Bekendtgørelse nr. 1459 · 2016

Gældende

Bekendtgørelse om kommerciel lokalradiovirksomhed

Bekendtgørelse om kommerciel lokalradiovirksomhed

Dokumentdato: 2. dec. 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområdet og definitioner

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter udøvelse af kommerciel lokalradiovirksomhed ved hjælp af jordbaserede analoge sendemuligheder.

§ 2.§-link ↗

Ved sendemulighed forstås i denne bekendtgørelse sendetid på en frekvens, som Radio- og tv-nævnet i henhold til § 5, stk. 1, har givet tilladelse til.

Stk. 2. Ved tilladelsesområde forstås i denne bekendtgørelse den eller de kommuner, hvori den kommercielle sendemulighed eller de kommercielle sendemuligheder i sendenettet er placeret. Tilladelsesområderne angives i bilag 1.

Stk. 3. Ved sendenet forstås i denne bekendtgørelse den enhed af sendemuligheder, der, jf. § 5, stk. 1, kan udstedes tilladelse til. Et sendenet kan således bestå af én eller flere frekvenser og omfatte sendetid på frekvenser delt med ikkekommercielle tilladelseshavere, jf. bekendtgørelse nr. 1460 af 2. december 2016 om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed.

Stk. 4. Ved sendeområde forstås i denne bekendtgørelse det samlede geografiske område af sendenet med enslydende sendeområdebenævnelse i bilag 1.

Kapitel 2 · Tilladelser

§ 3.§-link ↗

Udøvelse af kommerciel programvirksomhed ved hjælp af jordbaserede analoge sendemuligheder kan i henhold til § 45, stk. 1, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed kun ske med tilladelse fra Radio- og tv-nævnet.

§ 4.§-link ↗

Radio- og tv-nævnet udsteder i henhold til § 45, stk. 2, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed efter udbud tilladelse til udøvelse af kommerciel programvirksomhed ved hjælp af jordbaserede analoge sendemuligheder.

Stk. 2. Udbuddet afholdes som skønhedskonkurrence.

Stk. 3. Radio- og tv-nævnet kan undlade at udbyde de i henhold til stk. 1 eventuelt ledige sendemuligheder. Nævnet kan i denne forbindelse f.eks. lægge vægt på omfanget af sendetiden sammenholdt med tilladelsesperioden og den forventede efterspørgsel, herunder antallet af ansøgninger ved tidligere udbud.

Stk. 4. Radio- og tv-nævnet kan i henhold til § 45, stk. 7, i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed uden forudgående udbud udstede midlertidig tilladelse af op til 1 måneds varighed til udøvelse af kommerciel programvirksomhed. Bekendtgørelsens §§ 5-8, § 9, stk. 2-6, § 11, §§ 13-14, § 15, stk. 1 - 8, § 17, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 4, samt §§ 18-22 finder ikke anvendelse for midlertidige tilladelser.

Stk. 5. Med programtilladelsen følger ret til at anvende RDS PI-koder, som tildeles af Radio- og tv-nævnet. Ved ophør af tilladelsen bortfalder tillige retten til de tildelte koder.

§ 5.§-link ↗

Radio- og tv-nævnet udsteder i henhold til § 4 tilladelser til de i bilag 1 angivne sendenet, i det omfang dette er frekvensteknisk muligt.

Stk. 2. Radio- og tv-nævnet kan i henhold til § 4 endvidere udstede korterevarende tilladelse til de sendenet, der har været udbudt iht. bekendtgørelse nr. 1460 af 2. december 2016 om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed, uden at der har vist sig interesse herfor til ikkekommerciel programvirksomhed. En sådan tilladelse kan maksimalt udstedes for en periode på 3 år.

Stk. 3. Programtilladelse i henhold til stk. 1 og 2 kan ikke meddeles DR.

Stk. 4. Der kan udstedes flere programtilladelser til samme ansøger. Såfremt der er konkurrence i et sendeområde med tre eller flere sendenet i henhold til bilag 1, kan ikke alle sendenet tildeles samme ansøger, jf. § 22.

Stk. 5. Tilladelseshaver får adgang til at anvende frekvenser under hensyn til de frekvenstekniske muligheder.

