Bekendtgørelse nr. 387 · 2014

Gældende

Bekendtgørelse for Grønland om procedurer for grænsekontrolstedernes veterinærkontrol af fiskevarer og levende muslinger m.m. samt biprodukter heraf og produkter fremstillet af disse biprodukter, der indføres fra et tredjeland

Bekendtgørelse for Grønland om procedurer for grænsekontrolstedernes veterinærkontrol af fiskevarer og levende muslinger m.m. samt biprodukter heraf og produkter fremstillet af disse biprodukter, der indføres fra et tredjeland

Dokumentdato: 15. apr. 2014Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Område og definitioner§-link ↗

Denne bekendtgørelse omhandler grænsekontrolprocedurer for veterinærkontrol af fiskevarer og levende muslinger m.m. samt biprodukter heraf og produkter fremstillet af disse biprodukter, der indføres fra et tredjeland.

§ 2. · Område og definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved 1) produkter: biprodukter af fiskevarer og levende muslinger m.m. og produkter fremstillet af disse biprodukter, 2) fiskevarer: alle saltvands- og ferskvandsdyr (bortset fra levende muslinger m.m. samt alle pattedyr, krybdyr og frøer), hvad enten de er vildtlevende eller opdrættede, samt alle spiselige former, dele og produkter af disse dyr, 3) muslinger m.m.: toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle, 4) toskallede bløddyr: bløddyr af klassen Lamellibranchiata, der filtrerer føden, inden den optages, 5) samhandelsland: et EU-land, Grønland, Norge, Island, Liechtenstein, Andorra, Færøerne og Schweiz. Disse lande tilsammen betegnes samhandelsområdet. Følgende områder er dog ikke med i samhandelsområdet: a) Ceuta og Melilla i Kongeriget Spanien, og b) oversøiske territorier og –departementer i Republikken Frankrig, 6) samhandel: modtagelse i Grønland af fiskevarer og levende muslinger m.m. samt produkter, som a) er produceret i et andet samhandelsland, eller b) har oprindelse i tredjelande, og som efter veterinærkontrol er frigivet og videresælges fra modtagervirksomheden i et andet samhandelsland end Grønland, 7) tredjelande: lande uden for samhandelsområdet, 8) parti: en mængde af produkter eller fiskevarer og levende muslinger m.m. af samme type og forarbejdningsgrad, som fremgår af det dokument, som ledsager det. Det skal endvidere hidrøre fra samme afsender, transporteres med samme transportmiddel og være bestemt til en og samme modtager. Endelig skal det præsenteres samlet for veterinærkontrol, 9) konformt parti: parti, som opfylder gældende lovgivning i Grønland for indførsel til fri omsætning i samhandelsområdet, 10) grænsedyrlæge: en af Fødevarestyrelsen ansat embedsdyrlæge ved et grænsekontrolsted, 11) grænsekontrollen: grænsedyrlægen eller særligt uddannede officielle personer, udpeget af Fødevarestyrelsen, der er ansvarlige for at gennemføre veterinærkontrol af fiskevarer og levende muslinger m.m. bestemt til konsum på grænsekontrolstederne i de havne, hvor fiskene landes, 12) den kompetente myndighed: Fødevarestyrelsen eller andre landes tilsvarende autoriteter på fø-devare- og veterinærområdet, 13) importør: en person eller virksomhed hjemmehørende i Grønland, som foranlediger indførsel eller samhandelsmodtagelse af produkter eller af fiskevarer og levende muslinger m.m., og som er registreret som importør hos Fødevarestyrelsen i henhold til bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder (fødevarevirksomhedsbekendtgørelsen) eller iht. bekendtgørelse for Grønland om veterinærkontrol ved indførsel af biprodukter af fiskevarer og levende muslinger m.m. og produkter fremstillet af disse biprodukter, 14) den ansvarlige for partiet: importøren eller en person eller virksomhed hjemmehørende i Grønland, som, bemyndiget af importøren, foretager indførsel af et specifikt parti, 15) veterinær toldklarering: overgang til fri omsætning som defineret i artikel 79 i forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, 16) CVED: det fælles veterinærdokument til brug ved indførsel, som beskrevet i bilag 3, 17) foreskrevne dokumenter: sundhedscertifikater, handelsdokumenter eller veterinærdokumenter, f.eks. veterinære tillægsattestationer eller andre dokumenter, som kræves i henhold til EU-lovgivningen eller den grønlandske lovgivning, 18) TRACES: EU's integrerede veterinærinformationssystem, jf. beslutning 2004/292/EF om an-vendelse af Traces-systemet og om ændring af beslutning 92/486/EØF, senest ændret ved be-slutning 2005/515/EF.

