ejer eller forpagter driver en primær jordbrugsbedrift.
Stk. 2. Det årlige arbejdskraftbehov, der kræves for at drive den primære jordbrugsbedrift, er på mindst 830 arbejdstimer. Arbejdstimerne opgøres efter de normtimesatser, der er fastsat i bilag 3.
§ 3.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) ELFUL: Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne. 2) Ko: Hundyr, der har kælvet mindst én gang. 3) Malkekvæg: Malkekøer og kvier, der holdes med henblik på mælkeproduktion. 4) Normtimesatser: De satser, der fremgår af bilag 3. 5) Nybygning: En ny kvægstald med fire selvstændige sider, som ikke er fysisk forbundet med tag/vægge til den eksisterende bygningsmasse. Dog anses en nybygning som en tilbygning, hvis køerne efter nybygning malkes på den samme lokalitet, som før nybygningen blev etableret. 6) Opdræt: Kalve og ungdyr (kvier), som endnu ikke har kælvet, der opdrættes med henblik på mælkeproduktion. 7) Primære jordbrugsprodukter: Produkter omfattet af bilag I til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). 8) Primær jordbrugsproduktion: Produktion af primære jordbrugsprodukter, der ikke har været genstand for forarbejdning eller forædling. Aktiviteter på bedriften vedrørende forberedelse til det første salg er omfattet af definitionen. 9) Projekt: Det, der er ansøgt om under et indsatsområde, udgør et projekt, jf. § 6, stk. 4. 10) Renovering: Ombygning inden for den eksisterende bygningsmasse, hvor eksisterende ydervægge og tagkonstruktion fastholdes. 11) Slagtekalve: Afkom af malkekøer, herunder kalve, kvier og ungtyre, der holdes med henblik på slagtning som kalv eller ungtyr. 12) SMV: Mikrovirksomheder, små eller mellemstore virksomheder, som defineret i Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, (EU-Tidende 2003, nr. L 124 af 20. maj 2003, s. 36). 13) Staldplads: Som defineret for henholdsvis kvier, ungdyr og køer, som de arealkrav, der følger af bekendtgørelse nr. 470 af 15. maj 2014 af lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg. For kalve under 6 måneder, er en staldplads defineret som følger af bekendtgørelse nr. 35 af 11. januar 2016 om beskyttelse af kalve. 14) Tast selv-service: Miljø- og Fødevareministeriets Tast selv-service som tilgås via Landbrugsstyrelsens hjemmeside. 15) Tilbygning: En ny staldsektion, som er fysisk forbundet med tag/vægge til den eksisterende bygningsmasse. Der skal enten bygges til for enden eller på siden af den eksisterende stald. 16) Tilskudsgrundlag: Den samlede pris for de teknologier, der søges om tilskud til. 17) Tilskudssum: Den beregnede størrelse af tilskuddet på baggrund af tilskudsgrundlag og tilskudsprocent. 18) Tilskudsprocent: Den procentdel, som Landbrugsstyrelsen giver i tilskud.
§ 4. · Obligatorisk digital kommunikation§-link ↗
Alle ansøgninger om tilskud, projektændringer og udbetalinger efter denne bekendtgørelse skal ske via Tast selv-service.
Stk. 2. Al øvrig skriftlig kommunikation med Landbrugsstyrelsen i forbindelse med tilskud efter denne bekendtgørelse skal ske via e-mail.
§ 5. · Kontrol§-link ↗
Landbrugsstyrelsen forestår den fysiske og den administrative kontrol samt den efterfølgende regnskabskontrol af projekter, der modtager tilsagn om tilskud.
§ 6. · Ansøgning om tilsagn om tilskud§-link ↗
Ansøgning om tilsagn om tilskud indgives til Landbrugsstyrelsen på det ansøgningsskema, der er tilgængeligt for ordningen i Tast selv-service.
Stk. 2. Når ansøgningen er indsendt til Landbrugsstyrelsen, må projektet sættes i gang for ansøgers egen regning og risiko.
Stk. 3. Ansøgninger om tilsagn om tilskud indsendes fra den 7. april 2016 og skal være modtaget senest den 24. maj 2016.
Stk. 4. Der kan indgives en ansøgning pr. indsatsområde.
