§ 1. · Anvendelsesområde og definitioner§-link ↗
Bekendtgørelsen gælder for transport af farligt gods ad vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder endvidere for af- og pålæsning og anden håndtering af farligt gods, der finder sted som led i en transport efter stk. 1.
Stk. 3. Ved anvendelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse skal definitionerne i ADR samt følgende definitioner lægges til grund: 1) ADR: 2011-udgaven af den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej med bilag og supplementer. Konventionen fremgår af bilag 1. 2) ADR-attest: Godkendelsesattest, der kan udstedes, når køretøjet mv. er omfattet af § 20. Attesten er udformet i henhold til bestemmelserne i ADR. ADR-attester er gyldige ved både international og national vejtransport. 3) National godkendelsesattest: Godkendelsesattest, der kan udstedes, når køretøjet mv. er omfattet af § 20 eller af en eller flere af de særlige bestemmelser, der er nævnt i bilag 2, kapitel I og II. Attestens udformning kan afvige fra ADR-attesten. Sådanne godkendelsesattester er alene gyldige ved national vejtransport. 4) National vejtransport: Vejtransport, som udelukkende finder sted inden for Danmarks grænser. 5) Køretøj: Køretøj, som defineret i færdselsloven, og som er registreringspligtigt efter gældende bestemmelser herom, samt ikke-registreringspligtigt køretøj, herunder blokvogn, der trækkes af registreringspligtigt køretøj. 6) Tank: Når ordet anvendes alene: Tankcontainer, UN-tank, aftagelig tank, fast tank, element i batterikøretøj eller MEGC. 7) Tryktank: Tank, hvori der transporteres stoffer hørende til klasse 2, eller som fyldes eller tømmes ved hjælp af en gas ved et overtryk.
§ 2. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Enhver, som er involveret i vejtransport af farligt gods efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse, skal udvise forsigtighed og agtpågivenhed, så skade på liv, helbred, miljø eller materielle værdier forebygges.
Stk. 2. Enheder på et køretøj eller i en last, der omfatter farligt gods, skal være forsvarligt stuvet på køretøjet, og skal være fastgjort eller fastkilet, så de enkelte enheder eller dele af lasten ikke kan forskubbe sig i forhold til hinanden eller til køretøjet under normale transportforhold.
§ 3. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Spild eller udslip af farligt gods skal omgående anmeldes til alarmeringscentralen (1-1-2), medmindre spildet eller udslippet umiddelbart kan fjernes eller uskadeliggøres af de tilstedeværende.
Stk. 2. Rapportering om alvorlige uheld eller hændelser i henhold til afsnit 1.8.5 i ADR skal af henholdsvis læsseren, påfylderen, transportøren eller modtageren ske til Beredskabsstyrelsen. Rapporteringen skal ske senest 1 måned efter uheldet eller hændelsen.
§ 4. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Vejtransport af farligt gods skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse med bilag og ADR med de særlige aftaler, som Danmark måtte have indgået i henhold hertil, jf. dog stk. 2 og 3 samt §§ 5-12, 17, 18 og 27.
Stk. 2. National vejtransport af farligt gods, der udføres med køretøjer, der er registreringspligtige i Danmark, og til hvilke der er udstedt en konverteret national godkendelsesattest (konverteringsattest), skal foregå efter ADR med de overgangsbestemmelser for tanke og køretøjer, der fremgår af bilag 2.
Stk. 3. National vejtransport af indsamlet affald, der indeholder farligt gods, kan udføres med køretøjer, der er registreringspligtige i Danmark, efter bestemmelserne i ADR med de supplementer og afvigelser, der fremgår af bilag 3.
§ 5. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse på vejtransport af eksplosive stoffer og genstande (klasse 1), der udføres med køretøjer, som tilhører de danske væbnede styrker eller med køretøjer, som disse er ansvarlige for, samt vejtransport af farligt gods, der udføres med køretøjer, som tilhører udenlandske væbnede styrker, eller med køretøjer, som disse er ansvarlige for.
§ 6. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse på køretøjer belæsset med farligt gods, der henstilles (parkeres) i mere end 48 timer i sammenhæng, dog 60 timer i sammenhæng på en godsterminal. Det farlige gods betragtes herefter som et oplag.