Stk. 6. En tilladelseshaver eller et sendesamvirke kan søge Radio- og tv-nævnet om tilladelse til at ændre en frekvens’ geografiske position inden for en radius af 50 km fra den oprindeligt udbudte position. Frekvensen kan ikke ændres. Såfremt der i henhold til bilag 1 er tale om en frekvens, der deles med ikkekommercielle tilladelseshavere, skal flytningen tillige ske i henhold til reglerne i bekendtgørelse nr. 1460 af 2. december 2016 om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed.

§ 6.§-link ↗

Tilladelserne træder i kraft tidligst den 1. januar 2018 med udløbsdato den 31. december 2027. Tilladelser i henhold til § 4, stk. 4, og § 5, stk. 2, udstedes med individuelt angivet udløbsdato, dog senest den 31. december 2027. Tilsvarende udløbsdato gælder for tilladelser udstedt af Radio- og tv-nævnet ved eventuelt efterfølgende udbud.

Stk. 2. Radio- og tv-nævnet kan uanset bestemmelsen i stk. 1 til enhver tid uden kompensation inddrage tilladelserne med to års varsel, såfremt det måtte blive relevant, f.eks. på grund af overgangen til digital radio.

§ 7.§-link ↗

Tilladelse til kommerciel lokalradiovirksomhed udstedes til et helt sendenet, der som udgangspunkt består af hele frekvenser med 168 timer ugentlig sendetid.

Stk. 2. Såfremt der er tale om tilladelse til en frekvens, der deles med andre kommercielle eller ikkekommercielle tilladelseshavere, jf. bilag 1 i bekendtgørelse nr. 1460 af 2. december 2016 om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed, udstedes tilladelse med et angivet ugentligt antal sendetimer.

Stk. 3. Tilladelseshavere, der har fået udstedt tilladelse til den samme frekvens og hermed indgår i et sendesamvirke, forhandler sig, jf. § 15, stk. 6, til rette om sendetidens placering på døgnet.

Stk. 4. Den sendetid, som nævnet har tildelt en ansøger, og placeringen af denne sendetid kan i tilladelsesperioden ikke ændres af nævnet i forbindelse med udstedelse af nye tilladelser, medmindre tiden ikke udnyttes, jf. § 25. Sendetid ud over den tildelte sendetid, som midlertidigt udnyttes af de stationer, der sender på den pågældende frekvens, jf. § 5, stk. 2, kan nævnet med et varsel på mindst 6 måneder disponere over i forbindelse med udstedelse af nye tilladelser.

Stk. 5. Nævnet kan i særlige tilfælde beslutte, at sendetid, som er ledig som følge af midlertidig inddragelse, ikke må benyttes.

§ 8.§-link ↗

Tilladelse til udøvelse af kommerciel lokalradiovirksomhed ved hjælp af jordbaserede analoge sendemuligheder kan overdrages, såfremt tilladelsen videreføres på vilkår svarende til den oprindelige programtilladelse. Tilladelsen vil ikke kunne overdrages i strid med bestemmelsen i § 22 eller til udøvelse af programvirksomhed i henhold bekendtgørelse nr. 1460 af 2. december 2016 om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed.

Stk. 2. Radio- og tv-nævnet skal orienteres om overdragelsen.

Stk. 3. Overdragelse efter stk. 1 og 2 omfatter også indirekte overdragelse, herunder overdragelse af aktier, anparter eller andre ejerinteresser, der medfører ændringer med hensyn til den bestemmende indflydelse over tilladelseshaver.

Stk. 4. Tilladelsen kan kun overdrages samlet, hvilket omfatter alle sendemuligheder i det pågældende sendenet. I sendenet med mere end én frekvens kan enkelte frekvenser således ikke overdrages separat, ligesom dele af en frekvens heller ikke kan overdrages.

Stk. 5. Radio- og tv-nævnet kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelsen i stk. 4.

Kapitel 3 · Vilkår for udøvelsen af kommerciel lokalradiovirksomhed

§ 9. · Programvirksomheden§-link ↗

Radio- og tv-nævnet fastsætter i forbindelse med udstedelse af tilladelse vilkår for programvirksomheden. Nævnet kan i den forbindelse fastsætte, at programvirksomheden skal udøves i overensstemmelse med ansøgningen.

Stk. 2. Såfremt Radio- og tv-nævnet, jf. stk. 1, fastsætter, at programvirksomheden skal udøves i overensstemmelse med ansøgningen, skal ændringer af programvirksomheden forinden godkendes af Radio- og tv-nævnet.

