Bekendtgørelse nr. 1132 · 2013

Historisk

Bekendtgørelse om registrering af skibe, som ikke anses for at have dansk ejer

Bekendtgørelse om registrering af skibe, som ikke anses for at have dansk ejer

Dokumentdato: 25. sep. 2013Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Skibe tilhørende fysiske personer, juridiske personer og partrederier, som ikke anses for danske i henhold til sølovens § 1, kan efter reglerne i denne bekendtgørelse anmeldes til registrering i Skibsregistret, Dansk Internationalt Skibsregister eller Fartøjsfortegnelsen.

Stk. 2. Denne bekendtgørelses regler vedrørende fysiske personer, juridiske personer og partrederier, som er omfattet af Den Europæiske Unions regler om etableringsret og udveksling af tjenesteydelser, finder tilsvarende anvendelse for fysiske personer, juridiske personer og partrederier fra lande, som er omfattet af aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen).

Stk. 3. Med mindre andet fremgår, finder bestemmelser i anden lovgivning om anmeldelse og registrering af skibe i Skibsregistret, Dansk Internationalt Skibsregister eller Fartøjsfortegnelsen tilsvarende anvendelse for skibe omfattet af stk. 1.

§ 2. · Etableringsbetingelsen§-link ↗

Ejere af skibe, som registreres efter § 1, skal i henhold til de nærmere bestemmelser i denne bekendtgørelse have tilknytning til Danmark på en eller flere af følgende måder (etableringsbetingelsen): 1) For fysiske personer: a) Primær etablering, hvorfra den pågældende udøver sin økonomiske aktivitet fra et fast forretningssted i Danmark eller et land, som er medlem af Den Europæiske Union. 2) For juridiske personer: a) Primær etablering gennem placering af ejerens hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed i Danmark. b) Sekundær etablering gennem enten oprettelse af en dattervirksomhed eller en filial i Danmark eller af et agentur her i landet, som er bemandet med personale med permanent bemyndigelse til at handle på ejerens vegne. c) Udpegning af en fysisk eller juridisk person i Danmark, hvortil der kan rettes henvendelse i kontroløjemed og lignende, og som kan stævnes på ejerens eller på rederens vegne. 3) For partrederier: a) Udpegning/valg af en bestyrende reder, som enten er statsborger fra eller en juridisk person i Danmark eller i et land, som er medlem af Den Europæiske Union.

§ 3. · Aktivitetsbetingelsen§-link ↗

Skibe, som registreres i medfør af § 1, og som anvendes til erhvervsmæssigt formål, skal effektivt administreres, kontrolleres og dirigeres fra Danmark (aktivitetsbetingelsen).

§ 4. · Aktivitetsbetingelsen§-link ↗

Ejere af skibe, som registreres i medfør af § 1, skal over for Skibsregistrator redegøre for, at aktivitetsbetingelsen i henhold til de nærmere bestemmelser i denne bekendtgørelse opfyldes af: 1) skibets ejer, 2) en af ejeren udpeget fysisk eller juridisk person i Danmark, eller 3) en dattervirksomhed, en filial eller et agentur oprettet af ejeren i Danmark.

§ 5. · Handelsskibe§-link ↗

Handelsskibe tilhørende fysiske personer, som er omfattet af Den Europæiske Unions regler om etableringsret og udveksling af tjenesteydelser, kan registreres i medfør af § 1, hvis etableringsbetingelsen i § 2, nr. 1, litra a, er opfyldt.

Stk. 2. Registrering er samtidig betinget af, at aktivitetsbetingelsen, jf. § 3, opfyldes af skibets ejer eller af en fysisk eller juridisk person, jf. § 4, nr. 2 eller 3.

§ 6. · Handelsskibe§-link ↗

Handelsskibe tilhørende fysiske personer, som ikke er omfattet af Den Europæiske Unions regler om etableringsret og udveksling af tjenesteydelser, kan ikke registreres i medfør af § 1.

§ 7. · Handelsskibe§-link ↗

Handelsskibe tilhørende juridiske personer, som er omfattet af Den Europæiske Unions regler om etableringsret og udveksling af tjenesteydelser, kan registreres i medfør af § 1, hvis en af etableringsbetingelserne i § 2, nr. 2, er opfyldt.

Stk. 2. Registrering er samtidig betinget af, at aktivitetsbetingelsen, jf. § 3, opfyldes af en fysisk eller juridisk person jf. § 4, nr. 2 eller 3.

§ 8. · Handelsskibe§-link ↗

Handelsskibe tilhørende juridiske personer, som ikke er omfattet af Den Europæiske Unions regler om etableringsret og udveksling af tjenesteydelser, kan registreres i medfør af § 1, hvis en af etableringsbetingelserne i § 2, nr. 2, litra a eller b, er opfyldt.