§ 3. · Veterinærkontrol§-link ↗

Dokumentkontrollen af produkter hhv. fiskevarer og levende muslinger m.m. skal foretages i henhold til nærværende bekendtgørelses bilag 1, herunder kontrol af at foreskrevne dokumenter overholder de generelle principper for certificering som fastlagt i bilag 4.

Stk. 2. De laboratorieundersøgelser og -analyser af officielle prøver, som er fastlagt i veterinærkontrolcirkulæret, skal foretages i henhold til nærværende bekendtgørelses bilag 2.

§ 4. · Meddelelse om partiers ankomst ved hjælp af det fælles veterinærdokument til brug ved import§-link ↗

Den ansvarlige for partiet skal inden partiets fysiske ankomst til samhandelsområdet underrette det relevante grænsekontrolsted om partiets ankomst ved hjælp af et CVED.

Stk. 2. Den ansvarlige for partiet skal udfylde og underskrive CVED’ets del 1 og fremsende dette i original til grænsekontrolsted.

Stk. 3. Uden at dette tilsidesætter stk. 1 kan oplysningerne i CVED’ets del 1 efter aftale med grænsekontrolstedet forhåndsanmeldes i TRACES. I så fald skal de elektronisk afgivne oplysninger være i overensstemmelse med kravene i del 1 i CVED-modellen.

§ 5. · Procedure, som skal følges efter gennemførelse af veterinærkontrollen§-link ↗

Når den veterinærkontrol, som kræves iht. bekendtgørelse for Grønland om veterinærkontrol ved indførsel af fiskevarer og levende muslinger m.m. til konsum hhv. bekendtgørelse for Grønland om veterinærkontrol ved indførsel af biprodukter af fiskevarer og levende muslinger m.m. og produkter fremstillet af disse biprodukter er gennemført, udfyldes CVED’ets del 2 af grænsekontrollen.

Stk. 2. Det originale CVED for partier, for hvilke der er foretaget veterinær toldklarering, skal bestå af del 1 og 2, behørigt udfyldt og underskrevet.

Stk. 3. Den ansvarlige for partiet skal underrette toldmyndighederne ved grænsekontrolstedet om den veterinære toldklarering af partiet, som angivet i stk. 1, ved at indsende CVED’et i original eller elektronisk.

Stk. 4. Når partiet er toldklareret, skal den ansvarlige for partiet sikre, at CVED’et i original ledsage partiet, til det når frem til den første bestemmelsesvirksomhed.

Stk. 5. Grænsekontrollen skal sende en kopi af CVED’et til den person, som er ansvarlig for fragten.

Stk. 6. Grænsekontrollen opbevarer det originale veterinærcertifikat eller anden sundhedsdokumentation udstedt af tredjelandets kompetente myndigheder, som ledsager partiet ved ankomsten, samt en kopi af CVED’et i mindst 3 år. Ved partier i transit eller ikke-konforme partier, som midlertidigt opbevares på et lager i en frizone, et toldoplag eller en skibsproviantvirksomhed og hvis endelige bestemmelsessted ligger uden for samhandelsområdet, skal de originale foreskrevne dokumenter, der ledsager partiet ved ankomsten, imidlertid følge partiet, og kun kopier heraf skal opbevares på grænsekontrolstedet.

§ 6. · Procedure, som skal følges, hvis der er foretaget veterinær toldklarering af partiet, men hvor dette stadig er under toldtilsyn§-link ↗

Den ansvarlige for partiet skal sikre, at partier, som er blevet veterinærkontrolleret på grænsekontrolstedet med positivt resultat, men fortsat er under toldtilsyn og overgår til fri omsætning på et senere tidspunkt, følger de i stk. 2, 3 og 4 angivne procedurer.

