§ 1.§-link ↗
Et parti frø af en art, der er nævnt i bilag 2, må kun sælges som frø til såning, efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Bestemmelserne om salg gælder også for besiddelse med henblik på salg, udbud til salg, fordeling, levering og anden form for overdragelse mod eller uden vederlag.
Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 gælder bekendtgørelsen ikke for 1) levering af frø til officiel kontrol, afprøvning og undersøgelse, 2) levering af frø til bearbejdning eller pakning forudsat, at modtageren ikke får ejendomsret til frøet, og 3) salg af frø til avl af planter til dekorationsformål.
Stk. 4. Bestemmelserne i § 29 om plantepas gælder for alle arter af bønne (phaseolus spp.), uanset at disse arter ikke i øvrigt er omfattet af denne bekendtgørelse. Pralbønne (Phaseolus coccineus L.) og havebønne (Phaseolus vulgaris L.) er dog omfattet af denne bekendtgørelse.
§ 2. · Registrering af virksomheder§-link ↗
En virksomhed med sæde her i landet, der producerer og udvejer frø til såning eller fører frø til såning ind i landet med henblik på salg, skal være registreret i Plantedirektoratet.
Stk. 2. Skifter en registreret virksomhed ejer, eller er virksomheden ikke længere registreringspligtig efter stk. 1, skal direktoratet skriftligt underrettes herom.
Stk. 3. En registreret virksomhed skal føre regnskab over køb, beholdninger og salg af frø. Regnskabet skal indeholde oplysninger om mængde, reference- eller avlspartinummer for ind- og udgående partier samt om afsender og modtager af disse. Regnskabet skal opbevares i mindst tre år.
Stk. 4. Direktoratet kan ophæve en virksomheds registrering, hvis virksomheden ikke senest 30 dage efter påkrav har betalt forfaldne gebyrer i henhold til bekendtgørelse om betaling for kontrol m.m. med frø og sædekorn.
Stk. 5. Stk. 1 - 4 gælder ikke for en virksomhed, der udelukkende køber færdigpakket frø her i landet og videresælger det uden at bryde lukningen eller forseglingen.
§ 3.§-link ↗
Et parti, dog ikke et parti frø af cikorierod, må uden forudgående avlskontrol sælges som »standardfrø«, dvs. uden at overholde bestemmelserne i kapitel 3, forudsat, at partiet er af en sort, der er optaget 1) på den danske sortsliste, jf. bekendtgørelse om en fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplante- og grønsagsarter (sortslisten), eller 2) på Det Europæiske Fællesskabs fælles sortsliste.
Stk. 2. Mindre mængder af sorter, der er under afprøvning for optagelse på sortsliste, kan godkendes til salg, hvis de udelukkende anvendes med det formål at opnå viden gennem praktiske erfaringer med dyrkning af nye sorter og opfylder de øvrige betingelser i bilag 6.
Stk. 3. Partiet skal 1) være tilstrækkeligt sortsægte og sortsrent samt tilstrækkeligt ensartet, 2) overholde kvalitetsnormerne i bilag 2 og 3) være bestemt til anden avl end avl af frø.
Stk. 4. Pakningerne skal 1) være mærket efter bestemmelserne i bilag 4, del I eller II, samt, for så vidt angår frø af arter nævnt i § 29, bestemmelserne i bilag 4, del VIII, og 2) være lukket således, at lukningen ødelægges ved åbning og ikke kan genanvendes.
Stk. 5. Partiets vægt må ikke overstige de grænser, der er anført i bilag 2, med mere end 5 pct.
§ 4.§-link ↗
Virksomheden skal foranledige, at der udtages en prøve af partiet til undersøgelse af, om partiet overholder kvalitetsnormerne i bilag 2. Prøven kan udtages og undersøges af virksomheden. Virksomheden kan anmode Plantedirektoratet om at udtage prøven. Omkostningerne til prøvetagning og analyse afholdes af virksomheden.
Stk. 2. Prøven skal udtages efter bestemmelserne i direktoratets instruks i prøvetagning af frø og skal undersøges i overensstemmelse med gældende internationale metoder og direktoratets anvisninger.
