Bekendtgørelse nr. 686 · 2016

Gældende

Bekendtgørelse om Radio- og tv-nævnets udbud af tilladelse til distribution af digital radio i DAB-blok 1

Bekendtgørelse om Radio- og tv-nævnets udbud af tilladelse til distribution af digital radio i DAB-blok 1

Dokumentdato: 8. jun. 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Radio- og tv-nævnet udbyder ved en skønhedskonkurrence sendemulighederne i DAB-blok 1, jf. bilag 1, til en gatekeeper.

Stk. 2. 5/8 af sendemulighederne i DAB-blok 1 vil kunne ibrugtages 9 måneder efter tilladelsens ikrafttræden.

Stk. 3. 1/4 af sendemulighederne vil kunne ibrugtages den 9. juli 2018.

Stk. 4. 1/8 af sendemulighederne vil kunne ibrugtages den 20. november 2022.

Stk. 5. Hvis tilladelsen til FM5 eller FM6 med tilknyttede DAB-sendemuligheder inddrages, tilbageleveres eller af anden grund ophører inden de i stk. 3 og 4 angivne tidspunkter, kan de ledigblevne DAB-sendemuligheder ibrugtages umiddelbart efter tilladelsens ophør.

Stk. 6. Med distributionstilladelsen følger ret til at anvende hele Fast Information Channel (FIC).

Stk. 7. Med distributionstilladelsen følger ret til at anvende Service-ID'er, Ensemble ID'er og Linkage Set Numbers, som tildeles af Radio- og tv-nævnet. Ved ophør af tilladelsen bortfalder tillige retten til de tildelte koder.

Stk. 8. Tilladelse kan ikke meddeles DR eller konsortier eller lignende, hvori DR deltager.

§ 2.§-link ↗

I tilladelsesperioden kan tilladelseshaver ansøge om Radio- og tv-nævnets forudgående godkendelse af ændringer herunder ændringer, der følger af den teknologiske udvikling.

§ 3. · Definitioner§-link ↗

Ved sendemuligheder forstås i denne bekendtgørelse kapacitet i Main Service Channel (MSC) i et digitalt sendenet til fremføring af DAB (Digital Audio Broadcast), jf. ETSI-standard EN 300 401.

Stk. 2. Ved det danske radiomarked forstås i denne bekendtgørelse det danske marked for radiodistribution, det danske marked for levering af radioindhold eller markeder beslægtet hermed.

§ 4. · Minimumskrav til tilladelseshavers distributionsvirksomhed mv.§-link ↗

Tilladelseshaver etablerer og driver sendenettet og afholder udgifter hertil. Sendenettet skal indendørs dække minimum 80 procent af Danmarks geografiske landareal, jf. bilag 1 og 2.

Stk. 2. Radio- og tv-nævnet kan dispensere fra det i stk. 1 nævnte dækningskrav, såfremt dette er nødvendigt, f.eks. under hensyn til resultatet af forhandlinger med nabolande om ibrugtagning af sendemulighederne, eller såfremt der på anden måde foreligger en særlig situation.

Stk. 3. Radio- og tv-nævnet kan endvidere dispensere fra en i henhold til § 12, stk. 3, tilbudt højere dækning, for så vidt angår påbegyndelsestidspunktet, såfremt dette er nødvendigt, f.eks. under hensyn til resultatet af forhandlinger med nabolande om ibrugtagning af sendemulighederne, eller såfremt der på anden måde foreligger en særlig situation.

Stk. 4. Tilladelseshaver skal, i det omfang der er efterspørgsel, og der kan opnås enighed om aftaler om økonomi mv., udnytte hele kapaciteten i DAB-blok 1 til distribution af radiokanaler.

§ 5. · Minimumskrav til tilladelseshavers distributionsvirksomhed mv.§-link ↗

Tilladelseshaver skal påbegynde distribution af radio 9 måneder efter tilladelsens ikrafttræden, jf. § 1. Radio- og tv-nævnet kan dog dispensere herfra, hvis særlige forhold tilsiger dette.

§ 6. · Minimumskrav til tilladelseshavers distributionsvirksomhed mv.§-link ↗

Tilladelseshaver skal distribuere programmerne i DAB+-format, jf. ETSI standard TS 102 563 og med Equal Error Protection (EEP) protection level 3 A.

