Bekendtgørelse nr. 1010 · 2012

Gældende

Bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR)

Bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR)

Dokumentdato: 24. okt. 2012Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Almindelige bestemmelser

§ 1.§-link ↗

Formålet med ajourføringen af Bygnings- og Boligregistret (BBR) er, at tidstro, kor­rekte og fyldestgørende oplysninger om eksisterende og påbegyndte bygninger, boliger, tekniske anlæg m.v. bliver registreret ensartet.

§ 2.§-link ↗

Ejere af landets faste ejendomme har efter reglerne i denne bekendtgørelse pligt til at påse, at den pågældende ejendom er registreret korrekt i BBR.

§ 3.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen ajourfører BBR for alle faste ejendomme indenfor kommunens eget geografiske område.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen er ikke ansvarlig for, at ejeren har afgivet korrekte oplysninger. Kommunalbestyrelsen er dog forpligtet til at revidere ejerens oplysninger ud fra en sandsynlighedsbetragtning og skal reagere aktivt ved mistanke om uoverensstemmelse mellem de i BBR registrerede forhold og de faktiske forhold.

§ 4.§-link ↗

Ministeren for by, bolig og landdistrikter kan udstede vejledninger med uddybende retningslinjer for registrets ajourføring. Sådanne vejledninger optages ikke i Ministe­rial­tidende, men vil være offentligt tilgængelige på www.bbr.dk.

Kapitel 2 · Omfanget af registreringen i BBR

§ 5.§-link ↗

Registreringen i BBR sker på niveauerne grund, bygning, teknisk anlæg, bolig- eller erhvervsenhed, brugsenhed, opgang/indgang, etage samt rum. Hver fast ejendom i landet, jf. § 2, stk. 2, registreres med oplysninger om hver enkelt forekomst af de niveauer, ejendommen er sammensat af.

Stk. 2. Nærmere information om, hvilke oplysninger, der skal registreres på de enkelte niveauer, fremgår af bilag 1.

§ 6. · Grund§-link ↗

En grund består af et eller flere jordstykker (dvs. matrikelnumre) som er fysisk sammenhængende (fælles skellinje) og indgår i den samme samlede faste ejendom, jf. § 2 i lov om udstykning og anden registre­ring i matriklen.

Stk. 2. Samtlige grunde, hvorpå der forekommer en bygning, et teknisk anlæg, en adresse, eller hvorpå der verserer en byggesag, optages i BBR.

Stk. 3. Grunden identificeres ved matrikelbetegnelsen for det eller de pågældende jordstykker.

§ 7. · Bygning§-link ↗

En bygning består af en eller flere konstruktioner, der udgør en rumlig helhed, og som skær­mer mod vejrliget. En bygning består som minimum af en overdækning (et tag).

Stk. 2. Alle bygninger skal optages i BBR, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, hvorvidt bygninger, der ikke er omfattet af byggeloven og samtidig dækker et areal på mindre end 10 m2, skal optages i BBR.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør, hvorvidt kolonihavehuse af forholdsvis ringe værdi skal optages i BBR.

§ 8. · Teknisk anlæg§-link ↗

Et teknisk anlæg er en stedfast, klart afgrænset konstruktion, der er opført til et bestemt for­mål, og som ikke karakteriseres som en bygning.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afgør, hvilke typer tekniske anlæg, der skal optages i BBR, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. Olietanke omfattet af bekendtgørelse om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines skal optages i BBR.

Stk. 4. Elproducerende vindmøller, tilsluttet elnettet med en effekt på mere end 6 kW skal efter ministeren for by, bolig og landdistrikters nærmere regler optages i BBR.

§ 9. · Bolig- eller erhvervsenhed§-link ↗

Ved en bolig- eller erhvervsenhed forstås et sammenhængende areal i en bygning med selv­stændig adgang fra en opgang/indgang. Bolig- eller erhvervsenheden skal være afgrænset og fysisk adskilt fra andre bolig- eller erhvervsenheder.

Stk. 2. Alle boligenheder skal optages i BBR. Hvis der er tvivl om, hvorvidt det pågældende areal er at betragte som bolig, lægges kommunalbestyrelsens eventuelle afgørelse i henhold til byggeloven til grund for registreringen.