Stk. 3. Virksomheden skal efter anmodning fra Plantedirektoratet fremsende kopi af analysebevis. Prøver skal opbevares i mindst to år til brug for eventuel kontrol.
Stk. 4. Virksomheden skal senest 14 dage efter lukning af et parti anmelde det til Plantedirektoratet med oplysning om art, sort, mængde, referencenummer og datoen for lukning af partiet, der ikke må være senere end datoen for den seneste undersøgelse af partiet for spireevne.
§ 5.§-link ↗
Plantedirektoratet kontrollerer om partiet overholder kvalitetsnormerne i bilag 2, og om partiet er tilstrækkeligt sortsægte og sortsrent.
Stk. 2. Den virksomhed, der har anmeldt partiet, jf. § 4, stk. 4, afholder alle omkostninger forbundet med kontrollen.
§ 6.§-link ↗
Et parti, der er produceret i udlandet, må føres ind i landet og sælges som standardfrø, hvis 1) sorten er optaget på den danske sortsliste eller på Det Europæiske Fællesskabs fælles sortsliste og 2) partiet er produceret a) i en medlemsstat af Den Europæiske Union eller b) i en stat, hvis produktion af frø ved beslutning af Rådet for Den Europæiske Union er godkendt som ligestillet med produktion af frø i en medlemsstat og overholder bestemmelserne i § 25.
§ 7.§-link ↗
Et parti med en samlet vægt på over 2 kg, der føres ind i landet fra en ligestillet stat med henblik på salg, skal anmeldes til Plantedirektoratet og skal ved indførsel være ledsaget af oplysningerne i bilag 4, del IX.
§ 8. · Avlsbestemmelser§-link ↗
Avl skal ske på grundlag af en skriftlig kontrakt mellem avleren og en registreret virksomhed.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for avl på arealer, der ejes eller bruges af en registreret virksomhed.
§ 9. · Avlsbestemmelser§-link ↗
Til avl af frø, der ønskes godkendt til certificering, skal anvendes et udlægsparti, der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3.
Stk. 2. Udlægspartiet skal være af en sort, der 1) uden bemærkning om, at frø af sorten kun må sælges som standardfrø, a) er optaget på den danske sortsliste, jf. bekendtgørelse om en fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplante- og grønsagsarter (sortslisten), eller b) er optaget på Det Europæiske Fællesskabs fælles sortsliste eller c) er anmeldt til optagelse på den danske sortsliste, og sorten optages, inden avlen anmeldes til endelig certificering, eller 2) er tilladt anvendt i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, forudsat, at avlen skal udføres til denne stat.
Stk. 3. Stk. 2 gælder kun for sorter (indavlede linjer og hybrider), der alene skal anvendes som komponenter i hybridsorter, hvis frø af sorterne skal sælges med angivelse af sortsnavn.
Stk. 4. Udlægspartiet skal være certificeret som præ-basisfrø eller basisfrø, jf. § 18.
Stk. 5. Uanset stk. 4 kan et parti forædlermateriale, jf. § 18 stk. 1, nr. 1, efter anmeldelse til Plantedirektoratet anvendes til avl, hvis partiet er produceret på sortsejerens eller denne repræsentants ansvar, og dets sortsegenskaber svarer til sortsbeskrivelsen. § 13, stk. 2, § 14 og § 16 gælder tilsvarende.
§ 10. · Avlsbestemmelser§-link ↗
Et udlægsparti, der ikke er produceret her i landet, skal opfylde betingelserne i § 9 og § 16, stk. 1 og 3, og skal anmeldes til Plantedirektoratet inden udsåning.
Stk. 2. Anmeldelse af et parti produceret i en stat, hvis produktion af frø ved beslutning af Rådet for Den Europæiske Union er godkendt som ligestillet med produktion af frø i en medlemsstat og partier af sorter (indavlede linjer og hybrider) der alene skal anvendes som komponenter i hybridsorter, skal være ledsaget af partiets originale mærkeseddel eller en kopi heraf.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 25 finder tilsvarende anvendelse.
§ 11. · Avlskontrol§-link ↗
Et areal med frø, der ønskes certificeret, skal besigtiges i vækstsæsonen til kontrol med, at avlsnormerne i bilag 3 er overholdt.
