Bekendtgørelse nr. 554 · 2016

Historisk

Bekendtgørelse om oplysning om risikoklassificering af visse udlånsprodukter

Bekendtgørelse om oplysning om risikoklassificering af visse udlånsprodukter

Dokumentdato: 1. jun. 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse på erhvervsdrivende, der udbyder egne eller andre erhvervsdrivendes tilbud om boliglån eller boligkreditter med en hovedstol på over 100.000 kr. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på finansielle rådgivere, når disse yder rådgivning om boliglån eller boligkreditter.

Stk. 2. Ved et boliglån og en boligkredit forstås en aftale i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger eller en andelsboligforening et lån eller en kredit til boligformål, a) som er sikret ved enten pant eller ved anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller b) hvor kreditaftalen ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksiste-rende eller projekterede bygninger.

§ 2. · Oplysningskrav§-link ↗

En erhvervsdrivende, der udbyder egne eller andre erhvervsdrivendes tilbud om boliglån eller boligkreditter, jf. § 1, stk. 1, 1. pkt., skal på sin hjemmeside oplyse om risikoklassificeringen for boliglån eller boligkreditter i henhold til § 3.

Stk. 2. Oplysning om risikoklassificering i henhold til § 3 skal endvidere indgå i den rådgivning, som et penge- eller realkreditinstitut er forpligtet til at yde efter §§ 8 og 15 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder og i den rådgivning, som en finansiel rådgiver er forpligtet til at yde efter § 7 i bekendtgørelse om god skik for finansielle rådgivere.

§ 3. · Oplysningskrav§-link ↗

Tilbud om boliglån eller boligkreditter skal inddeles i 3 risikokategorier: grøn, gul eller rød, jf. stk. 2-4.

Stk. 2. Et tilbud om boliglån eller boligkredit er i kategorien grøn, når det i hele lånets løbetid afdrages løbende og er fast forrentet eller variabelt forrentet med renteloft.

Stk. 3. Et tilbud om boliglån eller boligkredit er i kategorien gul, når det er variabelt forrentet eller afdragsfrit i hele eller dele af lånets løbetid.

Stk. 4. Et tilbud om boliglån eller boligkredit er i kategorien rød, når det udbydes som en pakke bestående af et lån og et selvstændigt finansielt instrument, bortset fra en fastkursaftale og kurskontrakt, når lånet eller kreditten optages i en anden valuta end DKK og EUR, eller når lånet har en fast rente i mere end 9 år og ikke til enhver tid kan indfris til kurs 105 eller derunder i fastrenteperioden.

Stk. 5. Bilag 1 til nærværende bekendtgørelse indeholder eksempler på, hvilke tilbud om boliglån eller boligkreditter der kan indgå i henholdsvis kategori grøn, gul eller rød.

Stk. 6. Lånepakker, der består af fastforrentede boliglån eller boligkreditter eller variabelt forrentede boliglån eller boligkreditter med renteloft i hele løbetiden, hvor mindst et af boliglånene eller boligkreditterne til stadighed afdrages, og hvor afdragsprofilen for lånepakken svarer til et fastforrentet lån eller kredit med afdrag med samme løbetid som lånepakken, er i kategorien grøn. Øvrige lånepakker kategoriseres, jf. stk. 2-4, efter det mest risikable lån. Ved lånepakker forstås en flerhed af låne- eller kredittilbud, der udbydes samlet, og hvor ydelsen af lånene eller kreditterne er betingede af hinanden.

§ 4. · Tilsyn og straffebestemmelser§-link ↗

Finanstilsynet påser, at denne bekendtgørelse overholdes, jf. § 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og § 11, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at andre erhvervsdrivende end penge- og realkreditinstitutter overholder denne bekendtgørelse. Tilsynet føres efter markedsføringslovens regler.

§ 5. · Tilsyn og straffebestemmelser§-link ↗

Overtrædelse af § 2 straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

§ 6. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1457 af 18. december 2012 om oplysning om risikoklassificering af visse udlånsprodukter ophæves.