Bekendtgørelse nr. 1171 · 2013

Gældende

Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger om farligt gods via skibsmeldesystemet BELTREP

Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger om farligt gods via skibsmeldesystemet BELTREP

Dokumentdato: 3. okt. 2013Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelse§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter regler om indberetning af farligt gods til skibsmeldesystemet BELTREP ved indsejling i BELTREP-området, samt ved ankomst til eller afgang fra en havn eller ankerplads i BELTREP-området, jf. § 2. Skibsmeldesystemet BELTREP er etableret i henhold til resolution MSC. 332(90) vedtaget den 22. maj 2012 af den Internationale Maritime Organisation (IMO).

Stk. 2. Øvrig indberetning i henhold til resolution MSC. 332(90) er fastsat i bekendtgørelse om skibsmeldesystemet BELTREP og sejlads under Østbroen og Vestbroen i Storebælt.

§ 2. · Anvendelse§-link ↗

Skibsmeldesystemet BELTREP’s operative område (»BELTREP-området«) dækker den centrale og nordlige del af Storebælt samt farvandet omkring Hatter Barn i Samsø Bælt, som angivet ved kortskitse og linjer anført i bilag 1.

§ 3. · Anvendelse§-link ↗

BELTREP-området er opdelt i to sektorer adskilt af en linje (11) ved breddeparallel 55°35´. 00 N (Fyns Hoved – Jammerland Bugt), jf. bilag 1.

Stk. 2. Sektor 1 er beliggende nord for breddeparallellen og sektor 2 syd for. Hver sektor er tildelt en VHF-kanal, som skal anvendes ved kommunikation med BELTREP via skibstrafiktjenesten Great Belt VTS.

§ 4. · Anvendelse§-link ↗

Følgende skibe, der passerer igennem BELTREP-området, samt ankommer til eller afgår fra en havn eller ankerplads i BELTREP-området, er omfattet af denne bekendtgørelses regler om meldeforpligtelsen og procedurerne for det obligatoriske skibsmeldesystem BELTREP: 1) Alle skibe med en bruttotonnage på 50 og derover. 2) Alle skibe med en højde over vandoverfladen på 15 meter eller derover.

Stk. 2. Skibe, der udelukkende benyttes til fritidsformål (lystfartøjer) med en skroglængde mindre end 15 meter eller med en bruttotonnage mindre end 50 er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder endvidere ikke anvendelse på orlogsskibe eller andre skibe, som ejes eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i ikke-kommerciel statstjeneste, jf. lovens § 2, stk. 2

§ 5. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Skib: et søgående fartøj, uanset flag, af en hvilken som helst type, der opererer i havmiljøet, inklusiv hydrofoilbåde, luftpudefartøjer, undervandsfartøjer og flydende materiel. 2) IMDG-koden: Den internationale kode for transport af farligt gods i emballeret form. 3) IBC-koden: Den internationale kode for bygning og udrustning af skibe til transport af farlige kemiske produkter i bulk, vedtaget ved resolution MEPC. 19(22) med senere ændringer. 4) IGC-koden: Den internationale kode for bygning og udrustning af skibe til transport af flydende gas i bulk. 5) IMSBC-koden: Den internationale kode for transport af farligt gods i fast form i bulk. 6) Farligt gods: a) Gods, der er opført i IMDG-koden. b) Flydende farlige stoffer, der er opført i kapitel 17 i IBC-koden. c) Flydende gas, der er opført i kapitel 19 i IGC-koden. d) Faste stoffer, der er opført i tillæg 1 gruppe B til IMSBC-koden. e) Gods, for hvis transport der er fastsat forhåndsbetingelser i overensstemmelse med punkt 1.1.3 i IBC-koden eller punkt 1.1.6 i IGC-koden.

§ 6. · Skibstrafiktjenesten Great Belt VTS§-link ↗

Der er etableret en skibstrafiktjeneste (Vessel Traffic Service) benævnt Great Belt VTS, der opererer skibsmeldesystemet BELTREP. Kaldesignalet for Great Belt VTS er »Belt Traffic«.

Stk. 2. Skibstrafiktjenesten Great Belt VTS drives af den danske VTS-myndighed. Driften af BELTREP skal ske under iagttagelse af gældende vejledning om skibstrafiktjenester (VTS) i danske farvande.

§ 7. · Skibstrafiktjenesten Great Belt VTS§-link ↗

Ved kommunikation med Great Belt VTS følges procedurerne angivet i bilag 3.

§ 8. · Indberetning af oplysninger om farligt gods til skibsmeldesystemet BELTREP§-link ↗

Meldepligtige skibe, jf. § 4, skal senest ved passage af en meldelinje, jf. bilag 1, eller forinden afgangen fra en havn eller ankeplads beliggende i BELTREP-området afsende indberetning med oplysninger om farligt gods til skibsmeldesystemet BELTREP i overensstemmelse med bilag 4.

Stk. 2. Indberetning kan desuden sendes forud for passage ind i BELTREP-området, jf. bilag 4 og kortskitse i bilag 2.

§ 9. · Straf§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at indberette efter § 8, stk. 1.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Stk. 2 finder også anvendelse for overtrædelser begået fra udenlandske skibe i indre territorialt farvand, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre territorialt farvand og fra skibe i indre territorialt farvand, der er under uskadelig passage i medfør af det danske stræderegime, finder stk. 2 kun anvendelse, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet.

Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10. · Ikrafttrædelsen§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 11. oktober 2013.