§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter regler for kortlægning af ekstern støj fra visse infrastrukturanlæg og i større, samlede byområder og for udarbejdelse af støjhandlingsplaner for disse anlæg og byområder. Formålet med kortlægning af den eksterne støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner er at skabe et grundlag for at undgå, forebygge eller begrænse de skadelige virkninger, herunder gener, der skyldes eksponering for ekstern støj, samt at opretholde støjmiljøets kvalitet der, hvor den er acceptabel. Bekendtgørelsen fastsætter også regler, der skal sikre, at oplysninger om ekstern støj og dens virkninger stilles til rådighed for offentligheden.
Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ekstern støj, som mennesker udsættes for navnlig i bebyggede områder, i offentlige parker eller stilleområder i større, samlede byområder, i stilleområder i det åbne land, nær skoler, hospitaler og andre støjfølsomme bygninger og områder.
Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter ikke ekstern støj, der forårsages af den udsatte person selv, støj fra hjemlige gøremål, fra naboer, støj på arbejdspladsen, støj i transportmidler eller støj, der skyldes militære aktiviteter i militærområder.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Ekstern støj: Uønsket eller skadelig udendørs lyd fremkommet ved menneskers aktiviteter, herunder støj fra transport, vej-, jernbane- eller flytrafik og fra (i)-mærkede virksomheder, jf. bilag 1 i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed. 2) Infrastrukturanlæg: veje, jernbaner, flyvepladser og lufthavne. 3) Skadelige virkninger: Negativ påvirkning af menneskers sundhed. 4) Grænseværdi: En værdi hvis overskridelse får de ansvarlige myndigheder til at overveje eller indføre støjdæmpende foranstaltninger. 5) Gene: Den gennemsnitlige grad af gener fra ekstern støj som fastlagt ved f.eks. befolkningsundersøgelser eller vurderet ved at sammenligne grænseværdi og støjniveau. 6) Større vej: En regional, national eller international vej, hvor der passerer over 3 mio. køretøjer om året. 7) Større jernbane: En jernbane, hvor der passerer over 30.000 tog om året. 8) Større lufthavn: En civil lufthavn med mere end 50.000 operationer om året (en operation er en start eller en landing). 9) Større, samlet byområde: Et afgrænset byområde med et indbyggertal på over 100.000 personer. 10) Stilleområde i et større, samlet byområde: Et område, som er afgrænset af kommunalbestyrelsen, og som f.eks. ikke fra nogen støjkilde udsættes for en Lden -værdi, der ligger over en bestemt værdi, som fastlægges af miljøministeren. 11) Stilleområde i det åbne land: Et område afgrænset af kommunalbestyrelsen, som ikke belastes af støj fra trafik, industri eller fritidsaktiviteter, og hvor det i den overvejende del af tiden er naturens egne lyde, der dominerer. 12) Støjindikator: Et fysisk mål til beskrivelse af ekstern støj, som har sammenhæng med en skadelig virkning. Der opereres med to støjindikatorer i denne bekendtgørelse; Lden og Lnight. 13) Lden: Dag-aften-nat-værdien i decibel (dB) beregnes efter følgende formel: hvor Lday er det A-vægtede gennemsnitlige lydtrykniveau som defineret i ISO 1996-2: 1987 og bestemt over alle dagperioder i et år, Levening er det A-vægtede gennemsnitlige lydtrykniveau som defineret i ISO 1996-2: 1987 og bestemt over alle aftenperioder over et år, og Lnight er det A-vægtede gennemsnitlige lydtrykniveau som defineret i ISO 1996-2: 1987 og bestemt over alle natperioder i et år. Dagperioden er tidsrummet kl. 07 – 19, aftenperioden er tidsrummet kl. 19 – 22, og natperioden er tidsrummet kl. 22 – 07. 14) Støjkort: Et kort bestemt til samlet vurdering af støjeksponeringen i et bestemt område fra forskellige støjkilder eller generelle prognoser for det pågældende område. Støjkort er en samlet betegnelse for et grafisk støjkort og opgørelser af støjbelastningen. 15) Støjhandlingsplan: En plan beregnet på håndtering af støjproblemer og -virkninger, herunder om fornødent støjreduktion. 16) Trafikselskab: De trafikselskaber, der er omfattet af lov om trafikselskaber.
§ 3. · Større veje§-link ↗
Senest den 30. juni 2012 og herefter hvert femte år skal der være udarbejdet støjkort for alle de større veje, der er omfattet af bilag 1.
