§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter tekniske specifikationer for: 1) Offentligt tilgængelige ladestandere til elektriske køretøjer. 2) Offentligt tilgængelige brinttankstationer til motorkøretøjer, herunder tekniske specifikationer for renhedsgraden af brint. 3) Offentligt tilgængelige CNG-tankstationer. 4) Optankningsfaciliteter til strømforsyning fra land til fartøjer.
§ 2. · Definitioner§-link ↗
Følgende definitioner lægges til grund ved anvendelsen af denne bekendtgørelse: 1) Alternative drivmidler: Brændstoffer eller energikilder som i det mindste delvist, erstatter fossile oliekilder i energiforsyningen til transport, og som bidrager til forbedring af miljøpræstationerne i transportsektoren, bl.a. elektricitet, brint, biobrændstoffer, syntetiske og paraffinholdige brændstoffer, naturgas, flydende gas m.v. 2) Elektrisk køretøj: Et motorkøretøj, der er udstyret med drivaggregat, der indeholder mindst én ikkeperifer elektrisk maskine, som energiomformer med et elektrisk genopladeligt energilagringssystem, der kan genoplades eksternt. 3) Strømforsyning fra land til fartøjer: Strømforsyning fra land til søgående skibe eller fartøjer til transport ad indre vandveje på kajpladsen gennem en standardgrænseflade. 4) Tankstation: Optankningsfacilitet, hvor ethvert brændstof, med undtagelse af LNG, kan tankes via et fast eller mobilt anlæg. 5) CNG-tankstation: Optankningsfacilitet, hvor CNG (naturgas) kan tankes via et fast eller mobilt anlæg. 6) Ladestander: En grænseflade, der er i stand til at oplade ét elektrisk køretøj ad gangen eller udskifte et batteri til ét elektrisk køretøj ad gangen. Grænsefladen til opladning af elektriske køretøjer kan bestå af flere stikkontakter eller køretøjskoblere, således at multistandardopladning muliggøres. 7) Højeffektladestander: En ladestander, jf. pkt. 6, der gør det muligt at overføre elektricitet til et elektrisk køretøj med en effekt på mere end 22 kW, bortset fra anordninger, som installeres i private hjem, eller hvis primære formål ikke er at genoplade elektriske køretøjer, og som ikke er tilgængelige for offentligheden. 8) Normal ladestander: En ladestander, jf. pkt. 6, der gør det muligt at overføre elektricitet til et elektrisk køretøj med en effekt på højst 22 kW, bortset fra anordninger med en effekt på højst 3,7 kW, som installeres i private hjem, eller hvis primære formål ikke er at genoplade elektriske køretøjer, og som ikke er tilgængelige for offentligheden. 9) Offentligt tilgængelig ladestander eller tankstation: En ladestander eller tankstation, som er opført på et areal omfattet af lov om havne, lov om offentlige veje m.v. eller lov om private fællesveje og som giver ikkediskriminerende adgang for brugere. Ikkediskriminerende adgang kan omfatte forskellige vilkår for godkendelse, anvendelse og betaling.
§ 3. · Elektricitetsforsyning til transport§-link ↗
Offentligt tilgængelige normale vekselstrømsladestandere til elektriske køretøjer skal opfylde kravene i punkt 1.1. i bilag 1.
§ 4. · Elektricitetsforsyning til transport§-link ↗
Offentligt tilgængelige højeffektladestandere til elektriske køretøjer skal opfylde kravene i punkt. 1.2. i bilag 1.
§ 5. · Elektricitetsforsyning til transport§-link ↗
Installationer til strømforsyning fra land til fartøjer, der er søgående skibe, skal opfylde kravene i punkt 1.7. i bilag 1.
§ 6. · Brinttankstationer og CNG-tankstationer§-link ↗
Offentligt tilgængeligebrinttankstationer til motorkøretøjer skal opfylde kravene i punkt. 2.1., 2.3. og 2.4. i bilag 1.
Stk. 2. Renhedsgraden af den brint, der kan tankes på brinttankstationer, skal opfylde kravene i punkt. 2.2. i bilag 1.
§ 7. · Brinttankstationer og CNG-tankstationer§-link ↗
CNG-tankstationer til motorkøretøjer skal opfylde kravene i punkt 3.3. i bilag 1.
§ 8. · Ikrafttrædelse§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. november 2017.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse for offentligt tilgængelig ladeinfrastruktur opstillet eller fornyet den 18. november 2017 eller derefter.