Bekendtgørelse nr. 259 · 2014

Historisk

Bekendtgørelse om Radio- og tv-nævnets genudbud af den femte jordbaserede FM-radiokanal

Bekendtgørelse om Radio- og tv-nævnets genudbud af den femte jordbaserede FM-radiokanal

Dokumentdato: 20. mar. 2014Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Radio- og tv-nævnet udbyder den femte jordbaserede FM-radiokanal som én samlet sendemulighed (Landskanalen) eller opdelt i en sendemulighed, der kan anvendes på Sjælland (Østkanalen), og en sendemulighed, der kan anvendes i Jylland og på Fyn (Vestkanalen), jf. bilag 1.

Stk. 2. Programtilladelse i henhold til stk. 1 kan ikke meddeles DR.

Stk. 3. Det er ikke tilladt at opdele sendefladen geografisk, hvilket medfører, at et givet program eller en given reklame skal udsendes samtidig i hele tilladelseshavers sendeområde. Dette gælder såvel programvirksomheden på FM som på DAB, jf. § 3.

Stk. 4. Såfremt der træffes beslutning om slukning af de analoge FM-signaler i tilladelsesperioden, skal tilladelseshaveren uden kompensation acceptere, at FM-sendemuligheden bortfalder fra det tidspunkt, det måtte blive besluttet, og at tilladelsen herefter alene omfatter den i § 3 nævnte DAB-kapacitet.

§ 2. · Public service-nyhedsdækning mv.§-link ↗

Programvirksomheden på såvel FM som DAB på de i § 1, stk. 1, og § 3, stk. 1, nævnte sendemuligheder skal omfatte public service-nyhedsdækning bestående af mindst 400 timers nyhedsudsendelser pr. år eksklusive eventuelle reklamer, der fordeles i tidsrummet kl. 6-24. Udsendelserne skal bringe nyheder fra hele Danmark. Nyhedsdækningen kan bestå af en kombination af kortere nyhedsudsendelser og længerevarende nyhedsmagasiner og skal herudover opfylde kravene i radio- og fjernsynslovens § 10.

Stk. 2. Genudsendelser af hele nyhedsudsendelser kan ikke medregnes i opgørelsen af de 400 timers nyhedsudsendelser pr. år.

Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke anvendelse i nyhedsudsendelser af enkeltindslag fra tidligere nyhedsudsendelser.

Stk. 4. Der må ikke udsendes programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret vold.

Stk. 5. Andre programmer, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, må ikke sendes, medmindre det ved valget af sendetidspunkt eller ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige normalt ikke hører udsendelserne. Når programmerne udsendes, skal der forud for dem gives en advarsel om programmernes indhold.

Stk. 6. Programvirksomheden må ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans.

Stk. 7. Programvirksomheden må ikke på nogen måde fremme terrorisme.

Stk. 8. Tilladelseshaver skal senest den 1. maj hvert år til Radio- og tv-nævnet indsende en redegørelse for det foregående år for opfyldelsen af kravene i programtilladelsen om public service-nyhedsdækning.

Stk. 9. Tilladelseshaver skal deltage i de brancheanerkendte officielle lyttermålinger i Danmark eller på anden måde gennemføre målinger, der er sammenlignelige med disse.

§ 3. · Ret og pligt til DAB§-link ↗

Tilladelsesindehaver til Landskanalen vil få rådighed over 192 CU i en landsdækkende DAB-blok. Såfremt kanalen opdeles i en Østkanal og en Vestkanal, vil hver kanal få rådighed over 96 CU i en landsdækkende DAB-blok.

Stk. 2. DAB-kapacitet forstås i denne bekendtgørelse som kapacitet i det digitale sendenet til fremføring af DAB, jf. ETSI-standard ETS 300 401.

Stk. 3. Med rådighed over DAB-kapacitet, jf. stk. 1, følger en forpligtelse til at sende programmer i digital form. Den digitale programvirksomhed kan bestå af hel eller delvis paralleludsendelse af de analogt udsendte programmer.

