§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter procedurer for ansøgning om ibrugtagningstilladelser til jernbaneinfrastrukturen, jf. dog § 3.
Stk. 2. Trafikstyrelsen kan udstede ibrugtagningstilladelser med vilkår, herunder tidsbegrænsede vilkår.
Stk. 3. Trafikstyrelsen kan tilbagekalde ibrugtagningstilladelser ved manglende overholdelse af vilkår.
§ 2. · Anvendelsesområde§-link ↗
Jernbaneinfrastruktur, der ikke er omfattet af forordningen for risikovurdering (CSM-RA), skal opfylde kravene til risikovurdering i bilag 1-3 til denne bekendtgørelse.
§ 3. · Anvendelsesområde§-link ↗
Bekendtgørelsen gælder ikke for: 1) Veteranbaner. 2) Privatejet jernbaneinfrastruktur, der udelukkende bruges til ejerens egen godstransport.
§ 4. · Definitioner§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Ansøger: En ordregiver, som defineret i interoperabilitetsdirektivets artikel 2, litra r). 2) Akkreditering: Akkreditering, som defineret i bekendtgørelse om krav til akkreditering af assessorer på jernbaneområdet. 3) Assessor: En uafhængig og kompetent, ekstern eller intern person, organisation eller enhed, der foretager efterforskninger med henblik på at nå frem til en afgørelse baseret på objektivt grundlag om et systems egnethed til at opfylde de sikkerhedskrav, der stilles til det. 4) CSM-RA: Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 402/2013/EU af 30. april 2013 om den fælles sikkerhedsmetode til risikoevaluering og – vurdering og ophævelse af forordning (EF) nr. 352/2009. 5) Delsystemer: Resultatet af jernbanesystemets opdeling i strukturelt eller funktionelt definerede delsystemer, jf. artikel 2, litra e), og bilag II i interoperabilitetsdirektivet. 6) Fornyelse: Et større arbejde, som går ud på at udskifte et delsystem eller en del af et delsystem uden at ændre delsystemets samlede ydeevne, jf. artikel 2, litra n), i interoperabilitetsdirektivet. 7) Forslagsstiller: Forslagsstiller, som defineret i CSM-RA artikel 3, nr. 11, eller bilag 1, afsnit 2, nr. 11, i denne bekendtgørelse. 8) Forslagsstillers erklæring: Skriftlig erklæring, som angivet i CSM-RA artikel 16 eller bilag 1, afsnit 7, i denne bekendtgørelse. 9) Ibrugtagningstilladelse for et delsystem i jernbaneinfrastrukturen: En godkendelse af delsystemets sikkerhedsmæssige egenskaber samt delsystemets overholdelse af gældende lovgivning. 10) Interoperabilitetsdirektivet: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet, gennemført ved bekendtgørelse nr. 459 af 28. april 2010 med senere ændringer. 11) Jernbaneinfrastruktur: Infrastruktur som defineret i artikel 3, nr. 3, i EU-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde. 12) Opgradering: Et større arbejde, som går ud på at udskifte et delsystem eller en del af et delsystem, og som forbedrer delsystemets samlede ydeevne, jf. artikel 2, litra m), i interoperabilitetsdirektivet. 13) Risikovurdering: Den samlede proces, som omfatter en risikoanalyse og en risikoevaluering, jf. artikel 3, nr. 4, i CSM-RA eller bilag 1, afsnit 2, i denne bekendtgørelse. 14) Signifikant ændring: En ændring, som har indflydelse på sikkerheden, som specificeret i artikel 4 i CSM-RA eller bilag 1, afsnit 3, i denne bekendtgørelse. 15) Sikkerhedsvurderingsrapport: Et dokument, der indeholder konklusionerne af en vurdering, som en assessor har foretaget af det pågældende system, jf. CSM-RA artikel 3, nr. 12, eller bilag 1, afsnit 6, i denne bekendtgørelse. 16) Systemdefinition: Beskrivelsen af et delsystem eller en del af et delsystem og dets anvendelse, grænsefladerne og vekselvirkning med alle omgivelser, årsag til fornyelsen eller opgraderingen og alle identificerede krav til delsystemet eller en del af et delsystem, som beskrevet i bilag I, punkt 2.1.2, i CSM-RA eller bilag 2, punkt 3.1.2, i denne bekendtgørelse. 17) TSI: En teknisk specifikation for interoperabilitet, der er vedtaget i henhold til interoperabilitetsdirektivet, og som gælder for hvert delsystem eller hver del af et delsystem med sigte på at opfylde de væsentlige krav og sikre interoperabiliteten i det transeuropæiske jernbanesystem. 18) Veteranbane: Infrastruktur på veteranbaneområdet, som defineret i bekendtgørelse om ikke-erhvervsmæssig jernbanedrift.
§ 5.§-link ↗
Ansøgning om ibrugtagningstilladelse kan ske ved brug af Trafikstyrelsens ansøgningsskema. Ansøgningsskemaet findes på Trafikstyrelsens hjemmeside.
Stk. 2. Såfremt ansøger indsender dokumentation, der er udfærdiget på andre sprog end dansk eller engelsk, kan Trafikstyrelsen kræve, at ansøger oversætter dokumentationen til et af de to nævnte sprog.
§ 6.§-link ↗
Jernbaneinfrastruktur må ikke tages i brug, før Trafikstyrelsen har udstedt ibrugtagningstilladelser til de i jernbaneinfrastrukturen anvendte strukturelle delsystemer, samt at § 11 er opfyldt.
