Bekendtgørelse nr. 1622 · 2016

Gældende

Bekendtgørelse om uddannelsen til skibskok

Bekendtgørelse om uddannelsen til skibskok

Dokumentdato: 15. dec. 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Uddannelsens formål og varighed

§ 1.§-link ↗

Formålet med skibskokkeuddannelsen er at kvalificere faglærte kokke til efter endt uddannelse selvstændigt at kunne indgå i besætningen som skibskok i handelsskibe.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

Stk. 3. De uddannede skal opfylde STCW-konventionen i overensstemmelse med kvalifikationskrav m.v. herom, jf. bilag 3.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsens videngrundlag er erhvervs- og professionsbaseret.

Stk. 2. Erhvervs- og professionsbasering indebærer, at uddannelsen er baseret på ny viden om centrale tendenser inden for det erhverv eller den profession, som uddannelsen retter sig mod.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen til skibskok er normeret til 5 uger.

Stk. 2. Uddannelsen er opdelt i emner og består af 1) obligatoriske emner svarende til 1 uge og 2) praktik svarende til 4 uger.

Stk. 3. Ansøgt orlov accepteres, hvis den er begrundet i barsel, adoption, dokumenteret sygdom, militærtjeneste, FN-tjeneste eller lignende forhold.

Kapitel 2 · Uddannelsens indhold og tilrettelæggelse

§ 4.§-link ↗

Uddannelsen til skibskok skal udvikle kursusdeltageren med fokus på viden om sikkerhed.

§ 5.§-link ↗

Ny national og international viden og nye metoder integreres i undervisningen.

Stk. 2. Uddannelsen tilrettelægges, så der etableres sammenhæng mellem uddannelsens teori og kursusdeltagerens praktiske erfaring.

Stk. 3. Varierende undervisningsformer skal understøtte elevens udvikling af selvstændighed og samarbejdsevner, refleksion og evne til at skabe faglig fornyelse.

§ 6.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen er ansvarlig for gennemførelsen af uddannelsen i sin helhed, herunder for praktik samt eventuel udlagt undervisning.

Kapitel 3 · Praktik

§ 7.§-link ↗

Praktikken skal finde sted i et søgående handels- eller fiskeskib eller et skib tilhørende Søværnet der med hensyn til størrelse, driftsforhold, udstyr, bemanding samt besætningens erfaring og arbejdsbelastning kan fungere som et effektivt praktiksted til søs.

Stk. 2. Praktikken skal foregå under vejledning af en skibskok med et af Søfartsstyrelsen anerkendt sønæringsbevis og skal gennemføres i henhold til en af Styrelsen for Videregående Uddannelser godkendt uddannelsesbog.

Stk. 3. Det påhviler uddannelsesinstitutionen at bistå kursusdeltageren med at finde egnet praktikplads med henblik på at sikre, at den krævede praktik kan gennemføres inden for den normerede tid.

Stk. 4. Praktik skal gennemføres i henhold til aftale mellem uddannelsesinstitutionen og praktikstedet. Uddannelsesinstitutionen skal indgå skriftlig aftale med praktikstedet om praktikforløb for kursusdeltageren samt udføre vejledning af kursusdeltageren såvel før som under praktikforløbet.

Stk. 5. Det påhviler uddannelsesinstitutionen at være praktikstedet behjælpelig med udformning af aftaler og administration i forbindelse med gennemførelse af praktik.

§ 8.§-link ↗

Inden praktikken påbegyndes, skal kursusdeltageren have gennemført uddannelse i søsikkerhed og arbejdssikkerhed til søs, jf. bilag 3, nr. 1 og 3.

§ 9.§-link ↗

Praktikken udføres som lønnet praktik i et skib. Praktikken kan være ulønnet, hvis den gennemføres på et skib, som er registeret i udlandet, og hvis rederiet erklærer, at lønnede praktikophold ikke er sædvane i det pågældende land.

Kapitel 4 · Adgang og optag

§ 10.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen træffer afgørelse om optagelse af den enkelte ansøger efter regler fastsat i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. På uddannelsen kan optages ansøgere, der har gennemført en relevant erhvervsuddannelse, der kvalificerer til beskæftigelse som kok.

Stk. 3. Adgang til uddannelsen til skibskok forudsætter, at ansøgeren er i besiddelse af et gyldigt sundhedsbevis for søfarende og fiskere.