Stk. 5. Ansøgningen skal indeholde følgende: 1) Et udfyldt ansøgningsskema. 2) En udfyldt finansieringserklæring, hvis den er indhentet på ansøgningstidspunktet. Erklæringen skal være underskrevet af ansøgers pengeinstitut. Skema til finansieringserklæringen, som findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside, skal anvendes. Landbrugsstyrelsen kan anmode om, at ansøger fremsender den relevante dokumentation, som ansøgers pengeinstitut har haft adgang til i forbindelse med finansieringen. 3) Nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder, hvis tilladelserne er opnået på det tidspunkt, hvor der søges om tilskud. 4) Oplysning om, hvorvidt det ansøgte projekt er omfattet af udbudsloven eller lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren. 5) Oplysning om valg af minimum et element under kategorien basisstald, jf. bilag 1. 6) En kopi af autorisationsansøgning, hvis ansøger, jf. § 1, stk. 2, ikke er autoriseret økolog på ansøgningstidspunktet.
§ 7. · Afgørelse og prioritering§-link ↗
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om afslag på ansøgninger om tilsagn, hvis 1) de samlede tilskudsberettigede udgifter ikke beløber sig til mindst 300.000 kr. pr. projekt, 2) investeringen ikke er omfattet af listen over faste priser i bilag 1, eller listen med obligatoriske omkostninger i bilag 2, 3) de krævede oplysninger, jf. § 6, stk. 5 ikke er modtaget med ansøgningen, 4) effekten af det ansøgte projekt eller investering ikke i tilstrækkeligt omfang bidrager til at styrke bedrifternes levedygtighed, produktivitet og ressourceeffektivitet, jf. § 1, 5) effekten af det ansøgte projekt eller investering ikke er tilstrækkelig set i forhold til projektets samlede udgifter, eller 6) udgifterne ikke er tilskudsberettigede, jf. § 11 og 12.
§ 8. · Afgørelse og prioritering§-link ↗
Landbrugsstyrelsen foretager en prioritering af de tilskudsberettigede ansøgninger, jf. stk. 2-11.
Stk. 2. Til modernisering af kvægstalde efter § 1, stk. 1, er der indikativt afsat 1) 19 mio. kr. til nybygninger, 2) 37 mio. kr. til tilbygninger, og 3) 37 mio. kr. til investeringer i forbindelse med renovering.
Stk. 3. Til modernisering af økologiske kvægstalde efter § 1, stk. 2, er der indikativt afsat 1) 3 mio. kr. til nybygninger, 2) 6 mio. kr. til tilbygninger, og 3) 6 mio. kr. til investeringer i forbindelse med renovering. Ansøgninger, der ikke opnår tilsagn om tilskud inden for prioriteringen af de 15 mio. kr., jf. § 1, stk. 2, overføres til det tilsvarende indsatsområde og prioriteres, jf. § 1, stk. 1.
Stk. 4. Under hvert indsatsområde, jf. § 1, stk. 1 og 2, prioriteres 15 pct. af midlerne til ansøgninger som udelukkende omhandler slagtekalveproduktion, jf. dog stk. 10.
Stk. 5. Ved prioriteringen af ansøgninger lægger Landbrugsstyrelsen vægt på 1) den økonomiske effekt af investeringen, jf. bilag 4 og 5, 2) om der er ansøgt om eller modtaget en miljøgodkendelse, eller om der ikke er krav om en miljøgodkendelse, 3) om der er ansøgt om eller modtaget en byggetilladelse, eller om der ikke er krav om en byggetilladelse, og 4) om ansøgningen er vedlagt en finansieringserklæring, jf. § 6, stk. 5, nr. 2.
Stk. 6. Er der ikke krav om miljøgodkendelse, jf. stk. 5, nr. 2, skal kvittering/anmeldelse dokumenteres.
Stk. 7. Ansøger skal opnå minimum 0,12 i økonomisk effekt.
Stk. 8. Prioriteringen foretages pr. indsatsområde, jf. § 1, stk. 1 og 2, på baggrund af et pointsystem. Ansøger skal have mindst 4 point for at kunne få tilsagn. Der kan maksimalt opnås 7 point: 1) Der gives 1 point for en dokumenteret ansøgt, men ikke opnået miljøgodkendelse, 2 point for en dokumenteret opnået miljøgodkendelse eller når der ikke er krav om miljøgodkendelse. 2) Der gives 1 point for en dokumenteret ansøgt, men ikke opnået byggetilladelse, 2 point for en dokumenteret opnået byggetilladelse eller når der ikke er krav om byggetilladelse. 3) Der gives 3 point, når ansøgningen er vedlagt en indhentet finansieringserklæring, jf. § 6, stk. 5, nr. 2.
Stk. 9. Hvis Landbrugsstyrelsen modtager ansøgninger, for mere end de indikative rammer eller hvis der er pointlighed efter stk. 8, vil prioriteringen af ansøgninger, som har opnået det antal point, hvor rammen udløber, og samtidig har opnået mindst 4 point, derefter ske på baggrund af den økonomiske effekt af projektet sammenholdt med tilskudssummen, jf. bilag 4 og 5. Projekter, der efter brug af formlen i bilag 4 og 5, skaber størst mulig økonomisk effekt, vil blive prioriteret først.
