Bekendtgørelse nr. 190 · 2015

Gældende

Bekendtgørelse om indretning m.v. af trykbærende udstyr

Bekendtgørelse om indretning m.v. af trykbærende udstyr

Dokumentdato: 19. feb. 2015Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Denne bekendtgørelse gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/68/EU om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om tilgængeliggørelse på markedet af trykbærende udstyr. Direktivet er optaget som bilag 1 til denne bekendtgørelse.

§ 2. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen gælder for trykbærende udstyr og enheder, som defineret og afgrænset i artikel 1 og artikel 2 i bilag 1.

§ 3. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen gælder for fabrikanter, deres repræsentanter, importører, distributører, bemyndigede organer, godkendte tredjepartsorganer og andre forpligtede, som det følger af bilag 1.

§ 4. · Almindelige bestemmelser§-link ↗

Trykbærende udstyr og enheder må kun bringes i omsætning, gøres tilgængelige på markedet eller tages i brug, hvis de ved korrekt installering, vedligeholdelse og ved anvendelse i overensstemmelse med deres formål ikke frembyder nogen risiko for menneskers sikkerhed og sundhed og, i givet fald, for husdyr eller formuegoder.

Stk. 2. Trykbærende udstyr og enheder skal endvidere opfylde bestemmelserne i bilag 1.

Stk. 3. Fabrikanter, deres repræsentanter, importører, distributører, bemyndigede organer, godkendte tredjepartsorganer og andre forpligtede, som det følger af bilag 1, skal opfylde kravene, som følger af denne bekendtgørelse.

§ 5. · Almindelige bestemmelser§-link ↗

Trykbærende udstyr og enheder må kun bringes i omsætning, gøres tilgængelige på markedet eller tages i brug, hvis EU-overensstemmelseserklæringen, jf. artikel 17, stk. 2, i bilag 1 og mærkning og driftsinstruktion efter direktivets bilag I, punkt 3.3 og 3.4, er udfærdiget på dansk.

§ 6. · Bemyndigede organer og godkendte tredjepartsorganer m.v.§-link ↗

Direktøren for Arbejdstilsynet kan udpege bemyndigede organer og godkendte tredjepartsorganer m.v., jf. kapitel 4 i bilag 1.

Stk. 2. For at kunne blive udpeget som bemyndiget organ eller godkendt tredjepartsorgan m.v., skal ansøgeren være en juridisk person, der er etableret i Danmark.

Stk. 3. For at kunne blive udpeget som bemyndiget organ eller godkendt tredjepartsorgan m.v., skal ansøgeren være akkrediteret af DANAK, som er udpeget som det nationale akkrediteringsorgan i Danmark, jf. bekendtgørelsen om udpegning af det nationale akkrediteringsorgan.

Stk. 4. Akkrediteringen efter stk. 3 skal ske i forhold til den opgave, der ansøges om udpegning til, og sikre, at kravene i artikel 24 og 25 i bilag 1 opfyldes.

Stk. 5. For at kunne blive udpeget som bemyndiget organ eller godkendt tredjepartsorgan m.v. skal ansøgeren derudover opfylde kravene i artiklerne 27, 34-36 og 38 i bilag 1.

Stk. 6. DANAK vurderer, at ansøgeren opfylder kravene for at blive udpeget, jf. stk. 2-5, og DANAK overvåger, at de bemyndigede organer og godkendte tredjepartsorganer m.v. til enhver tid opfylder kravene for udpegningen.

Stk. 7. Arbejdstilsynet kan føre kontrol og tilsyn med, at de bemyndigede organer og godkendte tredjepartsorganer m.v. til enhver tid opfylder kravene for at blive udpeget, jf. stk. 2-5. Det bemyndigede organ eller godkendte tredjepartsorgan m.v. skal efter anmodning fremlægge alle relevante oplysninger.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdstilsynet kan inddrage bemyndigelsen, hvis det konstateres, at det bemyndigede organ eller godkendte tredjepartsorgan m.v., ikke længere opfylder kriterierne for bemyndigelsen, jf. stk. 1-5.

§ 7. · Klage§-link ↗

Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog § 8.

§ 8. · Klage§-link ↗

Klage over afgørelser truffet af bemyndigede organer eller godkendte tredjepartsorganer m.v. kan indbringes for Arbejdstilsynet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 9. · Straf§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om indretning m.v. af visse produkter eller anden lovgivning, straffes med bøde den, som 1) overtræder §§ 4 og 5, eller bestemmelser i bilag 1, eller 2) ikke efterkommer afgørelser, herunder påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10. · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. juli 2016, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Artikel 13 i bilag 1 træder i kraft den 1. juni 2015. Samtidig ophæves artikel 9 i direktiv 97/23/EF, som er optaget i bekendtgørelse nr. 694 af 10. juni 2013 om indretning m.v. af trykbærende udstyr.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdstilsynet kan fra den 1. marts 2015 udpege bemyndigede organer og godkendte tredjepartsorganer m.v., jf. § 6.

Stk. 4. Bekendtgørelse nr. 694 af 10. juni 2013 ophæves den 19. juli 2016, jf. dog stk. 2.

Stk. 5. Bekendtgørelsen gælder for trykbærende udstyr, der bringes i omsætning, gøres tilgængeligt på markedet eller tages i brug efter bekendtgørelsens ikrafttræden, jf. stk. 1 og 2. For indretningen m.v. af trykbærende udstyr, der er bragt i omsætning, gjort tilgængeligt på markedet eller taget i brug før bekendtgørelsens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.