§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter alle byggevarer, der bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Byggevare: Enhver vare eller ethvert system, som fremstilles og bringes i omsætning med henblik på at indgå varigt i bygninger, anlægsarbejder eller dele heraf, og hvis ydeevne har indflydelse på bygninger eller anlægsarbejders ydeevne for så vidt angår de grundlæggende krav til bygninger eller anlægsarbejder. 2) Byggevareforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 af 9. marts 2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF, jf. bilag 1. 3) Harmoniseret standard: En standard vedtaget af et af de europæiske standardiseringsorganer, der er anført i bilag 1 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, på grundlag af en anmodning fra Kommissionen i henhold til artikel 6 i nævnte direktiv. 4) Europæisk teknisk vurdering: En dokumenteret vurdering af byggevarers ydeevne i forhold til deres væsentlige egenskaber i overensstemmelse med det respektive europæiske vurderingsdokument, jf. art. 2, nr. 12 i byggevareforordningen. 5) Fabrikant:Enhver fysisk eller juridisk person, som fremstiller en byggevare eller får en sådan vare konstrueret eller fremstillet og markedsfører denne vare under sit navn eller varemærke. 6) Bemyndiget repræsentant: Enhver i Unionen etableret fysisk eller juridisk person, som har modtaget en skriftlig fuldmagt fra en fabrikant til at handle på dennes vegne i forbindelse med varetagelsen af specifikke opgaver. 7) Importør: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Unionen, og som bringer en byggevare fra et tredjeland i omsætning på EU-markedet. 8) Distributør:Enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden, bortset fra fabrikanten eller importøren, som gør en byggevare tilgængelig på markedet. 9) Erhvervsdrivende: Fabrikanten, importøren, distributøren eller den bemyndigede repræsentant. 10) Bringe i omsætning: Første tilgængeliggørelse på et marked.
§ 3.§-link ↗
Fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører og distributører må kun markedsføre eller sælge byggevarer, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf. dog § 4: 1) Byggevaren er egnet til den anvendelse, den markedsføres eller sælges til. 2) Byggevaren opfylder kravene fastsat i a) en harmoniseret standard eller en europæisk teknisk vurdering eller, hvis sådanne ikke findes, b) en dansk standard, godkendelse eller mærkning, eller en standard, godkendelse eller mærkning i et andet EU- eller EØS-land, der opfylder kravene på samme niveau som den danske standard, godkendelse eller mærkning. 3) De i nr. 2, litra a, nævnte byggevarer skal tillige opfylde byggevareforordningens øvrige krav til markedsføring og salg af byggevarer, herunder til ydeevnedeklaration og CE-mærkning.
Stk. 2. Fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører og distributører skal i forbindelse med markedsføring og salg efter stk. 1 gøre opmærksom på, at en byggevare kun må anvendes i en bygning eller et anlægsarbejde, hvis den tillige opfylder eventuelle yderligere krav i anden lovgivning, som er fastsat for den anvendelse, byggevaren er bestemt til.
§ 4.§-link ↗
Erhvervsdrivende må kun markedsføre og sælge byggevarer, der ikke er omfattet af § 3, stk. 1, her i landet, hvis byggevaren opfylder eventuelle krav fastsat i byggelovgivningen eller anden lovgivning for den anvendelse, byggevaren er bestemt til.
§ 5.§-link ↗
Markedsføring af byggevarer må ikke ske ved anvendelse af urigtige eller urimeligt mangelfulde angivelser, der er egnede til at vildlede om byggevarens lovlige anvendelse i byggeri eller om varens egenskaber.
Stk. 2. Rigtigheden af angivelse om faktiske forhold skal kunne dokumenteres.
§ 6.§-link ↗
Byggevarens ydeevnedeklaration og CE-mærkning skal foreligge på dansk eller engelsk.
Stk. 2. Brugsanvisning og sikkerhedsinformation skal foreligge på dansk.
§ 7.§-link ↗
Energistyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i §§ 3-6 overholdes. Tilsynet kan udøves ved stikprøvekontrol.
Stk. 2. For byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard eller en europæisk teknisk vurdering, kan Energistyrelsen forlange dokumentation for, at markedsføring og salg er i overensstemmelse med byggevareforordningen, herunder 1) at byggevaren er forsynet med CE-mærkning, 2) at CE-mærkningen er påført korrekt, 3) at ydeevnedeklarationen foreligger, og at der er udarbejdet den fornødne bagvedliggende tekniske dokumentation.
Stk. 3. For byggevarer, der er omfattet af en obligatorisk dansk standard, godkendelse eller mærkningsordning, kan Energistyrelsen forlange dokumentation for, 1) at byggevaren er mærket korrekt, 2) at en eventuel godkendelse og relevante prøvningsrapporter foreligger, og 3) at eventuel certificering er foretaget på virksomheden.
Stk. 4. For byggevarer, der er omfattet af en standard, godkendelse eller mærkning i et andet EU- eller EØS-land, kan Energistyrelsen forlange dokumentation for, at den pågældende standard, godkendelse eller mærkning opfylder kravene på samme niveau som den tilsvarende danske standard, godkendelse eller mærkning for den pågældende byggevare.
