Bekendtgørelse nr. 1507 · 2014

Historisk

Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelse i byggeri og business (Byggekoordinator AK)

Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelse i byggeri og business (Byggekoordinator AK)

Dokumentdato: 16. dec. 2014Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Formålet med erhvervsakademiuddannelsen inden for byggeri og business er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at kunne varetage arbejde i bygge- og anlægsbranchen med koordination og praktisk ledelse inden for udførelse og optimering af bygge- og anlægsopgaver i offentlige og private virksomheder, nationalt og internationalt. Byggekoordinatoren vil typisk assistere projektleder på større byggesager og kunne fungere som projektleder med selvstændigt ansvar på mindre byggesager.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 120 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.

Stk. 2. Erhvervsakademiuddannelsen i byggeri og business giver den uddannede ret til at anvende titlen byggekoordinator AK. Den engelske titel er AP Graduate in Construction and Business, Construction Coordinator.

Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Academy Profession Degree Programme in Construction and Business, Construction Coordinator.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen består af følgende: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 60 ECTS-point. 2) 3 bundne studieretninger, der hver har et omfang på 30 ECTS-point, og hvoraf den studerende vælger én: a) virksomhed, b) entreprise eller c) bæredygtighed. 3) Praktik med et samlet omfang på 15 ECTS-point. 4) Afsluttende eksamensprojekt på 15 ECTS-point.

Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Byggeri. 2) Business. 3) Kommunikation.

Stk. 3. Studieretningen inden for virksomhed, jf. stk. 1, nr. 2, litra a, tilrettelægges inden for følgende kerneområde(r): 1) Management. 2) Økonomistyring.

Stk. 4. Studieretningen inden for entreprise, jf. stk. 1, nr. 2, litra b, tilrettelægges inden for følgende kerneområde(r): 1) Proces- og ressourceoptimering. 2) Entrepriseledelse.

Stk. 5. Studieretningen inden for bæredygtighed, jf. stk. 1, nr. 2, litra c, tilrettelægges inden for følgende kerneområde(r): 1) Corporate Social Responsibility og Arbejdsmiljø. 2) Certificeringssystemer.

§ 4.§-link ↗

For uddannelsen gælder de regler om erhvervsakademiuddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.

§ 5.§-link ↗

Uddannelses- og Forskningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2015 og finder anvendelse for studerende, der påbegynder uddannelsen den 1. august 2014 eller senere.