Bekendtgørelse nr. 1105 · 2013

Historisk

Bekendtgørelse om forholdsregler vedrørende salmonellose hos fjerkræ samt salmonella og campylobacter i slagtefjerkræ m.m.

Bekendtgørelse om forholdsregler vedrørende salmonellose hos fjerkræ samt salmonella og campylobacter i slagtefjerkræ m.m.

Dokumentdato: 18. sep. 2013Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Definitioner og anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser om forholdsregler vedrørende salmonellose hos fjerkræ og om salmonella. Endvidere fastsættes bestemmelser om undersøgelse for campylobacter i slagtekyllinger.

Stk. 2. Bekendtgørelsen vedrører ikke infektioner med Salmonella Gallinarum og Salmonella Pullorum (hønsetyfus), der er omfattet af bekendtgørelse om hønsetyfus.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på hønse- og kyllingekød, som er lovligt fremstillet eller markedsført i de øvrige medlemslande i Den Europæiske Union eller lande i EØS.

Stk. 4. Bekendtgørelsen gælder for alle salmonellatyper, for så vidt der ikke er sket harmonisering af disse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2160/2003 af 17. november 2003 om bekæmpelse af salmonella og andre bestemte fødevarebårne zoonotiske agenser (zoonoseforordningen), jf. dog stk. 2.

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Fjerkræ: Høns, kyllinger, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, opdrættet fjervildt, duer og strudsefugle samt hobby- og prydfugle. 2) Slagtefjerkræ: Fjerkræ, der slagtes med henblik på konsum. 3) En flok: Fjerkræ af samme alder og med samme sundhedsstatus, der udgør en driftsmæssig enhed og holdes på samme CHR-nummer. For fjerkræ i bursystemer omfatter dette alle dyr, der er fælles om en given luftmængde. 4) Et hus: Et rum eller et indelukke, hvori en flok er opstaldet. Der skal være en fysisk adskillelse mellem rum til andre bygninger eller til det fri. 5) CHR-nummer: Et unikt nummer, i det Centrale HusdyrbrugsRegister (CHR), der identificerer en bestemt geografisk beliggenhed. 6) AM-status: Salmonellastatus for den enkelte flok før levering til slagtning. Som AM-positive betragtes flokke, hvor der ved de i § 7 nævnte eller senere udtagne prøver er påvist salmonella. Flokke, hvori der ved de i § 7 nævnte eller ved senere udtagne prøver ikke er påvist salmonella, betragtes som AM-negative. En flok, der er under mistanke i henhold til bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i rugeægsproducerende høns og opdræt hertil eller bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold og opdræt hertil, anses for AM-positiv, indtil mistanken afkræftes i henhold til de nævnte bekendtgørelser. 7) Et parti fjerkrækød: Produktionen mellem to rengøringer og desinfektioner, f.eks. en dagsproduktion eller et skift. Såfremt der mellem to rengøringer produceres kød såvel fra AM-negative som fra AM-positive flokke, skal produktionen fra de AM-negative og AM-positive flokke betragtes som to selvstændige partier. 8) Salmonellose: Sygdom, hvor forhøjet dødelighed eller almen svækkelse, suppleret af laboratoriefund gør det overvejende sandsynligt, at salmonellabakterier er en afgørende faktor i sygdommens årsagskompleks. 9) Nyudbrud: En tilstand, hvor der, efter at salmonellose er konstateret og efterfølgende ophørt, opstår symptomer hos samme eller andre dyr i flokken, som gør det overvejende sandsynligt, at salmonellabakterier er en afgørende faktor i sygdommens årsagskompleks. 10) Kritisk resistente salmonella: Salmonellabakterier, der er resistente over for antibiotika af typen flurokinoloner eller 3. og 4. generations cephalosporiner, som er kritisk vigtige for behandling af mennesker.

Kapitel 2 · Salmonellose hos fjerkræ

§ 3.§-link ↗

Den, som i sin varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at være angrebet af salmonellose, skal tilkalde en dyrlæge, jf. § 27, stk. 1, i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 29. juni 2013.

Stk. 2. Når en dyrlæge tilkaldes i henhold til stk. 1, skal dyrlægen søge mistanken om sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art konstateret, jf. § 28, stk. 1, i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 29. juni 2013.

Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelse foretaget i henhold til stk. 2, eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der foreligger sygdom omfattet af stk. 1, skal dyrlægen foretage indberetning til Fødevarestyrelsen, jf. § 28, stk. 3, i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 29. juni 2013.

Stk. 4. Er der ikke konstateret salmonella i besætningen indenfor de seneste 6 måneder, eller er der tale om nyudbrud, skal dyrlægen udtage prøver af relevant materiale til undersøgelse.

Stk. 5. Dyrlægen skal, efter at have modtaget resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser, hurtigst muligt underrette ejeren om resultatet.

§ 4.§-link ↗

EfterFødevarestyrelsens anvisning skal ejeren sikre, at der udtages og indsendes materiale til undersøgelse for salmonella fra besætninger, der som følge af kliniske symptomer mistænkes for at være smittet med salmonella.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan lade udtage prøver fra besætninger til undersøgelse for udbredelsen af infektion med salmonella i dyrepopulationer samt fra besætninger i et nærmere afgrænset geografisk område, hvor en eller flere besætninger er sat under offentligt tilsyn på grund af salmonella.

Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan lade blodprøver udtaget som led i andre sygdomsbekæmpelsesprogrammer undersøge for serologisk reaktion mod salmonella.

§ 5.§-link ↗

Fødevarestyrelsen sætter besætningen under offentligt tilsyn, jf. § 20, hvis der er mistanke om salmonellose i en besætning.

Kapitel 3 · Forbud mod anvendelse af antimikrobielle stoffer og vaccination

§ 6.§-link ↗

Antimikrobielle stoffer må ikke anvendes som metode til bekæmpelse af salmonella hos fjerkræ, dog kan antimikrobielle stoffer anvendes til behandling af salmonellose, jf. kapitel 2.

Stk. 2. Vaccination må ikke anvendes til forebyggelse og bekæmpelse af salmonella hos slagtehøns og –kyllinger.

Kapitel 4 · Salmonellakontrol af slagtefjerkræ

§ 7. · Undersøgelser og opfølgning i besætningen§-link ↗

Ejeren af en besætning er ansvarlig for, at der udtages prøver til undersøgelse for salmonella fra hver flok af slagtefjerkræ efter bilag 1 (AM-prøver), jf. dog § 16.

Stk. 2. Stk. 1 finder også anvendelse på flokke af slagtefjerkræ, der leveres til slagtning på slagteri udenfor Danmark.

Stk. 3. Indsendelse og undersøgelse af de i stk. 1 og 2 nævnte prøver sker efter bilag 1 og 4.

Stk. 4. Undtaget fra stk. 1 – 3, er fjerkræflokke, der undersøges efter bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i rugeægsproducerende høns og kalkuner samt opdræt hertil eller bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold eller opdræt hertil, jf. dog bilag 1, nr. 2 d.

§ 8. · Undersøgelser og opfølgning i besætningen§-link ↗

Ejeren af en besætning skal sikre, at CHR- og husnummer er tydeligt angivet i umiddelbar nærhed af indgangen til huset.

§ 9. · Undersøgelser og opfølgning i besætningen§-link ↗

Forinden fjerkræ afhændes til slagtning, skal ejeren af besætningen være i besiddelse af resultatet af AM-prøverne, jf. § 7.

Stk. 2. Oplysning om flokkens AM-status skal sendes til slagteriet sammen med de produktionsoplysninger (fødevarekædeoplysninger), der fremgår af bilag II, afsnit III i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (hygiejneforordningen), medmindre der er truffet aftale om, at slagteriet modtager prøveresultatet direkte fra det laboratorium, der analyserer prøverne.

§ 10. · Undersøgelser og opfølgning i besætningen§-link ↗

Fødevarestyrelsen sætter en flok af slagtekyllinger under offentligt tilsyn, jf. § 21, hvis der konstateres salmonella i AM-prøverne efter § 7, eller i prøver efter § 11, stk. 3.

Stk. 2. Det offentlige tilsyn omfatter den efterfølgende flok, når denne anses for AM-positiv efter § 11, stk. 1, 3. pkt.