Stk. 5. For byggevarer, der ikke er omfattet af en harmoniseret standard, en europæisk teknisk vurdering, en dansk standard, godkendelse eller mærkning, eller en tilsvarende standard, godkendelse eller mærkning fra et andet EU- eller EØS-land, kan Energistyrelsen forlange dokumentation for, at byggevaren opfylder eventuelle krav, som er fastsat i byggelovgivningen eller anden lovgivning for den anvendelse, byggevaren er bestemt til.
Stk. 6. For alle byggevarer kan Energistyrelsen forlange dokumentation for rigtigheden af de faktiske forhold, som de erhvervsdrivende angiver i forbindelse med markedsføringen af byggevarens egenskaber og lovlige anvendelse i byggeri.
§ 8.§-link ↗
For byggevarer omfattet af harmoniserede standarder eller europæiske tekniske vurderinger kan Energistyrelsen forlange dokumentation fra de erhvervsdrivende, der bringer byggevaren i omsætning eller gør den tilgængelig på markedet, for at de opfylder deres forpligtelser i henholdsvis artikel 11 (fabrikanternes forpligtelser), artikel 12 (bemyndigede repræsentanter), artikel 13 (importørens forpligtelser) og artikel 14 (distributørernes forpligtelser) i byggevareforordningen.
§ 9.§-link ↗
Energistyrelsen kan indhente sagkyndig bistand til prøvning af en byggevare. Energistyrelsen kan endvidere indhente sagkyndige erklæringer, såfremt det skønnes nødvendigt, til afgørelse af, om påbud i henhold til byggelovens § 31 A, stk. 1 eller 2, eller forbud skal udstedes.
Stk. 2. Energistyrelsen kan pålægge den fabrikant, bemyndigede repræsentant, importør eller distributør, der har bragt byggevaren i omsætning på det danske marked 1) at afholde udgifter til prøvning, sagkyndig bistand eller erklæringer, jf. stk. 1, hvis prøvning viser, at byggevaren ikke opfylder de krav, der er fastsat i byggeloven, regler, der er fastsat i medfør af byggeloven, regler i anden lovgivning eller i Den Europæiske Unions forordninger eller direktiver, og 2) at refundere udgifter til byggevarer, der som led i markedskontrol er indkøbt i detailleddet, når prøvning viser, at byggevaren ikke opfylder de krav, der er fastsat i byggeloven, regler, der er fastsat i medfør af byggeloven, regler i anden lovgivning eller i Den Europæiske Unions forordninger eller direktiver.
Stk. 3. Energistyrelsen kan pålægge ethvert led i omsætningen at yde bistand ved forsendelse af vareprøver og at afholde udgifterne hertil.
§ 10.§-link ↗
Energistyrelsen kan bemyndige private virksomheder eller offentlige myndigheder til at udføre de praktiske kontrolfunktioner i forbindelse med markedskontrollen.
Stk. 2. Private virksomheder kan alene foretage markedskontrol i lokaler, der er tilgængelige for offentligheden. Den kontroludøvende virksomhed kan i den forbindelse kræve dokumentation som nævnt i § 7, stk. 2-6, og udbede sig øvrige oplysninger til bedømmelse af byggevarens egenskaber.
§ 11.§-link ↗
Hvor klima-, energi og bygningsministeren i henhold til byggelovens §§ 31 A og 31 B tillægges administrative beføjelser, udøver Energistyrelsen disse beføjelser.
Stk. 2. Afgørelser, som Energistyrelsen træffer i medfør af byggelovens § 31 A eller i medfør af denne bekendtgørelse, kan ikke indbringes for klima-, energi og bygningsministeren.
§ 12.§-link ↗
Energistyrelsen kan offentliggøre resultaterne af en foretagen markedskontrol. Hvis Energistyrelsen har udstedt et påbud efter byggelovens § 31 A, stk. 3, kan Energistyrelsen offentliggøre indholdet af påbuddet og navnet på den person eller den virksomhed, det er rettet til. Offentliggørelse kan ske på Energistyrelsens hjemmeside, via pressen eller i trykte medier, hvor datoen for et meddelt påbud tillige anføres.
Stk. 2. Offentliggørelse, jf. stk. 1, kan først ske, når afgørelsen er meddelt sagens parter. Offentliggørelse efter stk. 1 kan ske efter en høring af den pågældende virksomhed. Offentliggørelse på Energistyrelsens hjemmeside er begrænset til en periode på to år for oplysninger, der ikke er af rent statistisk karakter. Når den person eller virksomhed, der har fået et påbud, har dokumenteret, at det ulovlige forhold er bragt i orden, vil dette blive offentliggjort.
§ 13.§-link ↗
Med bøde straffes den, der overtræder §§ 3-6.
§ 14.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2013.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1075 af 10. november 2008 om CE-mærkning og markedskontrol af byggevarer ophæves.
Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 118 af 16. februar 1998 om ikrafttræden af EF-direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer med de ændringer, som følger af EF-direktiv om ændring af bl.a. EF-direktiv om byggevarer, ophæves.
Stk. 4. Byggevarer, der er bragt på markedet eller solgt her i landet før den 1. juli 2013, behandles efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1075 af 10. november 2008 om markedsføring, salg og markedskontrol af byggevarer.
Stk. 5. Byggevarer, der er bragt i omsætning i overensstemmelse med direktiv 89/106/EØF før den 1. juli 2013, anses for at være i overensstemmelse med Byggevareforordningen, jf. Byggevareforordningen artikel 66.