Stk. 10. Ved overansøgning af de 15 pct. som tildeles ansøgninger der omhandler slagtekalve, jf. stk. 4, vil de ansøgninger der ikke fik tilsagn om tilskud, blive prioriteret med de resterende ansøgninger under hvert indsatsområde. Ved underansøgning af de 15 pct., som tildeles ansøgninger der omhandler slagtekalve, overføres overskydende midler til det pågældende indsatsområde.
Stk. 11. Hvis det fulde beløb for det enkelte indsatsområde ikke søges, eller hvis der ikke gives tilsagn for det fulde beløb, omfordeles overskudsmidlerne til de øvrige indsatsområder proportionalt i forhold til de indkomne ansøgninger. Midler afsat til investeringer i økologiske kvægstalde, jf. § 1, stk. 2, kan ikke overføres til indsatsområder med ikke-økologisk kvægbrug, jf. § 1, stk. 1.
§ 9. · Kriterier for støtteberettigelse§-link ↗
Tilsagn om tilskud er betinget af følgende: 1) At tilsagnshaver opnår de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder inden anmodning om udbetaling. 2) At projektet på udbetalingstidspunktet lever op til samtlige prioriteringskriterier, jf. § 8, som medførte, at der blev givet tilsagn. 3) At projektet gennemføres på ansøgers egen eller forpagtede jordbrugsbedrift. 4) At ansøger er ansvarlig for, at projektet gennemføres. 5) At projektet ikke påbegyndes, før ansøger har indsendt sin ansøgning om tilsagn om tilskud. 6) At tilsagnshaver sikrer, at kontrolmyndigheden har adgang til projektområdet og det fysiske projektmateriale i forbindelse med kontrol.
Stk. 2. Tilsagn om tilskud efter § 1, stk. 2, er desuden betinget af, at ansøger har opnået autorisation til økologisk jordbrugsproduktion inden anmodning om første udbetaling. Det er endvidere en betingelse, at ansøgers kvæghold omlægges til økologi senest på tidspunktet for anmodning om udbetaling.
§ 10. · Forpligtelser§-link ↗
Tilsagnshaver er forpligtet til følgende: 1) At gennemføre projektet i overensstemmelse med tilsagnet, herunder som minimum med de i tilsagnet anførte elementer/teknologier samt det anførte antal. 2) At gennemføre projektet i overensstemmelse med de i bilag 2 obligatoriske omkostninger ved valg af basisstaldelementer. 3) At holde udbetalingsanmodning med tilhørende regnskabsbilag tilgængelig i mindst 5,5 år, regnet fra datoen for slutudbetaling af tilskud. 4) At holde dokumentation, der dokumenterer, at udbudsloven eller lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren er overholdt, tilgængelig i mindst 5,5 år fra datoen for slutudbetaling af tilskud, hvis projektet eller dele heraf er omfattet af udbudsloven eller lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren. 5) At informere om den offentlige medfinansiering af projektet, herunder skilte som nærmere fastsat i tilsagnet. 6) At have et særskilt regnskabssystem eller en passende regnskabskode for alle transaktioner med tilknytning til projektet. 7) At afslutte projektet senest den dato, der er anført i tilsagnet, dog senest 2 år fra datoen for tilsagn, jf. dog § 14. 8) At afgive de oplysninger, som Landbrugsstyrelsen beder om i indtil to år efter, at projektet er afsluttet. Landbrugsstyrelsen kan bede om oplysninger, som er nødvendige for at kunne overvåge og evaluere Landdistriktsprogrammet, navnlig med hensyn til at opfylde specifikke mål og prioriteter, jf. artikel 71 i forordning nr. 1305/2013 af den 17. december 2013. 9) At sørge for, at projektet ikke ændres væsentligt, ophører eller flyttes uden for projektområdet, i 3 år fra datoen for slutudbetaling. 10) At sende de oplysninger og bilag, som er nævnt i § 16 sammen med udbetalingsanmodningen.
Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 9, skal tilsagnshaver tilbagebetale tilskuddet, hvis den produktive aktivitet i de første 10 år efter slutudbetalingen flyttes uden for EU, undtagen hvor tilskudsmodtageren er en SMV.