§ 11. · Undersøgelser og opfølgning i besætningen§-link ↗

Såfremt der i en flok af slagtekyllinger konstateres salmonella i AM-prøverne, jf. § 7, stk. 1 og 2, skal ejeren sikre grundig rengøring og desinfektion samt udluftning og tørring af de inficerede huse. Rengøring og desinfektion godkendes af Fødevarestyrelsen på baggrund af en visuel bedømmelse og undersøgelse af svaberprøver udtaget af Fødevarestyrelsen efter endt rengøring og desinfektion. Hvis Fødevarestyrelsen ikke kan godkende rengøringen, anses den efterfølgende kyllingeflok for at være AM-positiv, uanset resultatet af de øvrige prøver, der tages fra flokken.

Stk. 2. Hvis der i en flok af slagtekyllinger konstateres salmonella i AM-prøverne, skal ejeren sikre, at der for den efterfølgende flok udtages ekstra prøver i henhold til bilag 1, punkt 2 c.

Stk. 3. Såfremt der i en flok af slagtekyllinger konstateres salmonella i AM-prøverne eller i prøver efter stk. 1 eller 2, og der i den foregående flok er konstateret salmonella, skal der efter denne flok være en tomgangsperiode på mindst 12 dage. Indsættelse af nyt fjerkræ efter tomgangsperioden må først ske, når Fødevarestyrelsen har godkendt rengøring og desinfektion af huset. Godkendelsen meddeles på baggrund af en visuel bedømmelse og undersøgelse af svaberprøver udtaget af Fødevarestyrelsen efter endt rengøring og desinfektion.

Stk. 4. Ejeren skal udarbejde en saneringsplan, hvis der i to på hinanden følgende slagtekyllingeflokke konstateres salmonella i AM-prøver eller i prøver efter stk. 1 eller 2. Saneringsplanen indsendes til godkendelse i Fødevarestyrelsen senest 14 dage efter fundet i svaberprøven efter stk. 1 eller i AM-prøverne udtaget i den efterfølgende flok.

Stk. 5. Ved gentagne fund af salmonella i kyllingeflokke på en ejendom kan Fødevarestyrelsen pålægge ejeren at udarbejde en saneringsplan.

§ 12. · Undersøgelser og opfølgning i besætningen§-link ↗

Såfremt der i en flok af slagtekalkuner konstateres salmonella i AM-prøverne jf. § 7, stk. 1 og 2, skal ejeren sikre grundig rengøring og desinfektion samt udluftning og tørring af de inficerede huse. Rengøring og desinfektion godkendes af Fødevarestyrelsen på baggrund af en visuel bedømmelse og undersøgelse af svaberprøver udtaget af Fødevarestyrelsen efter endt rengøring og desinfektion.

Stk. 2. Ejeren skal udarbejde en saneringsplan, hvis der i to på hinanden følgende flokke af slagtekalkuner konstateres salmonella i AM-prøven eller i svaberprøver udtaget efter stk. 1. Saneringsplanen indsendes til godkendelse i Fødevarestyrelsen senest 14 dage efter salmonellafundet i svaberprøven efter stk. 1 eller i AM-prøven udtaget i den efterfølgende flok.

Stk. 3. Ved gentagne fund af salmonella i kalkunflokke på en ejendom kan Fødevarestyrelsen pålægge ejeren at udarbejde en saneringsplan.

§ 13. · Undersøgelser og opfølgning på slagteriet§-link ↗

Fjerkræ fra AM-positive flokke eller fjerkræ med ukendt salmonellastatus skal slagtes på et fjerkræslagteri som de sidste i et parti.

Stk. 2. Hele slagtekæden samt opskæringslokaler og udstyr, som har været i kontakt med AM-positive partier, skal rengøres og desinficeres grundigt, inden der slagtes fjerkræ, hvori der ikke er påvist salmonella.

§ 14. · Undersøgelser og opfølgning på slagteriet§-link ↗

Virksomheder, der foretager slagtning af fjerkræ, skal udtage og indsende prøver af fersk fjerkrækød af høns, kyllinger og kalkuner til undersøgelse for salmonella efter reglerne i bilag 2 og 4.

Stk. 2. Virksomheder, der slagter høns eller kyllinger, skal straks underrette Fødevarestyrelsen, hvis der i de i stk. 1 nævnte prøver eller i prøver udtaget som led i virksomhedens egenkontrol konstateres salmonella. Der følges op på fundet efter reglerne i bilag 2, kapitel 5.