§ 4. · Større veje§-link ↗
Transportministeriet er ansvarlig for udarbejdelse af støjkort for det statslige vejnet samt for vejnettet på Storebæltsforbindelsen, Øresundsmotorvejen og den danske del af den faste forbindelse over Øresund.
§ 5. · Større jernbaner§-link ↗
Senest den 30. juni 2012 og herefter hvert femte år skal der være udarbejdet støjkort for alle de større jernbaner, der er omfattet af bilag 2.
§ 6. · Større jernbaner§-link ↗
Transportministeriet er ansvarlig for udarbejdelse af støjkort for det statslige jernbanenet, den københavnske metro samt for jernbanenettet på Storebæltsforbindelsen, Øresundsbanen og den danske del af den faste forbindelse over Øresund.
Stk. 2. Trafikselskabet er ansvarligt for udarbejdelse af støjkort for privatbaner.
§ 7. · Større lufthavne§-link ↗
Senest den 30. juni 2012 og herefter hvert femte år skal der være udarbejdet støjkort for alle de større lufthavne, der er omfattet af bilag 3.
Stk. 2. Allerede udarbejdede støjkort skal ikke revideres eller ændres, medmindre trafikken i en lufthavn er ændret på en måde, der medfører en tydelig ændring af støjen, jf. Bilag 5, B5. 6.
§ 8. · Større lufthavne§-link ↗
Godkendelsesmyndigheden for den pågældende lufthavn efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse er ansvarlig for udarbejdelse af støjkort for lufthavnen.
§ 9. · Større, samlede byområder§-link ↗
Senest den 30. juni 2012 og herefter hvert femte år skal der være udarbejdet støjkort for alle større, samlede byområder, som er omfattet af bilag 4.
§ 10. · Større, samlede byområder§-link ↗
I byområder, som omfattet af § 9, udarbejdes der særskilte støjkort for vejstøj, togstøj, flystøj og virksomhedsstøj. Supplerende kort for andre typer ekstern støj og stilleområder kan udarbejdes.
§ 11. · Større, samlede byområder§-link ↗
Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelsen af støjkort for vejtrafik, der bidrager til støjen i det større, samlede byområde. Kommunalbestyrelsen er tillige ansvarlig for udarbejdelse af støjkort for de virksomheder, lufthavne og flyvepladser, der bidrager til støjen i det større, samlede byområde, i de tilfælde hvor kommunalbestyrelsen er godkendelsesmyndighed i medfør af kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse.
Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven for de øvrige virksomheder og lufthavne, som bidrager til støjen i det større, samlede byområde, er ansvarlig for udarbejdelsen af støjkort for disse virksomheder og lufthavne.
Stk. 3. Transportministeriet er ansvarlig for udarbejdelse af støjkort for det statsejede jernbanenet, som bidrager til støjen i det større, samlede byområde. Trafikselskabet er ansvarlig for udarbejdelse af støjkort for det privatejede jernbanenet, som bidrager til støjen i det større, samlede byområde.
Stk. 4. Transportministeriet stiller de nødvendige oplysninger til rådighed for kommunalbestyrelsens arbejde med at udarbejde støjkort for de statsejede veje efter stk. 1.
§ 12. · Fælles bestemmelser for støjkort§-link ↗
For udarbejdelse af støjkort og for myndighedernes indrapportering af information og data til Miljøstyrelsen gælder kravene i bilag 5.
§ 13. · Fælles bestemmelser for støjkort§-link ↗
Støjkortene skal gennemgås og om nødvendigt revideres mindst hvert femte år efter deres udarbejdelse.
Stk. 2. Støjkortene skal sendes til Miljøstyrelsen senest den 30. juni 2012 og herefter hvert 5. år.
§ 14. · Fælles bestemmelser for støjkort§-link ↗
Støjkort skal være klare, forståelige og let tilgængelige. Der skal indgå en oversigt over de vigtigste punkter i støjkortet.