Stk. 2. Anmeldelse til avlskontrol skal indsendes til Plantedirektoratet og kan kun indsendes af en registreret virksomhed.
Stk. 3. Anmeldelsen må kun omfatte én avler, én art, én sort og én kategori og må kun omfatte flere arealer, hvis disse ligger inden for en radius på 3 km.
Stk. 4. Et areal med grønsagsfrø skal anmeldes til avlskontrol senest den 1. maj. Anmeldelser, der modtages efter den 1. juli, afvises.
§ 12. · Avlskontrol§-link ↗
Avlskontrollen skal foretages af Plantedirektoratets markkontrollører.
Stk. 2. Uanset stk. 1, kan avlskontrollen af arealer med frø, der er anmeldt til avl af certificeret frø foretages af personer, som direktoratet har autoriseret hertil efter bestemmelserne i bilag 5 afsnit I. Direktoratet foretager stikprøvevis avlskontrol af de kontrollerede arealer.
Stk. 3. Direktoratet underretter skriftligt anmelderen om resultatet af avlskontrollen. I tilfælde af kassation oplyses årsagen hertil.
§ 13. · Partikontrol§-link ↗
Plantedirektoratet udtager efter anmodning fra en registreret virksomhed prøver af et parti, der stammer fra et godkendt areal, og som agtes anmeldt til certificering, til undersøgelse af, om partiet overholder kvalitetsnormerne i bilag 2.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan prøverne udtages af en prøvetager, der er autoriseret hertil af direktoratet efter bestemmelserne i bilag 5, del II, når prøvetagning foregår i en virksomhed eller afdeling, der er autoriseret efter bestemmelserne i bilag 5, del III.
Stk. 3. Virksomheden skal foranledige at der udføres officielle analyser af de udtagne prøver, jf. § 42. Virksomheden skal fremsende analyseresultaterne senest 3 mdr. efter dato for prøvetagning. Alle omkostninger til prøvetagning og analyse afholdes af virksomheden.
§ 14. · Partikontrol§-link ↗
Et parti skal anmeldes til certificering i lukkede og forseglede pakninger, der er mærket med en officiel mærkeseddel efter bestemmelserne i bilag 4, del III.
Stk. 2. Partiet skal være tilstrækkeligt ensartet, og partiets vægt må ikke overstige vægtgrænserne i bilag 2 med mere end 5 pct.
Stk. 3. Mærkning og forsegling skal være foretaget af prøvetageren eller under dennes tilsyn og således, at den ødelægges ved åbning og ikke kan anvendes igen. § 13, stk. 2, gælder tilsvarende.
Stk. 4. Skal forseglingen brydes, og skal partiet genforsegles, skal det ske under prøvetagerens tilsyn.
§ 15. · Partikontrol§-link ↗
Dokumentation for indkøb, tryk og forbrug af officielle mærkesedler skal registreres. Det gælder også sække med fortrykt mærkeseddel.
Stk. 2. Ved indkøb af officielle forseglingsanordninger, herunder plomber og forseglingsstrips, overdrages alle til en prøvetager. Dokumentation for indkøb og forbrug af forseglingsanordninger skal registreres for hver type.
§ 16. · Partikontrol§-link ↗
Virksomheden skal foranledige, at en prøve, der er udtaget af partiet efter § 13, kontroldyrkes med henblik på konstatering af om partiet overholder normerne i bilag 2 for sortsægthed og indhold af anden sort. Er partiet ikke tilstrækkeligt sortsægte og sortsrent, kan partiet ikke anvendes til videre avl af frø.
Stk. 2. Uanset stk. 1 skal prøver af partier, der ikke kan anvendes som udlægspartier, jf. § 9, stk. 3, kontroldyrkes efter anmodning fra direktoratet. Prøverne skal opbevares i mindst et år.
Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse for et parti, der ikke er avlet her i landet, hvis anmelderen senest den 15. august i høståret tilsender direktoratet et kontroldyrkningsbevis udstedt af den officielle kontrolmyndighed i avlslandet.