Stk. 3. Hvis der i prøver af fersk kød af kalkuner konstateres salmonella i de i stk. 1 nævnte prøver, følges der op på fundet efter reglerne i bilag 2, kapitel 6. Fødevarestyrelsen kan påbyde virksomheden at udarbejde en handlingsplan for nedbringelse af salmonellaniveauet på slagteriet efter reglerne i bilag 2. Forbud eller påbud udstedt i forbindelse hermed opretholdes, indtil salmonellaforekomsten er dokumenteret nedbragt til under de i bilag 2, fastsatte grænser.

§ 15. · Undersøgelser og opfølgning på slagteriet§-link ↗

Kød fra hønse- og kyllingeflokke opdrættet og slagtet i Danmark må ikke markedsføres som fersk kød, før resultaterne af undersøgelserne for salmonella efter § 7 og § 14 bekræfter, at der ikke findes salmonella i kødet.

Stk. 2. Ved fund af salmonella i prøver udtaget efter § 7, § 11, stk. 1 eller 2 eller § 14 af hønse- og kyllingekød, skal partiet destrueres, varmebehandles eller anvendes til andet formål, der ikke medfører en smitterisiko, og som er accepteret af Fødevarestyrelsen.

Stk. 3. Ved varmebehandling skal centrumstemperaturen i kødet være minimum 75° C eller en anden kombination af temperatur og tid, som giver samme virkning. Varmebehandling skal foretages på en engrosvirksomhed.

Stk. 4. Ved ethvert fund af salmonella i fersk hønse- og kyllingekød efter dette er markedsført, skal hele den produktionsmængde, der er fremstillet på samme teknologiske betingelser, og som vil kunne indebære samme risiko, hurtigst muligt trækkes tilbage fra markedet og destrueres, varmebehandles eller anvendes på anden måde, som ikke udgør en smitterisiko, og som er accepteret af Fødevarestyrelsen.

Stk. 5. Ved udførsel eller eksport af hønse- eller kyllingekød omfattet af stk. 2 skal afsendervirksomheden dokumenterer over for Fødevarestyrelsen, at der foreligger en aftale med modtagervirksomheden om, at kødet skal destrueres, varmebehandles, jf. stk. 3, eller anvendes til andet formål, der ikke medfører en smitterisiko, og som er accepteret af Fødevarestyrelsen.

§ 16. · Undersøgelser og opfølgning på slagteriet§-link ↗

Bestemmelserne i §§ 7 - 15 finder ikke anvendelse på ænder, perlehøns, gæs, vagtler, opdrættet fjervildt, duer, strudse samt hobby- og prydfugle.

Stk. 2. Virksomheder, der alene slagter fjerkræ med henblik på tilbagelevering til besætningsejeren til brug i dennes private husholdning, er ikke omfattet af §§ 7 - 15.

Kapitel 5 · Campylobacterkontrol af slagtekyllinger

§ 17.§-link ↗

Ejeren af en besætning, hvorfra der afhændes fjerkræ til slagtning på et slagteri beliggende i Danmark, er ansvarlig for, at der udtages prøver til undersøgelse for campylobacter efter reglerne i bilag 1.

Stk. 2. Indsendelse og undersøgelse af de i stk. 1 nævnte prøver sker efter bilag 1.

§ 18.§-link ↗

Forinden fjerkræ afhændes til slagtning, skal ejeren af besætningen være i besiddelse af resultatet af prøverne udtaget efter § 17, stk. 1.

Stk. 2. Oplysning om flokkens campylobacterstatus skal fremsendes til slagteriet sammen med produktionsoplysninger (fødevarekædeoplysninger), der fremgår af bilag II, afsnit III i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (hygiejneforordningen), med mindre der er truffet aftale om, at slagteriet modtager prøveresultatet direkte fra laboratoriet.

Kapitel 6 · Undersøgelse for kritisk resistente salmonella

§ 19.§-link ↗

Såfremt der ved laboratoriemæssig undersøgelse af materiale fra en besætning påvises kritisk resistente salmonella, skal ejeren af besætningen sikre, at der gennemføres en smitteopsporing, herunder kortlægning af medicinforbrug, og indberette resultatet til Fødevarestyrelsen.