§ 7. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Med undtagelse af § 2 og § 3, stk. 1, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse på motorredskaber, der i medfør af færdselslovens § 72, stk. 2, er fritaget for registrering, og for traktorer, der i medfør af færdselslovens §§ 74 og 75 er fritaget for registrering, samt for påhængskøretøjer hertil. Dette gælder endvidere for registrerede traktorer, når disse benyttes til kørsel omfattet af færdselslovens §§ 74 og 75.
§ 8. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Med undtagelse af § 2 og § 3, stk. 1, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse på vejtransport af farligt gods foretaget af private personer, når medicinsk behandling af føreren eller en passager i køretøjet begrunder en sådan transport.
§ 9. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Med undtagelse af § 2 og § 3, stk. 1, og § 37, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse på vejtransport af farligt gods foretaget af private personer med et køretøj registreret i Danmark, når godset er emballeret til detailsalg, og når det er beregnet til de pågældendes personlige eller hjemlige brug eller fritids- eller sportsaktivitet.
Stk. 2. Genopfyldelige beholdere påfyldt af eller for private personer må anvendes til transport efter stk. 1 af brandfarlige væsker, når beholderne er godkendt i henhold til ADR. Den enkelte beholder må højst indeholde 60 liter uanset beholderens størrelse.
Stk. 3. Vejtransport af farligt gods foretaget af private personer efter stk. 1-2 skal i øvrigt ske på følgende betingelser: 1) Den samlede mængde farligt gods må højst udgøre 80 kg (brutto) pr. transporterende enhed, dog højst 5 kg nettoeksplosivstofmængde (NEM) fyrværkeri, jf. dog nr. 4. Ved transport af komprimerede ikke-brandfarlige, ikke-giftige gasser må den samlede mængde dog udgøre op til 70 liter (vandkapacitet). 2) Brandfarlige væsker med flammepunkt på under 23° C, herunder benzin, må højst udgøre 60 liter pr. transporterende enhed. 3) Ved transport af fyrværkeri må der ikke samtidig transporteres andet farligt gods. 4) I stor personbil (bus), hvortil der kræves kørekort til kategori D, må der medbringes indtil 5 kg (brutto) farligt gods pr. person. Er der tale om fyrværkeri, må der højst medbringes 0,5 kg nettoeksplosivstofmængde (NEM) pr. person.
§ 10. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Med undtagelse af § 2 og § 3, stk. 1, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse på national vejtransport af lagerbeholdere, som 1) ikke er godkendt i henhold til ADR, 2) er beregnet og bruges til midlertidig opstilling, eksempelvis på byggepladser, 3) har indeholdt gasser i klasse 2, gruppe A, O eller F, eller stoffer i klasse 3 eller klasse 9 tilhørende emballagegruppe II eller III eller pesticider i klasse 6.1 tilhørende emballagegruppe II eller III, og 4) transporteres i tom og urenset stand med henblik på tankenes kassation, reparation eller flytning til nyt oplagssted under overholdelse af stk. 2.
Stk. 2. Ved transport af de i stk. 1 nævnte lagerbeholdere skal alle åbninger med undtagelse af eventuelle trykaflastningsanordninger være hermetisk lukkede. Der skal endvidere være truffet foranstaltninger til at forhindre udslip under normale transportforhold.
Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på lagerbeholdere, der har indeholdt desensibiliserede eksplosive stoffer, som det er forbudt at transportere i henhold til ADR.
§ 11. · Generelle bestemmelser§-link ↗
National vejtransport af farligt gods, der foregår inden for en eller flere sammenhængende ejendomme, hvor virksomhedsarealet er særligt afspærret, indhegnet eller på anden måde afgrænset fra øvrig vej, kan i de tilfælde, hvor transporten indgår som et led i håndteringen af godset inden for arealet, finde sted, når bestemmelserne i § 2 og § 3, stk. 1, og følgende betingelser er opfyldt: 1) Køretøjer og tanke skal godkendes, jf. §§ 20-24. 2) Den transporterende enhed skal være afmærket i henhold til de relevante bestemmelser i ADR om orangefarvede skilte og faresedler. 3) Det farlige gods skal transporteres i overensstemmelse med bestemmelserne i ADR om sammenlæsningsforbud. 4) Føreren skal have gennemført den særlige uddannelse for førere af køretøjer med farligt gods i henhold til afsnit 8.2.1 i ADR eller en uddannelse i henhold til kapitel 1.3 i ADR.