Stk. 2. Tilladelseshaver skal sikre, at programproduktionens lydkvalitet mv. er af en acceptabel og tidssvarende standard.

Stk. 3. Programmerne må ikke krypteres.

§ 7. · Minimumskrav til tilladelseshavers distributionsvirksomhed mv.§-link ↗

Tilladelseshaver skal, såfremt der træffes politisk beslutning herom, uden kompensation acceptere ændringer i tilladelsen i relation til sendemuligheder, frekvenser og signaler, herunder overgang til en anden standard for digital radio.

§ 8. · Minimumskrav til tilladelseshavers distributionsvirksomhed mv.§-link ↗

Tilladelseshaver indgår aftaler med indholdsleverandører på transparente objektive og ikke-diskriminerende vilkår.

§ 9. · Minimumskrav til tilladelseshavers distributionsvirksomhed mv.§-link ↗

Distributionen af de til FM5 og FM6 tilknyttede DAB-programmer sker på vilkår, der svarer til de vilkår, som gælder for andre foretagenders programmer. I tilfælde af uenighed herom træffer Radio- og tv-nævnet afgørelse om en betalingsplan for tilladelseshaverne til FM5 og FM6. Radio- og tv-nævnet kan fastsætte en bod, hvis tilladelseshaver ikke efterlever nævnets afgørelse.

§ 10. · Minimumskrav til tilladelseshavers distributionsvirksomhed mv.§-link ↗

Tilladelseshaver skal samarbejde med relevante parter om samordning af informationsindsatser i forbindelse med overgangen til DAB+, fremme af digital radiolytning og sluk for FM-radio.

Stk. 2. Tilladelseshaver skal over hele tilladelsesperioden stille information til rådighed for borgerne om, hvor og hvordan kanalerne i DAB-blok 1 kan modtages.

§ 11. · Ansøgningsprocedure§-link ↗

Deltagelse i udbuddet sker på grundlag af ansøgning. Med indgivelse af ansøgning accepterer ansøger vilkårene for udbuddet.

Stk. 2. Radio- og tv-nævnet fastsætter nærmere regler om procedure og ansøgningens udformning, herunder hvilke oplysninger og hvilken dokumentation og bilag, ansøgningen skal indeholde, samt frist for afgivelse af ansøgning. Ansøgningen skal minimum indeholde de i §§ 12-18 angivne oplysninger mv.

Stk. 3. Radio- og tv-nævnet tager i udbudsmaterialet forbehold for ændringer af materialet og eventuel aflysning af udbuddet.

§ 12. · Ansøgningsprocedure§-link ↗

Ansøger skal redegøre for erfaring med etablering og teknisk drift af jordbaserede radio- eller tv-sendenet. For teknisk drift skal kunne dokumenteres mindst 2 års erfaring.

Stk. 2. Ansøger kan alternativt fremlægge dokumentation for indgåelse af aftale med et foretagende, der har den i stk. 1 nævnte erfaring. Tilsvarende redegørelse og dokumentation for erfaring skal i så fald fremlægges for det foretagende, hvormed aftale er indgået.

Stk. 3. Ansøger skal redegøre for ansøgers eventuelle tilbud om at etablere og drive et sendenet med en højere dækning end det i § 4, stk. 1, anførte minimum. Dækningen skal opgøres som indendørsdækning og angives som en procentandel af Danmarks geografiske landareal. Beregningsmodellen i bilag 2 skal anvendes.

§ 13. · Ansøgningsprocedure§-link ↗

Ansøger skal redegøre for ansøgers økonomiske forhold, belyst ved de i bilag 3 anførte hoved- og nøgletal for de seneste 5 regnskabsår. Er ansøger et konsortium eller lignende, skal der redegøres for hver enkelt deltagers økonomiske forhold.

§ 14. · Ansøgningsprocedure§-link ↗

Ansøger skal redegøre for, hvordan ansøger vil sikre, at opgaven udføres på objektive forretningsmæssige betingelser uden hensyn til eventuel ejermæssig tilknytning til eller interesser i virksomheder, der er aktive på det danske radiomarked. I det omfang en ansøger tillige er indholdsleverandør eller gennem ejerskabskonstruktioner eller andre former for indflydelse, f.eks. via aftaler, bestyrelsesposter eller økonomiske interesser, har tilknytning til aktører på det danske radiomarked, skal redegørelsen beskrive, hvilke specifikke forholdsregler ansøger vil træffe for ikke at få adgang til konkurrencefølsomme oplysninger om andre indholdsleverandører.