Stk. 2. Støjkort for et større, samlet byområder skal mindst indeholde: 1) En generel beskrivelse af de veje, jernbaner, lufthavne og flyvepladser samt virksomheder, der indgår i støjkortet. 2) En oversigt over det anslåede antal boliger og antal personer, der bor i boliger, der udsættes for en støjbelastning i hvert af følgende intervaller: 55-59 dB, 60-64 dB, 65-69 dB, 70-74 dB og > 75 dB anført for vejtrafik, togtrafik, flytrafik og virksomheder hver for sig. Støjbelastningen udtrykkes ved Lden i dB beregnet i både 1,5 og 4 meters højde over jorden ved den stærkest støjbelastede facade. Hvis der foreligger tal for det, og det er relevant, anslås i ovennævnte kategorier antallet af boliger samt personer, der bor i boliger med særlig isolering mod den pågældende støj, samt antallet af boliger og hvor mange personer, der bor i boliger med en stille facade. 3) En oversigt over det anslåede antal boliger og antal personer, der bor i boliger, der udsættes for en støjbelastning i hvert af følgende intervaller: 50-54 dB, 55-59 dB, 60-64 dB, 65-69 dB og > 70 dB anført for vejtrafik, togtrafik, flytrafik og virksomheder hver for sig. Støjbelastningen udtrykkes ved Lnight i dB beregnet i både 1,5 og 4 meters højde over jorden ved den stærkest belastede facade. Hvis der foreligger tal for det, og det er relevant, anslås i ovennævnte kategorier, antallet af boliger samt personer, der bor i boliger med særlig isolering mod den pågældende støj, herunder antallet af boliger samt personer, der bor i boliger med en stille facade. 4) En grafisk præsentation af støjzonerne i intervallerne 55-59 dB, 60-64 dB, 65-69 dB, 70-74 dB og > 75 dB, beregnet som Lden i både 1,5 og 4 meters højde, og en grafisk præsentation af støjzonerne i intervallerne 50-54 dB, 55-59 dB, 60-64 dB, 65-69 dB og > 70 dB, beregnet som Lnight i både 1,5 og 4 meters højde. Der udarbejdes separate kort for vejtrafik, togtrafik, flytrafik og virksomheder hver for sig.
Stk. 3. Støjkort for større veje, større jernbaner og større lufthavne skal mindst indeholde: 1) En generel beskrivelse af de større veje, større jernbaner og større lufthavne, der indgår i støjkortet. 2) En beskrivelse af omgivelserne: større, samlede byområder, byer, landsbyer, åbent land eller lignende, oplysninger om arealanvendelse, samt andre væsentlige støjkilder. 3) En oversigt over anslåede antal boliger og antal personer, der bor i boliger uden for større, samlede byområder, der udsættes for en støjbelastning i hvert af følgende intervaller: 55-59 dB, 60-64 dB, 65-69 dB, 70-74 dB og > 75 dB, anført for vejtrafik, togtrafik og flytrafik hver for sig. Støjbelastningen udtrykkes ved Lden i dB beregnet i både 1,5 og 4 meters højde over jorden ved den stærkest støjbelastede facade. Hvis der foreligger tal for det, og det er relevant, anslås i ovennævnte kategorier antallet af boliger samt hvor mange personer, der bor i boliger med særlig isolering mod den pågældende støj og antallet af boliger samt hvor mange personer, der bor i boliger med en stille facade. 4) En oversigt over anslåede antal boliger og antal personer, der bor i boliger uden for større, samlede byområder, der udsættes for en støjbelastning i hvert af følgende intervaller: 50-54 dB, 55-59 dB, 60-64 dB, 65-69 dB og > 70 dB anført for vejtrafik, togtrafik og flytrafik hver for sig. Støjbelastningen udtrykkes ved Lnight i dB beregnet i både 1,5 og 4 meters højde over jorden ved den stærkest belastede facade. Hvis der foreligger tal for det, og det er relevant, anslås antallet af boliger samt hvor mange personer i ovennævnte kategorier, der bor i boliger med særlig isolering mod den pågældende støj og hvor mange personer, der bor i boliger med en stille facade. 5) Det samlede areal (i km2) af de områder, der udsættes for Lden -værdier i intervallerne 55-59 dB, 60-64 dB, 65-69 dB, 70-74 dB og > 75 dB, beregnet i 4 meters højde. Derudover skal det anslås, hvor mange boliger og personer, der i alt befinder sig i disse områder. I tallene skal større, samlede byområder medregnes. 6) En grafisk præsentation af støjzonerne i intervallerne 55-59 dB, 60-64 dB, 65-69 dB, 70-74 dB og > 75 dB, beregnet som Lden i både 1,5 og 4 meters højde, og en grafisk præsentation af støjzonerne i intervallerne 50-54 dB, 55-59 dB, 60-64 dB, 65-69 dB og > 70 dB, beregnet som Lnight i både 1,5 og 4 meters højde. De grafiske præsentationer skal være påført oplysninger om landsbyer, byer og større, samlede byområder inden for støjzonerne.