Stk. 2. Ansøgningen til Trafikstyrelsen om en ibrugtagningstilladelse til et strukturelt delsystem i jernbaneinfrastrukturen skal vedlægges: 1) systemdefinition, 2) sikkerhedsvurderingsrapport i overensstemmelse med CSM-RA eller bilag 1-3 i denne bekendtgørelse udarbejdet af en assessor, jf. § 10, 3) forslagsstillers skriftlige erklæring om, at alle identificerede farer og risici ved disse farer er holdt på et acceptabelt niveau, jf. CSM-RA artikel 16 og bilag 1, afsnit 7, i denne bekendtgørelse, og 4) en EF-verifikationserklæring, jf. interoperabilitetsdirektivets artikel 18, hvis delsystemet er omfattet af en TSI.
§ 7. · Vurdering af ændringen§-link ↗
Før en ændring i en eksisterende jernbaneinfrastruktur iværksættes, skal den virksomhed, der påtænker ændringen, vurdere, om ændringen er signifikant efter principperne i artikel 4, stk. 1 og 2, i CSM-RA eller bilag 1 i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Vurderes det, at ændringen, jf. stk. 1, er signifikant, skal virksomheden forelægge ændringen for Trafikstyrelsen som anført i § 9.
Stk. 3. Vurderes det, at ændringen er at betragte som en fornyelse eller opgradering, jf. interoperabilitetsdirektivet, skal virksomheden forelægge ændringen for Trafikstyrelsen som anført i § 9.
§ 8. · Ændringer, der ikke kræver en ny ibrugtagningstilladelse§-link ↗
Ændring af et delsystem, som ikke er omfattet af vurderingen i § 7, stk. 2 eller 3, kræver ikke en ibrugtagningstilladelse fra Trafikstyrelsen. Sådanne ændringer gennemføres i overensstemmelse med jernbaneinfrastrukturforvalterens sikkerhedsledelsessystem.
§ 9. · Forelæggelse af ændringer i jernbaneinfrastrukturen§-link ↗
I tilfælde af en ændring af et eksisterende delsystem, der vurderes at være signifikant eller som betragtes som fornyelse eller opgradering jf. § 7, stk. 2 eller 3, indsendes en projektbeskrivelse til Trafikstyrelsen, inden ændringen iværksættes. Trafikstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt ændringen kræver en ny ibrugtagningstilladelse i henhold til § 6.
Stk. 2. Projektbeskrivelsen skal indeholde følgende: 1) Dokumentation for virksomhedens vurdering om ændringens signifikans, jf. § 7. 2) En foreløbig systemdefinition af ændringen af delsystemet, herunder oplysninger om: a) virksomheden ønsker at anvende dokumentation fra en tilsvarende ændring, som tidligere har opnået en godkendelse i Danmark, et EU- eller EØS-land efter identiske krav under tilsvarende driftsbetingelser, og b) hvorvidt ændringen efter virksomhedens vurdering er omfattet af TSI-krav.
§ 10.§-link ↗
Ansøger skal benytte assessor til vurdering af ansøgers risikovurdering i forbindelse med ansøgning om ibrugtagningstilladelse.
Stk. 2. Assessor skal udfærdige en sikkerhedsvurderingsrapport, jf. CSM-RA eller bilag 3 i denne bekendtgørelse, der skal indgå i ansøgningen om ibrugtagningstilladelse.
Stk. 3. Assessor skal være akkrediteret af et akkrediteringsorgan efter bekendtgørelse om krav til akkreditering af assessorer på jernbaneområdet, når denne vurderer følgende ændringer: 1) Infrastrukturprojekt, som har egen anlægslov eller aktstykke. 2) Ændring, som omfatter det europæiske togkontrol og signalsystem (ERTMS). 3) Ændring, som omfatter landsdækkende etablering af delsystemer eller landsdækkende udskiftninger af delsystemer.
Stk. 4. En assessor, som ikke er akkrediteret, skal godkendes af Trafikstyrelsen efter bekendtgørelse om godkendelse af assessorer og sagkyndige i forbindelse med godkendelse af jernbaneinfrastruktur og køretøjer.
§ 11.§-link ↗
Et strukturelt delsystem i jernbaneinfrastrukturen, hvortil Trafikstyrelsen har udstedt ibrugtagningstilladelse, kan kun tages i brug af en jernbaneinfrastrukturforvalter.
Stk. 2. Inden et strukturelt delsystem i jernbaneinfrastrukturen tages i brug, skal jernbaneinfrastrukturforvalteren implementere de fornødne risikoforanstaltninger i henhold til reglerne om godkendelse af jernbaneinfrastrukturforvaltere.
§ 12.§-link ↗
Trafikstyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det i øvrigt er foreneligt med EU-regler på området.
§ 13. · Straf§-link ↗
Overtrædelse af § 6, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter § 22 i lov om jernbane.
Stk. 2. Den, der foretager en ændring uden at foretage en vurdering som anført i § 7, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter § 22 i lov om jernbane.
Stk. 3. Tilsidesættelse af vilkår, der er fastsat i henhold til § 1, stk. 2, straffes med bøde.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 14. · Klageadgang§-link ↗
Enhver, der har modtaget en afgørelse om afslag eller kun delvis imødekommelse af en ansøgning kan inden for 4 uger anmode Trafikstyrelsen om at foretage en ny vurdering af sagen.
Stk. 2. Hvis den fornyede behandling af sagen efter stk. 1, ikke fører til, at klageren fuldt ud imødekommes, kan denne afgørelse inden for 4 uger efter, at den er kommet frem indbringes for Jernbanenævnet.
§ 15.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. maj 2015.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1187 af 12. december 2012 om ibrugtagningstilladelse for delsystemer i jernbaneinfrastrukturen ophæves, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. For ansøgninger om ibrugtagningstilladelse, der modtages i Trafikstyrelsen inden den 21. maj 2015, finder de hidtil gældende regler anvendelse.