Stk. 4. Kontroldyrkning kan foretages af Plantedirektoratet eller af myndigheden i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller medlemsstat af det Europæiske Økonomiske Samarbejde. Resultatet af kontroldyrkning foretaget i en anden medlemsstat, skal indsendes til Plantedirektoratet senest den 15. august i det år resultatet foreligger. Alle omkostninger forbundet med kontrollen afholdes af virksomheden.
Stk. 5. Kontroldyrkning skal udføres i overensstemmelse med gældende internationale regler.
§ 17. · Certificering§-link ↗
Et parti fra et godkendt areal kan anmeldes til Plantedirektoratet til certificering.
Stk. 2. Anmeldelsen skal indsendes skriftligt til direktoratet og kan kun indsendes af en registreret virksomhed. Anmeldelsen skal angive, i hvilken kategori partiet ønskes certificeret, jf. § 18. Af anmeldelsen skal fremgå hvilke avlspartier eller certificerede partier der indgår i det anmeldte parti og med hvilke mængder.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 og § 25 gælder tilsvarende for et parti, der 1) er avlet i en medlemsstat af Den Europæiske Union og stammer direkte fra a) basisfrø eller certificeret frø 1. generation, der er certificeret i en medlemsstat af Den Europæiske Union eller i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, men hvis produktion af frø er godkendt som ligestillet med produktionen af frø i en medlemsstat, eller b) fra en krydsning af basisfrø, der er certificeret i en medlemsstat, og basisfrø, der er certificeret i en ligestillet stat (hybridsorter), 2) er mærket efter bestemmelserne i bilag 4, del IV, afsnit A, og 3) er ledsaget af et officielt dokument, der indeholder de oplysninger, der er anført i bilag 4, del IV, afsnit B.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 og § 25, stk. 2, gælder tilsvarende for et parti, der er avlet i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, hvis 1) basisfrøet er avlet eller certificeret her i landet eller i den pågældende stat, og den pågældende stats produktion af frø er godkendt som ligestillet med produktion af frø i en medlemsstat, 2) avlsstaten har konstateret officielt, at partiet overholder avlsnormerne i OECD-reglerne, jf. § 20, 3) partiet er mærket som ikke endeligt certificeret frø efter OECD-reglerne, jf. § 20, og 4) partiet er ledsaget af et officielt følgedokument.
§ 18. · Certificering§-link ↗
Plantedirektoratet certificerer et parti, hvis undersøgelsen af de udtagne prøver har vist, at partiet overholder kvalitetsnormerne i bilag 2. Partiet certificeres som 1) præ-basisfrø, hvis det a) på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar er avlet på forædlermateriale, hvorved forstås frø af en forædlet sort, der benyttes til vedligeholdelse af sorten eller til avl af præ-basisfrø, b) er bestemt til avl af præ-basisfrø, basisfrø eller certificeret frø og c) opfylder betingelserne for certificering som basisfrø, 2) basisfrø, hvis det a) på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar er avlet på præ-basisfrø eller på forædlermateriale der opfylder betingelserne for certificering som basisfrø, og b) er bestemt til avl af certificeret frø, eller 3) certificeret frø, hvis det a) er avlet på basisfrø eller på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar på præ-basisfrø, der opfylder betingelserne for certificering som basisfrø, og b) overvejende er bestemt til avl af grønsager.
Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 1 og 2, kan direktoratet certificere et parti frø som præ-basis- eller basisfrø, selv om det ikke overholder normen i bilag 2 for spireevne, jf. dog § 24, stk. 1.
§ 19. · Certificering§-link ↗
Certificeres et parti ikke, skal alle mærkesedler fjernes fra partiet og overgives til prøvetageren.
§ 20. · OECD certificering§-link ↗
Uanset §§ 13–19 kan Plantedirektoratet efter skriftlig ansøgning certificere et parti grønsagsfrø efter de regler for certificering af grønsagsfrø, der sælges internationalt, der er fastsat af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), hvis partiet skal udføres til en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union.
§ 21. · Salg§-link ↗
Et parti må først sælges, når det er certificeret.
Stk. 2. Et parti skal sælges i mærkede og forseglede pakninger. Et parti af en art, der er nævnt i § 29, skal ved salg og flytning her i landet være forsynet med plantepas.