Stk. 3. Det er ikke tilladt at opdele programformatet inden for tilladelsens sendenet, hvilket medfører, at et givet program skal udsendes samtidig i hele det pågældende tilladelsesområde, jf. § 5, stk. 1. Reklamer er ikke omfattet af forbuddet mod opdeling. Radio- og tv-nævnet kan dispensere fra forbuddet i 1. pkt., såfremt særlige forhold taler herfor.

Stk. 4. Tilladelseshaver er forpligtet til at udnytte programtilladelsen. Tildelte sendemuligheder, jf. § 5, stk. 1 og 2, må således ikke være helt eller delvist ubenyttede. Radio- og tv-nævnet kan for korterevarende perioder dispensere fra udnyttelseskravet, såfremt særlige forhold taler herfor.

Stk. 5. Tilladelseshaver skal sikre, at lydkvalitet m.v. er af en acceptabel og tidssvarende standard.

Stk. 6. Programmerne må ikke krypteres, jf. dog beskyttelsen af mindreårige i § 10, stk. 2.

§ 10. · Programvirksomheden§-link ↗

Der må ikke udsendes programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret vold.

Stk. 2. Andre programmer, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, må ikke sendes, medmindre det ved valget af sendetidspunkt eller ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsendelsesområdet normalt ikke hører udsendelserne. Når programmerne udsendes i ukodet form, skal der forud for dem gives en akustisk advarsel.

Stk. 3. Programmerne må ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans.

Stk. 4. Programmerne må ikke på nogen måde fremme terrorisme.

§ 11. · Programvirksomheden§-link ↗

Tilladelseshaverne skal deltage i de officielle brancheanerkendte lyttermålinger i Danmark eller på anden måde gennemføre målinger, der er sammenlignelige med disse.

Stk. 2. Radio og tv-nævnet kan dispensere fra kravet i stk. 1, såfremt særlige forhold taler herfor.

§ 12. · Programvirksomheden§-link ↗

Reklamer og sponsorerede programmer kan indgå i programvirksomheden efter reglerne i radio- og fjernsynslovens kapitel 11.

§ 13. · Programvirksomheden§-link ↗

Programvirksomheden skal være påbegyndt senest 6 måneder efter udstedelse af tilladelsen.

Stk. 2. Stk. 2. Radio- og tv-nævnet kan dispensere fra fristen i stk. 1, hvis særlige forhold gør sig gældende.

§ 14. · Hjemmeside§-link ↗

Tilladelseshaverne skal på internettet have en hjemmeside, der som minimum indeholder følgende oplysninger: 1) Tilladelseshavers navn. 2) Tilladelseshavers adresse. 3) Tilladelseshavers kontaktoplysninger, herunder tilladelseshavers e-post-adresse. 4) Stationens eller stationernes navne, frekvenser og sendetider. 5) Oplysninger om Radio- og tv-nævnet som den kompetente tilsynsmyndighed.

§ 15. · Sendesamvirke§-link ↗

Tilladelseshavere, der har fået udstedt tilladelse til den eller de samme frekvenser, skal indgå i et sendesamvirke, som tillige omfatter eventuelle tilladelseshavere i henhold til bekendtgørelse nr. 1460 af 2. december 2016 om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed. Sendesamvirker organiseres som forening eller tilsvarende juridisk form.

Stk. 2. Hvis Radio- og tv-nævnet udsteder nye tilladelser til en eller flere frekvenser i sendesamvirket, har indehaverne af disse tilladelser ret og pligt til at indgå i sendesamvirket på tilsvarende vilkår, som de øvrige medlemmer af samvirket.

Stk. 3. Sendesamvirket udpeger en kontaktperson, der meddeles Radio- og tv-nævnet og varetager den løbende kontakt hertil.

Stk. 4. Regler for samarbejdet i sendesamvirket fastsættes ved aftale mellem sendesamvirkets medlemmer, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Sendesamvirket skal udarbejde en vedtægt, der som minimum skal indeholde de i bilag 2 anførte bestemmelser. Fravigelse herfra kræver godkendelse af Radio- og tv-nævnet.

Stk. 6. Tilladelseshaverne i sendesamvirket forhandler sig til rette om sendetidens placering på døgnet. Oplysning om fordeling af sendetiden skal offentliggøres på den i § 14 nævnte hjemmeside.