Stk. 2. Så længe partiet er under toldtilsyn i en eller flere virksomheder, skal den ansvarlige for partiet sikre, at det originale CVED ledsager partiet, indtil fortoldningen.

Stk. 3. Ved den første fortoldning skal den ansvarlige for partiet forevise det originale CVED til det toldkontor, som har toldansvaret for den virksomhed, hvor partiet befinder sig. Dette kan foretages elektronisk med Fødevarestyrelsens godkendelse.

Stk. 4. Hvor der er anmodet om fortoldning i henhold til stk. 3, skal den ansvarlige for partiet 1) opbevare en kopi af CVED-et, som ledsager partiet, 2) registrere datoen for modtagelse af partiet og 3) registrere datoen for den veterinære toldklarering eller de forskellige datoer herfor, hvis partiet er opdelt, jf. § 7.

§ 7. · Procedure, som følges, hvis de konforme partier, som er under toldtilsyn, er opdelte§-link ↗

Hvis et konformt parti, som omhandlet i § 6, stk. 1, er opdelt, skal den ansvarlige for partiet sørge for at forevise det originale CVED for tilsynsmyndigheden, som er ansvarlig for den virksomhed, hvor partiet opdeles.

Stk. 2. Skattestyrelsen, Departementet for Finanser, Grønlands Selvstyre, kan udstede en bekræftet kopi af det originale CVED, som ledsager de enkelte delpartier, hvor oplysninger om ændringer i kvantitet eller vægt er markeret.

Stk. 3. Skattestyrelsen kan forlange, at lederen af den virksomhed, hvor partiet opdeles, skal føre register over de forskellige dele af partiet for at sikre disses sporbarhed.

Stk. 4. Lederen af den i stk. 2 nævnte virksomhed, hvor partiet opdeles, skal opbevare det i stk. 3 omhandlede register og kopier af CVED’et i mindst tre år fra den dato, hvor den sidste del af partiet er fraført virksomheden. Registret og kopierne skal forevises Skattestyrelsen på forlangende.

§ 8. · Koordinering med andre håndhævelsesinstanser§-link ↗

For at sikre at alle partier, der indføres i samhandelsområdet, underkastes veterinærkontrol, skal Fødevarestyrelsen og de enkelte samhandelslandes grænsedyrlæger koordinere indsatsen med andre håndhævelsesinstanser, herunder Skattestyrelsen, således at alle relevante oplysninger vedrørende indførelse af de pågældende partier indsamles. Det gælder især: 1) oplysninger, som er tilgængelige for toldmyndighederne, 2) oplysninger om skibs- og flymanifester og 3) andre informationskilder, som er tilgængelige for skibs-, og lufttransportvirksomheder.

§ 9. · Adgang til databaser og integration af informationsteknologiske systemer§-link ↗

I forbindelse med § 8 skal Fødevarestyrelsen have adgang til de databaser, eller relevante dele heraf, som er tilgængelige for Skattestyrelsen.

Stk. 2. De informationsteknologiske systemer, som anvendes af Fødevarestyrelsen, bør, med forbehold for datasikkerhed, integreres med Skattestyrelsens og med de erhvervsdrivendes relevante systemer, i det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt, for at øge hastigheden i informationsoverførslen.

§ 10. · Anvendelse af elektroniske certifikater§-link ↗

Fremstilling, anvendelse, overførsel og opbevaring af CVED’et i de forskellige situationer, som er beskrevet i denne bekendtgørelse, kan foregå i TRACES.

§ 11. · Foranstaltninger m.m.§-link ↗

Med mindre mere indgribende foranstaltninger er forskyldt efter anden lovgivning, kan der idømmes bøde til den, der 1) overtræder § 4, stk. 1-2, § 5, stk. 3-4, § 6, stk. 1-2, stk. 3, 1. pkt., eller stk. 4, eller § 7, stk. 1, eller stk. 4 eller 2) misligholder aftale med grænsekontrollen indgået efter § 4, stk. 3.

Stk. 2. Selskaber m.v. (juridiske personer) kan pålægges bøde efter stk. 1.

§ 12. · Ikrafttrædelse§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 25. april 2014.