Stk. 3. Et parti må sælges, før resultatet af kontroldyrkningen foreligger, jf. § 16, stk. 1. Godkendes partiet ikke ved kontroldyrkningen, må eventuelle restpartier ikke sælges som frø til såning.
§ 22. · Salg§-link ↗
Plantedirektoratet kan tillade, at et parti, der er anmeldt til certificering, sælges som præ-basisfrø, basisfrø eller certificeret frø, før resultatet for spireevne foreligger, forudsat at 1) salg kun sker til første led i handelskæden, 2) der foreligger et foreløbigt analysebevis, og 3) virksomheden a) har meddelt direktoratet køberens navn og b) i en tillægsmærkning har anført oplysningerne i bilag 4, del III, afsnit B.
§ 23. · Salg§-link ↗
Et parti fra et areal, der er godkendt ved avlskontrol, jf. §§ 11-12, må sælges som ikke endeligt certificeret frø til en medlemsstat af Den Europæiske Union med henblik på endelig certificering i denne stat. Partiet skal være mærket med oplysningerne i bilag 4, del IV, afsnit A, og skal være ledsaget af et officielt dokument, der indeholder oplysningerne i bilag 4, del IV, afsnit B.
§ 24. · Salg§-link ↗
Ved salg af et parti præ-basis- eller basisfrø, der ikke overholder normen i bilag 2 for spireevne, jf. § 18, stk. 2, og ved salg efter § 22, skal sælger oplyse den konstaterede spireevne ved en tillægsmærkning, jf. bilag 4, del III, afsnit B.
Stk. 2. Ved salg af et parti af en genetisk modificeret sort skal oplysning herom fremgå klart af salgskataloger m. v.
§ 25. · Salg§-link ↗
Et parti, der er produceret i udlandet, må føres ind i landet og sælges som certificeret frø, hvis 1) sorten er optaget på den danske sortsliste eller på Det Europæiske Fællesskabs fælles sortsliste, jf. § 9, stk. 2, og 2) partiet er certificeret a) i en medlemsstat af Den Europæiske Union, eller b) i en stat, hvis produktion af frø ved beslutning af Rådet for Den Europæiske Union er godkendt som ligestillet med produktion af frø i en medlemsstat, og 3) partiet, hvis det er produceret i en ligestillet stat, a) er mærket efter OECD-reglerne, jf. § 20, og er ledsaget af et officielt OECD-certifikat, b) er ledsaget af et originalt ISTA-analysebevis eller, for frø fra USA, et originalt AOSA-analysebevis, eller en kopi af analysebeviset, c) på hver pakning er forsynet med en officiel erklæring om, at partiet opfylder EF-reglerne og –standarderne, d) hvis partiet er kemisk behandlet, skal det oplyses på den officielle mærkeseddel eller ved anden mærkning. Desuden skal det anføres udenpå eller indeni pakningerne, og e) hvis partiet er genetisk modificeret skal det oplyses på alle mærkater og dokumenter, der vedrører partiet.
Stk. 2. Et parti med en samlet vægt på over 2 kg med oprindelse i en ligestillet stat, der føres ind i landet med henblik på salg, skal anmeldes til Plantedirektoratet og skal være ledsaget af et følgedokument, der indeholder oplysningerne i bilag 4, del IX.
§ 26. · Salg§-link ↗
Uanset § 21, stk. 1, kan mindre mængder af sorter, der er under afprøvning for optagelse på sortsliste, godkendes til salg, hvis de opfylder de øvrige betingelser i bilag 6. Godkendelser gives med det formål at opnå viden gennem praktiske erfaringer med dyrkning.
Stk. 2. Partier, jf. stk. 1, skal være mærket som anført i bilag 4, del VI, afsnit B.
§ 27. · Småpakninger§-link ↗
Partier af certificeret frø, standardfrø og frø af sorter, der er under afprøvning for optagelse på sortsliste (godkendt efter § 3, stk. 2 og § 26) må efter skriftlig anmeldelse til Plantedirektoratet udportioneres og sælges i småpakninger. Anmeldelsen skal angive, hvornår udportioneringen indledes og forventes afsluttet med angivelse af partiets art, sort, herunder om sorten er genetisk modificeret, mængde, og referencenummer. Er partiet produceret i en stat, der er medlem af Den Europæiske Union, skal anmeldelsen være ledsaget af en mærkeseddel fra partiet eller en kopi heraf. Er partiet produceret i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, men hvis produktion af frø er godkendt som ligestillet med produktion af frø i en medlemsstat, skal anmeldelsen endvidere være ledsaget af et officielt analysebevis eller en kopi heraf.