Stk. 4. Tilladelseshaver skal efter nærmere aftale med multipleksoperatøren eller lignende af sendenettet aflevere et digitalt audiosignal til multipleksoperatøren med tilhørende PAD. Multipleksoperatøren sørger herefter for kodning, multipleksering og udsendelse.

Stk. 5. Tilladelseshaver skal indgå aftale med multipleksoperatøren om dækning af omkostninger ved driften af den landsdækkende DAB-blok samt øvrige vilkår.

Stk. 6. Tilladelseshaver skal, såfremt der træffes politisk beslutning herom, uden kompensation acceptere ændringer i tilladelsen i relation til sendemuligheder og signaler, herunder skift af DAB-blok og evt. overgang til DAB+ eller anden standard for digital radio. Ved en evt. overgang til at sende i DAB+ vil den tilknyttede DAB-kapacitet for Landskanalen udgøre 1/8 af kapaciteten i en landsdækkende DAB-blok. Såfremt kanalen opdeles i en Østkanal og en Vestkanal vil den til hver kanal tilknyttede DAB-kapacitet herefter udgøre 1/16 af kapaciteten i en landsdækkende DAB-blok.

§ 4. · Skønhedskonkurrence§-link ↗

Programtilladelse tildeles af Radio- og tv-nævnet efter en skønhedskonkurrence.

Stk. 2. Deltagelse i konkurrencen sker på grundlag af indgivelse af ansøgning. Med indgivelse af ansøgning accepterer ansøgerne vilkårene i udbudsmaterialet.

Stk. 3. Radio- og tv-nævnet fastsætter de nærmere regler om proceduren og ansøgningens udformning, herunder hvilke oplysninger og hvilken dokumentation og bilag, ansøgningen skal indeholde, samt frist for indlevering af ansøgning.

Stk. 4. Der skal ved indlevering af ansøgningen til konkurrencen stilles en ubetinget og uigenkaldelig anfordringsgaranti på kr. 1 mio. Garantien skal være udstedt af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab, hvis langsigtede gæld skal have en rating fra Standard & Poor’s på mindst BBB- eller fra Moody’s Investors Service Limited på mindst Baa3.

Stk. 5. Når programtilladelse er tildelt, vil anfordringsgarantierne jf. stk. 4. blive frigivet, jf. dog § 11, hvorefter tilladelseshavers garanti forbliver i kraft i hele tilladelsesperioden.

§ 5. · Skønhedskonkurrence§-link ↗

Ansøger skal redegøre for sine økonomiske forhold, belyst ved de i bilag 2 anførte hoved- og nøgletal for de seneste 5 regnskabsår afhængig af, hvornår ansøger blev etableret eller startede sin virksomhed, såfremt sådanne tal foreligger. Der skal for konsortier e. lign. redegøres for hver enkelt deltagers økonomiske forhold, jf. bilag 2. Er ansøgeren et konsortium e.l., skal deltagerne påtage sig solidarisk hæftelse for opfyldelse af forpligtelser og udpege en fælles befuldmægtiget.

Stk. 2. Ansøger skal fremlægge en forretningsplan, dækkende tilladelsesperioden, jf. § 8, stk. 1. Forretningsplanen skal som minimum indeholde en konkurrent- og markedsanalyse, oplysninger om planlagt programudbud og årsbaserede økonomiske overslag over virksomheden i tilladelsesperioden.

Stk. 3. Ansøger skal redegøre for sine kompetencer til at drive radio- eller anden medievirksomhed. I redegørelsen kan indgå dokumenterede erfaringer eller anden dokumentation for kompetencer.

Stk. 4. Ansøger kan basere sit tilbud på andre enheders formåen (f.eks. underleverandører eller andre enheder i koncernen). I givet fald skal ansøger godtgøre, at ansøger fuldt ud kan råde over de ressourcer og kompetencer mv., der skal indgå i vurderingen af tilbuddet. Dette kan ske ved fremlæggelse af erklæringer eller anden form for dokumentation for disse enheders tilsagn om at stille de nødvendige ressourcer og kompetencer til rådighed i hele tilladelsesperioden.