Stk. 3. For bygninger, der anvendes til både beboelse og erhverv, foretages en fuldstændig opdeling på særskilte boligenheder og erhvervsenheder. Hvis det samlede areal af boligenhederne i bygningen udgør mindre end 5 % af det samlede bygnings­areal, foretages som minimum en registrering af de enheder, som anvendes til beboelse.

Stk. 4. Erhvervsenheder, der samtidig er ejerlejligheder skal optages i BBR.

Stk. 5. Kommunal­bestyrelsen afgør, hvorvidt øvrigt erhvervsareal skal optages i BBR.

§ 10. · Brugsenhed§-link ↗

Ved en brugsenhed forstås en sammenhængende del af en eller flere bygninger, som benyttes samlet til en bestemt funktion og ikke kan defineres som en bolig- eller erhvervsenhed.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afgør, hvilke brugsenheder der skal optages i BBR.

§ 11. · Opgang/indgang§-link ↗

Ved en opgang/indgang forstås det primære adgangsgivende areal eller en indgangsdør, som giver adgang til hele eller væsentlige dele af en bygning.

Stk. 2. Til samtlige bolig- og erhvervsenheder samt brugsenheder skal der være knyttet mindst én opgang/indgang, der markerer det sted, som udgør den udefra kommende hovedadgangsvej til en eller flere enheder.

§ 12. · Etage§-link ↗

Ved en etage forstås et sammenhængende vandret bærende etageplan i en bygning. Etager, der opdeles af et niveauspring på mere end en halv etagehøjde, regnes ikke som en samlet etage.

Stk. 2. Kælderetager samt udnyttede og udnyttelige tagetager skal optages som etager i BBR.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, hvorvidt bygningens øvrige etager skal optages i BBR.

§ 13. · Rum§-link ↗

Et rum er det mindste volumen i en bygning, som er fysisk afgrænset af loft, vægge og gulv, og som ikke yderligere fysisk er opdelt i rum.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afgør, hvilke rum der skal optages i BBR.

Kapitel 3 · Ejers oplysningspligt til BBR

§ 14.§-link ↗

For byggeri, der kræver byggetilladelse eller som skal anmeldes, skal ejeren meddele alle oplysninger af relevans for registreringen i BBR, jf. kapitel 2, til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Oplysningerne meddeles når byggeansøgning eller byggeanmeldelse indgives, når byggeriet påbegyndes samt når byggeriet fuldføres eller faktisk tages i brug.

§ 15.§-link ↗

Når de i BBR optagne grunde, bygninger, tekniske anlæg, opgange, etager, rum, bolig-, brugs- eller erhvervsenheder i øvrigt opføres, nedlægges, ændres, adskilles eller sammenlægges, skal ejeren meddele alle oplysninger af relevans for registreringen i BBR, jf. kapitel 2, til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Oplysningerne meddeles når forandringen er fuldført eller faktisk taget i brug, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. For ejerlejligheder meddeles oplysningerne når anmeldelse om opdeling eller ændring af opdeling af en bygning i ejerlejligheder indleveres til tinglysning.

§ 16.§-link ↗

Når ejeren på grundlag af en fremsendt BBR-meddelelse eller på anden måde konstaterer fejl ved registreringen af de i BBR optagne grunde, bygninger, tekniske anlæg, opgange, etager, rum, bolig-, brugs- eller erhvervsenheder, skal ejeren meddele alle oplysninger af relevans for registreringen i BBR, jf. kapitel 2, til kommunalbestyrelsen.

§ 17.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at ejeren afgiver de i §§ 14-16 nævnte oplysninger på særlige skemaer. Kommunalbestyrelsen kan herunder kræve, at ejeren identificerer de berørte bygninger på en situationsplan.

Stk. 2. Ejeren skal i det omfang, kommunalbestyrelsen kræver det og i det omfang det i øvrigt er muligt, dokumentere rigtigheden af de oplysninger, som meddeles kommunalbestyrelsen efter §§ 14-16.

