Bekendtgørelse nr. 422 · 2016

Gældende

Bekendtgørelse om udstyr i skibe

Bekendtgørelse om udstyr i skibe

Dokumentdato: 17. maj 2016Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter gennemførelsen af Rådets direktiv 2014/90/EU af 23. juli 2014 om skibsudstyr og om ophævelse af Rådets direktiv 96/98/EF.

Stk. 2. De nærmere regler om udstyr i skibe er optrykt som bilag 1 til bekendtgørelsen.

Stk. 3. De krav og prøvningsstandarder for skibsudstyr, der er beskrevet i bilag 2, skal, indtil Kommissionen har udført gennemførelsesretsakter i medfør af direktivets artikel 35, anvendes ved godkendelse af udstyr i medfør af denne bekendtgørelse og bekendtgørelse nr. 1039 af 4. september 2015 om udstyr i skibe.

Stk. 4. Den bemyndigende myndighed, som er nævnt i artikel 18, stk. 1, er Søfartsstyrelsen, men Den Danske Akkrediteringsfond (DANAK) er i henhold til artikel 18, stk. 3, udpeget til at udføre vurdering og overvågning af bemyndigende organer.

Stk. 5. Kontrollen af bemyndigende organer, som er nævnt i artikel 18, stk. 2, skal udføres hvert år.

Stk. 6. Vurderingen og overvågningen af, at bemyndigede organer opfylder kravene i bilag III til direktivet, udføres af DANAK.

Stk. 7. DANAK påser endvidere, at bemyndigede organer lever op til kravene i direktivets artikel 20, samt at de efterlever oplysnings- og deltagelsespligten i artikel 24, stk. 1, og artikel 34, stk. 2.

Stk. 8. Ansøgning om at blive udpeget til bemyndiget organ sker ved henvendelse til Søfartsstyrelsen, hvor der også vedlægges relevant dokumentation, herunder akkrediteringscertifikat som dokumentation for opfyldelse af kravene i bilag III til direktivet.

§ 2. · Strafbestemmelser§-link ↗

Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der 1) ved overtrædelsen er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor, 2) tidligere er afgivet forbud eller påbud for samme eller tilsvarende forhold, eller 3) ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 3. · Strafbestemmelser§-link ↗

Såfremt forholdet er omfattet af anordning om ikrafttræden for Grønland af love om ændringer af lov om sikkerhed til søs, kan der fastsættes foranstaltninger i henhold til kriminalloven for Grønland.

Stk. 2. De forhold, som er nævnt i § 2, stk. 2, skal anses som skærpende omstændigheder.

Stk. 3. Sker der ikke konfiskation af udbytte, jf. kriminallovens kapitel 37, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

Stk. 4. Er en overtrædelse begået af selskaber m.v. (juridiske personer), kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, Grønlands Selvstyre, en kommune, et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 64 i Landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., eller en bygdebestyrelse, kan der pålægges vedkommmende offentlige myndighed som sådan bødeansvar.

Stk. 5. Såfremt den pågældende ikke er bosat i Grønland, eller vedkommendes tilknytning til det grønlandske samfund i øvrigt har en sådan løsere karakter, at forudsætningerne for anvendelse af foranstaltninger ikke er til stede, kan sagen anlægges eller henvises til forfølgning i Danmark.

§ 4. · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. september 2016, jfr. dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 1, stk. 3, træder i kraft den 19. maj 2016.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1039 af 4. september 2015 om udstyr i skibe ophæves den 18. september 2016.

Stk. 4. Udstyr, som er godkendt i medfør af de tidligere gældende standarder, kan fortsat bringes i omsætning og installeres på EU-skibe indenfor de perioder, som er fastlagt i de direktiver, der henvises til i de relevante EU-direktiver om skibsudstyr.