Bekendtgørelse nr. 210 · 2014

Historisk

Dyrehandlerbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr

Dokumentdato: 6. mar. 2014Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde og definitioner

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse omfatter hold og opdræt af dyr som led i erhvervsmæssig handel med dyr fra eller uden for fast forretningssted.

Stk. 2. Denne bekendtgørelse omfatter ikke: 1) hold af hunde, som led i erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde, 2) handel med dyr af hesteslægten, og 3) handel med og opdræt af dyr til landbrugsformål.

§ 2.§-link ↗

Ved dyreanlæg forstås i denne bekendtgørelse enhver form for afgrænset område som akvarier, terrarier, bure, indhegninger og lignende, der er særligt indrettet til dyrehold.

Kapitel 2 · Ansøgning og indretning af lokaler m.v.

§ 3.§-link ↗

Erhvervsmæssig handel med dyr må kun drives med Fødevarestyrelsens tilladelse.

§ 4.§-link ↗

En ansøgning om tilladelse skal indgives til Fødevarestyrelsen og indeholde følgende oplysninger: 1) maksimalt antal af dyr fordelt på arter, 2) placeringen og konstruktionen af virksomhedens bygninger, lokaler og dyreanlæg, og 3) oversigtsplan, der angiver placeringen af virksomhedens enkelte dele samt målefaste tegninger af bygninger, lokaler og dyreanlæg.

§ 5.§-link ↗

Virksomheden må ikke drives fra samme sted som veterinær virksomhed eller andre former for konsultations- eller servicevirksomhed, der indebærer modtagelse af syge dyr.

§ 6.§-link ↗

Fødevarestyrelsen kan efter besigtigelse meddele tilladelse til den pågældende virksomhed, hvis virksomheden opfylder kravene i bekendtgørelsens §§ 7-21, § 29, stk. 1 og § 30, samt gør det sandsynligt, at kravene i § 29, stk. 2 vil blive opfyldt.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan i særlige tilfælde efter ansøgning meddele tilladelse til en virksomhed, som ikke opfylder kravene i §§ 28-30 i denne bekendtgørelse.

§ 7.§-link ↗

Fødevarestyrelsen skal godkende udvidelse eller væsentlig ombygning af godkendte lokaler inden ibrugtagen, samt hvis der sker en væsentlig ændring i dyrearterne. Bestemmelserne i §§ 4-6 finder tilsvarende anvendelse.

§ 8. · Forbud mod salg af visse særlige dyr§-link ↗

De i bilag 1 nævnte dyr må ikke holdes eller sælges, da de kan frembyde fare eller er særligt vanskelige at holde på en dyreværnsmæssigt forsvarlig måde.

§ 9. · Overordnet krav for dyrehold§-link ↗

Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, jf. dyreværnslovens § 2.

§ 10. · Overordnet krav for dyrehold§-link ↗

Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses, jf. § 9. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov, jf. dyreværnslovens § 3, stk. 1.

§ 11. · Indretning af lokaler m.v.§-link ↗

Lokaler, hvori dyrene opbevares, skal være indrettet og udformet, så god hygiejne standard kan opretholdes.

Stk. 2. Der skal være adgang til rindende koldt og varmt vand til rengøring, vask og desinfektion af flytbare dyreanlæg, inventar, foderskåle og andet udstyr, der har været i kontakt med dyr.

Stk. 3. Gulve, vægge, lofter og inventar m.v. skal være af egnede materialer, så rengøring og desinfektion let kan foretages.

§ 12. · Indretning af lokaler m.v.§-link ↗

Der skal være mindst ét separat rum, der opfylder kravene i §§ 10-11, hvor nyankommne, syge eller tilskadekomne dyr kan holdes adskilt fra andre dyr, og hvor kunder ikke har adgang.

Stk. 2. Nyankommne og syge dyr må ikke anbringes i samme rum på samme tidspunkt.