§ 11. · Individuel kompetencevurdering§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen skal foretage en individuel vurdering af en ansøgers kompetencer, jf. § 10, stk. 2, hvis ansøgeren søger optagelse på et andet grundlag end de fastsatte adgangskrav.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen foretager den individuelle vurdering af ansøgerens kompetencer på baggrund af de oplysninger, som fremgår af ansøgningen. Vurderingen skal bygges på oplysninger om ansøgers samlede viden, færdigheder og kompetencer uanset, hvor de er erhvervet. Skønnes ansøgeren efter vurderingen at have faglige kvalifikationer, der kan sidestilles med de fastsatte adgangskrav, og vurderer uddannelsesinstitutionen, at ansøgeren vil kunne gennemføre uddannelsen, meddeler uddannelsesinstitutionen ansøgeren tilladelse til at få vurderet sin ansøgning i forhold til optagelse.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen kan gøre tilladelse efter stk. 2 betinget af, at ansøgeren senest inden det tidspunkt, der er fastsat for studiestarten, består supplerende prøver for at dokumentere nødvendige kvalifikationer.

Kapitel 5 · Prøver og eksamen

§ 12.§-link ↗

For prøver og eksamen gælder reglerne i bekendtgørelse om prøver i de maritime uddannelser og bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen udsteder eksamensbevis, når eleven har gennemført uddannelsen til skibskok.

Kapitel 6 · Underviseres kvalifikationer

§ 13.§-link ↗

Underviserne skal samlet set have et kvalifikationsniveau, der ligger højere end afgangsniveauet for uddannelsen. Ved kvalifikationsniveau forstås ud over pædagogisk kompetence dokumenteret teoretisk, faglig og/eller professionsmæssig kompetence.

Stk. 2. Nye undervisere skal inden for de første 3 ansættelsesår gennemføre relevant pædagogisk voksenunderviseruddannelse svarende til 30 ECTS-point, der kan opnås ved en kombination af teoretisk undervisning og opfølgning på egen uddannelsesinstitution.

Kapitel 7 · Merit, klage, forsøg og dispensation

§ 14.§-link ↗

Beståede uddannelseselementer ækvivalerer de tilsvarende uddannelseselementer ved andre uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelsen.

Stk. 2. Kursusdeltageren har pligt til at oplyse om gennemførte uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse og om beskæftigelse, der må antages at kunne give merit. Uddannelsesinstitutionen godkender i hvert enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen merit på bagrund af gennemførte uddannelseselementer og beskæftigelse, der står mål med fag, uddannelsesdele og praktikdele. Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering.

Stk. 3. Kursusdeltageren har ved forhåndsgodkendelse af studieophold i Danmark eller udlandet pligt til efter endt studieophold at dokumentere det godkendte studieopholds gennemførte uddannelseselementer. Kursusdeltageren skal i forbindelse med forhåndsgodkendelsen give samtykke til, at uddannelsesinstitutionen efter endt studieophold kan indhente de nødvendige oplysninger.

Stk. 4. Ved godkendelse efter stk. 2 og 3 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.

Stk. 5. Uddannelsesinstitutionen skal på sin hjemmeside offentliggøre en statistik over afgørelser om merit, herunder forhåndsmerit.

§ 15.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionens afgørelser om merit kan indbringes for Kvalifikationsnævnet.

§ 16.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionernes afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Styrelsen for Forskning og Uddannelse, når klagen vedrører retlige spørgsmål.

Stk. 2. Klagen indgives til uddannelsesinstitutionen, som videresender klagen til Styrelsen for Forskning og Uddannelse ledsaget af en udtalelse. Uddannelsesinstitutionen skal give klageren lejlighed til inden for en frist på mindst 1 uge at kommentere udtalelsen. Eventuelle kommentarer fra klageren skal medsendes til styrelsen.

Stk. 3. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

§ 17.§-link ↗

Styrelsen for Forskning og Uddannelse kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Styrelsen for Forskning og Uddannelse kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i særlige forhold.

Kapitel 8 · Ikrafttrædelse

§ 18.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 9 om løn under praktik gælder praktikaftaler, der indgås efter 1. januar 2017.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 400 af 16. april 2013 om uddannelsen til skibskok ophæves.