Stk. 2. Ved kortere vejtransport mellem to eller flere adskilte virksomhedsområder kan transporten efter skriftlig tilladelse fra politidirektøren gennemføres i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1.
§ 12. · Generelle bestemmelser§-link ↗
National vejtransport af farligt gods, der foregår i en godshavn, lufthavn eller kombiterminal, og hvor dette område er særligt afspærret, indhegnet eller på anden måde afgrænset fra øvrig vej, kan i de tilfælde, hvor transporten indgår som et led i håndteringen af godset inden for området, finde sted, når bestemmelserne i § 2, § 3, stk. 1, og § 14 og følgende betingelser er opfyldt: 1) Køretøjer og tanke skal godkendes, jf. §§ 20-24. 2) Den transporterende enhed skal være afmærket i henhold til bestemmelserne i ADR, eller den pågældende cargo transport unit skal være afmærket i henhold til bestemmelserne for den pågældende transportform (IMDG-koden, ICAO TI eller RID). 3) Det farlige gods skal transporteres i overensstemmelse med bestemmelserne i ADR om sammenlæsningsforbud, dog således at bestemmelserne for den pågældende transportform (IMDG-koden, ICAO TI eller RID) kan anvendes for så vidt angår adskillelse af kolli inden i den pågældende cargo transport unit. 4) Den transporterende enhed skal være udstyret med mindst en håndildslukker til brandklasse A, B og C med en kapacitet på mindst 6 kg pulver eller tilsvarende kapacitet for andre slukningsmidler. Slukningsmidlet skal være egnet til brug på et køretøj. Slukkeren skal opfylde kravene i de relevante standarder i EN 3 serien, medmindre slukkeren blev taget i brug på et tidspunkt, hvor DS 2120 eller en anden tilsvarende standard var anerkendt, og slukkeren opfylder kravene heri. 5) Føreren skal have gennemført den særlige uddannelse for førere af køretøjer med farligt gods i henhold til afsnit 8.2.1 i ADR eller en uddannelse i henhold til kapitel 1.3 i ADR.
Stk. 2. Ved kortere vejtransport mellem to eller flere adskilte områder i en godshavn, lufthavn eller kombiterminal kan transporten efter skriftlig tilladelse fra politidirektøren gennemføres i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1.
§ 13. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Farligt gods, som i henhold til ADR er udelukket fra transport, eller som ikke kan transporteres på de betingelser, som er angivet i ADR, må kun transporteres, hvis Justitsministeriet skriftligt meddeler tilladelse hertil. Transporten skal ske på de vilkår, der måtte være fastsat i tilladelsen.
Stk. 2. Særlig tilladelse efter stk. 1 kan kun gives til national vejtransport under forudsætning af, at sikkerheden ikke forringes, og transporten er klart defineret og tidsmæssigt afgrænset.
§ 14. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Håndildslukkere, der i henhold til denne bekendtgørelse og ADR skal medbringes som brandslukningsmateriel på transporterende enheder, skal tilses og vedligeholdes i overensstemmelse med kravene i DS 2320.
Stk. 2. Håndildslukkere skal tilses mindst én gang om året og skal være mærket med en tilsynsetiket påsat af den, der har foretaget tilsynet. Måned og år for seneste tilsyn samt måned og år for næste tilsyn skal fremgå af etiketten. Tilsynet skal foretages af en sagkyndig person, der har den faglige indsigt i forhold til opgaven, herunder fornødent kendskab til håndildslukkerens opbygning, funktion og virkemåde.
§ 15. · Generelle bestemmelser§-link ↗
Af- og pålæsning af kolli med farligt gods på offentlig vej i bymæssig bebyggelse kræver ingen særlig tilladelse.
§ 16. · Dokumenter§-link ↗
De dokumenter og beviser, der er foreskrevet for transport i henhold til ADR, skal medbringes under transporten og på forlangende forevises politiet, jf. dog §§ 11, 12, 17, 18 og 39.
Stk. 2. Hvis transporten foregår efter en særlig tilladelse, jf. § 13, stk. 1, skal der under transporten udover de i stk. 1 nævnte dokumenter medbringes kopi af denne særlige tilladelse, som på forlangende skal forevises politiet.
Stk. 3. Hvis der efter § 20, jf. §§ 21-23, eller efter en eller flere af de særlige bestemmelser i bilag 2 er udstedt national godkendelsesattest, skal denne medbringes under transporten og på forlangende forevises politiet.
