§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om overvågning af salmonellose og Salmonella i kvæg og alle andre husdyr end svin og fjerkræ.
Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter primærproduktion samt overvågning, slagtning og slagtemæssig behandling af kød af de i stk. 1 nævnte husdyr.
Stk. 3. Bekendtgørelsen omhandler endvidere krav til laboratorieundersøgelse og indberetning af laboratoriefund.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Akkrediteret laboratorium: Et laboratorium, som er akkrediteret af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond (DANAK) eller af et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af EA's (European co-operation for Accreditation) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse. 2) Bedrift: en eller flere besætninger, med samme ejer. 3) Besætning: Ethvert hold af én af de i denne bekendtgørelse omhandlede dyrearter. 4) Ejendom: En bestemt geografisk beliggenhed, med en eller flere besætninger. Identificeret ved et unikt nummer i det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR). 5) Kritisk resistente Salmonella: salmonellabakterier, der er resistente over for antibiotika af typen flurokinoloner eller 3. og 4. generations cephalosporiner, som er kritisk vigtige for behandlingen af mennesker. 6) Nyudbrud: Første gang der konstateres salmonellose i en besætning, eller når der, efter at salmonellose er konstateret og efterfølgende ophørt, opstår symptomer hos samme eller andre dyr i besætningen, der gør det overvejende sandsynligt, at der er salmonellose i besætningen. 7) ODC%: En værdi som angiver det relative indhold af antistoffer i prøven. 8) Salmonellose: En smitsom sygdom hos én eller flere af en besætnings dyr, hvor påvisning af salmonellabakterier i materiale udtaget i besætningen eller i dyr fra besætningen gør det overvejende sandsynligt, at bakterien er årsag til et sygdomsbillede præget af ét eller flere af følgende symptomer: Nedstemthed, feber, diarré, luftvejslidelse, abort eller dødsfald. 9) Slagtekalvebesætninger: Besætninger der slagter mere end 20 tyrekalve pr. år, og hvor handyr af malkerace og krydsningsracer udgør min. 80 % af alle årsdyr. 10) Spiseklart produkt: En fødevare, der fra producentens eller fabrikantens side er bestemt til konsum, uden at det er nødvendigt med yderligere tilberedning eller anden forarbejdning, som kan eliminere uønskede mikroorganismer eller reducere dem til et acceptabelt niveau. 11) Valideret metode: En metode valideret mod referencemetoden (EN/ISO 6579) efter en internationalt anerkendt protokol som EN/ISO 16140. Valideringen skal foretages af et internationalt anerkendt valideringsorgan, og metoden skal findes ligeværdig med referencemetoden.
§ 3.§-link ↗
Den, som i sin varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at være angrebet af salmonellose, skal tilkalde en dyrlæge, jf. § 27, stk. 1 i lov om hold af dyr.
Stk. 2. Tilkaldes en dyrlæge i henhold til stk. 1, skal dyrlægen søge mistanken om sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art konstateret, jf. § 28, stk. 1 i lov om hold af dyr.
Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelse foretaget i henhold til stk. 2 eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der foreligger sygdom, som omfattet af stk. 1, skal dyrlægen indberette det til Fødevarestyrelsen, jf. § 28, stk. 3 i lov om hold af dyr.
Stk. 4. Er der ikke konstateret salmonellose i besætningen indenfor de seneste 6 måneder, eller er der tale om nyudbrud, skal dyrlægen udtage og indsende prøver af relevant materiale til undersøgelse for Salmonella til et akkrediteret laboratorium.
Stk. 5. Dyrlægen skal efter at have modtaget resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser underrette den besætningsansvarlige om resultatet.
§ 4.§-link ↗
Fødevarestyrelsen kan påbyde, at den besætningsansvarlige skal sikre, at der udtages og indsendes materiale til undersøgelse for Salmonella fra besætninger, der som følge af kliniske symptomer mistænkes for at være smittet med salmonellabakterier.
Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan påbyde, at den besætningsansvarlige skal sikre, at der udtages prøver fra besætninger til undersøgelse af udbredelsen af infektion med salmonellabakterier i dyrepopulationer samt fra besætninger i et nærmere afgrænset geografisk område, hvor en eller flere besætninger er sat under offentligt tilsyn efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan lade prøver, der er udtaget som led i andre sygdomsbekæmpelses- eller overvågningsprogrammer, undersøge for salmonellaantistoffer eller salmonellabakterier.
Stk. 4. De i stk. 1 og 2 nævnte prøver skal udtages af en dyrlæge eller efter en dyrlæges anvisninger og under dennes ansvar.
§ 5.§-link ↗
Såfremt der ved laboratoriemæssig undersøgelse påvises salmonellabakterier, og såfremt mistanken om salmonellose bekræftes efter reglerne i § 3, stk. 2 og 4, kan Fødevarestyrelsen sætte besætningen under offentligt tilsyn i overensstemmelse med kapitel 7 i denne bekendtgørelse, jf. dog §§ 9-10.
§ 6.§-link ↗
Ejendomme med besætninger af kvæg placeres i Salmonella Dublin-niveau fra 1 til 3, jf. bilag 1.
Stk. 2. Videncentret for Landbrug, Kvæg skal oplyse den besætningsansvarlige om en ejendoms Salmonella Dublin-niveau, jf. bilag 1, kapitel 1, nr. 2.
Stk. 3. Den ansvarlige for en besætning skal give meddelelse om ejendommens Salmonella Dublin-niveau til alle, der kommer i kontakt med besætningen.
§ 7.§-link ↗
Besætninger, hvis Salmonella Dublin- niveau er ukendt, placeres i niveau 2.
§ 8. · Ferskkødsovervågning - Svaberprøver§-link ↗
Virksomheder, der foretager slagtning eller slagtemæssig behandling af kvæg, skal udtage svaberprøver fra slagtekroppe (ferskkødsovervågningen) til undersøgelse for Salmonella efter reglerne i bilag 2, kapitel 1, nr. 2 og 7.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte virksomheder er ansvarlige for, at indsendelse og bakteriologisk undersøgelse af svaberprøver fra slagtekroppe sker efter reglerne i bilag 2, kapitel 3, 4 og 8.
Stk. 3. Bedømmelse af resultatet af den i stk. 1 og 2 nævnte ferskkødsovervågning skal foretages af den virksomhedsansvarlige efter reglerne i bilag 2, kapitel 5.
Stk. 4. Opfølgning i forbindelse med den i stk. 3 nævnte bedømmelse skal foretages af den virksomhedsansvarlige efter reglerne i bilag 2, kapitel 6.
Stk. 5. Den virksomhedsansvarlige skal sikre, at resultatet af overvågningen for den pågældende måned indberettes senest 14 dage inde i den efterfølgende måned. Prøveindsendelsesskemaet i bilag 2, kapitel 8 kan anvendes.
§ 9.§-link ↗
Såfremt der ved laboratoriemæssig undersøgelse af materiale fra en besætning påvises kritisk resistent Salmonella, skal den besætningsansvarlige sikre, at: 1) der gennemføres en smitteopsporing, herunder kortlægning af medicinforbrug, og 2) gødning fra besætningen ikke anvendes ved dyrkning af spiseklar frugt og grøntsager eller til græsningsarealer.
Stk. 2. Den besætningsansvarlige skal udover de i stk. 1, nævnte krav: 1) indberette resultatet af den i stk. 1, nr. 1 nævnte smitteopsporing til Fødevarestyrelsen, og 2) give meddelelse herom til alle, der aftager dyr fra besætningen.
Stk. 3. En besætning med kritisk resistent Salmonella kan erklæres fri herfor, når: 1) der er foretaget intensiveret prøveudtagning for salmonellabakterier i besætningen i henhold til bilag 5 med negativt resultat for kritisk resistent Salmonella, 2) besætningen er slagtet eller slået ned, og rensning samt desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen, eller 3) besætningen er i Salmonella Dublin-niveau 1, såfremt det drejer sig om en kritisk resistent Salmonella Dublin.
