Bekendtgørelse nr. 535 · 2016

Historisk

Gratistypningsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om typning af salmonellapositive egenkontrolprøver

Dokumentdato: 1. jun. 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om typning af salmonellaisolater fra fødevarevirksomheders egenkontrol.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på egenkontrolprøver fra fødevarevirksomheder, der udfører et led i produktionen efter primærproduktionen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (hygiejneforordningen) og bekendtgørelse nr. 1356 af 27. november 2015 om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v. (autorisationsbekendtgørelsen).

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved typning: Bestemmelse af bakteriens serotype.

§ 3.§-link ↗

En virksomhed, der konstaterer salmonella i en egenkontrolprøve, skal sikre, at der indenfor en uge efter, at analysen er afsluttet, indsendes et isolat af prøven til typning til Fødevarestyrelsens laboratorium i Ringsted, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på: 1) egenkontrolprøver, hvor der efter fødevarelovgivningen i øvrigt er krav om, at virksomheden skal sikre, at der foretages typning, eller 2) egenkontrolprøver udtaget på et slagteri, når prøven er udtaget, inden slagtekroppen har forladt kølerummet.

Stk. 3. Isolater, der indsendes til typning, jf. stk. 1, skal ledsages af de i bilag 1 angivne oplysninger.

Stk. 4. Ved indsendelse af flere isolater fra samme virksomhed vurderer Fødevarestyrelsens laboratorium, hvor mange isolater der skal typebestemmes.

Stk. 5. Fødevarestyrelsen kan efter en konkret vurdering undtage specifikke virksomheder fra kravet i stk. 1, såfremt det ikke er relevant at gennemføre typning af isolater fra disse virksomheder.

§ 4.§-link ↗

Fødevarestyrelsens laboratorium underretter den virksomhed, som isolatet stammer fra, om resultatet af typningen.

§ 5.§-link ↗

Udgifterne til typning efter denne bekendtgørelse afholdes af Fødevarestyrelsen. Udgifterne til forsendelse af isolater er Fødevarestyrelsen uvedkommende.

§ 6.§-link ↗

Med bøde straffes den, der overtræder § 3, stk. 1, eller stk. 3.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er: 1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor eller 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

§ 7.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 742 af 24. juni 2010 om typning af salmonellapositive egenkontrolprøver ophæves.