Stk. 4. Ved vejtransport af farligt gods i eller mellem Sverige, Norge og Danmark kan transportdokumentet være affattet på ét sprog, hvis det er enten på svensk, norsk eller dansk.
§ 17. · Dokumenter§-link ↗
Ved kørsel med køretøjer med tanke og beholdere, der indeholder farligt gods, som under kørslen forbruges i en arbejdsproces, kan transportdokumentet for det pågældende farlige gods udelades, hvis anden medbragt dokumentation indeholder oplysninger om UN-nummer, stofnavn og klasse.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse ved kørsel til og fra arbejdsstedet.
§ 18. · Dokumenter§-link ↗
Ved national vejtransport af mineralolieprodukter hørende til klasse 3, UN-nummer 1202, 1203 og 1223, og gasser hørende til klasse 2 i forbindelse med levering til to eller flere modtagere og indsamling af tilsvarende returgods fra to eller flere af disse kan transportdokument udelades, hvis anden medbragt dokumentation indeholder oplysninger om UN-nummer, stofnavn og klasse.
Stk. 2. Når der i henhold til særlige bestemmelser eller tillægsbestemmelser i ADR skal anføres oplysninger i transportdokumentet, skal disse, i de i stk. 1 nævnte tilfælde, i stedet fremgå af anden dokumentation, der følger den transporterende enhed.
Stk. 3. Hvis undtagelsesbestemmelsen i underafsnit 1.1.3.6 i ADR anvendes, kan transportdokument, i de i stk. 1 nævnte tilfælde, kun udelades, hvis oplysninger om UN-nummer, stofnavn og klasse, og den maksimale samlede mængde farligt gods i hver transportkategori fremgår af anden dokumentation, der følger den transporterende enhed.
§ 19. · Transportklassifikation af fyrværkeri§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen træffer afgørelse om godkendelse af transportklassifikation af fyrværkeri efter ADR.
§ 20. · Godkendelse af køretøjer, tanke, batterikøretøjer og MEGC's§-link ↗
Følgende køretøjer må ikke benyttes til vejtransport af farligt gods, før de er synet og godkendt, og der er udstedt ADR-attest eller national godkendelsesattest til transport af farligt gods som anført i §§ 21-23 eller i bilag 2: 1) Køretøj med fast tank eller aftagelig tank hver med en individuel kapacitet på over 1.000 liter eller element(er) i batterikøretøj med en samlet kapacitet på over 1.000 liter. 2) Køretøj til tankcontainer eller UN-tank med en individuel kapacitet på over 3.000 liter eller til MEGC med en samlet kapacitet på over 3.000 liter. 3) Køretøj til transport af stoffer tilhørende klasse 1 (eksplosive stoffer og genstande), der skal kategoriseres til type EX/II eller EX/III som defineret i ADR. 4) Trækkende køretøj til påhængskøretøj (påhængsvogn, kærre eller sættevogn) nævnt i nr. 1 eller nr. 2 samt til sættevogne nævnt i nr. 3. 5) Køretøj med enhed til fremstilling af eksplosive stoffer og genstande, der skal kategoriseres som MEMU som defineret i ADR.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte dansk registrerede køretøjer synes og godkendes af en synsvirksomhed. De i stk. 1, nr. 1, 2 og 4, nævnte køretøjer, der tilhører de danske væbnede styrker, synes og godkendes af myndigheder udpeget af Forsvarsministeriet.
§ 21. · Godkendelse af køretøjer, tanke, batterikøretøjer og MEGC's§-link ↗
For dansk registrerede køretøjer omfattet af § 20, bortset fra registreringspligtig traktor, påhængskøretøj hertil og køretøjer tilhørende de danske væbnede styrker, udsteder en synsvirksomhed ADR-attest.
Stk. 2. ADR-attesten har en gyldighedsperiode på et år. Gyldighedsperioden regnes fra datoen for synet af køretøjet.
Stk. 3. ADR-attestens gyldighed kan forlænges ved syn hos en synsvirksomhed. Gyldighedsperioden for en forlængelse regnes fra seneste udløbsdato, hvis synet udføres inden for én måned før eller efter denne dato.
§ 22. · Godkendelse af køretøjer, tanke, batterikøretøjer og MEGC's§-link ↗
For registreringspligtig traktor udsteder en synsvirksomhed en national godkendelsesattest.