Stk. 2. Direktoratet udtager småpakninger til stikprøvekontrol med, at udportionerede partier overholder kvalitetsnormerne i bilag 2.
Stk. 3. Småpakninger skal være mærket efter bestemmelserne i bilag 4, del II eller V, og nettovægten af pakningerne må ikke overstige de vægtgrænser, der er anført i bilag 2. Mærkningen skal være anført på en leverandøretiket eller være trykt eller stemplet på pakningen. Er pakningen gennemsigtig, kan etiketten anbringes inden i pakningen. Bestemmelserne i § 29 om plantepas gælder tilsvarende for småpakninger, der sælges til erhvervsmæssig anvendelse.
Stk. 4. Småpakninger skal være lukket således, at lukningen ødelægges ved åbning af pakningen og ikke kan genanvendes. Åbning af småpakninger med certificeret frø med henblik på ompakning og ny lukning må kun ske under Plantedirektoratets kontrol.
§ 28. · Bejdsning§-link ↗
Til kemisk behandling (bejdsning) skal anvendes et bejdsemiddel, der er godkendt hertil af Miljøstyrelsen. Bejdsemidlet skal være fordelt ensartet i partiet. Midlet skal være anvendt i den mængde, der er anført på etiketten. Oplysning om det anvendte middel og doseringen af dette skal meddeles Plantedirektoratet.
Stk. 2. Bejdses et parti, skal der udtages nye prøver af partiet til undersøgelse af, om partiet stadig overholder normen i bilag 2 for spireevne. § 13 og § 18, stk. 2, gælder tilsvarende.
Stk. 3. Oplysning om bejdsning og bejdsemiddel skal angives på mærkesedlen, jf. bilag 4, eller på en leverandøretiket.
§ 29. · Plantepas§-link ↗
Plantepas udstedes af Plantedirektoratet eller af en virksomhed, der er godkendt hertil af Plantedirektoratet. Plantepasset kan alene anvendes til det frøparti, det er udstedt til. Arter med krav om plantepas er anført i det følgende.
Stk. 2. Hvis et parti frø af bladbede eller rødbede skal sælges i et land, der er godkendt som beskyttet zone, skal partiet være forsynet med eller ledsaget af et plantepas, der indeholder de oplysninger, der fremgår af bilag 4, afsnit VIII. Før udstedelse af plantepas skal det ved officiel kontrol være konstateret, at partiet overholder bestemmelserne i Det Europæiske Fællesskabs Rådsdirektiv 2000/29/EF, bilag 1, del B og bilag IV, afsnit B, nr. 27.2. For frø fra andre EU-lande skal plantepasset være udstedt af den officielle kontrolmyndighed i avlslandet eller af en virksomhed, der er godkendt hertil af kontrolmyndigheden.
Stk. 3. Frø af bønne (Phaseolus spp.), tomat, kepaløg, skalotteløg, purløg og porre skal mærkes med plantepas, hvis frøet skal sælges eller flyttes indenfor Den Europæiske Union. Småpakninger, der ikke er til erhvervsmæssigt brug skal dog ikke forsynes med plantepas. Kravene der skal opfyldes, for at frø kan mærkes med plantepas, fremgår af bilag 2, del III. Mærkningen med plantepas skal ske ved: 1) at EU-mærkesedlen for certificering tilføjes tekst som anført i bilag 4, del I, II, III og V, eller 2) at hver pakning forsynes med et plantepas, der opfylder kravene i bilag 4, del VIII.
§ 30.§-link ↗
Produktion og handel med sorter der er optaget på sortslisten som »bevaringssort« må kun finde sted i oprindelsesregionen.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 1-2, §§ 28-29 finder tilsvarende anvendelse for bevaringssorter.