§ 15. · Ansøgningsprocedure§-link ↗

Ansøger skal redegøre for, hvordan ansøger vil udnytte de i § 1, stk. 2-4 nævnte sendemuligheder. Redegørelsen skal minimum indeholde oplysninger om følgende: 1) Hvor stor en andel af kapaciteten ansøger vil udnytte, idet 5/8 af sendemulighederne vil være til rådighed 9 måneder efter tilladelsens ikrafttræden, yderligere 1/4 vil være til rådighed fra den 9. juli 2018, og den resterende 1/8 vil være til rådighed fra den 20. november 2022. Ansøger skal angive den procentmæssige minimumsudnyttelse af kapaciteten samt den intenderede udnyttelsesprocent. Disse udnyttelsesprocenter skal angives særskilt for henholdsvis tilladelsens første, andet og tredje kalenderår, idet udnyttelsesprocenterne angivet for tredje år vil blive lagt til grund for den resterende tilladelsesperiode. 2) Hvor stor en andel af den til enhver tid udnyttede kapacitet ansøger vil anvende til nye kanaler. Ved nye kanaler forstås kanaler, der ikke samtidig sendes på FM eller DAB. DAB-kanaler, som kun udsendes i én DAB-blok 3 region og FM-kanaler, som kun sendes i ét lokalt tilladelsesområde, medregnes som nye DAB-kanaler på grund af deres begrænsede geografiske dækning.

§ 16. · Ansøgningsprocedure§-link ↗

Ansøger skal aflevere en underskrevet foreløbig bodsaftale. Den foreløbige bodsaftale skal fremgå af udbudsmaterialet og skal pålægge tilladelseshaver bod for manglende overholdelse af vilkår for tilladelsen og efterlevelse af pålæg udstedt af Radio- og tv-nævnet. Indholdet af bodsaftalen aftales endeligt mellem Radio- og tv-nævnet og den valgte tilladelseshaver. Det skal heraf bl.a. fremgå, hvornår overtrædelser tillige vil kunne føre til inddragelse af tilladelsen, jf. § 26, stk. 2.

Stk. 2. Endelig bodsaftale underskrives inden nævnets udstedelse af tilladelse efter § 21.

§ 17. · Ansøgningsprocedure§-link ↗

Ansøger skal afgive erklæring om at ville efterleve de af nævnet fastsatte vilkår for tilladelsen.

§ 18. · Ansøgningsprocedure§-link ↗

Der skal ved indlevering af ansøgningen stilles en ubetinget og uigenkaldelig anfordringsgaranti på 10 mio. kr. Alternativt skal beløbet deponeres på en spærret konto i et anerkendt pengeinstitut. Garantien skal være udstedt af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab, hvis langsigtede gæld skal have en rating fra Standard & Poors på mindst A eller fra Moody's Investors Service på mindst A2.

Stk. 2. Efter udbuddet er afsluttet, og der er udstedt tilladelse, vil anfordringsgarantien eller det deponerede beløb blive frigivet.

§ 19. · Ansøgningsprocedure§-link ↗

Efter modtagelsen af ansøgninger foretager Radio- og tv-nævnet en indledende vurdering af, om ansøgningerne indeholder de i udbudsmaterialet krævede oplysninger og den krævede anfordringsgaranti eller deponering, jf. § 18.

Stk. 2. Ansøgere som ikke har afgivet de i udbudsmaterialet krævede oplysninger, eller som ikke har stillet en anfordringsgaranti eller deponeret midler i et anerkendt pengeinstitut, jf. § 18, kan afvises af nævnet.

Stk. 3. Ansøgninger, der ikke indeholder de i udbudsmaterialet i øvrigt krævede oplysninger, kan afvises af nævnet.

Stk. 4. Nævnet kan indhente supplerende oplysninger fra ansøgerne med henblik på afklaring af eventuelle tvivlsspørgsmål i forbindelse med ansøgningerne.