Stk. 7. Hvis der er ledig kapacitet på en eller flere af sendesamvirkets frekvenser, kan medlemmerne af sendesamvirket efter indbyrdes aftale midlertidigt og mod betaling af sendeudgifter m.v. benytte kapaciteten til programvirksomhed. Den midlertidige udnyttelse skal ophøre med et varsel på 6 måneder fra Radio- og tv-nævnet.

Stk. 8. Tilladelseshaverne i sendesamvirket samarbejder om evt. etablering og drift af den eller de pågældende frekvenser, herunder om dækning og igangsættelse af programvirksomheden.

Stk. 9. Sendesamvirket kan såvel af medlemmerne som af indehavere af midlertidige tilladelser, der sender på den eller de samme frekvenser, forlods kræve betaling for sendetid.

Stk. 10. Såfremt tilladelseshaverne i et sendesamvirke ikke kan blive enige om fordeling af sendetiden, eksklusion eller om økonomiske vilkår m.v., træffes afgørelse af Radio- og tv-nævnet.

§ 16. · Sendesamvirke§-link ↗

Sendesamvirket har pligt til at meddele Radio- og tv-nævnet de oplysninger, udlevere de dokumenter m.v. og afgive de skriftlige udtalelser, som forlanges af nævnet. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelse af oplysninger m.v.

Kapitel 4 · Ansøgningsprocedure

§ 17.§-link ↗

Ansøgning om tilladelse sker til Radio- og tv-nævnet.

Stk. 2. Radio- og tv-nævnet fastsætter nærmere regler om procedure og ansøgningens udformning, herunder hvilke oplysninger og hvilken dokumentation og bilag ansøgningen skal indeholde, samt frist for indgivelse af ansøgning. Ansøgningen skal minimum indeholde den i § 18 angivne garanti m.v.

Stk. 3. Med indgivelse af ansøgning accepterer ansøgerne vilkårene i udbudsmaterialet.

Stk. 4. Radio- og tv-nævnet tager i udbudsmaterialet forbehold for ændringer af materialet og eventuel aflysning af udbuddet.

§ 18.§-link ↗

Der skal ved indlevering af ansøgningen stilles en ubetinget og uigenkaldelig anfordringsgaranti på kr. 250.000 for hver ansøgt programtilladelse. Alternativt skal beløbet deponeres på en spærret konto i et anerkendt pengeinstitut. Garanti og deponering kan henholdsvis udstedes af eller foretages hos et pengeinstitut eller et forsikringsselskab godkendt af Finanstilsynet i Danmark eller tilsvarende tilsyn i et andet EU-/EØS-land.

Stk. 2. Når udbuddet er afsluttet, vil anfordringsgarantier og eventuelle deponerede beløb blive frigivet.

§ 19.§-link ↗

Såfremt der om et ansøgt sendenet ikke er konkurrence, dvs. hvor blot én ansøger til sendenettet opfylder udbudsbetingelserne, udsteder Radio- og tv-nævnet umiddelbart den ansøgte tilladelse til ansøgeren.

§ 20.§-link ↗

Såfremt der om et ansøgt sendenet er konkurrence, dvs. hvor flere ansøgere til samme sendenet opfylder udbudsbetingelserne, tildeler Radio- og tv-nævnet tilladelsen efter skønhedskonkurrence, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 2. Ansøgere om programtilladelse til det pågældende sendenet skal efter anmodning fra nævnet oplyse om og dokumentere deres likviditetsgrad og soliditetsgrad i seneste regnskabsår.

Stk. 3. Ansøgerne skal endvidere efter anmodning redegøre for og dokumentere evt. erfaring med at drive kommerciel radiovirksomhed eller anden kommerciel medievirksomhed.

Stk. 4. Ansøgere kan alternativt fremlægge dokumentation for indgåelse af aftale med foretagender, der har den i stk. 3 nævnte erfaring.

Stk. 5. Ansøgerne skal endelig efter anmodning fra nævnet redegøre for og dokumentere, hvorvidt ansøger er etableret på et ansøgt sendenet.

§ 21.§-link ↗

I skønhedskonkurrencen vurderes ansøgningerne efter følgende kriterier: 1) Ansøgers økonomi vurderet på ansøgers likviditetsgrad og soliditetsgrad i seneste regnskabsår. Denne vurdering vægter 50 pct. 2) Ansøgers erfaring med at drive kommerciel radiovirksomhed eller anden kommerciel medievirksomhed, jf. § 20, stk. 3 og 4. Denne vurdering vægter 50 pct. Erfaring med at drive lokal radiovirksomhed tæller mere end erfaring med at drive national radiovirksomhed, der tæller mere end erfaring med at drive anden medievirksomhed. Nyere erfaring vægter højere end ældre erfaring.