Stk. 2. For påhængskøretøj med tank hørende til registreringspligtig traktor udsteder Beredskabsstyrelsen en national godkendelsesattest.
Stk. 3. Den nationale godkendelsesattest har en gyldighedsperiode på et år. Gyldighedsperioden regnes fra datoen for synet af køretøjet.
Stk. 4. Den nationale godkendelsesattests gyldighed kan forlænges ved syn hos en synsvirksomhed. Gyldighedsperioden for en forlængelse regnes fra seneste udløbsdato, hvis synet udføres inden for én måned før eller efter denne dato.
Stk. 5. De i stk. 1 og 2 nævnte køretøjer, der tilhører de danske væbnede styrker, godkendes af en af Forsvarsministeriet udpeget myndighed. De nationale godkendelsesattester til sådanne køretøjer kan forlænges ved syn hos en af Forsvarsministeriet udpeget myndighed.
Stk. 6. Forsvarsministeriet eller den myndighed, Forsvarsministeriet måtte bemyndige hertil, fastsætter retningslinjer for ansøgning og udstedelse af national godkendelsesattest for køretøjer tilhørende de danske væbnede styrker.
§ 23. · Godkendelse af køretøjer, tanke, batterikøretøjer og MEGC's§-link ↗
For trækkende køretøj til påhængskøretøj med tank, der er registreringsfritaget og alene godkendt til anvendelse på lufthavnsområder, udsteder en synsvirksomhed en national godkendelsesattest.
Stk. 2. For køretøj med tank, der er registreringsfritaget og alene godkendt til anvendelse på lufthavnsområder, udsteder Beredskabsstyrelsen en national godkendelsesattest.
Stk. 3. Den nationale godkendelsesattest har en gyldighedsperiode på et år. Gyldighedsperioden regnes fra datoen for synet af køretøjet.
Stk. 4. Den nationale godkendelsesattests gyldighed kan forlænges ved syn hos en synsvirksomhed. Gyldighedsperioden for en forlængelse regnes fra seneste udløbsdato, hvis synet udføres inden for én måned før eller efter denne dato.
§ 24. · Godkendelse af køretøjer, tanke, batterikøretøjer og MEGC's§-link ↗
Tanke skal opfylde bestemmelserne i ADR og være godkendt af den kompetente danske myndighed eller et af denne udpeget organ.
Stk. 2. Kravet om dansk tankgodkendelse gælder dog ikke for importerede tankcontainere, UN-tanke og MEGC's, der er godkendt af den kompetente myndighed i oprindelseslandet eller et af denne udpeget organ. Kravet om dansk tankgodkendelse gælder endvidere ikke for øvrige importerede tanke, hvortil den kompetente myndighed i oprindelseslandet eller et af denne udpeget organ har tildelt tankkode og udstedt ADR-attest på baggrund af 2001-udgaven eller senere udgaver af ADR.
Stk. 3. Arbejdstilsynet er den kompetente danske myndighed for tryktanke.
Stk. 4. For øvrige tanke er Beredskabsstyrelsen den kompetente danske myndighed.
Stk. 5. For tanke til køretøjer omfattet af § 20 bortset fra tankcontainere, UN-tanke og MEGC's udsteder Beredskabsstyrelsen eller et af denne udpeget organ, på baggrund af godkendelsen i medfør af stk. 1, den nødvendige dokumentation til brug for synsvirksomhedernes udstedelse af ADR-attest.
Stk. 6. Tanke, bortset fra tryktanke, der er beregnet til tankning af fly, og som alene skal godkendes til anvendelse på lufthavnsområder, kan efter 31. januar 2005 fremstilles med de afvigelser fra ADR, der fremgår af EN 12312-5 for så vidt angår tankenes konstruktion.
§ 25. · Godkendelse af køretøjer, tanke, batterikøretøjer og MEGC's§-link ↗
Trafikstyrelsen fastsætter retningslinjer for ansøgning om og udstedelse af ADR-attest og national godkendelsesattest.
Stk. 2. Ved ansøgning om udstedelse af ADR-attest skal et af Trafikstyrelsen godkendt ansøgningsskema benyttes.
