§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Ifølge Aftale om udmøntning af midler i puljen til bedre og billigere kollektiv trafik af d. 10. februar 2017 mellem Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, er der afsat en pulje til fremme af cyklisme. Denne bekendtgørelse fastlægger proceduren for den politiske beslutningsproces om udmøntning af denne pulje til fremme af cyklisme, jf. bilag 1, Retningslinjer for pulje til fremme af cyklisme, og bilag 2, Administrationsgrundlag for pulje til fremme af cyklisme.
Stk. 2. Proceduren skal understøtte beslutningsgrundlaget for den politiske beslutning om tilskud til projekter, der skal fremme cyklisme.
§ 2. · Statsligt tilskud§-link ↗
Tilskud udgør 40 pct. af de godkendte tilskudsberettigede omkostninger, jf. dog stk. 2 og stk. 3.
Stk. 2. For projekter på statsvej kan som udgangspunkt 60 pct. af omkostningerne dækkes af midler fra puljen, mens 40 pct. som udgangspunkt dækkes af medfinansiering fra kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. For mindre innovationsprojekter er det muligt at opnå 100 pct. tilskud, hvis projektets resultater over en bred front vil fremme cykling, såsom forsknings- og udviklingsprojekter og tværgående projekter med bred national effekt og forankring.
Stk. 4. Vejdirektoratet kan stille vilkår eller betingelser for tilskud eller tilsagn om tilskud.
Stk. 5. Hvis der søges om tilskud til indkøb af udstyr, der kan videresælges, skal det angives i ansøgningen, for hvilken periode udstyret vil blive anvendt i projektet, som der søges tilskud til.
Stk. 6. Det er en betingelse for tilskud, at der er midler til rådighed inden for de afsatte rammer, jf. § 1.
§ 3. · Statsligt tilskud§-link ↗
Tilskudsmodtagers egenfinansiering, jf. § 2, stk. 1 og stk. 2, kan ikke dækkes af andre statslige puljer inden for Transport-, Bygnings- og Boligministeriets område.
§ 4. · Ansøgning om tilskud§-link ↗
Ansøgning om tilskud kan indgives til Vejdirektoratet af kommunalbestyrelser og organisationer. Ansøgninger om projekter på statsveje kan dog kun indgives af kommunalbestyrelser.
Stk. 2. Flere ansøgningsberettigede kan indgå i et samarbejde om et projekt. Ansøgningen om puljemidler skal fremsendes af én af de deltagende, og denne er ansvarlig for anvendelse af tildelte puljemidler for det pågældende projekt.
§ 5. · Indgivelse af ansøgning og frister§-link ↗
Ansøgning om tilskud skal indgives ved at anvende det til enhver tid gældende ansøgningsskema med projektbeskrivelse og projektbudget på www.vejdirektoratet.dk.
Stk. 2. Ansøgningsfrister annonceres på www.vejdirektoratet.dk.
Stk. 3. Vejdirektoratet kan til enhver tid anmode om yderligere dokumentation i forbindelse med behandlingen af ansøgninger.
§ 6. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗
Vejdirektoratet udarbejder indstilling til transport- bygnings- og boligministeren om tildeling af tilskud til projekter under Pulje til fremme af cyklisme, jf. bilag 1 og bilag 2. Vejdirektoratet kan i den forbindelse indstille, at der til konkrete projekter stilles vilkår for tilskud eller tilsagn om tilskud.
§ 7. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗
Transport-, bygnings- og boligministeren forestår på baggrund heraf forhandlinger med ordførere fra forligskredsen, jf. § 1, om tildeling af tilskud til de enkelte cykelprojekter. Forhandlingsparterne kan stille vilkår for tilskud eller tilsagn om tilskud.
§ 8. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗
Transport-, bygnings, og boligministeren meddeler Vejdirektoratet hvilke beslutninger, der er truffet efter § 7, med henblik på, at Vejdirektoratet forestår administration heraf, jf. § 9.
§ 9. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗
Vejdirektoratet meddeler ansøgerne, jf. § 4, om ansøgningen er imødekommet (tilsagn om tilskud) eller afslået (afslag på tilskud). Vejdirektoratet forestår den praktiske udbetaling af puljemidler.
Stk. 2. Ændring af et projekt kan godkendes af Vejdirektoratet, hvis ændringen efter Vejdirektoratets vurdering er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Vejdirektoratet, inden ændringen iværksættes.
Stk. 3. Tilskudsmodtager skal mindst en gang om året afrapportere om projektets status til Vejdirektoratet. Der skal endvidere foretages afrapportering af det endelige projekt.
Stk. 4. Vejdirektoratet fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra tilskudsmodtageren.
Stk. 5. Ved projekter omfattet af bestemmelsen i § 4, stk. 2, er den tilskudsmodtagende ansøger forpligtet til i nødvendigt omfang at fremskaffe oplysninger, jf. stk. 4, fra de deltagende ansøgere.
Stk. 6. Tilskudsmodtager skal straks underrette Vejdirektoratet, hvis 1) der foreligger forhold, som efter stk. 7 kan medføre krav om helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud, 2) der foreligger forhold, som efter § 10 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud, eller 3) tilskudsmodtager skifter revisor i løbet af projektperioden.
Stk. 7. Tilskud eller tilsagn om tilskud kan bortfalde, hvis 1) tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger, 2) tilskudsmodtager tilsidesætter sin underretningspligt efter stk. 5 eller stk. 6, 3) midlerne uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen, 4) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning, eller 5) betingelserne for tilskud, herunder den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks, ikke opfyldes.
§ 10. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗
Vejdirektoratet kan kræve, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales helt eller delvist, hvis 1) der er sket helt eller delvist bortfald af tilsagn om tilskud i henhold til § 9, stk. 7, eller 2) tilskudsmodtager får ydet tilskud fra anden pulje under Transport-, Bygnings- og Boligministeriet til dækning af udgifter, som er finansieret med tilskud fra Pulje til fremme af cyklisme.
§ 11. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗
Hvis et udbetalt tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales, opkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Rente fastsættes i overensstemmelse med renteloven og beregnes fra forfaldsdagen.
§ 12. · Regnskab og revision§-link ↗
Den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks skal overholdes.
Stk. 2. På Vejdirektoratets hjemmeside vil den gældende udgave for instruks for regnskab og den gældende revisionsinstruks kunne ses. Det omhandlede gældende materiale vil ligeledes kunne rekvireres ved henvendelse til Vejdirektoratet.
§ 13. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. september 2017.