Bekendtgørelse nr. 1448 · 2012

Gældende

Bekendtgørelse om tilskud til projekter under »Pulje til supercykelstier i større byer«

Bekendtgørelse om tilskud til projekter under »Pulje til supercykelstier i større byer«

Dokumentdato: 20. dec. 2012Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Transportministeren kan inden for de afsatte rammer for pulje til supercykelstier i større byer give tilsagn om tilskud til projekter, der forbedrer infrastrukturen for folk, der pendler over længere afstande ved at sikre en hurtig og direkte cykelrute mellem bolig og arbejde/uddannelse, gerne med tilknytning til kollektive trafikknudepunkter. Vejdirektoratet administrerer midlerne i overensstemmelse med de rammer, der er fastsat i administrationsgrundlaget for puljen til supercykelstier i større byer, der er vedlagt som bilag 1 til bekendtgørelsen.

Stk. 2. Kommuner kan ansøge om tilskud efter reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 2. · Ansøgning om tilskud§-link ↗

Ansøgning om tilskud indsendes til Vejdirektoratet. Ansøgningsskema vil kunne findes på Vejdirektoratets hjemmeside www.vejdirektoratet.dk.

Stk. 2. Procedurer for ansøgning, betingelser for tilskud, tilskuddets størrelse, projektsamarbejde og tilskudsberettigede omkostninger m.v. er fastsat i administrationsgrundlaget i bilag 1.

§ 3. · Betingelser for tilskud§-link ↗

Det er en betingelse for, at en kommune kan søge tilskud, at projektet helt eller fortrinsvis ligger i et af Danmarks 5 største byområder, der fremgår af Danmarks Statistiks byopgørelse af 1. januar 2012 (Hovedstadsområdet, Aarhus, Odense, Aalborg eller Esbjerg).

Stk. 2. Det er en betingelse for tildeling af tilskud, at der er tale om et projekt, hvis gennemførelse er afhængig af dette tilskud.

§ 4. · Betingelser for tilskud§-link ↗

Tilskud kan maksimalt udgøre 50 pct. af de godkendte tilskudsberettigede omkostninger

Stk. 2. Vejdirektoratet kan stille vilkår eller betingelser for tilskud eller tilsagn om tilskud.

Stk. 3. Det er en betingelse for tilskud, at der er midler til rådighed inden for de afsatte rammer, jf. § 1.

Stk. 4. Vejdirektoratet kan til enhver tid anmode om yderligere oplysninger i forbindelse med behandlingen af ansøgningen.

§ 5. · Betingelser for tilskud§-link ↗

Tilskudsmodtagers egenfinansiering kan ikke dækkes af andre statslige puljer inden for Transportministeriets område.

§ 6. · Ændring af projekt§-link ↗

Ændring af et projekt kan godkendes af Vejdirektoratet på betingelse af, at ændringen efter Vejdirektoratets vurdering er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Vejdirektoratet, inden ændringen iværksættes.

§ 7. · Rapportering og regnskaber§-link ↗

Løbende afrapportering om status, udbetaling og afregning m.v. skal ske i overensstemmelse med administrationsgrundlaget i bilag 1.

§ 8. · Tilsyn§-link ↗

Vejdirektoratet fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes, og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra ansøgeren.

Stk. 2. I det omfang ansøgeren anvender samarbejdspartnere, er ansøgeren forpligtet til i nødvendigt omfang at fremskaffe de udbedte oplysninger fra den pågældende samarbejdspartner.

§ 9. · Underretningspligt§-link ↗

Tilskudsmodtager skal straks underrette Vejdirektoratet, hvis 1) der foreligger forhold, som efter §§ 10 og 11 kan medføre krav om helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud, 2) der foreligger forhold, som efter § 11 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud, eller 3) tilskudsmodtager skifter revisor i løbet af projektperioden.

§ 10. · Bortfald og tilbagebetaling af tilskud§-link ↗

Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis 1) tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger 2) midlerne uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen, 3) projektet ikke kan gennemføres som forudsat i den godkendte ansøgning, 4) tilsagnshaver tilsidesætter sin underretningspligt efter § 9, eller 5) betingelserne for tilskud ikke bliver opfyldt, herunder også de betingelser der er fastsat i administrationsgrundlaget (bilag 1) og revisionsinstruksen.

Stk. 2. Hvis projektet opnår besparelser i forhold til det oprindelige budget, reduceres tilskuddet, således at tilskudsandelen ikke overskrider den bevilligede tilskudsprocent.

§ 11. · Bortfald og tilbagebetaling af tilskud§-link ↗

Vejdirektoratet kan beslutte, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales helt eller delvist, hvis 1) der er sket helt eller delvist bortfald af tilsagn om tilskud i henhold til § 10, eller 2) tilskudsmodtager efterfølgende får ydet tilskud fra anden side til dækning af udgifter, som er finansieret med tilskud fra puljen til supercykelstier i større byer.

§ 12. · Bortfald og tilbagebetaling af tilskud§-link ↗

Hvis et udbetalt tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales, opkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Rente fastsættes i overensstemmelse med renteloven og beregnes fra forfaldsdagen.

§ 13. · Revision§-link ↗

Revision af projektregnskaber for projekttilskud efter denne bekendtgørelse skal ske i overensstemmelse med den til enhver tid gældende revisionsinstruks. Revisionsinstruksen kan findes på Vejdirektoratets hjemmeside www. Vejdirektoratet.dk.

§ 14. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 5. januar 2013.