§ 10.§-link ↗
Ved fund af kritisk resistent Salmonella i kød eller produkter heraf skal virksomheden foretage smitteopsporing med henblik på at identificere oprindelsesbesætningen.
Stk. 2. Resultatet af den i stk. 1 nævnte smitteopsporing skal indberettes til Fødevarestyrelsen.
§ 11.§-link ↗
Danmark er opdelt i høj- og lavprævalente områder på baggrund af antallet af kvægbesætninger, der er fundet positive for Salmonella Dublin i overvågningen, jf. kapitel 3. Opdelingen fremgår af bilag 4.
§ 12. · Besætninger i det lavprævalente område§-link ↗
Dyr fra Salmonella Dublin niveau 1-besætninger i det lavprævalente område kan flyttes til besætninger i hele landet.
Stk. 2. Besætninger, der modtager dyr jf. § 14, stk. 2 må udelukkende levere dyr til slagtning.
§ 13. · Besætninger i det lavprævalente område§-link ↗
Fødevarestyrelsen sætter besætninger, der er placeret i Salmonella Dublin niveau 2 i det lavprævalente område under offentligt tilsyn i overensstemmelse med reglerne i § 19.
Stk. 2. Den ansvarlige for en Salmonella Dublin niveau-2 besætning i det lavprævalente område skal derudover sikre, at dyr fra besætningen udelukkende fraføres besætningen til slagtning. Dyrene skal ved indtransport til slagteriet afhentes som de sidste på ruten.
Stk. 3. Undtaget fra stk. 2, er: 1) Udførsel af levende dyr til udlandet. 2) Flytning eller salg til levebrug mellem ejendomme med samme ejer. Ejeren skal underrette Videncentret for Landbrug, Kvæg om hvilken ejendom der flyttes dyr til. 3) Flytning eller salg til levebrug til en ejendom, hvor der ikke opholder sig andre kreaturer end fra den ejendom, hvor dyrene er flyttet fra. Ejeren skal underrette Videncentret for Landbrug, Kvæg om hvilken ejendom, der flyttes dyr til. 4) Flytning eller salg af kalve fra besætninger, som ikke har kapacitet til at opfede kalvene i henhold til gældende miljøregler, til Salmonella Dublin niveau 2-besætninger i højprævalente områder.
Stk. 4. Salmonella Dublin niveau 3-besætninger i det lavprævalente område placeres under offentligt tilsyn og må kun flyttes efter forudgående tilladelse fra og under vilkår fastsat af Fødevarestyrelsen jf. § 19.
§ 14. · Besætninger i det højprævalente område§-link ↗
Dyr fra Salmonella Dublin niveau 1-besætninger i det højprævalente område må kun flyttes til besætninger i det samme område.
Stk. 2. Derudover kan Salmonella Dublin niveau 1-besætninger i det højprævalente område flytte handyr til opfedning i besætninger, som udelukkende leverer til slagtning, beliggende i hele landet samt direkte til slagtning i hele landet.
Stk. 3. Dyr fra Salmonella Dublin niveau 2-besætninger i det højprævalente område må flyttes: 1) til andre ejendomme indenfor samme bedrift forudsat at der ikke findes dyr fra andre ejere, 2) direkte til slagtning i hele landet, eller 3) tyrekalve må flyttes til opfedning i slagtekalvebesætninger i samme område.
Stk. 4. Salmonella Dublin niveau 3-besætninger i det højprævalente område placeres under offentligt tilsyn og må kun flyttes efter forudgående tilladelse fra og under vilkår fastsat af Fødevarestyrelsen jf. § 19.
Stk. 5. Undtaget fra stk. 1 og 3, er udførsel af levende dyr til udlandet.
