Bekendtgørelse nr. 1401 · 2016

Historisk

Bekendtgørelse om elhandelsvirksomheders indberetning af forsyningsafbrydelser og begrundelser herfor

Bekendtgørelse om elhandelsvirksomheders indberetning af forsyningsafbrydelser og begrundelser herfor

Dokumentdato: 29. nov. 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Formål

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse har til formål at fastsætte regler for, hvordan og hvornår en elhandelsvirksomhed skal indberette oplysninger om antallet af forsyningsafbrydelser og begrundelserne herfor.

Kapitel 2 · Anvendelsesområde og definitioner

§ 2.§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse på elhandelsvirksomheder, jf. elforsyningslovens § 5, stk. 1, nr. 7.

§ 3.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved forsyningsafbrydelse, at det er en gennemført afbrydelse af elforsyningen til et aftagenummer på anmodning fra en elhandelsvirksomhed.

Kapitel 3 · Indberetning

§ 4.§-link ↗

Elhandelsvirksomheder skal indberette antallet af forsyningsafbrydelser til Energitilsynet en gang årligt.

Stk. 2. Afbrydelser, hvor elforbrugeren selv har opsagt sin aftale med sin elhandelsvirksomhed, eller selv har anmodet om afbrydelse af aftagernummeret, er undtaget fra indberetningspligten, jf. stk. 1.

Stk. 3. Antallet af forsyningsafbrydelser skal indberettes i følgende grupper: 1) Husholdningsforbrugere, jf. elforsyningsloven § 5, stk. 1, nr. 10. 2) Øvrige elforbrugere.

Stk. 4. Antallet af forsyningsafbrydelser hos husholdningsforbrugere skal indberettes under følgende kategorier: 1) Husholdningsforbrugerens manglende efterlevelse af krav om sikkerhedsstillelse, jf. elforsyningslovens § 6 b, stk. 7, jf. stk. 5, jf. stk. 3. 2) Øvrige begrundelser.

Stk. 5. Antallet af forsyningsafbrydelser hos øvrige elforbrugere, jf. denne bekendtgørelse § 4, stk. 2, nr. 2 skal indberettes under følgende kategorier: 1) Manglende betaling. 2) Øvrige begrundelser.

Kapitel 4 · Tidspunkt og format for indberetning

§ 5.§-link ↗

Indberetning efter § 4 skal ske til Energitilsynet senest den 1. april hvert år.

Stk. 2. Indberetning jf. § 4 og § 5, stk. 1, skal omfatte forsyningsafbrydelser for det forudgående kalenderår.

Stk. 3. Indberetning efter § 4 og § 5, stk. 1, skal fremsendes elektronisk til Energitilsynet ved brug af et skema udarbejdet af Energitilsynet.

Kapitel 5 · Sanktionsbestemmelser

§ 6.§-link ↗

Energitilsynet kan i henhold til elforsyningslovens § 85 c meddele påbud om efterkommelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelses §§ 4-5.

Stk. 2. Energitilsynets påbud kan påklages til Energiklagenævnet efter elforsyningsloven § 89.

§ 7.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at efterkomme påbud udstedt med hjemmel i denne bekendtgørelses § 6, stk. 1.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 6 · Ikrafttrædelse- og overgangsbestemmelser

§ 8.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.

§ 9.§-link ↗

Indberetninger dækkende for perioden den 1. april 2016 til den 31. december 2016 skal indsendes til Energitilsynet senest den 1. april 2017.