§ 1.§-link ↗
Kvalitetsledelsessystemet skal rette sig mod den del af en autoriseret eller en godkendt virksomheds forretningsgrundlag, der vedrører det autorisationskrævende arbejde på el-, vvs- og kloakområdet eller arbejde, der kræver en virksomhedsgodkendelse på gasområdet. Kvalitetsledelsessystemet skal være tilpasset virksomhedens organisatoriske struktur og den fagligt ansvarliges beføjelser i virksomheden.
§ 2.§-link ↗
Kvalitetsledelsessystemet skal indeholde de elementer, der er beskrevet i bilag 1.
§ 3.§-link ↗
Kvalitetsledelsessystemet skal dokumenteres i en kvalitetshåndbog eller i et elektronisk kvalitetssystem, der indeholder alle relevante og ajourførte dokumenter i en systematisk og overskuelig form, jf. bilag 1.
Stk. 2. Kvalitetsledelsessystemet skal opbevares tilgængeligt for Sikkerhedsstyrelsen og den kontrolinstans, virksomheden har valgt at indgå samarbejde med. Kvalitetsdokumentationen for udført arbejde skal endvidere være tilgængelig for kommunalbestyrelser, vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder, netvirksomheder for elforsyning, gasleverandører, ledningsejere og ejere af hovedkloakledninger.
Stk. 3. Virksomheden skal opbevare kvalitetsledelsessystemet og kvalitetsdokumentation på betryggende vis i 5 år. Opbevaring i elektronisk form skal ske på en måde, som i hele opbevaringsperioden muliggør, at der kan foretages udtræk af relevante dele af systemet.
§ 4.§-link ↗
Virksomheden er ansvarlig for, at kvalitetsledelsessystemet er implementeret, og at det løbende anvendes, opdateres og evalueres. Intern ledelsesevaluering skal gennemføres mindst én gang årligt. Virksomheden er forpligtet til at lade kvalitetsledelsessystemet efterprøve af en kontrolinstans, jf. dog §§ 13 og 14.
§ 5.§-link ↗
Virksomheden skal sørge for, at Sikkerhedsstyrelsen modtager oplysninger om: 1) Kontrolinstansens forhåndsgodkendelse af kvalitetsledelsessystemet. Forhåndsgodkendelsen skal være udstedt af kontrolinstansen inden for de seneste 12 måneder forud for, at virksomheden ansøger om autorisation eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet, jf. § 7. 2) Kontrolinstansens godkendelse af virksomhedens kvalitetsledelsessystem, jf. § 8. 3) Kontrolinstansens efterprøvning af virksomhedens kvalitetsledelsessystem, jf. § 9.
§ 6.§-link ↗
Ansøgning om godkendelse af kvalitetsledelsessystemet skal sendes til en kontrolinstans, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen. Sammen med ansøgningen skal der sendes et eksemplar af virksomhedens kvalitetsledelsessystem samt oplysning om, hvornår systemet er implementeret, herunder om enkelte dele endnu ikke er implementeret. Ansøgning og dokumentation kan sendes i elektronisk form.
Stk. 2. De kontrolinstanser, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen, fremgår af Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside, www.sik.dk.
§ 7.§-link ↗
Kontrolinstansen udsteder en forhåndsgodkendelse af kvalitetsledelsessystemet, hvis kontrolinstansen efter den foreløbige gennemgang har fundet systemet fyldestgørende. Hvis kontrolinstansen finder, at systemet ikke er fyldestgørende, meddeler kontrolinstansen afslag på forhåndsgodkendelse.
§ 8.§-link ↗
Kvalitetsledelsessystemet skal godkendes endeligt af kontrolinstansen inden et år efter udstedelsen af autorisationen eller virksomhedsgodkendelsen på gasområdet. Kontrolinstansen evaluerer den modtagne dokumentation for kvalitetsledelsessystemet og gennemfører efterprøvning på virksomheden for at vurdere kvalitetsledelsessystemets faktiske efterlevelse.
Stk. 2. Hvis kontrolinstansen kan godkende kvalitetsledelsessystemet udstedes et godkendelsesbevis. Hvis kontrolinstansen ikke kan godkende kvalitetsledelsessystemet, meddeler kontrolinstansen afslag på godkendelse.
§ 9.§-link ↗
Kontrolinstansen foretager løbende efterprøvning af, om virksomheden anvender og faktisk efterlever kvalitetsledelsessystemet, samt om systemet lever op til gældende krav. Efterprøvning af kvalitetsledelsessystemet foretages med intervaller, så en fornyet godkendelse af kvalitetsledelsessystemet ikke overstiger 2 år.
Stk. 2. Virksomheden skal berigtige afvigelser, som kontrolinstansen konstaterer, ved korrigerende handlinger, og kontrolinstansen skal verificere resultatet af de korrigerende handlinger, inden kontrolinstansen kan godkende kvalitetsledelsessystemet.
Stk. 3. Virksomheden skal følge op på kontrolinstansens anmærkninger inden for en af kontrolinstansen fastsat frist, der højst kan være 6 måneder. Hvis kontrolinstansen efterfølgende konstaterer, at virksomheden ikke har fulgt op på anmærkningen med en handling inden for den fastsatte frist, vil det føre til en afvigelse, jf. stk. 2.