§ 6. · Skønhedskonkurrence§-link ↗

Radio- og tv-nævnet udsteder programtilladelse til den ansøger eller de ansøgere, som af nævnet vurderes at være bedst egnet til at drive det ansøgte ud fra en samlet bedømmelse af ansøgningerne i forhold til følgende evalueringskriterier: 1) Den økonomiske realisme af forretningsplanen, jf. § 5, stk. 2. Der lægges vægt på dokumentationen for, at ansøgers økonomiske soliditet, jf. § 5, stk. 1, er tilstrækkelig i forhold til gennemførelse af forretningsplanen gennem hele tilladelsesperioden. Det vurderes i den forbindelse positivt, at der fremkommer et positivt likviditetsbudget. Dette kriterium vægter 20 pct. 2) Den markedsmæssige realisme af forretningsplanen, jf. § 5, stk. 2. Der lægges vægt på kvaliteten af og realismen i konkurrent- og markedsanalysen i forretningsplanen belyst ved beskrivelsen af de planlagte aktiviteter og det planlagte programudbud. Dette kriterium vægter 40 pct. 3) Ansøgers kompetence til at drive radiovirksomhed eller anden medievirksomhed, jf. § 5, stk. 3 og 4, vurderet ud fra følgende delkriterier under litra a-c. Dette kriterium vægter samlet 40 pct. De enkelte delkriterier vægter i den forbindelse lige: a) Ansøgers generelle kompetencer til at drive radiovirksomhed eller anden medievirksomhed. Kompetencer i forhold til programformatering og anden redaktionel kompetence vægter i denne forbindelse højere end radioteknisk og radioøkonomisk kompetence. b) Ansøgers kendskab til eller indsigt i drift af radiovirksomhed eller anden medievirksomhed. Kendskab til eller indsigt i drift af radiovirksomhed vægter højere end kendskab til eller indsigt i anden medievirksomhed. Nyere kendskab eller indsigt vægter højere end ældre kendskab eller indsigt. c) Ansøgers kendskab til eller indsigt i mediemarkedet. Kendskab til eller indsigt i det danske mediemarked vægter højere end kendskab til eller indsigt i mediemarkeder i andre lande. Nyere kendskab eller indsigt vægter højere end ældre kendskab eller indsigt.

Stk. 2. Ved kendskab til i stk. 1, nr. 3, litra b og c forstås, at ansøgeren har praktisk erhvervserfaring med den pågældende virksomhed eller på det pågældende marked. Ved indsigt i i stk. 1, nr. 3, litra b og c forstås, at ansøgeren har analyseret de nævnte virksomheder eller markeder.

Stk. 3. Nævnet kan indhente sagkyndig bistand fra en revisor, et konsulentfirma eller lignende i forbindelse med sin vurdering af evalueringskriterierne i stk. 1.

Stk. 4. Radio- og tv-nævnet opstiller en pointskala, der for hvert af de ovennævnte evalueringskriterier anvendes ved bedømmelsen af ansøgningerne. Herefter beregnes den samlede bedømmelse ved anvendelse af de i stk. 1 nævnte procentvægte. Pointskalaen fremgår af udbudsmaterialet.

Stk. 5. Såfremt der opnås lige stort pointantal, jf. stk. 4, for ansøgninger med højest pointantal til henholdsvis Østkanalen og Vestkanalen sammenlignet med den/de ansøgninger til Landskanalen, der opnår højest pointantal, tildeles programtilladelse til Landskanalen. Ved sammenligningen med pointantallet for Landskanalen tæller det højeste pointantal for henholdsvis Østkanalen og Vestkanalen 50 pct. hver.

Stk. 6. Såfremt to eller flere ansøgere opnår samme højeste pointantal, jf. stk. 4, og fordeling ikke kan ske efter stk. 5, foretages udvælgelsen af vinderen ved lodtrækning af en notar.

§ 7. · Skønhedskonkurrence§-link ↗

Radio- og tv-nævnet er berettiget til at aflyse udbuddet, hvis der ikke fremkommer egnede ansøgninger.

§ 8. · Tilladelser§-link ↗

Tilladelse udstedes for en periode af 8 år af Radio- og tv-nævnet til vinderne eller vinderen af skønhedskonkurrencen.