Stk. 2. En besætning med kritisk resistent salmonella kan først erklæres fri herfor, når besætningen er slagtet eller destrueret, og rengøring samt desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Kapitel 7 · Offentligt tilsyn

§ 20.§-link ↗

Et offentligt tilsyn efter § 5 omfatter: 1) at flokken skal holdes isoleret, 2) at fjerkræ fra flokken ikke må sælges eller på anden måde overdrages til levebrug, 3) at dyr eller produkter heraf kun må flyttes fra ejendommen efter tilladelse fra og på vilkår fastsat af Fødevarestyrelsen, 4) at personer, der færdes mellem flokken og andre flokke, skal træffe foranstaltninger for at hindre smittespredning, 5) at ejeren skal sikre en effektiv skadedyrsbekæmpelse, 6) at ejeren skal sikre, at gødning, foder og lignende produkter behandles efter Fødevarestyrelsens anvisning, 7) at ejeren skal sikre, at redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i bedriften, rengøres og desinficeres, inden de fjernes fra flokkens opholdssteder, jf. dog stk. 2, og 8) at ejeren straks skal give meddelelse om det offentlige tilsyn til alle, der kommer i kontakt med besætningen.

Stk. 2. Det offentlige tilsyn ophæves, når 1) Fødevarestyrelsen skønner, at fjerkræflokkens sundhedstilstand er normal i besætningen, 2) Fødevarestyrelsen skønner, at en besætning med hobby- og prydfugle ikke længere udgør en smittemæssig risiko, eller 3) flokken er destrueret, og rengøring og desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen. Godkendelsen meddeles på baggrund af en visuel bedømmelse samt undersøgelse af svaberprøver udtaget af Fødevarestyrelsen efter endt rengøring og desinfektion.

§ 21.§-link ↗

Et offentligt tilsyn efter § 10 omfatter: 1) at flokken skal holdes isoleret, 2) at fjerkræ fra flokken ikke må sælges eller på anden måde overdrages til levebrug, 3) at fjerkræ eller produkter heraf kun må flyttes fra ejendommen efter tilladelse fra og på vilkår fastsat af Fødevarestyrelsen, 4) at personer, der færdes mellem flokken og andre flokke, skal træffe foranstaltninger for at hindre smittespredning, 5) at ejeren skal sikre en effektiv skadedyrsbekæmpelse, 6) at ejeren skal sikre, at gødning, foder og lignende produkter behandles efter Fødevarestyrelsens anvisning, 7) at ejeren skal sikre, at redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i bedriften, rengøres og desinficeres, inden de fjernes fra flokkens opholdssteder, jf. dog stk. 2, 8) at ejeren straks skal give meddelelse om det offentlige tilsyn til alle, der kommer i kontakt med besætningen, og 9) at ejeren efter Fødevarestyrelsens anvisninger gennemfører en udredning af mulige smittekilder og evt. spredning af smitten samt underretter Fødevarestyrelsen om resultatet af udredningen.

Stk. 2. Det slagteri, som foretager slagtning af dyrene, skal påse, at materiel, der er anvendt i forbindelse med transport af dyr fra en besætning under offentligt tilsyn, rengøres og desinficeres umiddelbart efter levering af dyrene på slagteriet.

Stk. 3. Det offentlige tilsyn ophæves, når 1) flokken er aflivet eller slagtet, og 2) den i § 11, stk. 1 eller stk. 3, eller § 12 nævnte rengøring og desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Kapitel 8 · Indsendelse og undersøgelse af prøver samt indberetning og opbevaring af prøveresultater

§ 22.§-link ↗

Alle salmonellasuspekte isolater skal undersøges med henblik på serotypning. Ved fund af Salmonella Typhimurium eller Salmonella Enteriditis skal der ligeledes foretages fagtypning eller MLVA typning. Der skal ligeledes foretages resistensbestemmelse af alle salmonellaisolater.

Stk. 2. Resistensbestemmelse skal foretages med de antimikrobielle stoffer, der fremgår af Kommissionens beslutning 2007/407/EF af 12. juni 2007 om harmoniseret overvågning af antimikrobiel resistens hos salmonella i fjerkræ og svin.

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte undersøgelser skal foretages på Danmarks Tekniske Universitet, Fødevareinstituttet, et laboratorium, der er godkendt hertil af Fødevarestyrelsen eller et laboratorium, der er akkrediteret af et akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af Den Europæiske Ak-krediteringsorganisation EA's multilaterale aftale om gensidig anerkendelse.