§ 15. · Græsningsaftaler§-link ↗
For dyr fra ejendomme i de lavprævalente områder, hvor der inden bekendtgørelsens ikrafttræden er indgået græsningsaftaler eller anden fast aftale om pasning af dyr, som medfører, at dyrene opholder sig i de højprævalente områder, kan dyrene hjemtages til de lavprævalente områder senest den 31. december 2013. Ved hjemtagning af dyrene sættes besætningen i niveau 2 og under offentligt tilsyn.
Stk. 2. Hvis der i blodprøver udtaget 3-6 uger efter hjemtagning jf. reglerne i bilag 1, kapitel 5, nr. 36 ikke konstateres antistofniveau over grænseværdien for blodprøver, jf. bilag 1, kapitel 2, sættes besætningen i niveau 1, hvis den i øvrigt opfylder betingelserne herfor.
Stk. 3. Hvis 1 eller flere prøver er over grænseværdien jf. bilag 1, kapitel 2 placeres den modtagende besætning i niveau 2 og sættes under offentligt tilsyn.
§ 16. · Græsningsaftaler§-link ↗
Dyr kan flyttes i forbindelse med opfyldelse af kontrakter om naturpleje af Natura 2000-områder, der er indgået før bekendtgørelsens ikrafttræden.
Stk. 2. Dyrene skal have opholdt sig vedvarende i Salmonella Dublin niveau 1-besætninger de seneste 9 måneder forud for flytningen.
Stk. 3. Alle prøver af betydning for Salmonella Dublin-niveau skal i de seneste 12 måneder før flytningen være udtaget i overensstemmelse med bekendtgørelsens anvisninger.
Stk. 4. Hvis der flyttes dyr fra det højprævalente område til det lavprævalente område til græsning, skal salmonellastatus hos oprindelsesbesætningerne være kontrolleret ved en stikprøve højst 1 måned før flyttedato. Stikprøven skal som minimum svare til den, der kræves for at opnå Salmonella Dublin- niveau 1, og resultatet af stikprøveundersøgelsen skal foreligge før flytningen af dyrene.
§ 17. · Kriterier for deltagelse i dyrskuer/individprøvning til avlsbrug§-link ↗
Dyr kan deltage i dyrskuer/individprøvning i hele landet.
Stk. 2. Dyrene skal have opholdt sig vedvarende i Salmonella Dublin niveau 1-besætninger de seneste 9 måneder forud for deltagelsen.
Stk. 3. Alle Salmonella Dublin niveaugivende prøver skal være udtaget indenfor 12 måneder før flytning.
Stk. 4. Deltager der dyr fra det lavprævalente område i dyrskuer, skal salmonellastatus hos besætningerne fra det højprævalente område max. 6 mdr. før flyttedatoen være kontrolleret ved en stikprøve fra hver besætning. Svaret på stikprøven skal foreligge før flytningen af dyrene. Stikprøven skal: 1) indeholde blodprøver fra samtlige dyr, der skal flyttes, og 2) som minimum svare til den der kræves for at opnå Salmonella Dublin niveau 1.
§ 18.§-link ↗
Den besætningsansvarlige for en niveau 2 eller 3 besætning skal indgå aftale om salmonellabekæmpelse med en dyrlæge og i samarbejde udarbejde en besætningsspecifik, aktiv og tidsbegrænset handlingsplan for bekæmpelse af Salmonella Dublin. Salmonellabekæmpelsen skal sikre et generelt fokus og besætningsspecifikke tiltag i smittede besætninger.
Stk. 2. For besætninger, som ikke vedvarende har været i Salmonella Dublin niveau 1 i 12 måneder, skal den besætningsansvarlige sikre, at der udtages blodprøver til undersøgelse for antistoffer mod Salmonella Dublin jf. bilag 1, kapitel 5, nr. 26-28, 34 og 35.
Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte blodprøvning skal gentages med 3 måneders mellemrum, indtil besætningen vedvarende har været placeret i Salmonella Dublin niveau 1 i 12 måneder.