Stk. 3. Hvis produktion af en bevaringssort som følge af et specifikt dyrkningsmæssigt problem, ikke kan finde sted her i landet, kan Plantedirektoratet godkende supplerende regioner til produktion af frø. Bevaringssorter produceret i sådanne supplerende regioner kan dog udelukkende anvendes i oprindelsesregionen.
§ 31.§-link ↗
Virksomheder der producerer bevaringssorter, skal inden begyndelsen af hver produktionssæson indberette oplysninger om størrelsen og beliggenheden af produktionsarealet, samt den mængde frø, der forventes at kunne blive bragt i handel, til Plantedirektoratet. Indberetningen skal indgives senest 1. januar for vårafgrøder og senest 1. juli for vinterafgrøder.
Stk. 2. Plantedirektoratet meddeler på grundlag af de i stk. 1 anførte indberetninger, den mængde frø af bevaringssorten virksomheden må bringe i handel i den efterfølgende sæson. Den samlede mængde der bringes i handel af hver bevaringssort må ikke overstige den mængde frø, der skal til for at producere grønsager på et antal hektar, der er anført i bilag 7, I.
§ 32.§-link ↗
Et parti af en bevaringssort må sælges som »bevaringssort« uden forudgående officiel kontrol.
Stk. 2. Partiet kan godkendes som standardfrø hvis det overholder EF-kvalitetsnormerne som nævnt i bilag 2. Partiet skal være tilstrækkelig ensartet, og partiets vægt må ikke overstige vægtgrænsen i bilag 2 med mere end 5 pct.
Stk. 3. Partiet kan godkendes som certificeret frø forudsat det overholder EF-kvalitetsnormer i bilag 2, samt avlsnormene i bilag 3, undtagen kravet til mindste sortsrenhed i bilag 3, I, nr. 1. Partiet skal være tilstrækkeligt ensartet og partiets vægt må ikke overstige vægtgrænsen i bilag 2 med mere end 5 pct.
§ 33.§-link ↗
Bevaringssorter må kun bringes i handlen i lukkede pakninger eller beholdere og være forseglet således, at forseglingen ødelægges ved åbning, og ikke kan anvendes igen. Pakningen skal være mærket efter bestemmelserne i bilag 7, II.
§ 34.§-link ↗
Virksomheden skal foranledige, at der udtages en prøve af partiet til undersøgelse af, om partiet overholder kvalitetsnormerne jf. bilag 2. Prøven kan udtages og undersøges af virksomheden. Virksomheden kan anmode Plantedirektoratet om at udtage prøven. Omkostningerne til prøvetagning og analyse afholdes af virksomheden.
Stk. 2. Prøven skal udtages efter bestemmelserne i direktoratets instruks i prøvetagning af frø og skal undersøges i overensstemmelse med gældende internationale metoder og direktoratets anvisninger.
Stk. 3. Virksomheden skal efter anmodning fra Plantedirektoratet fremsende kopi af analysebeviset. Prøven skal opbevares i mindst to år til brug for eventuel kontrol.
Stk. 4. Virksomhederne skal senest 14 dage efter lukning af et parti af en bevaringssort anmelde det til Plantedirektoratet med oplysning om art, sort, mængde, referencenummer og datoen for lukning af partiet, der ikke må være senere end den seneste dato for undersøgelse af partiet for spireevne.
§ 35.§-link ↗
Plantedirektoratet kontrollerer om partiet overholder kvalitetsnormerne i bilag 2, og om partiet er tilstrækkeligt sortsægte og sortsrent.
Stk. 2. Den virksomhed, der har anmeldt partiet, jf. § 34, stk. 4, afholder alle omkostninger forbundet med kontrollen.
§ 36.§-link ↗
Virksomhederne skal senest den 30. juni indberette hvilken mængde frø af hver bevaringssort der er bragt i handel i den afsluttede produktionssæson.
§ 37.§-link ↗
Handel med sorter, der er optaget på sortslisten som »hobbysort«, må finde sted i små pakninger, der ikke overstiger den maksimale nettovægt, der er fastsat for hver sort i bilag 7, del III.
Stk. 2. Hobbysorter må kun bringes i handlen i lukkede pakninger eller beholdere og være forseglet således, at forseglingen ødelægges ved åbning, og ikke kan anvendes igen. Pakningen skal være mærket efter bestemmelserne i bilag 7, IV.
Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 1-2 og §§ 28-29, finder tilsvarende anvendelse for hobbysorter.
§ 38.§-link ↗
Et parti må sælges som »hobbysort« uden forudgående officiel kontrol.
Stk. 2. Partiet kan godkendes som standardfrø, hvis det overholder EF-kvalitetsnormerne i bilag 2. Partiet skal være tilstrækkeligt ensartet og partiets vægt må ikke overstige vægtgrænsen i bilag 2 med mere end 5 pct.
§ 39.§-link ↗
Virksomheden skal foranledige, at der udtages en prøve af partiet til undersøgelse af, om partiet overholder kvalitetsnormerne jf. bilag 2. Prøven kan udtages og undersøges af virksomheden. Virksomheden kan anmode Plantedirektoratet om at udtage prøven. Omkostningerne til prøvetagning og analyse afholdes af virksomheden.
Stk. 2. Prøven skal udtages efter bestemmelserne i direktoratets instruks i prøvetagning af frø og skal undersøges i overensstemmelse med gældende internationale metoder og direktoratets anvisninger.
Stk. 3. Virksomheden skal efter anmodning fra Plantedirektoratet fremsende kopi af analysebeviset. Prøven skal opbevares i mindst to år til brug for eventuel kontrol.
Stk. 4. Virksomhederne skal senest 14 dage efter lukning af et parti af en bevaringssort anmelde det til Plantedirektoratet med oplysning om art, sort, mængde, referencenummer og datoen for lukning af partiet, der ikke må være senere end den seneste dato for undersøgelse af partiet for spireevne.
§ 40.§-link ↗
Plantedirektoratet kontrollerer om partiet overholder kvalitetsnormerne i bilag 2, og om partiet er tilstrækkeligt sortsægte og sortsrent.
Stk. 2. Den virksomhed, der har anmeldt partiet, jf. § 39, stk. 4, afholder alle omkostninger forbundet med kontrollen.
§ 41.§-link ↗
Virksomhederne skal senest den 30. juni indberette hvilken mængde frø af hver hobbysort der er bragt i handel i den afsluttede produktionssæson.
§ 42.§-link ↗
Undersøgelser af prøver omfattet af bekendtgørelsen, kan foretages: 1) af et frøanalyselaboratorium, der er autoriseret hertil af direktoratet efter bestemmelserne i bilag 5, del IV, eller 2) som en officiel undersøgelse i en anden medlemsstat af Den Europæiske Union, eller 3) som en undersøgelse udført under officiel kontrol i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union.
§ 43.§-link ↗
Plantedirektoratetkan efter ansøgningtillade salg af et parti, der ikke opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse, hvis det er nødvendigt for at overvinde forbigående vanskeligheder med forsyningen med frø.
§ 44.§-link ↗
Plantedirektoratet fører kontrol med, at reglerne i bekendtgørelsen overholdes.
Stk. 2. Plantedirektoratet offentliggør kontrol- og analyseresultater.
§ 45.§-link ↗
Klage over Plantedirektoratets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indgives til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den afgørelsen vedrører. Klagen skal stiles til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Departementet, og sendes til Plantedirektoratet.
Stk. 2. Klage over avlskontrollen, jf. §§ 11-12, bør indgives snarest muligt for at sikre, at grundlaget for en ny markbesigtigelse er uændret.
§ 46.§-link ↗
Overtrædelse af § 1, stk. 1, § 2, stk. 1, stk. 2, 1. led, og stk. 3, §§ 3-4, §§ 6-7, § 10, § 13, stk. 2, §§ 14–17, § 19, §§ 21– 39, og § 41 straffes med bøde.
§ 47.§-link ↗
En autorisation meddelt i medfør af bilag 5, jf. § 12, stk. 2 og § 13, stk. 2 og 3 kan fratages, hvis det konstateres, at 1) en eller flere af de betingelser der fremgår af bilag 5, del I-IV, ikke er opfyldt, eller 2) virksomheden trods påkrav herom har undladt at betale skyldige kontrolgebyrer.
§ 48.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. december 2010.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 721 af 22. juni 2007 om grønsagsfrø ophæves.