§ 1. · Bekendtgørelsens anvendelsesområde§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter regler om underretningspligten i forbindelse med eksport af særligt miljøbelastende listevirksomheders brugte produktionsanlæg, eller væsentlige dele heraf, der befinder sig i Danmark.
Stk. 2. Reglerne finder anvendelse på produktionsanlæg, der er eller har været opstillet på virksomhedstyper nævnt i bilag 1 A, og som samtidig opfylder et eller flere af kriterierne i bilag 1 B.
Stk. 3. Underretningspligten gælder, uanset om eksporten sker til endelig opstilling og idriftsættelse i modtagerlandet, eller alene med henblik på videresalg.
§ 2. · Underretningens form og frister§-link ↗
Den, der afhænder et produktionsanlæg omfattet af bilag 1 A og B, skal underrette tilsynsmyndigheden, når der er truffet aftale om eksport af anlægget. Underretning kan ske inden endelig aftale er indgået, når spørgsmålet om importland og modtager er afgjort.
Stk. 2. Underretningen skal være skriftlig og indeholde alle oplysninger nævnt i bilag 2.
§ 3. · Underretningens form og frister§-link ↗
Inden for en frist på to måneder fra tilsynsmyndighedens modtagelse af underretningen må eksport ikke påbegyndes.
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan dispensere fra det midlertidige forbud mod eksporten i stk. 1 i de tilfælde, hvor det vil være åbenbart grundløst at fastholde forbuddet.
§ 4. · Myndigheder og procedurer i underretningssager§-link ↗
Underretning skal ske til den tilsynsmyndighed, der i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 9 havde tilsynet med det pågældende anlæg, da dette var i drift.
Stk. 2. Hvis amtsrådet var tilsynsmyndighed på det tidspunkt, da anlægget var i drift, skal underretning efter stk. 1 ske til kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt et anlæg er omfattet af underretningspligten. Tilsynsmyndighedens afgørelse herom kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. lovens § 72 a, stk. 5.
Stk. 4. Hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, kan spørgsmålet i tvivlstilfælde forelægges for Miljøstyrelsen, forinden der træffes afgørelse efter stk. 3.
§ 5. · Myndigheder og procedurer i underretningssager§-link ↗
Hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, fremsender den underretningen til Miljøstyrelsen ledsaget af oplysninger om, hvorvidt anlægget har givet anledning til miljømæssige problemer ved driften eller i forbindelse med nedlæggelsen. Underretningen skal sendes til Miljøstyrelsen senest 14 dage efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget underretningen.
Stk. 2. Miljøstyrelsen videresender snarest muligt underretningen og eventuelle bemærkninger oversat til et hensigtsmæssigt sprog til den kompetente myndighed i modtagerlandet. Samtidig orienteres den kompetente myndighed i modtagerlandet om indholdet af §§ 3 og 5 i nærværende bekendtgørelse. Miljøstyrelsen sender en kopi af underretningen og af eventuelle bemærkninger til modtageren og afhænderen af anlægget. Miljøministeren sender samtidig kopi til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Stk. 3. Hvis modtagerlandets myndighed ønsker flere oplysninger vedrørende sagen, henvises den pågældende myndighed til at indhente disse oplysninger hos modtageren eller afhænderen af produktionsanlægget.
Stk. 4. Såfremt den kompetente myndighed i modtagerlandet nedlægger forbud mod import af anlægget, henvises den pågældende myndighed til at meddele sagens parter dette. Tilsvarende gælder, hvis den kompetente myndighed i modtagerlandet ønsker længere tid til at behandle sagen.
§ 6. · Straf§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der 1) undlader at foretage underretning af tilsynsmyndigheden efter § 2, eller 2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til tilsynsmyndigheden i forbindelse med underretning efter § 2 eller fortier oplysninger.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 7. · Ikrafttrædelsesbestemmelser§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. december 2011.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1668 af 14. december 2006 om underretningspligt ved eksport af visse produktionsanlæg ophæves.