§ 26. · Emballage§-link ↗
Hver enkelt emballagetype, der anvendes ved transport af stoffer og genstande hørende til klasse 1, 3, 4.1, 4.2, 4.3, 5.1, 5.2, 6.1, 6.2, 8 eller 9, skal, hvor dette er påkrævet efter bestemmelserne i ADR, før ibrugtagning prøves af Beredskabsstyrelsen eller et af Beredskabsstyrelsen anerkendt prøvningsorgan.
Stk. 2. Emballage, der anvendes til transport af stoffer hørende til klasse 2 (trykbeholdere og tanke), skal opfylde de af Arbejdstilsynet fastsatte bestemmelser om transportabelt trykbærende udstyr.
Stk. 3. Emballage til klasse 7 skal, hvor dette er påkrævet efter bestemmelserne i ADR, før ibrugtagning godkendes af Sundhedsstyrelsen.
§ 27. · Sammenlæsning§-link ↗
Sammenlæsning af stoffer og genstande skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i ADR.
Stk. 2. Virksomheder, der udfører sprængningsarbejder, må dog ved national vejtransport på samme køretøj sammenlæsse detonatorer i forenelighedsgruppe B samt eksplosive stoffer og genstande i forenelighedsgruppe D, som disse grupper nærmere er defineret i ADR, når disse stoffer og genstande transporteres fra opbevaringssted til arbejdssted og tilbage igen, og når følgende betingelser er opfyldt: 1) Der transporteres højst 200 stk. detonatorer i gruppe B. 2) Der transporteres højst 25 kg (netto) eksplosive stoffer og genstande i gruppe D. 3) Detonatorer samt eksplosive stoffer og genstande emballeres hver for sig i UN-godkendt emballage i overensstemmelse med bestemmelserne i ADR. 4) Afstanden mellem emballager, der indeholder detonatorer, og emballager, der indeholder eksplosive stoffer og genstande, skal være mindst 1 meter. 5) Emballager, der indeholder detonatorer, og emballager, der indeholder eksplosive stoffer og genstande, skal være anbragt på køretøjet på en sådan måde, at de hurtigt kan fjernes. 6) Alle øvrige bestemmelser i ADR skal være overholdt.
§ 28. · Uddannelse§-link ↗
Førere af køretøjer til vejtransport af farligt gods samt andet personale, som er involveret i vejtransport af farligt gods, skal opfylde de uddannelseskrav, som følger af ADR, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Personer, der som led i synsvirksomhedernes årlige tekniske eftersyn foretager prøvekørsel af køretøjer indeholdende farligt gods eller rester heraf, skal alene have gennemført en uddannelse i henhold til kapitel 1.3 i ADR.
Stk. 3. Instruktører, der forestår undervisning af førere, som skal uddannes i henhold til afsnit 8.2.1 i ADR, skal have bestået den eksamen i vejtransport, der stilles krav om i bekendtgørelsen om sikkerhedsrådgivere for transport af farligt gods.
Stk. 4. Dokumentation for den senest gennemførte uddannelse i henhold til kapitel 1.3 og kapitel 1.10 i ADR skal opbevares af arbejdsgiveren under hele ansættelsesforholdet og i mindst 1 år efter ansættelsesforholdets ophør.
§ 29. · Uddannelse§-link ↗
Beredskabsstyrelsen fastsætter nærmere regler om uddannelse af førere af køretøjer til vejtransport af farligt gods, herunder regler om udstedelse og fornyelse af uddannelsesbeviser og vilkår for godkendelse af kurser. For så vidt angår radioaktive stoffer fastsætter Beredskabsstyrelsen bestemmelserne efter samråd med Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. Beredskabsstyrelsen godkender og fører tilsyn med kurserne, jf. stk. 1. Beredskabsstyrelsen udarbejder endvidere eksamensopgaverne.
Stk. 3. Beredskabsstyrelsen kan bemyndige uddannelsesinstitutionerne mv. til på nærmere angivne vilkår at udstede og forny uddannelsesbeviser til førere.
§ 30. · Uddannelse§-link ↗
Personer, der i henhold til ADR udfører eftersyn og prøvning af IBC's af metal, IBC's af stiv plast eller komposit IBC's, skal have gennemført en uddannelse, der er godkendt af Beredskabsstyrelsen. Dokumentation for gennemført uddannelse skal på forlangende forevises Beredskabsstyrelsen.