Stk. 2. Virksomheden skal udføres i overensstemmelse med forretningsplanen i hele tilladelsesperioden. Radio- og tv-nævnet skal godkende alle væsentlige ændringer i forhold til det i forretningsplanen forudsatte, forinden disse ændringer sættes i værk. Ved væsentlige ændringer forstås bl.a. udskiftning af konsortiedeltagere eller udskiftning af væsentlige underleverandører.

Stk. 3. Tilladelsen kan inddrages midlertidigt eller endeligt af Radio- og tv-nævnet, hvis 1) tilladelseshaver overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter loven, såfremt en overtrædelse er grov eller overtrædelserne er ofte gentagne, 2) tilladelseshaver tilsidesætter de vilkår, som programtilladelsen er meddelt på, 3) tilladelseshaver i forbindelse med skønhedskonkurrencen og udstedelsen af tilladelsen har afgivet urigtige oplysninger, eller 4) tilladelsesindehaver gennemfører væsentlige ændringer i forretningsplanen, der ikke er godkendt i overensstemmelse med stk. 2.

Stk. 4. Tilladelseshaver skal påbegynde programvirksomheden på alle de radiofrekvenser, som tilladelsen omfatter, senest seks måneder efter udstedelse af programtilladelsen. Den digitale programvirksomhed skal senest påbegyndes samtidig med påbegyndelse af programvirksomheden på FM.

Stk. 5. Tilladelsen kan overdrages, hvis tilladelseshaver inden overdragelsen har indhentet Radio- og tv-nævnets forudgående godkendelse heraf. Radio og tv-nævnet kan af tilladelseshaver kræve de oplysninger, som nævnet skønner nødvendige for en stillingtagen til, om vilkårene for tilladelsen fortsat vil være opfyldt efter overdragelsen.

Stk. 6. Overdragelser efter stk. 5 omfatter også indirekte overdragelser, herunder overdragelser af aktier, anparter eller andre ejerinteresser, der medfører ændringer med hensyn til den bestemmende indflydelse over tilladelseshaver.

Stk. 7. Der betales frekvensafgift i henhold til frekvenslovgivningens bestemmelser.

§ 9. · Koncessionsafgift§-link ↗

For Landskanalen betales en variabel omsætningsafhængig koncessionsafgift på 5 pct. af den del af tilladelseshavers afgiftsgrundlag, jf. § 10, det pågældende år, der ligger over kr. 75 mio. og op til kr. 100 mio., 10 pct. af afgiftsgrundlaget fra og med kr. 100 mio. op til kr. 200 mio. og 15 pct. af afgiftsgrundlaget fra og med kr. 200 mio. og derover.

Stk. 2. For Østkanalen og Vestkanalen betales en variabel omsætningsafhængig koncessionsafgift på 5 pct. af den del af tilladelseshavers afgiftsgrundlag, jf. § 10, det pågældende år, der ligger over kr. 37,5 mio. og op til kr. 50 mio., 10 pct. af afgiftsgrundlaget fra og med kr. 50 mio. op til kr. 100 mio. og 15 pct. af afgiftsgrundlaget fra og med kr. 100 mio. og derover.

Stk. 3. Tilladelseshaver forpligter sig til at betale variabel koncessionsafgift i hele tilladelsesperioden eller frem til tilladelsen tilbageleveres eller inddrages, jf. § 13.

Stk. 4. Den variable koncessionsafgift betales bagud hvert år senest en måned efter Radio- og tv-nævnets modtagelse af årsregnskab og opgørelse af afgiftsgrundlaget, dog senest den 1. juni.

§ 10. · Koncessionsafgift§-link ↗

Grundlaget for beregning af den variable afgift, jf. § 9, stk. 1 og 2, er de samlede direkte og indirekte indtægter, eksemplificeret og præciseret i bilag 3, vedrørende programvirksomheden tilknyttet tilladelsen, med undtagelse af: 1) løntilskud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats, 2) ansatte i henhold til jobskabelsesordning, 3) aktionærtilskud til underskudsdækning, og 4) finansielle indtægter.