§ 13. · Indretning af dyreanlæg§-link ↗

Dyr skal holdes i dyreanlæg, som understøtter dyrenes naturlige adfærdsrepertoire og til enhver tid opfylder de krav, der følger af bestemmelserne i §§ 14-21.

§ 14. · Indretning af dyreanlæg§-link ↗

Dyreanlæg skal indrettes således, at dyrene ikke kan undvige, og ingen udenforstående personer kan påføres skader.

Stk. 2. Dyreanlæg skal være forsynet med egnet bundmateriale.

Stk. 3. Gitre, net og andre anordninger skal være konstrueret og tilpasset således, at dyrene ikke kan trænge gennem mellemrum, kile sig fast eller tilføjes skader.

Stk. 4. Materialer og befæstninger i gitre, net og andre anordninger skal være tilpasset dyrearternes størrelse, fysiske styrke og eventuelle gnavetilbøjelighed.

Stk. 5. Placeres dyreanlæg ved siden af hinanden, skal de konstrueres og anbringes således, at dyrene ikke udsættes for stress eller skader hinanden.

Stk. 6. Holdes flere dyr i hyldesystemer, skal disse være udformet, så gødning og lignende affald ikke kan forurene lavere placerede områder, hvori der holdes dyr.

§ 15. · Indretning af dyreanlæg§-link ↗

I dyreanlæg skal der være adgang til direkte dagslys eller kunstig belysning, så dyrene kan opretholde normal aktivitet og adfærd. Lysintensiteten skal reguleres, så den ikke medfører ubehag for eller skade på dyrene og således, at dyrene kan følge artens naturlige døgnrytme.

§ 16. · Indretning af dyreanlæg§-link ↗

Elektriske installationer i dyreanlæg skal være afskærmet eller placeret således, at de er utilgængelige for dyrene.

§ 17. · Indretning af dyreanlæg§-link ↗

Dyreanlæg skal være indrettet således, at hvert dyr har mulighed for en uforstyrret og naturlig indtagelse af foder og frisk vand.

§ 18. · Indretning af dyreanlæg§-link ↗

Klimaet i et dyreanlæg skal være tilpasset den enkelte dyrearts behov. Ventilation i dyreanlæg skal være tilstrækkelig og må ikke medføre unødig træk.

§ 19. · Indretning af dyreanlæg§-link ↗

Dyreanlæg skal være udformet og indrettet således, at tilsyn og pasning kan ske uden besvær, og således at et udvalgt dyr let kan fanges, uden at de øvrige dyr udsættes for unødig stress.

§ 20. · Indretning af dyreanlæg§-link ↗

Rengøring og udskiftning af bundmateriale skal ske med sådanne intervaller, at der opretholdes en god hygiejnisk standard. Vand til vandlevende dyr skal have en passende kvalitet og renses løbende med pumpe og filteranlæg eller udskiftes efter behov.

§ 21. · Indretning af dyreanlæg§-link ↗

Holdes dyr i udendørs dyreanlæg, skal dyrene have adgang til læskure eller bygninger, hvor alle dyr samtidig kan søge hvile.

Stk. 2. I udendørs anlæg, der er placeret direkte på jorden, skal jordbunden være drænet, så den ikke bliver mudret i hele sin udstrækning under normale vejrforhold.

Stk. 3. Indeholder udendørs dyreanlæg gravende dyr, skal hele anlægget have et nedgravet net eller på anden måde være sikret, så dyrene ikke kan grave sig ud.

Stk. 4. Adgang til udendørs volierer skal ske gennem sluse eller et andet rum.

§ 22. · For virksomheder uden fast forretningssted§-link ↗

Drives en virksomhed uden for fast forretningssted, gælder kravene, jf. §§ 9-21, for det sted, hvor virksomhedens dyr til dagligt holdes.

Kapitel 3 · Hold og opdræt af dyr

§ 23.§-link ↗

Kun dyr, der ikke tilføjer hinanden skade, må holdes sammen. Opstår der mere end kortvarige indbyrdes aggressioner eller stress, skal de pågældende dyr adskilles.