§ 20. · Radio- og tv-nævnets vurdering af ansøgninger§-link ↗

Radio- og tv-nævnet vurderer og evaluerer herefter på grundlag af de i § 21 fastsatte evalueringskriterier, de ansøgninger, der ikke er afvist i henhold til § 19, stk. 2 og 3.

§ 21. · Radio- og tv-nævnets vurdering af ansøgninger§-link ↗

Radio- og tv-nævnet udsteder tilladelse til den ansøger, som af nævnet vurderes at være bedst egnet til som gatekeeper at distribuere digital radio i DAB-blok 1 ud fra en samlet bedømmelse af ansøgningernes redegørelser og oplysninger i forhold til følgende kriterier: 1) Ansøgernes erfaring med etablering og teknisk drift af jordbaserede radio- og tv-sendenet. Mere erfaring vægter højere end mindre erfaring. Erfaring med etablering og teknisk drift af jordbaserede radiosendenet vægter højere end erfaring med etablering og teknisk drift af jordbaserede tv-sendenet. Nyere erfaring vægter højere end ældre erfaring. Dette kriterium vægter 25 pct. 2) Ansøgernes eventuelle tilbud om at etablere og drive et sendenet med en højere dækning end det i § 4, stk. 1, anførte minimum. Større dækning vægter højere end mindre dækning. Distribution med en eventuel højere dækning end det i § 4, stk. 1, anførte minimum skal ske fra tidspunktet for påbegyndelse af distribution jf. § 5. Dette kriterium vægter 5 pct. 3) Ansøgernes forretningsmæssige kompetencer. Dette vurderes ud fra ansøgernes regnskabsmæssige nøgletal gennem de seneste fem år, jf. bilag 3. Dette kriterium vægter 20 pct. 4) Ansøgernes redegørelse for, hvordan de vil sikre, at opgaven udføres på objektive forretningsmæssige betingelser uden hensyn til eventuel ejermæssig tilknytning til interesser i virksomheder, der er aktive på det danske radiomarked, og ansøgernes eventuelle redegørelse for hvilke specifikke forholdsregler de vil træffe for ikke at få adgang til konkurrencefølsomme oplysninger om andre indholdsleverandører. Dette kriterium vægter 25 pct. 5) Ansøgernes planer for udnyttelse af sendemulighederne. Større udnyttelse af sendemulighederne vægter højere end mindre udnyttelse af sendemulighederne. Distribution af kanaler, der ikke samtidig sendes på FM eller DAB vægter højere end distribution af kanaler, der allerede udsendes på FM eller DAB, jf. dog § 15, stk. 1, nr. 2, 3. punktum. Dette kriterium vægter 25 procent.

Stk. 2. Nævnet indhenter til bedømmelse af tilbuddene, jf. stk. 1, nr. 2, en udtalelse fra Energistyrelsen.

Stk. 3. Nævnet indhenter til bedømmelse af redegørelsens oplysninger jf. stk. 1, nr. 4, en udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

§ 22. · Tilladelse§-link ↗

Distributionstilladelsen udstedes af Radio- og tv-nævnet for en periode på 12 år til den i henhold til § 21 valgte ansøger.

§ 23. · Tilladelse§-link ↗

Tilladelsesvilkårene fastsættes på baggrund af bekendtgørelsens generelle vilkår, som skal fremgå af udbudsmaterialet, og på baggrund af indholdet af ansøgningen.

Stk. 2. Tilladelseshaver skal orientere Radio-og tv- nævnet om alle ændringer i udnyttelsen af sendemulighederne i forhold til det i tilladelsen fastsatte, idet væsentlige ændringer kun kan ske efter forudgående godkendelse af nævnet.

Stk. 3. Tilladelseshaver skal årligt overfor Radio- og tv-nævnet redegøre for hvilke foretagender, der i løbet af året har ønsket at blive distribueret i DAB-blok 1. Tilladelseshaver skal endvidere redegøre for, med hvilke begrundelser, foretagender er blevet afvist.

Stk. 4. Tilladelseshaver skal årligt overfor Radio- og tv-nævnet redegøre for opfyldelsen af den angivne procentmæssige minimumsudnyttelse af kapaciteten samt den intenderede udnyttelsesprocent. Hvis den intenderede udnyttelsesprocent ikke er opnået, skal tilladelseshaver redegøre for årsagen hertil samt for, hvordan tilladelseshaver fremover vil søge at sikre udnyttelsen.