§ 18.§-link ↗

Ejeren er ikke forpligtet til at afgive oplysninger om niveauer optaget i BBR efter kommunal afgørelse, jf. § 7, stk. 3 og 4, § 8, stk. 2, § 9, stk. 5, § 10, stk. 2, § 12, stk. 3, § 13, stk. 2, medmindre kommunalbestyrelsen på forhånd har fremsendt en specifik anmodning herom.

Stk. 2. Undtaget fra ejers oplysningspligt er endvidere: 1) ejendomme på Christiansø, 2) ejendomme, der ikke kan knyttes til en af kommunalbestyrelsen fastsat adresse og som i øvrigt hverken indeholder bygninger, boliger eller de i BBR optagne tekniske anlæg, 3) bygninger og bolig-, brugs- eller erhvervsenheder samt tekniske anlæg, som anvendes af Forsvarsministeriet eller Justitsministeriet, når hensyn til offentlige beskyttelsesinteresser gør dette nødvendigt og 4) tekniske anlæg på søterritoriet.

Kapitel 4 · Kommunal ajourføring af BBR

§ 19.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal ajourføre BBR i takt med, at data fra byggesagsbehandling, miljøsagsbehandling m.v. etableres eller oplysninger modtages fra ejendomsejere.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal ajourføre BBR i følgende tilfælde: 1) når der modtages fyldestgørende ansøgning om byggetilladelse eller anmeldelse af byggeri, jf. § 20, 2) når der udstedes byggetilladelse eller gives kvittering for anmeldelse, 3) når der påbegyndes byggeri, som kræver byggetilladelse, 4) når byggeri fuldføres eller faktisk bliver taget i brug, 5) når der modtages oplysning om ændring i anvendelsen af bygninger, bolig- eller erhvervsenheder, 6) når der modtages oplysninger om, at installationsforhold m.v. ændres uden byggesags­behand­ling, 7) når der modtages oplysninger om, hvorvidt der er tegnet en byggeskadeforsikring, 8) når anmeldelse om opdeling eller ændring af opdeling af en bygning i ejerlejligheder er tinglyst, 9) når eksisterende bolig-, brugs- eller erhvervsareal tillades ned- eller sammenlagt, 10) når der modtages oplysning om, at byggeri nedrives, 11) når ejeren meddeler ændringer vedrørende fejl og mangler i oplysningerne til kommunen og 12) når kommunalbestyrelsen i øvrigt konstaterer eller bliver bekendt med, at de i BBR registrerede oplysninger ikke er kor­rekte.

§ 20.§-link ↗

Alle ansøgninger om byggetilladelse m.v., der vil ændre registrets dataindhold, skal registreres i BBR.

Stk. 2. Sager om lovliggørelse m.v. af eksisterende byggeri, jf. § 23, skal registreres i BBR, uanset om sagen vil medføre ændringer i registrets dataindhold. Registreringen skal som minimum omfatte modtagelsesdato og tilladelsesdato.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan vælge at registrere øvrige byggesager i BBR.

§ 21.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at BBR-registreringerne, jf. § 19 og 20, er korrekte, fyldestgørende og tidstro. Med tidstro forstås, at ajourføring af registret skal ske senest 10 hverdage efter kommunens modtagelse af nye oplysninger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan vælge at afvente ajourføringen af de bygningskarakteristiske BBR-oplysninger i en byggesag eller en miljøsag til tilladelsen er givet. Datoer for modtagelse af ansøgning og udstedelse af tilladelse skal dog ajourføres efter reglerne i stk. 1 i takt med, at sagen behandles.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan vælge at afvente ajourføringen af en oplysning, hvis der vurderes at være en nærliggende risiko for at oplysningen falder ind under § 23.

§ 22.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge en aktiv indsats for systematisk kontrol af oplysninger i BBR, således, at BBR-registreringerne er tidstro, korrekte og fyldestgørende for såvel eksisterende som påbegyndte bygninger, boliger, tekniske anlæg m.v.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan samkøre BBR-registreringerne med oplysninger fra andre datakilder med henblik på kvalitetssikring af data i registret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at ejeren dokumenterer afgivne oplysninger til BBR, jf. § 17. Såfremt ejeren ikke herefter dokumenterer oplysningen, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om registreringen. Afgørelsen er endelig og kan ikke påklages administrativt.