Stk. 2. Undtaget fra bestemmelserne i stk. 1 er personer ansat hos et af Beredskabsstyrelsen godkendt prøvningsorgan.
§ 31. · Tvangsruter mv.§-link ↗
Politidirektøren kan efter forelæggelse for de relevante kommunale myndigheder bestemme, at vejtransport af farligt gods omfattet af bilag 4 skal føres ad bestemte ruter (tvangsruter) i tættere bebygget område. Rigspolitichefen fastsætter de overordnede generelle retningslinjer for, i hvilket omfang der bør fastsættes tvangsruter.
Stk. 2. Bestemmelser om tvangsruter fastsættes og offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.
Stk. 3. Politidirektøren sender et eksemplar af den lokale bekendtgørelse om tvangsruter til Rigspolitichefen, der årligt udarbejder en oversigt over de fastsatte tvangsruter. Oversigten er tilgængelig i elektronisk form via hjemmesiden www.politi.dk.
Stk. 4. Hvor transport af farligt gods efter stk. 1 skal foregå ad de fastsatte tvangsruter, må disse kun fraviges med forudgående tilladelse af politiet efter indhentet udtalelse fra det kommunale redningsberedskab.
Stk. 5. Hvis der uden for tættere bebygget område foreligger et særligt behov for at regulere vejtransport af farligt gods, kan politiet efter forudgående forelæggelse for Rigspolitichefen træffe afgørelse herom.
§ 32. · Klage§-link ↗
Afgørelser truffet af Beredskabsstyrelsen efter § 22, stk. 2, § 23, stk. 2, § 24, stk. 4 og 5, § 26, stk. 1, og § 30 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 33. · Klage§-link ↗
Afgørelser truffet af Sundhedsstyrelsen efter § 26, stk. 3, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 34. · Klage§-link ↗
Afgørelser truffet af Sikkerhedsstyrelsen efter § 19 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 35. · Klage§-link ↗
Afgørelser truffet af synsvirksomhederne efter § 20, stk. 2, 1. pkt., § 21, § 22, stk. 1 og 4, og § 23, stk. 1 og 4, kan indbringes for Trafikstyrelsen.
Stk. 2. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
Stk. 3. Trafikstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed
§ 36. · Kontrol, straf mv.§-link ↗
Politiet kan standse et køretøj, hvormed der udføres vejtransport af farligt gods, og undersøge eller lade det undersøge med henblik på at kontrollere, at transporten opfylder reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Politiets kontrol sker med udgangspunkt i den i bilag 5 optrykte tjekliste. Politiet overdrager føreren af køretøjet et eksemplar af tjeklisten.
Stk. 3. I særlige tilfælde kan politiet foretage kontrol, der ikke tager udgangspunkt i tjeklisten, herunder foretage yderligere kontrol.
§ 37. · Kontrol, straf mv.§-link ↗
Overtrædelse af bekendtgørelsens §§ 2 og 3, § 4, stk. 1-2, § 9, stk. 2 og 3, §§ 10-12, § 13, stk. 1, § 14, § 16, stk. 1-3, §§ 17 og 18, § 20, stk. 1, § 24, stk. 1, §§ 26 og 27, § 28, stk. 1, 3, og 4, § 30, stk. 1, de tekniske forskrifter, der følger af § 40, og bilag 3 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. På samme måde straffes den, som overtræder regler og vilkår fastsat i medfør af § 29, stk. 1 og 3.
Stk. 2. Overtrædelse af de af politiet fastsatte bestemmelser om tvangsruter, jf. § 31, straffes i henhold til færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 3, med bøde.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 38. · Ikrafttræden mv.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. juli 2011 og har virkning for tilladelser, der udstedes i henhold til denne bekendtgørelse efter 1. juli 2011.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 617 af 26. juni 2009 om vejtransport af farligt gods ophæves.
§ 39. · Overgangsbestemmelser§-link ↗
Bilag 2, kapitel I og II, indeholder overgangsbestemmelser for tanke og køretøjer, hvortil der er udstedt en konverteret national godkendelsesattest (konverteringsattest).
§ 40. · Overgangsbestemmelser§-link ↗
Kapitel 9 i Tekniske Forskrifter af maj 1985 udarbejdet af Statens Brandinspektion (nu Beredskabsstyrelsen) for vejtransport af komprimerede, fordråbede eller under tryk opløste luftarter (klasse 2) finder fortsat anvendelse.