§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om Trafikstyrelsens afgifter for tilsynsvirksomhed og gebyrer for varetagelse af opgaverne i henhold til lov om jernbane og fælleskabsretlige regler på jernbaneområdet.
Stk. 2. Jernbanevirksomheder, jernbaneinfrastrukturforvaltere, entreprenørvirksomheder, ejere af læsseenheder m.fl. og personer som udfører sikkerhedsklassificerede funktioner hos jernbanevirksomheder eller jernbaneinfrastrukturforvaltere, betaler gebyrer efter satserne i bilag 1- 7 til denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for udførelse af ikke erhvervsmæssig jernbanedrift (veterantogskørsel og veteranbanedrift).
§ 2. · Betaling af gebyrer§-link ↗
For følgende ydelser betales gebyr efter regning: 1) udstedelse, fornyelse og ændring af sikkerhedscertifikat og sikkerhedsgodkendelse, 2) udstedelse af tilladelse til jernbanevirksomhed og infrastrukturforvaltning, 3) godkendelse af køretøjer, 4) godkendelse af sikkerhedsregler, 5) godkendelse af jernbaneinfrastruktur uden anlægslov, 6) godkendelse af jernbaneinfrastruktur med egen anlægslov, 7) godkendelse af sikkerhedsmæssige uddannelser 8) tilsyn med uddannelsessteder, der ikke er jernbanevirksomheder eller infrastrukturforvaltere, og 9) assessering (godkendelse af organer eller institutioner i henhold til interoperabilitetsdirektivet).
§ 3. · Betaling af gebyrer§-link ↗
Hvor gebyret fastsættes efter regning, er timeprisen 800 kr.
Stk. 2. Gebyrer, jf. stk. 1, kan maximalt udgøre de i bilag 1-3 og bilag 5 nævnte lofter.
Stk. 3. Ved afbrydelse af sagsbehandlingen for hvilken gebyret fastsættes efter regning betales et beløb for det allerede udførte arbejde.
Stk. 4. Trafikstyrelsen kan viderefakturere særlige omkostninger til ansøger, herunder særlig teknisk bistand, rejseomkostninger m.v., som anvendes i forbindelse med en konkret godkendelsessag.
§ 4. · Betaling af gebyrer§-link ↗
For følgende ydelser betales et fast gebyr: 1) registrering af internationale køretøjer i det nationale køretøjsregister (NVR), 2) opretholdelse og ændringer af registreringer i det nationale køretøjsregister, 3) adgang til det virtuelle centralregister for køretøjer (VVR), 4) lokomotivførerlicenser og erstatningsdokumenter for lokomotivførerlicenser, og 5) helbredsgodkendelser.
§ 5. · Betaling af afgift§-link ↗
Afgiften i henhold til jernbanelovens § 21 u, stk. 2 og 3, udgør i 2012 de beløb, der fremgår af bilag 8.
§ 6. · Klage§-link ↗
Ved afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan kun retlige forhold påklages til transportministeren.
§ 7. · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2012 og gælder for al sagsbehandling af ydelser, jf. § 2.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 513 af 20. maj 2010 om gebyrer på Trafikstyrelsens område ophæves.
Stk. 3. For ansøgninger og projekter, der er under behandling i Trafikstyrelsen på bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt, beregnes gebyret indtil dette tidspunkt efter de hidtidige regler indtil denne bekendtgørelses ikrafttræden. Efter dette tidspunkt beregnes gebyret efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse. For ydelser, hvor der efter de hidtidige regler ikke har været krav om gebyr, vil der ikke blive opkrævet gebyr for sagsbehandling af ydelser foretaget indtil ikrafttrædelsesdatoen.