Stk. 2. Registrering er samtidig betinget af, at aktivitetsbetingelsen, jf. § 3, opfyldes af den samme juridiske person, som opfylder etableringsbetingelsen efter stk. 1.

§ 9. · Handelsskibe§-link ↗

Handelsskibe tilhørende partrederier, som er omfattet af Den Europæiske Unions regler om etableringsret og udveksling af tjenesteydelser, kan registreres i medfør af § 1, hvis etableringsbetingelsen i § 2, nr. 3, litra a, er opfyldt.

Stk. 2. Registrering efter stk. 1 er samtidig betinget af, at aktivitetsbetingelsen, jf. § 3, opfyldes af en fysisk eller juridisk person, jf. § 4, nr. 2 eller 3.

Stk. 3. For handelsskibe tilhørende partrederier, som ikke er omfattet af Den Europæiske Unions regler om etableringsret og udveksling af tjenesteydelser, finder § 8 tilsvarende anvendelse.

§ 10. · Fiskeskibe§-link ↗

For fiskeskibe tilhørende fysiske personer, juridiske personer og partrederier, som er omfattet af Den Europæiske Unions regler om etableringsret og udveksling af tjenesteydelser, finder de etablerings- og aktivitetsbetingelser, som fremgår af henholdsvis § 5, § 8 og § 9, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse.

§ 11. · Fiskeskibe§-link ↗

Fiskeskibe tilhørende fysiske personer, juridiske personer og partrederier, som ikke er omfattet af Den Europæiske Unions regler om etableringsret og udveksling af tjenesteydelser, kan ikke registreres i medfør af § 1.

§ 12. · Fritidsfartøjer§-link ↗

Fritidsfartøjer, der ikke anvendes til erhvervsmæssigt formål, kan i medfør af § 1 registreres i Skibsregistret, hvis ejeren er arbejdstager, som arbejder i eller har bopæl i Danmark, eller er etableret i Danmark, jf. artikel 45 henholdsvis artikel 49 i Traktat om den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Stk. 2. Ret til registrering efter stk. 1 omfatter endvidere en ejer, som tidligere har været arbejdstager eller etableret i Danmark, og som har bopæl i Danmark.

§ 13. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Anmeldelse i medfør af § 1 sker på særskilte blanketter, der kan fås ved henvendelse til Søfartsstyrelsen eller på Søfartsstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om ejeren/ejerkredsen samt om den person, som i medfør af § 4 opfylder aktivitetsbetingelsen.

Stk. 3. Anmeldes danske juridiske personer, skal der ved anmeldelsen vedlægges udskrift af Erhvervsstyrelsens registre.

Stk. 4. Anmeldes ikke-danske juridiske personer, skal der ved anmeldelsen vedlægges dokumentation for opfyldelse af de krav, der stilles for oprettelse og registrering af selskaber mv. i det land, hvor den pågældende juridiske person har sit vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed.

Stk. 5. Anmeldelse og registrering efter denne bekendtgørelses regler fritager ikke for anmeldelse, der måtte være påbudt efter anden lovgivning.

§ 14. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Ved registrering af skibe i medfør af § 1 accepteres dokumenter og bevismidler udfærdiget på dansk, svensk, norsk og engelsk, jf. dog stk. 2. For dokumenter og bevismidler på andre sprog kræves sædvanligvis autoriseret og notariseret oversættelse til enten dansk eller engelsk.

Stk. 2. Giver forståelsen af et svensk, norsk eller engelsksproget dokument eller andet bevismiddel anledning til tvivl, kan Skibsregistrator kræve en autoriseret oversættelse til dansk.

§ 15. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Ændringer til de anmeldte oplysninger, jf. § 13, stk. 2, om ejeren/ejerkredsen samt om den person, der opfylder aktivitetsbetingelsen, skal af skibets ejer eller den person, som i medfør af § 4 opfylder aktivitetsbetingelsen, anmeldes til Skibsregistret, Dansk Internationalt Skibsregister eller Fartøjsfortegnelsen med henblik på vurdering af, om betingelserne for registrering fortsat er opfyldt efter gennemførelse af ændringerne.

§ 16. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2013.

Stk. 2. Følgende bekendtgørelser ophæves samtidig: 1) bekendtgørelse nr. 1044 af 6. december 1996 om registrering i Skibsregistret af skibe, hvis ejer ikke opfylder betingelserne i sølovens § 1, og 2) bekendtgørelse nr. 1046 af 6. december 1996 om registrering i Dansk Internationalt Skibsregister af skibe, hvis ejer ikke opfylder betingelserne i sølovens § 1.

§ 17. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for skibe hjemmehørende i Grønland.