§ 24.§-link ↗

Dyr må ikke placeres eller forevises i et udstillingsvindue.

§ 25.§-link ↗

Dyr, som på baggrund af kliniske symptomer eller diagnostisk undersøgelse må antages at lide af smitsomme sygdomme eller parasitangreb, eller dyr, som er under behandling for smitsom sygdom eller parasitter, skal isoleres og må ikke sælges. Virksomheden skal træffe relevante foranstaltninger for at behandle dyrene ved udbrud af sygdomme efter den tilsynsførendes dyrlæges anvisninger.

§ 26.§-link ↗

Ved tilførsel af nye fugle, skal de holdes i karantæne i mindst 30 dage efter ankomsten, før de kan føres sammen, sælges eller overdrages.

§ 27.§-link ↗

Ved tilførsel og fraførsel af fugle, skal der føres optegnelser over følgende oplysninger: 1) dato for til- eller fraførslen, 2) afsender eller modtagers fulde navn og adresse, og 3) oplysninger om antallet af dyr, art/race, særlige kendetegn og evt. mærkning, således at dyrene i videst mulig omfang kan identificeres.

Stk. 2. Optegnelserne skal opbevares i mindst 2 år og på forlangende forevises Fødevarestyrelsen.

§ 28. · Pasningsvejledninger§-link ↗

Ved salg af dyr skal der senest på tidspunktet for aftalens indgåelse udleveres en af Rådet vedrørende hold af særlige dyr godkendt skriftlig pasningsvejledning til køberen om forsvarlig pasning og pleje af dyret.

Stk. 2. Godkendte pasningsvejledninger findes på www.fvst.dk.

Kapitel 4 · Personale m.v.

§ 29.§-link ↗

Den eller de personer, der har det daglige ansvar for virksomheden, skal have gennemført 1) en erhvervsuddannelse som dyrepasserassistent, eller 2) en uddannelse vedrørende håndtering af dyr, der har faglige mål på mindst samme niveau.

Stk. 2. Den eller de personer, der har det daglige ansvar for virksomheden, skal sikre, at ansatte, som håndterer dyr eller yder rådgivning om hold af dyr, senest 6 måneder efter ansættelsesstart har 1) gennemført en uddannelse som nævnt i stk. 1, eller 2) erhvervet elementære kompetencer med hensyn til håndtering af dyr ved at gennemføre en anden relevant uddannelse eller dele af en eller flere uddannelser.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke for ansatte, 1) som har en ugentlig arbejdstid på under 20 timer og ikke yder rådgivning om hold af dyr, eller 2) der som led i en erhvervsuddannelse til dyrepasserassistent eller dyrepasser er i praktik i en dyrehandel.

§ 30.§-link ↗

Der skal til virksomheden og for dennes regning være knyttet en autoriseret dyrlæge. Virksomheden skal foranledige, at dyrlægen tilser dyreholdet mindst 4 gange årligt.

Stk. 2. Virksomheden skal overfor Fødevarestyrelsen oplyse navnet på den tilsynsførende dyrlæge, som tilser dyreholdet. Ved skifte af den tilsynsførende dyrlæge skal virksomheden underrette Fødevarestyrelsen herom.

Stk. 3. Virksomheden skal kunne dokumentere, at den tilsynsførende dyrlæge har besøgt virksomheden.

Kapitel 5 · Straf

§ 31.§-link ↗

Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der overtræder §§ 7-27, § 29, stk. 1-2 eller § 30, medmindre højere straf er forskyldt i medfør af anden lovgivning.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 6 · Ikrafttrædelse m.v.

§ 32.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. marts 2014, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1022 af 12. december 2002 om erhvervsmæssig handel med dyr (dyrehandlere).

Stk. 3. For virksomheder, der før den 1. marts 2010 er meddelt tilladelse, i henhold til bekendtgørelse nr. 1022 af 12. december 2002, til hold af dyr som led i erhvervsmæssig handel med dyr, finder § 29, stk. 1, nr. 1 og 2 først anvendelse fra den 1. januar 2015.