§ 15. · Fælles bestemmelser for støjkort§-link ↗
Ved udarbejdelsen og revisionen af støjkort skal støjindikatorerne Lden og Lnight anvendes.
§ 16. · Fælles bestemmelser for støjkort§-link ↗
Støjkort skal være udarbejdet over situationen i kalenderåret forud for kortlægningsfristen i §§ 3, 5, 7 og 9. Eksisterende støjindikatorer og dertil knyttede data skal anvendes og omregnes til Lden og Lnight efter kravene i bilag 5. Disse data må højst være tre år gamle.
§ 17. · Større veje§-link ↗
Senest den 18. juli 2013 og herefter hvert femte år skal der være udarbejdet støjhandlingsplaner beregnet på håndtering af støjproblemer og –virkninger fra de større veje, der er udarbejdet støjkort for i medfør af § 3.
§ 18. · Større veje§-link ↗
Transportministeriet er ansvarlig for udarbejdelse af støjhandlingsplaner for det statslige vejnet samt for vejnettet på Storebæltsforbindelsen, Øresundsmotorvejen og den danske del af den faste forbindelse over Øresund.
§ 19. · Større jernbaner§-link ↗
Senest den 18. juli 2013 og herefter hvert femte år skal der være udarbejdet støjhandlingsplaner beregnet på håndtering af støjproblemer og –virkninger fra de større jernbaner, der er udarbejdet støjkort for i medfør af § 5.
§ 20. · Større jernbaner§-link ↗
Transportministeriet er ansvarlig for udarbejdelse af støjhandlingsplaner for det statslige jernbanenet, den københavnske metro samt for jernbanenettet på Storebæltsforbindelsen, Øresundsbanen og den danske del af den faste forbindelse over Øresund.
Stk. 2. Trafikselskabet er ansvarligt for udarbejdelse af støjhandlingsplaner for privatbaner.
§ 21. · Større lufthavne§-link ↗
Senest den 18. juli 2013 og herefter hvert femte år skal der være udarbejdet støjhandlingsplaner beregnet på håndtering af støjproblemer og –virkninger fra større lufthavne.
§ 22. · Større lufthavne§-link ↗
Godkendelsesmyndigheden for den pågældende lufthavn efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse er ansvarlig for udarbejdelse af støjhandlingsplanen.
§ 23. · Større, samlede byområder§-link ↗
Senest den 18. juli 2013 og herefter hvert femte år skal der være udarbejdet støjhandlingsplaner for de større, samlede byområder, der er udarbejdet støjkort for i medfør af § 9.
§ 24. · Større, samlede byområder§-link ↗
Følgende myndigheder er ansvarlige for udarbejdelse af støjhandlingsplaner i større, samlede byområder: 1) Kommunalbestyrelsen for stilleområder og for de veje, virksomheder, lufthavne og flyvepladser, som kommunalbestyrelsen har udarbejdet støjkort for i medfør af § 11, stk. 1. 2) Godkendelsesmyndigheden for de øvrige virksomheder og lufthavne, som godkendelsesmyndigheden har udarbejdet støjkort for i medfør af § 11, stk. 2. 3) Transportministeriet for det statsejede jernbanenet, som Transportministeriet har udarbejdet støjkort for i medfør af § 11, stk. 3, samt for de statsveje, som kommunalbestyrelsen har udarbejdet støjkort for i medfør af § 11, stk. 1. 4) Trafikselskabet for det privatejede jernbanenet, hvor trafikselskabet har udarbejdet støjkort for i medfør af § 11, stk. 3.