Stk. 4. Hvis kontrolinstansen ved den løbende efterprøvning eller i godkendelsesperioden, jf. stk. 1, konstaterer, at kravene til kvalitetsledelsessystemet ikke overholdes, trækker kontrolinstansen godkendelsen af kvalitetsledelsessystemet tilbage.
§ 10.§-link ↗
En udenlandsk virksomhed, der søger autorisation på el-, vvs- eller kloakinstallationsområdet eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet med henblik på at etablere sig i Danmark, skal fremlægge dokumentation for, at virksomheden har et kvalitetsledelsessystem, der vedrører arbejder, der er omfattet af lovens § 2, § 4, § 5, § 7 eller § 11, og som skal kunne godkendes efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Såfremt en dansk eller en udenlandsk virksomhed allerede anvender et kvalitetsledelsessystem for produktion og slutkontrol, der er godkendt af et anerkendt certificeringsorgan på basis af fælleseuropæiske standarder, vurderer kontrolinstansen systemet på baggrund af den modtagne dokumentation. På baggrund heraf tager kontrolinstansen stilling til, om systemet kan godkendes, jf. § 7 og § 8.
Stk. 3. Kontrolinstansen efterprøver, jf. § 9, om virksomheden anvender og faktisk efterlever sit kvalitetsledelsessystem på baggrund af efterprøvningsrapporter fra det anerkendte certificeringsorgan.
§ 11.§-link ↗
En virksomhed, hvis autorisation eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet inden for de seneste 6 måneder er blevet tilbagekaldt i medfør af lovens § 23, stk. 1, nr. 2, skal ved ny ansøgning om autorisation eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet, indsende dokumentation til Sikkerhedsstyrelsen for, at en kontrolinstans har godkendt virksomhedens kvalitetsledelsessystem endeligt, jf. § 8.
§ 12.§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen kan pålægge en virksomhed at sørge for, at virksomhedens kontrolinstans foretager en ekstraordinær efterprøvning af kvalitetsledelsessystemet i tilfælde af, at virksomheden har udvist forsømmelighed ved udførelse af installationsarbejde, jf. lovens § 20, stk. 3, nr. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan fastsætte en frist for, hvornår den ekstraordinære efterprøvning skal være gennemført.
Stk. 2. Hvis kontrolinstansen ved den ekstraordinære efterprøvning konstaterer, at kravene til kvalitetsledelsessystemet ikke overholdes, trækker kontrolinstansen godkendelsen af kvalitetsledelsessystemet tilbage.
Stk. 3. Kontrolinstansen skal i andre tilfælde end tilfældet nævnt i stk. 2 inden en måned efter efterprøvningen indsende rapport til Sikkerhedsstyrelsen om resultatet af den ekstraordinære efterprøvning.
§ 13.§-link ↗
For virksomheder uden CVR-nummer, der inden 2. juni 2014 har opnået autorisation efter lov om autorisation af elinstallatører m.v., og som har tilknyttet en bibeskæftiget person med personlig autorisation, skal kvalitetsledelsessystemet alene være forhåndsgodkendt, jf. § 7.
Stk. 2. For virksomheder uden CVR-nummer, der inden 2. juni 2014 har opnået autorisation eller er blevet godkendt som kompetent virksomhed efter lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger, og som har tilknyttet en bibeskæftiget teknisk ansvarlig person, skal kvalitetsledelsessystemet alene være forhåndsgodkendt, jf. § 7. Virksomheder, der inden 2. juni 2014 er godkendt som kompetent virksomhed til at udføre og servicere særlige typer af F-gasinstallationer, og som anvender en standardiseret kvalitetsinstruks for arbejdet, skal inden den 2. juni 2016 opfylde kravet om at have et godkendt kvalitetsledelsessystem, jf. lovens § 42, stk. 2.
Stk. 3. Det påhviler virksomheder, der er omfattet af stk. 1 og 2, at give meddelelse til Sikkerhedsstyrelsen og til kontrolinstansen, hvis virksomheden får et CVR-nummer, jf. lovens § 19, stk. 2.
§ 14.§-link ↗
En virksomhed, der er etableret i et andet EU-eller EØS-land, og som søger autorisation eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet som midlertidig tjenesteyder, vil kunne opfylde kravet om at have et godkendt kvalitetsledelsessystem, hvis virksomheden indsender dokumentation til Sikkerhedsstyrelsen for, at virksomheden allerede anvender et kvalitetsledelsessystem for produktion og slutkontrol, der er godkendt af et anerkendt certificeringsorgan på basis af fælleseuropæiske standarder.
Stk. 2. Virksomheden skal samtidigt skriftligt bekræfte over for Sikkerhedsstyrelsen, at virksomhedens kvalitetsledelsessystem for produktion og slutkontrol også omfatter det autorisationskrævende arbejde eller det arbejde på gasområdet, som virksomheden ønsker at udføre i Danmark, og at arbejder inden for disse områder vil blive udført efter de gældende danske regler.
§ 15.§-link ↗
Virksomheden betaler kontrolinstansen for godkendelse og efterprøvning af kvalitetsledelsessystemet, jf. lovens § 20, stk. 2, og for ekstraordinær efterprøvning af kvalitetsledelsessystemet, jf. § 12 i denne bekendtgørelse.
§ 16.§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lovens § 35, stk. 1.
§ 17.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. juni 2014.