§ 23.§-link ↗

Prøver udtaget efter reglerne i § 3, stk. 4, § 4, stk. 1, § 7, § 11, stk. 2, § 14 og § 17, skal indsendes til undersøgelse på et af Fødevarestyrelsen godkendt laboratorium eller et laboratorium, der er akkrediteret af et akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af Den Europæiske Ak-krediteringsorganisation EA's multilaterale aftale om gensidig anerkendelse.

§ 24.§-link ↗

Laboratoriet skal meddele resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse til den, der har indsendt prøven.

Stk. 2. Ejeren skal sikre, at resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter § 4, § 7, § 11, stk. 2 og § 17 efter Fødevarestyrelsens anvisning, overføres elektronisk til en database hos Det Danske Fjerkræraad snarest efter, at resultatet foreligger.

Stk. 3. Slagteriet skal meddele resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter § 14, stk. 1 til Fødevarestyrelsen efter reglerne i bilag 2, kapitel 7, jf. dog § 14, stk. 2.

Stk. 4. Resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse skal opbevares hos ejeren henholdsvis virksomheden i mindst 2 år.

§ 25.§-link ↗

Ejeren skal sikre, at enhver bakteriologisk påvisning af salmonellabakterier i prøver straks indberettes til Fødevarestyrelsen.

§ 26.§-link ↗

De i § 4 nævnte prøver skal udtages af en dyrlæge eller efter en dyrlæges anvisninger og under dennes ansvar.

Stk. 2. Udtagning og indsendelse af prøver, gennemførelse af laboratorieundersøgelser samt registrering, opbevaring og indberetning af resultater i medfør af denne bekendtgørelse, udover det i stk. 1 samt § 7, § 11, stk. 2, § 14, og §§ 22 - 25 nævnte, skal ske efter Fødevarestyrelsens anvisning.

Kapitel 9 · Egenkontrol

§ 27.§-link ↗

Ejeren af en slagtekyllingebesætning skal udarbejde og følge et egenkontrolprogram. Egenkontrolprogrammet skal leve op til alle krav mv. i en branchekode, der af Fødevarestyrelsen er vurderet tilstrækkelig til at forebygge, at salmonella introduceres i produktionskæden, og til at sikre at eventuelt introduceret salmonella igen fjernes effektivt fra produktionskæden.

Kapitel 10 · Afholdelse af udgifter

§ 28.§-link ↗

Udgifter til laboratorieundersøgelse af prøver udtaget efter § 3, stk. 4, afholdes indenfor de hertil af staten givne bevillinger.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved laboratorieundersøgelser af duer, vagtler, opdrættet fjervildt og strudsefugle efter § 3, stk. 4.

Stk. 3. Alle øvrige udgifter, der afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Fødevarestyrelsen uvedkommende.

Kapitel 11 · Dispensation

§ 29.§-link ↗

Fødevarestyrelsen kan efter fastsættelse af vilkår betinget af forholdende på det enkelte slagteri tillade, at der slagtes salmonellapositive flokke på slagterier, hvor prøveudtagning foretages efter bilag 2, kapitel 2, punkt 4, hvis det ikke er muligt på anden måde at slagte disse inden for landets grænser.

Kapitel 12 · Straffebestemmelser

§ 30.§-link ↗

Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 3, stk. 4 - 5, § 6, §§ 7 - 9, § 11, stk. 1-4, § 12, stk. 1-2, §§ 13 - 15, §§ 17 -18, § 20, stk. 1, § 21, stk. 1 eller 2, eller §§ 22 - 27, 2) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter § 4, stk. 1, § 11, stk. 5, § 12, stk. 3, § 14, stk. 3, § 20, stk. 1, nr. 6, § 21, stk. 1, nr. 6 eller 9, § 26, stk. 2, eller 3) tilsidesætter vilkår fastsat i medfør af § 20, stk. 1, nr. 3 eller § 21, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er 1) forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 13 · Ikrafttræden

§ 31.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. september 2013.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1462 af 16. december 2009 om salmonellose hos fjerkræ samt salmonella og campylobacter i slagtefjerkræ m.m.