§ 11.§-link ↗
Tilsagn om tilskud kan gives til udgifter forbundet med den faste pris, der er fastsat i bilag 1. Dog kan der gives tilsagn om tilskud til en lavere pris end den fastsatte pris i bilag 1, hvis ansøger har søgt om en lavere pris. De enkelte elementer, jf. bilag 1, skal dog leve op til indhold som specificeret i bilag 2, selvom der søges om tilskud til lavere beløb. For elementer under basisstald, kan prisen kun nedskrives til 60 pct. af den fastsatte pris i bilag 1.
Stk. 2. Udgifterne skal være nødvendige for at gennemføre projektet og skal være direkte relateret til gennemførelsen af projektet.
§ 12.§-link ↗
De tilskudsberettigede udgifter til projekter kan ikke omfatte: 1) udgifter, hvortil der gives andre EU-tilskud, 2) udgifter, hvortil der gives tilskud fra anden offentlig myndighed, jf. dog stk. 13, stk. 4, 3) udgifter, hvortil der gives tilskud under en anden tilskudsordning fra Landbrugsstyrelsen, 4) udgifter til køb af brugt udstyr og brugt materiel, 5) udgifter til leje og leasing af udstyr og materiel, 6) udgifter til eget arbejde, 7) udgifter til reparation af udstyr, 8) udgifter til moms, medmindre denne endeligt bæres af tilsagnshaver, jf. art. 69, stk. 3, litra c, i forordning nr. 1303/2013, 9) finansierings- og pengeinstitutomkostninger, jf. art. 69, stk. 3, litra a, i forordning nr. 1303/2013, 10) udgifter til regnskabs- og revisorvirksomhed, 11) udgifter i form af naturalydelser, som omhandlet i artikel 69 i forordning nr. 1303/2013, 12) udgifter vedrørende aktiviteter, som tilsagnshaver er forpligtet til at gennemføre i medfør af anden lovgivning, 13) udgifter, som tilsagnshaver har afholdt, inden Landbrugsstyrelsen har givet tilladelse til at iværksætte projektet, 14) udgifter til konsulentbistand, 15) udgifter til køb af fast ejendom, 16) køb med ejendomsforbehold, 17) simple genanskaffelser, og 18) almindelige driftsudgifter.
§ 13.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen giver tilskud på 20 pct. af de tilskudsberettigede udgifter og til den faste pris, der er fastsat i bilag 1, jf. dog § 11, stk. 1.
Stk. 2. Tilskuddet kan højest beregnes på grundlag af et samlet beløb på 25 mio. kr. pr. CPR nr. eller CVR-registrerede, primære jordbrugsbedrift.
Stk. 3. Tilskud efter denne bekendtgørelse kan kombineres med anden offentlig, national støtte i form af garanti, kaution eller lignende, til udgifter, der er tilskudsberettigede efter denne bekendtgørelse.
Stk. 4. Ydes der anden støtte, jf. stk. 3, nedsættes tilskuddet efter denne bekendtgørelse, således, at den samlede offentlige støtte ikke overstiger den maksimale tilskudsprocent, der er fastsat i stk. 1 og 2.
§ 14.§-link ↗
Ændring af et projekt kan godkendes af Landbrugsstyrelsen på betingelse af, at ændringen er i overensstemmelse med projektets formål. Anmodning om ændring af projektet skal indgives via Tast selv-service. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, inden ændringen må sættes i gang.
Stk. 2. Anmodning om ændring af et projekt skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest to måneder før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet.
Stk. 3. Der kan maksimalt indsendes en budgetændring pr. år. Landbrugsstyrelsen kan dog i særlige tilfælde dispensere fra dette.
Stk. 4. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af et projekt.
Stk. 5. Anmodning om ændring af projektet kan ikke godkendes, såfremt ændringen betyder, at projektet i sin ændrede form ikke ville være blevet prioriteret, jf. § 8.
§ 15.§-link ↗
Ved tilsagnshavers overdragelse af jordbrugsbedriften ved salg, bortforpagtning, arv eller generationsskifte, eller ved generationsskifte af den del af jordbrugsbedriften, hvorpå stalden skal bygges, kan Landbrugsstyrelsen efter ansøgning tillade, at tilsagnet overdrages til den køber, forpagter eller anden erhverver, der i henhold til § 2, stk. 1, kan være tilsagnshaver. Ansøgning om overdragelse af et tilsagn skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, inden overdragelse af projektet kan finde sted.
Stk. 2. Den, der får overdraget tilsagnet, overtager alle rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet.
Stk. 3. Ansøgning efter stk. 1, skal indgives på et særligt skema, der tilgås via Landbrugsstyrelsens hjemmeside. Ansøgningen skal indsendes med e-mail.