Stk. 2. Værdien af lovlige egenreklamer indgår ikke i afgiftsgrundlaget.

§ 11. · Koncessionsafgift§-link ↗

Tilladelseshavers anfordringsgaranti efter § 4, stk. 5, forbliver i kraft i tilladelseshaverens tilladelsesperiode til dækning af udestående variabel koncessionsafgift.

Stk. 2. Tilladelseshaverens anfordringsgaranti frigives efter afregning af eventuelt udestående variabel koncessionsafgift ved tilladelsens ophør, tilbagelevering eller inddragelse, jf. § 9, stk. 3.

§ 12. · Regnskab og opgørelse af afgiftsgrundlag§-link ↗

Tilladelseshaver skal hvert år senest den 1. maj indsende et selvstændigt årsregnskab for programvirksomheden tilknyttet tilladelsen med opgørelse af afgiftsgrundlag til Radio- og tv-nævnet. Afgiftsgrundlaget skal opgøres i regnskabet således, at de samlede indtægter, herunder reklame- og sponsorindtægter og anden direkte og indirekte støtte til programvirksomheden, uanset om de oppebæres af tilladelseshaver eller af tredjemand, herunder reklamesalgs- og produktionsselskaber, og uanset om sendetiden er solgt til anden side, fremgår særskilt. Ved indirekte støtte forstås refusion af tilladelsens udgifter, eller at andre afholder omkostninger for programvirksomheden. Alle beløb opgøres eksklusiv moms.

Stk. 2. Regnskabet og opgørelsen af afgiftsgrundlaget skal opfylde følgende krav: 1) Der skal udarbejdes en forretningsgang med heri indbyggede interne kontroller, der sikrer, at alle indtægter faktureres og medtages i opgørelsen af afgiftsgrundlaget. Forretningsgangene skal blandt andet sikre, at fordelingen af indtægter ved reklamekampagner sker til markedspris, og at der sker en korrekt fordeling af indtægterne. 2) En statsautoriseret eller registreret revisor skal underskrive en revisorerklæring, hvori revisoren indestår for, at de nævnte principper for opgørelse af afgiftsgrundlaget er fulgt. Revisor skal endvidere erklære, at de ovenstående forretningsgange og de heri indbyggede interne kontroller har fungeret tilfredsstillende i hele perioden.

Stk. 3. Radio- og tv-nævnet har som tilsynsmyndighed mulighed for at foretage kontrol af opgørelsen af afgiftsgrundlaget ved egen revisor. Tilladelsesindehaver skal i så fald give Radio- og tv-nævnets egen revisor de oplysninger, som revisor anser for nødvendige for at bedømme opgørelsen.

§ 13. · Ophør af tilladelsen§-link ↗

Tilladelseshaver er ved tilbagelevering af tilladelsen til Radio- og tv-nævnet forpligtet til at betale variabel koncessionsafgift for perioden frem til tilbageleveringen af tilladelsen, jf. § 9, stk. 2.

Stk. 2. Hvis tilladelsen inddrages endeligt af Radio- og tv-nævnet i henhold til radio- og fjernsynslovens § 50 eller § 51, er tilladelsesindehaveren forpligtet til at betale variabel koncessionsafgift frem til inddragelsen af tilladelsen.

Stk. 3. Regnskab og opgørelse af afgiftsgrundlaget, jf. § 12, skal indsendes til Radio- og tv-nævnet senest ved udgangen af den fjerde måned efter tilbageleveringen eller inddragelsen, jf. stk. 1 og 2. Den variable koncessionsafgift for perioden frem til tilbageleveringen eller inddragelsen skal betales senest ved udgangen af den femte måned efter tilbageleveringen eller inddragelsen, jf. stk. 1 og 2.

§ 14. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. marts 2014.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 168 af 17. marts 2003 om Radio- og tv-nævnets udbud af den femte og sjette jordbaserede FM-radiokanal.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 393 af 2. maj 2006 om Radio- og tv-nævnets udbud af den femte, jordbaserede FM-radiokanal ophæves den 20. november 2014.