Stk. 4. Hvis en eller flere af de i stk. 2 og 3 nævnte blodprøver er positiv jf. bilag 1, kapitel 2 nr. 9 viser, skal der senest 2 uge efter at blodprøvens resultat foreligger, foretages intensiveret prøveudtagning for salmonellabakterier i besætningen i henhold til bilag 5.
Stk. 5. Hvis der findes Salmonella Dublin-bakterier i den intensiverede prøveudtagning, placeres besætningen i niveau 3 og sættes under offentligt tilsyn jf. § 19.
§ 19.§-link ↗
Den ansvarlige for en besætning under offentligt tilsyn, skal: 1) sikre, at syge dyr fra besætningen holdes isoleret, 2) sikre, at transport af dyr til slagteri sker efter reglerne i bilag 6, kapitel 2, samt at dyr eller produkter heraf på anden vis kun flyttes fra ejendommen efter forudgående tilladelse fra og under vilkår fastsat af Fødevarestyrelsen, 3) sikre, at gødning fra besætningen behandles efter Fødevarestyrelsens anvisning, 4) iværksætte smittebegrænsende tiltag ved gødningshåndtering og anvendelse af redskaber, der også benyttes af andre besætninger, 5) sikre, at fjernelse af gødning, redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i besætningen kun sker efter tilladelse fra Fødevarestyrelsen og på nærmere fastsatte vilkår, 6) sikre, at dyrs opholdssteder, redskaber, maskiner og lignende rengøres og desinficeres efter Fødevarestyrelsens anvisninger, 7) begrænse eksterne kontakter til besætningen, 8) iværksætte en effektiv skadedyrsbekæmpelse, og 9) straks give meddelelse om det offentlige tilsyn til alle, der kommer i kontakt med besætningen.
§ 20.§-link ↗
Et slagteri, der modtager dyr fra de i §§ 5 og 18, stk. 5 nævnte besætninger, skal sikre, at slagtemæssig behandling, herunder eventuel varmebehandling, sker efter reglerne i bilag 6 samt bilag 7, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Såfremt de i stk. 1 nævnte dyr stammer fra en besætning, der er testet positiv for Salmonella Dublin, skal dyrene efter slagtning tillige enkeltvis undersøges for Salmonella efter retningslinjerne i bilag 3. Ved fund af Salmonella Dublin skal kødet varmebehandles eller destrueres.
§ 21. · Ophævelse af offentligt tilsyn§-link ↗
Fødevarestyrelsen ophæver det offentlige tilsyn i de i § 5 nævnte besætninger: 1) når Fødevarestyrelsen erklærer, at der er gået 2 måneder siden tegn på salmonellose i besætningen, eller 2) når besætningen er slagtet eller slået ned og rengøring samt desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen.
Stk. 2. Besætninger, der er placeret i Salmonella Dublin niveau 3 efter § 18, stk. 5, skal placeres i niveau 2 når 1) blodprøver fra de 10 yngste kalve over 3 mdr. er negative jf. bilag 1, kapitel 2, nr. 9, eller 2) besætningen har negative tankmælksprøver jf. bilag 1, kapitel 3, nr. 12.
Stk. 3. Besætninger, der har været i niveau 3, skal placeres i niveau 2 i minimum 6 måneder, før besætningen kan placeres i niveau 1.
Stk. 4. Fødevarestyrelsen ophæver det offentlige tilsyn i de i § 13 nævnte besætninger når besætningerne kommer i niveau 1.
§ 22.§-link ↗
Mejeriet skal sikre, at prøver af leverandørmælk (tankmælksprøver) udtages i overensstemmelse med bilag 1, samt at de undersøges for antistoffer mod Salmonella Dublin efter de i bilag 1 anførte retningslinjer.
Stk. 2. Slagteriet skal sikre, at blodprøver udtages på slagteriet i overensstemmelse med bilag 1, samt at de undersøges for antistoffer mod Salmonella Dublin efter de i bilag 1 anførte retningslinjer.