Stk. 5. Tilladelseshaver skal årligt overfor Radio- og tv-nævnet redegøre for, hvor stor en andel af kapaciteten, der anvendes til kanaler, der ikke samtidig sendes på FM eller DAB, jf. dog § 15, stk. 1, nr. 2, 3. punktum. Hvis det i ansøgningen oplyste minimum ikke er opnået, skal tilladelseshaver redegøre for årsagen hertil samt for, hvordan tilladelseshaver fremover vil søge at sikre udnyttelsen.

Stk. 6. Ændringer i tilladelseshavers muligheder for at fungere uafhængigt af aktører, der har interesser på det danske radiomarked, skal forelægges for Radio- og tv-nævnet før gennemførelsen. Med ændringer forstås ændringer i eksisterende ejerskabskonstruktioner, erhvervelse af aktiebesiddelser på over 5 pct. og andre former for erhvervelse af indflydelse, f.eks. via aftaler, bestyrelsesposter, økonomiske interesser mv. der øger tilladelseshavers tilknytning til andre aktører på det danske radiomarked. Nævnet indhenter i sådanne tilfælde en udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen jf. § 21, stk.1, nr. 4.

Stk. 7. Nævnet kan på andre områder end de i stk. 1-5 nævnte fastsætte vilkår om, at tilladelseshaver skal leve op til indholdet af ansøgningen eller dele heraf.

§ 24. · Overdragelse og salg af tilladelse§-link ↗

Tilladelse til distribution i DAB-blok 1 kan overdrages. Radio- og tv-nævnet skal inden overdragelsen godkende denne. Radio- og tv-nævnet lægger ved sin afgørelse vægt på, at distributionstilladelsen overdrages til en virksomhed eller lignende, der dokumenterer at være i stand til fortsat at distribuere i henhold til tilladelsen. Nævnet lægger endvidere vægt på de i § 21 nævnte forhold, i det omfang de indgik ved nævnets tildeling af tilladelse til overdrageren.

Stk. 2. Overdragelser efter stk. 1 omfatter også indirekte overdragelse, der medfører ændringer med hensyn til den bestemmende indflydelse over tilladelseshaver.

§ 25. · Tilsyn§-link ↗

Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med tilladelseshavers distribution af programmer mv. i medfør af tilladelsen.

Stk. 2. Nævnet kan pålægge tilladelseshaver at genoptage forhandling om distribution med et foretagende, der i henhold til tilladelseshavers redegørelse, jf. § 23, stk. 3, er blevet afvist.

Stk. 3. Nævnet kan efter klage fra et foretagende, der er blevet afvist af tilladelseshaver, træffe afgørelse om, at tilladelseshaver skal genoptage forhandling om distribution.

Stk. 4. I særlige tilfælde, og i det omfang, der er kapacitet hertil, kan nævnet træffe afgørelse om, at tilladelseshaver skal distribuere et afvist foretagendes programmer på markedsmæssige vilkår.

Stk. 5. Nævnet påtaler i henhold til radio- og fjernsynslovens § 41, nr. 2, overtrædelser af loven, bestemmelser fastsat efter loven samt vilkår fastsat i forbindelse med udstedelsen af tilladelsen.

Stk. 6. Nævnet træffer afgørelse om inddragelse af tilladelsen i henhold til radio- og fjernsynslovens § 41, nr. 3.

§ 26. · Sanktioner§-link ↗

Tilladelseshaver kan ved overtrædelsen af de vilkår, som tilladelsen er meddelt på, pålægges bod i henhold til den i § 16 beskrevne bodsaftale.

Stk. 2. Tilladelsen kan i henhold til radio-og fjernsynslovens § 4, stk. 3, nr. 1 og 2, inddrages af Radio- og tv-nævnet, hvis tilladelseshaver overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter loven, såfremt en overtrædelse er grov eller overtrædelserne er ofte gentagne. Tilladelsen kan endvidere inddrages, hvis tilladelseshaver tilsidesætter de vilkår, programtilladelsen er meddelt på, eller hvis tilladelseshaveren i forbindelse med skønhedskonkurrencen og udstedelsen af tilladelsen har afgivet urigtige oplysninger.

§ 27. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.