§ 25. · Fælles bestemmelser§-link ↗
En støjhandlingsplan skal være klar, forståelig og let tilgængelig. Støjhandlingsplanen skal omfatte en periode på fem år og skal mindst indeholde oplysninger om følgende: 1) En oversigt over de vigtigste punkter i støjhandlingsplanen. 2) En beskrivelse af det større, samlede byområde, de større veje, større jernbaner og større lufthavne og eventuelle stilleområder samt andre støjkilder, der er taget hensyn til. 3) De ansvarlige myndigheder og det retlige grundlag. 4) Alle gældende grænseværdier. 5) Resumé af støjkortene. 6) En vurdering af det anslåede antal personer og boliger, der udsættes for støj i de støjkortlagte intervaller, og en indkredsning af de problemer og situationer, der skal forbedres, samt en prioritering heraf. 7) En beskrivelse af alle allerede indførte støjbekæmpelsesforanstaltninger og alle projekter, som forberedes. 8) Foranstaltninger, som de ansvarlige myndigheder agter at træffe i de følgende fem år, herunder alle foranstaltninger til beskyttelse af stilleområder. 9) Skøn over den forventede nedbringelse af antallet af støjbelastede personer og boliger (om muligt opgjort med hensyn til færre gener, søvnforstyrrelser, helbredseffekter mv.). 10) Strategi på lang sigt. 11) Finansielle oplysninger (hvis de er tilgængelige): budgetter, omkostningseffektivitetsanalyse og cost-benefitanalyse. 12) Påtænkte tiltag til evaluering af gennemførelsen og resultaterne af støjhandlingsplanen. 13) Referat af den offentlige høring af forslaget til støjhandlingsplanen.
Stk. 2. Foranstaltninger, jf. stk. 1, nr. 8, i støjhandlingsplanen udvælges og prioriteres af den myndighed, der er ansvarlig for udarbejdelse af handlingsplanen.
§ 26. · Fælles bestemmelser§-link ↗
De myndigheder, der har støjkortlagt infrastrukturanlæg eller virksomheder, udarbejder forslag til en støjhandlingsplan herfor. I den udstrækning, der er udpeget stilleområder, skal foranstaltninger til beskyttelse heraf indgå i støjhandlingsplanen.
Stk. 2. De myndigheder, der har udarbejdet støjhandlingsplan, sender forslaget i høring, jf. § 29.
§ 27. · Fælles bestemmelser§-link ↗
Efter udløbet af høringsfristen, jf. § 29, udarbejdes de endelige støjhandlingsplaner for kommuner i større, samlede byområder og de endelige støjhandlingsplaner for de pågældende infrastrukturanlæg udenfor større, samlede byområder.
§ 28. · Fælles bestemmelser§-link ↗
Støjhandlingsplaner skal desuden gennemgås og om nødvendigt revideres, når der sker væsentlige ændringer, som påvirker den eksisterende støjsituation.
§ 29. · Høring over støjhandlingsplaner§-link ↗
Den myndighed, der har udarbejdet et forslag til støjhandlingsplan, sørger for offentlig annoncering heraf. Annoncering kan ske udelukkende digitalt på myndighedens hjemmeside. Annonceringen skal indeholde oplysning om, hvor relevante støjkort er tilgængelige.
Stk. 2. Annoncering skal ske mindst 3 måneder inden, fristen for udarbejdelse af støjhandlingsplanen udløber.
Stk. 3. Den myndighed, der er ansvarlig for den offentlige høring, fastsætter en frist på mindst 8 uger for afgivelse af høringssvar.
§ 30. · Information til offentligheden§-link ↗
Støjkort skal gøres offentligt tilgængelige via de respektive myndigheders hjemmesider senest 4 uger efter, at Miljøstyrelsen har offentliggjort det samlede støjkort. Dette kan ske ved at linke til Miljøstyrelsens hjemmeside.
Stk. 2. Den kommunalbestyrelse eller anden myndighed, der er ansvarlig for den offentlige høring af den samlede støjhandlingsplan, er ansvarlig for, at der senest 4 uger efter færdiggørelsen sker offentlig annoncering af støjhandlingsplanen. Annoncering kan ske udelukkende digitalt på myndighedens hjemmeside. Annonceringen skal indeholde oplysning om, hvor relevante støjkort er tilgængelige.
Stk. 3. Støjhandlingsplaner skal sendes til Miljøstyrelsen senest 4 uger efter, at de er offentliggjort.
§ 31. · Internationalt samarbejde§-link ↗
Hvis Transportministeriet vil udarbejde en strategisk støjkortlægning eller en støjhandlingsplan for en vej eller jernbane, som ligger i et grænseområde, skal Transportministeriet straks underrette Miljøstyrelsen med henblik på, at Miljøstyrelsen kan optage samarbejdet med nabomedlemsstaten. Transportministeriet må ikke igangsætte udarbejdelse af støjkort og støjhandlingsplan, før Miljøstyrelsen er underrettet.
§ 32.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. januar 2012.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 51 af 12. januar 2011 om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner ophæves.