§ 23.§-link ↗

Hvis kommunalbestyrelsen konstaterer en uoverensstemmelse mellem de faktiske forhold og de lovlige forhold, kan kommunalbestyrelsen vælge at kræve forholdene bragt i orden umiddelbart forud for registrering i BBR, eller at registrere de ulovlige forhold med henblik på senere lovliggørelse suppleret med en notering af forholdet i registret. Registrering i BBR er således ikke nødvendigvis et udtryk for om forholdet i øvrigt er lovligt.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal afvise en åbenlyst mangelfuld eller forkert oplysning fra ejeren.

§ 24.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med eksterne parter, der igennem deres virksomhed frembringer relevante oplysninger, om at disse oplysnin­ger kan indgå i ajourføringen af registret.

Stk. 2. Før der leveres data til BBR efter stk. 1, skal der være indgået en kontrakt mellem den pågælden­de virksomhed eller offentlige myndighed og kommunalbestyrelsen om de nærmere vilkår for leverancen af data til BBR. Ministeren for by, bolig og landdistrikter kan forlange kontrakten forelagt som led i ministerens generelle tilsyn med kommunernes ajourføring af BBR.

Stk. 3. Eksterne parters medvirken ved registrets ajourføring friholder ikke kommunalbestyrelsen for ansvar efter denne bekendtgørelse.

Kapitel 5 · Sanktioner / Bødestraf

§ 25.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed 1) undlader rettidigt at meddele oplysninger, der afkræves efter § 14-17 eller 2) afgiver urigtige oplysninger til BBR.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Provenuet fra vedtagne bødeforlæg, jf. § 9 i lov om bygnings- og boligregistrering, tilfalder den kommune, der har udstedt forlægget.

§ 26. · Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. oktober 2012.

Stk. 2. Følgende regler ophæves: 1) cirkulære nr. 6 af 6. januar 1977 om etablering af bygnings- og boligregistrering, 2) cirkulære nr. 195 af 23. oktober 1978 om bygnings- og boligregistrets drift og anvendelse 1, 3) cirkulære nr. 214 af 4. december 1979 om benyttelse af private virksomheder m.v. til behandlingsopgaver o. lign. i forbindelse med oplysninger fra bygnings- og boligregistret samt om overdragelse af bygnings- og boligregisteroplysninger til koncessionerede selskaber, 4) cirkulære nr. 214 af 15. december 1980 om privates adgang til oplysninger i bygnings- og boligregistret, 5) cirkulære nr. 14 af 11. februar 1986 om bygnings- og boligregistrets ajourføring og drift, 6) cirkulære nr. 51 af 14. april 1989 om effektivisering af anvendelsen af ejendomsdataregistrene og mulighederne for tilknytning af et digitalt kortgrundlag ved etablering af et krydsreferenceregister, 7) cirkulæreskrivelse af 25. marts 1991 om indsamling af oplysninger om leje til brug for 19. alm. ejendomsvurdering, 8) cirkulære nr. 106 af 2. juli 1992 om videreudvikling af Krydsreferenceregistret samt adgang til registreringen, 9) cirkulæreskrivelse af 6. august 1992 om effektivisering af forvaltningsopgaver ved målrettet anvendelse af digitale kort og registre, 10) cirkulæreskrivelse nr. 165 af 22. august 1995 om 20. alm. ejendomsvurdering pr. 1. januar 1996. 11) cirkulæreskrivelse nr. 140 af 8. september 1996 om datakvaliteten i Bygnings- og Boligregistret (BBR), 12) cirkulæreskrivelse nr. 89 af 27. maj 1998 om ajourføring af huslejeoplysninger i bygnings- og boligregistret (BBR) til brug ved den almindelige ejendomsvurdering pr. 1. januar 2000 og 13) bekendtgørelse nr. 1028 af 12. december 2002 om ejeres pligt til at give oplysninger til Bygnings- og Boligregistret (BBR).