Bekendtgørelse nr. 440 · 2016

Historisk

Bekendtgørelse om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder

Bekendtgørelse om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder

Dokumentdato: 19. maj 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter regler for udarbejdelse af overvågningsprogrammer og overvågning af vandforekomsters tilstand, internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttede områder, herunder vurdering og klassificering af vandforekomsters tilstand.

§ 2.§-link ↗

Naturstyrelsen etablerer et overvågningsnet for vandforekomster og fastsætter programmer for overvågning inden for hvert vandområdedistrikt for hver vandområdeplanperiode.

Stk. 2. Programmerne for overvågning af overfladevand skal omfatte overvågning af den økologiske og den kemiske tilstand og det økologiske potentiale i overensstemmelse med specifikationerne i bilag 1. Programmerne for overvågning udformes som kontrolovervågning, jf. bilag 1, afsnit 1, og operationel overvågning, jf. bilag 1, afsnit 2.

Stk. 3. Programmerne for overvågning af grundvand skal omfatte overvågning af den kvantitative og den kemiske tilstand i overensstemmelse med specifikationerne i bilag 2. Overvågning af den kemiske tilstand udformes som kontrolovervågning, jf. bilag 2, del B, afsnit 2, og operationel overvågning, jf. bilag 2, del B, afsnit 3.

Stk. 4. Programmer for undersøgelsesovervågning for overfladevand udarbejdes og udføres 1) når årsagen til eventuelle overskridelser er ukendt, 2) når kontrolovervågningen viser, at miljømål, der er fastlagt for et vandområde med hjemmel i § 7, stk. 1, i lov om vandplanlægning, ikke kan forventes opfyldt, og der ikke allerede er etableret operationel overvågning med henblik på at finde årsagerne til, at et eller flere vandområder ikke opfylder miljømålene, eller 3) for at fastslå et forureningsuhelds omfang og konsekvenser.

Stk. 5. Programmer for overvågning af beskyttede områder skal suppleres med overvågning som specificeret i bilag 1, afsnit 4, og bilag 2, del B, afsnit 5, og som specificeret i bekendtgørelse om badevand og badeområder og i bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.

Stk. 6. Naturstyrelsen tilpasser og reviderer overvågningsprogrammerne, hvis overvågning eller andre data viser, at miljømål, der er fastlagt for et overfladevandområde eller en grundvandsforekomst med hjemmel i § 7, stk. 1, i lov om vandplanlægning, ikke kan forventes opfyldt.

Stk. 7. Naturstyrelsen kan ændre programmerne for operationel overvågning af overfladevand i løbet af vandområdeplanperioden på grundlag af resultater af basisanalysen eller overvågningen, navnlig med henblik på at nedbringe overvågningsfrekvensen, hvis den pågældende påvirkning ikke er væsentlig, eller hvis den pågældende belastning er fjernet.

§ 3.§-link ↗

Naturstyrelsen fastsætter for vandområdeplanperioden 2015-2021 et supplerende program for overvågning af kemisk tilstand inden for hvert vandområdedistrikt.

Stk. 2. Det supplerende program fastsættes senest den 22. december 2018 og skal omfatte overvågning af stofferne nr. 34-45 omhandlet i del B, afsnit 3, i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand.

§ 4.§-link ↗

Naturstyrelsen overvåger i overensstemmelse med specifikationerne i bilag 1, afsnit 5, hvert stof på observationslisten i bilaget til Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/495 om oprettelse af en observationsliste over stoffer med henblik på EU-dækkende overvågning inden for vandpolitikken i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/105/EF.

§ 5.§-link ↗

Som led i overvågningen analyserer og kontrollerer Naturstyrelsen vandets tilstand i overensstemmelse med standardiserede metoder som fastsat i bilag 1, afsnit 5, for overfladevand og bilag 2, del B, for grundvand og tekniske specifikationer som fastsat i bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger.

§ 6.§-link ↗

Naturstyrelsen fastsætter tærskelværdier for forurenende stoffer og forureningsindikatorer i grundvand i overensstemmelse med proceduren i bilag 3, del B, afsnit 1.

Stk. 2. Tærskelværdier vises i bilag 4.

Stk. 3. Naturstyrelsen ændrer tærskelværdierne i bilag 4, hver gang nye oplysninger om forurenende stoffer, grupper af forurenende stoffer eller forureningsindikatorer viser, at der bør fastsættes en tærskelværdi for endnu et stof, at en eksisterende tærskelværdi bør ændres, eller at en tærskelværdi, der tidligere er slettet af listen, skal genoptages på den for at beskytte menneskers sundhed og miljøet. Naturstyrelsen kan slette tærskelværdier af listen, når den pågældende grundvandsforekomst ikke længere er udsat for risiko fra de forurenende stoffer, grupper af forurenende stoffer eller forureningsindikatorer, som de pågældende tærskelværdier vedrører.

§ 7.§-link ↗

Naturstyrelsen vurderer overvågningsresultater og klassificerer vandforekomsternes tilstand i overensstemmelse med specifikationer og procedurer i bilag 3.

§ 8.§-link ↗

Naturstyrelsen identificerer eventuelle væsentlige og vedvarende opadgående tendenser i koncentrationer af forurenende stoffer, grupper af forurenende stoffer og forureningsindikatorer i grundvandsforekomster eller grupper af grundvandsforekomster, der i medfør af basisanalysen er karakteriseret som truede, i overensstemmelse med specifikationer i bilag 3, del C, afsnit 6. Styrelsen fastlægger udgangspunktet for at vende de opadgående tendenser i overensstemmelse med bilag 3, del C, afsnit 7.

§ 9.§-link ↗

For internationale naturbeskyttelsesområder overvåger Miljøministeriet de naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er omfattet af habitatdirektivet (92/43/EØF) og fuglebeskyttelsesdirektivet (79/409/EØF).

Stk. 2. Naturovervågningen af internationale naturbeskyttelsesområder skal tilvejebringe følgende: 1) Oplysninger til belysning af bevaringsstatus for naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er omfattet af habitatdirektivet (92/43/EØF) og fuglebeskyttelsesdirektivet (79/409/EØF). Overvågningen skal især tage hensyn til de naturtyper og arter, som i henholdsvis bilag I og bilag II til habitatdirektivet (92/43/EØF) er angivet som prioriterede. 2) Oplysninger, der gør det muligt at vurdere effekten af bevaringsforanstaltninger på bevaringsstatus for naturtyper og arter. 3) Oplysninger til brug for beskyttelse, forvaltning og udnyttelse af bestanden af de fuglearter, som i Danmark er omfattet af fuglebeskyttelsesdirektivet (79/409/EØF).

§ 10.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. maj 2016 og finder anvendelse for vandområdeplanperioden 2015-2021, Natura 2000-planperioden 2015-2021 og de følgende planperioder.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1071 af 9. september 2015 om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder ophæves.