§ 1§-link ↗
I bekendtgørelse nr. 1462 af 16. december 2009 om salmonellose hos fjerkræ samt salmonella og campylobacter i slagtefjerkræ m.m., som ændret ved bekendtgørelse nr. 1469 af 15. december 2010, foretages følgende ændringer: 1. Titelnoten affattes således: »I bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning (EF) nr. 646/2007 af 12. juni 2007 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2160/2003 for så vidt angår et EF-mål for mindskelse af forekomsten Salmonella Enteritidis og Salmonella Typhimurium i slagtekyllinger og om ændring af forordning (EF) nr. 1091/2005, EU-Tidende 2007, L 151, side 21, og Kommissionens forordning (EF) nr. 584/2008 af 20. juni 2008 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2160/2003 for så vidt angår et EF-mål for mindskelse af forekomsten af Salmonella Enteritidis og Salmonella Typhimurium i kalkuner, EU-Tidende 2008, L 188, side 26. Bekendtgørelsen supplerer og medtager desuden visse bestemmelser fra Kommissionens forordning (EF) nr. 1177/2006 af 1. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2160/2003 for så vidt angår krav vedrørende anvendelse af særlige bekæmpelsesmetoder som led i de nationale programmer for bekæmpelse af salmonella hos fjerkræ, EU-Tidende 2006, L 212, side 3. Bekendtgørelsen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet), som ændret ved direktiv 98/48/EF. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke de nævnte forordningers umiddelbare gyldighed i Danmark.« 2. Overalt i bekendtgørelsen ændres »fødevareregionen« til »Fødevarestyrelsen«. 3. I § 1 indsættes som stk. 3 og stk. 4: Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på hønse- og kyllingekød, som er lovligt fremstillet eller markedsført i de øvrige medlemslande i Den Europæiske Union eller lande i EØS. Stk. 4. Bekendtgørelsen gælder for alle salmonellatyper, for så vidt der ikke er sket harmonisering af disse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2160/2003 af 17. november 2003 om bekæmpelse af salmonella og andre bestemte fødevarebårne zoonotiske agenser (zoonoseforordningen), jf. dog stk. 2. 4. § 16, stk. 1 affattes således: »Kød fra hønse- og kyllingeflokke opdrættet og slagtet i Danmark må ikke markedsføres som fersk kød, før resultaterne af undersøgelserne efter § 7 og § 15 bekræfter, at der ikke findes salmonella i kødet.«
§ 2§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. december 2011.