Stk. 2. Radio- og tv-nævnet opstiller en pointskala, der for hvert af de ovennævnte evalueringskriterier anvendes ved bedømmelsen af ansøgningerne. Radio- og tv-nævnet vil ved sin vurdering af kriterierne lægge vægt på realiteten i ansøgers erfaring og økonomi, herunder eventuelt tillige dokumentationen herfor. Herefter beregnes den samlede bedømmelse ved anvendelse af de i stk. 1 nævnte procentvægte. Pointskalaen fremgår af udbudsmaterialet.

Stk. 3. Såfremt to eller flere ansøgere om et sendenet står lige ved tildelingen af point, jf. stk. 1 og 2, kan Radio- og tv-nævnet ved sin fordeling af tilladelser lægge positiv vægt på foretagne investeringer hos de i sendenettet allerede etablerede ansøgere henholdsvis give ansøgere, der er nye i sendeområdet, forrang til de ved udbuddet nyetablerede sendenet.

§ 22.§-link ↗

Såfremt der i et sendeområde med tre eller flere sendenet, jf. bilag 1, er konkurrence om sendemulighederne, kan ikke alle sendenet tildeles samme ansøger. Radio- og tv-nævnet skal i så fald tilbyde ét sendenet til ansøgeren med næsthøjeste point, jf. § 21, stk. 2. Radio- og tv-nævnet vil ved vurderingen af, hvem der i denne forbindelse betragtes som ansøger, kunne lægge vægt på ejerskabskonstruktion, ultimative ejer m.v.

Stk. 2. Uanset stk. 1, 2. pkt., skal to sendenet i sendeområdet Storkøbenhavn tilbydes de to ansøgere med næsthøjeste point. Såfremt der i sendeområdet Storkøbenhavn ikke er mere end i alt to ansøgere, tilbydes ansøger med næsthøjeste point dog begge de i 1. pkt. nævnte sendenet.

Stk. 3. Tilladelser skal ved Radio- og tv-nævnets genudbud af ledige sendemuligheder fordeles i overensstemmelse med principperne i stk. 1 og 2, således at ikke alle sendenet tildeles samme tilladelseshaver.

Kapitel 5 · Tilsyn med programvirksomheden m.v.

§ 23.§-link ↗

Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med udøvelsen af programvirksomheden. Nævnet kan i den forbindelse gennemføre stikprøvekontrol.

Stk. 2. Indehavere af tilladelser til udøvelse af programvirksomhed er forpligtede til at optage og i 6 måneder opbevare optagelser af programfladen, jf. herved radio- og fjernsynslovens § 87 og bekendtgørelse nr. 607 af 20. juni 2005 om optagelse, opbevaring og aflevering af radio- og fjernsynsprogrammer.

Stk. 3. Indehavere af tilladelser til udøvelse af programvirksomhed kan til brug for Radio- og tv-nævnets tilsyn pålægges at tilvejebringe fyldestgørende oversættelser af programmer og programoversigter på andre sprog end dansk, norsk, svensk, tysk og engelsk.

§ 24.§-link ↗

Indehavere af tilladelse til programvirksomhed er i henhold til § 39, stk. 4, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed forpligtede til at meddele nævnet de oplysninger, udlevere de dokumenter m.v. og afgive de skriftlige udtalelser, som forlanges af nævnet. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af sådanne oplysninger m.v.

§ 25.§-link ↗

Radio- og tv-nævnet påtaler i henhold til § 42, nr. 3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed overtrædelser af loven, bestemmelser fastsat efter loven og vilkår for programtilladelser og kan inddrage tilladelsen i medfør af § 42, nr. 4, jf. lovens § 50, stk. 1, og § 51.

Kapitel 6 · Ikrafttræden

§ 26.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 881 af 17. september 2009 om lokalradiovirksomhed ophæves. Bekendtgørelsen gælder dog fortsat for programtilladelser, udstedt inden denne bekendtgørelses ikrafttræden, ligesom disse tilladelser forbliver i kraft for resten af den periode, hvori tilladelsen er gældende.