Stk. 3. Den besætningsansvarlige, som leverer mælk eller slagtedyr til udlandet, skal sikre, at leverandørmælk (tankmælksprøver) eller blodprøver undersøges for antistoffer mod Salmonella Dublin efter de i bilag 1 anførte retningslinjer.
§ 23.§-link ↗
Den, som er ansvarlig for indsendelse af prøver til bakteriologisk undersøgelse i henhold til § 3, stk. 4, § 4 og § 8, stk. 1 og 3, skal sikre, at alle salmonellasuspekte isolater undersøges med henblik på serotypning og resistensbestemmelse.
Stk. 2. Resistensbestemmelse skal foretages med de antimikrobielle stoffer, der fremgår af Kommissionens beslutning 2007/407/EF af 12. juni 2007 om harmoniseret overvågning af antimikrobiel resistens hos Salmonella i fjerkræ og svin.
§ 24.§-link ↗
Prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse skal indsendes til undersøgelse på et akkrediteret laboratorium.
Stk. 2. Laboratorier, der undersøger prøver for antistoffer udtaget efter reglerne i § 4, stk. 3 og § 22, skal desuden være godkendt hertil af Fødevarestyrelsen.
§ 25.§-link ↗
Den besætningsansvarlige skal sikre, at laboratoriet meddeler resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse til den, der har indsendt prøven.
Stk. 2. Den besætningsansvarlige skal sikre, at laboratoriet overfører resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i § 3, stk. 4, § 4, stk. 1 og 2, efter Fødevarestyrelsens anvisning.
Stk. 3. Den besætningsansvarlige skal sikre opbevaring af resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse i mindst 3 år.
§ 26.§-link ↗
Den besætningsansvarlige skal sikre, at laboratoriet straks indberetter enhver bakteriologisk eller serologisk påvisning af salmonellabakterier eller antistoffer mod Salmonella i prøver udtaget efter reglerne i § 3, stk. 2 og 4, og § 4, til Fødevarestyrelsen.
Stk. 2. Den besætningsansvarlige skal sikre, at laboratoriet indberetter både positive og negative bakteriologiske salmonellaresultater fra besætninger af kvæg til Kvægdatabasen senest den førstkommende arbejdsdag efter, at resultatet af alle dyrknings- og serotyperesultater foreligger. Eventuel fagtype- og resistensbestemmelse indberettes straks efter, at resultatet foreligger.
Stk. 3. Den besætningsansvarlige skal sikre, at laboratoriet indberetter resultatet af de i § 22 nævnte salmonellaundersøgelser til Kvægdatabasen senest den førstkommende arbejdsdag efter, at resultatet foreligger, med angivelse af de i bilag 8 nævnte oplysninger.
§ 27.§-link ↗
Udgifter til bakteriologisk undersøgelse af prøver udtaget efter reglerne i § 3, stk. 4, afholdes af Fødevarestyrelsen.
Stk. 2. Alle øvrige udgifter, der afholdes i forbindelse med denne bekendtgørelse, er Fødevarestyrelsen uvedkommende.
§ 28.§-link ↗
Med bøde straffes den, der: 1) overtræder § 3, § 6, stk. 3, § 8 og § 9, stk. 1-2, § 10, § 13, stk. 2, § 14, § 17, stk. 2, 3 og 4 nr. 1-3, § 18, § 20 eller §§ 22-26, eller 2) undlader at efterkomme påbud eller forbud udstedt efter §§ 4-5 og § 18.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 29.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 2013.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 143 af 22. februar 2012 om Salmonella hos kvæg m.m.
§ 30.§-link ↗
For slagtekalvebesætninger, har bestemmelserne i § 18, stk. 2-5 om bekæmpelse af Salmonella Dublin først virkning 24 måneder efter bekendtgørelsens ikrafttrædelse.
§ 31.§-link ↗
For andre besætninger har kravet om udtagning af blodprøver efter § 18, stk. 2 først virkning kraft 12 måneder efter bekendtgørelsens ikrafttræden.