§ 16.§-link ↗
Udbetaling af tilskud sker på baggrund af tilsagnshavers opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter. Anmodning om udbetaling af tilskud skal indsendes via Tast selv-service på det skema til udbetalingsskema, der findes i Tast selv-service og vedlægges følgende: 1) Et udbetalingsskema, hvor de påkrævede oplysninger er afgivet, herunder projektets slutrapport. 2) De eventuelle nødvendige tilladelser til projektet fra offentlige myndigheder. 3) Alle udgiftsbilag. 4) Dokumentation for betaling af udgifterne. 5) Dokumentation for eventuelle offentlige tilskud.
Stk. 2. Tilskud kan udbetales i to rater. Den enkelte rate skal udgøre mindst 20 pct. af det samlede tilsagnsbeløb.
Stk. 3. Det er en betingelse for rateudbetaling, at Landbrugsstyrelsen har godkendt rateopgørelser. Ved slutudbetaling er det endvidere en betingelse, at Landbrugsstyrelsen har godkendt den endelige opgørelse og slutrapport for projektet.
Stk. 4. Anmodning om slutudbetaling skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest tre måneder efter den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet.
Stk. 5. Alle udgifter skal være afholdt og betalt af tilsagnshaver. De skal være betalt senest på tidspunktet, hvor udbetalingsanmodningen indsendes, jf. stk. 4.
§ 17.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kan i særlige tilfælde i forbindelse med udbetalingen dispensere fra minimumsbeløbet i § 7, stk. 1, nr. 1.
§ 18.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen overfører tilskuddet til tilsagnshavers NemKonto.
§ 19.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud, hvis 1) tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, 2) tilsagnshaver tilsidesætter sine pligter efter lovens § 8 og § 9, stk. 2, eller 3) et eller flere kriterier for støtteberettigelse i § 9 ikke er opfyldt.
§ 20.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kan efter en konkret vurdering træffe afgørelse om helt eller delvist bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud ved manglende opfyldelse af en forpligtelse, jf. § 10, jf. dog § 21, 24, 25 og 26.
Stk. 2. Stk. 1 finder kun anvendelse for overtrædelser, hvor projektet fortsat efter Landbrugsstyrelsens vurdering lever op til ordningens formål, da tilsagnet ellers bortfalder.
§ 21.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen nedsætter tilskuddet som følger, hvis projektet afsluttes efter datoen for projektets afslutning, som fastsat i tilsagnet, jf. § 10, nr. 7: 1) 0-30 kalenderdage for sent afslutning af projektet medfører 5 pct. nedsættelse. 2) 31-60 kalenderdage for sent afslutning af projektet medfører 10 pct. nedsættelse. 3) 61-90 kalenderdage for sent afslutning af projektet medfører 15 pct. nedsættelse. 4) Mere end 90 kalenderdage for sen afslutning af projektet medfører bortfald af tilsagn.
§ 22.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen nedsætter udbetalingen med 1 pct. pr. kalenderdag ved for sent modtaget anmodning om udbetaling, jf. § 16, stk. 4, til og med den 20. kalenderdag.
Stk. 2. En forsinkelse på mere end 20 kalenderdage medfører 100 pct. nedsættelse af udbetalingen og bortfald af tilsagn.
§ 23.§-link ↗
Ved manglende overholdelse af begge tidsfrister, jf. § 21 og 22, sanktioneres alene for den tidsfrist, der er overskredet først.
§ 24.§-link ↗
Ved manglende skiltning, jf. § 10, nr. 5, som beskrevet i bilag III i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014, nedsætter Landbrugsstyrelsen udbetalingen ud fra en konkret vurdering af overtrædelsen.
§ 25.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kan efter en konkret vurdering træffe afgørelse om en forholdsmæssig nedsættelse af den samlede værdi af de tilskudsberettigede udgifter, der skulle have været i udbud, hvis reglerne i lov om indhentning af tilbud i bygge-og anlægssektoren ikke er overholdt.
§ 26.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kræver tilskuddet delvist tilbagebetalt, hvis projektet ikke opretholdes i 3 år fra datoen for slutudbetaling, jf. § 10, nr. 9. Der anvendes følgende procentsatser: 1) Hvis projektet er opretholdt i 0-18 måneder, medfører det, at 80 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt. 2) Hvis projektet er opretholdt i 18-36 måneder, medfører det, at 40 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt.
§ 27.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. oktober 2017.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 323 af 4. april 2016 om tilskud til modernisering af kvægstalde ophæves, men finder fortsat anvendelse for tilsagn, hvor der er indgivet anmodning om overdragelse af tilsagn inden den 7. oktober 2017.