§ 1.§-link ↗
En investeringsforening og specialforening kan anvende afledte finansielle instrumenter samt udføre værdipapirudlån til risikoafdækning og porteføljepleje, såfremt anvendelsen opfylder bestemmelserne i §§ 17-27. Bestemmelserne skal være opfyldt på ethvert tidspunkt i de afledte finansielle instrumenters løbetid. Udførelse af værdipapirudlån skal ske under iagttagelse af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 27.
Stk. 2. Såfremt et værdipapir eller pengemarkedsinstrument omfatter et afledt finansielt instrument, jf. § 16, jf. § 2, stk. 2, finder bestemmelserne i §§ 17-26 samt § 1, stk. 1, 2. pkt., anvendelse på dette afledte finansielle instrument (komponenten).
Stk. 3. En investeringsforening og specialforening benævnes herefter forening.
Stk. 4. Afledte finansielle instrumenter, der baserer sig på råvarer, er ikke omfattet.
§ 2.§-link ↗
Ved afledte finansielle instrumenter forstås i denne bekendtgørelse finansielle instrumenter, hvis værdi afhænger af værdien af et eller flere af følgende underliggende aktiver: 1) Værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter, indskud i kreditinstitutter samt andele i andre foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter, jf. §§ 87-90 og 106-109 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. 2) Valuta. 3) Rentesatser. 4) Finansielle indeks.
Stk. 2. En forening eller en afdeling kan anvende afledte finansielle instrumenter, der opfylder følgende kriterier: 1) Kreditrisikoen ved et aktiv som nævnt i § 2, stk. 1, kan overføres, uafhængigt af de øvrige risici forbundet med det pågældende aktiv. 2) De resulterer ikke i levering eller overførsel af andre aktiver end dem, der er nævnt i §§ 87-90 og 106-109 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. 3) De opfylder kriterierne for afledte finansielle instrumenter, som handles OTC, som fastsat i § 89, stk. 2, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. 4) Risiciene forbundet med det afledte finansielle instrument skal fanges på passende vis af foreningens risikostyringsproces og af dets interne kontrolmekanismer.
§ 3.§-link ↗
Ved en pålidelig og verificerbar værdiansættelse forstås en af foreningen udført værdiansættelse, som svarer til en rimelig værdi, og som ikke kun bygger på modpartens markedsnoteringer og opfylder følgende to kriterier: 1) Grundlaget for værdiansættelsen er enten en troværdig ajourført markedsværdi beregnet for instrumentet, eller, hvis en sådan værdi ikke foreligger, en prissætningsmodel, hvortil benyttes en anerkendt og passende metode. 2) Verificeringen af værdiansættelsen udføres af en af følgende parter: a) en egnet tredjepart, der er uafhængig af modparten i transaktionen af afledte finansielle instrumenter, der handles OTC, med passende mellemrum og på en sådan måde, at foreningen kan kontrollere den, b) en enhed inden for foreningen, der er uafhængig af den afdeling, der er ansvarlig for køb og salg af aktiver, og som er tilstrækkeligt udstyret til dette formål.
Stk. 2. Ved en rimelig værdi skal forstås det beløb, for hvilket et aktiv vil kunne omsættes eller en gæld vil kunne afvikles mellem velinformerede og beredvillige parter i en armslængdetransaktion.
§ 4.§-link ↗
Ved værdipapirudlån forstås udlån af værdipapirer mod senere tilbagelevering af værdipapiret eller et identisk værdipapir, som ikke involverer overførsel af likviditet udover et vederlag fra låntager til långiver.
§ 5.§-link ↗
Ved en nettoposition i et værdipapir, pengemarkedsinstrument eller indeks forstås forskellen mellem summen af kursværdien af de lange positioner og summen af kursværdien af de korte positioner i værdipapiret, pengemarkedsinstrumentet eller indekset, inklusive underliggende lange og korte positioner i værdipapiret, pengemarkedsinstrumentet eller indekset, der knytter sig til anvendelsen af afledte finansielle instrumenter baseret på værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter og indeks.
Stk. 2. Ved en position i et indeks forstås det nominelle aftalebeløb i det pågældende indeks multipliceret med kursen på indekset.
Stk. 3. Ved en lang position forstås en position, der giver en gevinst ved en kursstigning eller et rentefald for det pågældende værdipapir, pengemarkedsinstrument eller indeks. Ved en kort position forstås en position, der giver et tab ved en kursstigning eller et rentefald for det pågældende værdipapir, pengemarkedsinstrument eller indeks.
§ 6.§-link ↗
Ved en forenings eller afdelings samlede eksponering i aktier og aktieindeks forstås 1) summen af foreningens eller afdelingens lange nettopositioner i aktier og aktieindeks, plus 2) summen af foreningens eller afdelingens korte nettopositioner i aktier og aktieindeks.
§ 7.§-link ↗
Ved en forenings eller afdelings eksponering over for en given emittent af obligationer og pengemarkedsinstrumenter eller et givet obligationsindeks forstås forskellen mellem 1) kursværdien af foreningens eller afdelingens lange nettopositioner i obligationer og pengemarkedsinstrumenter med pågældende emittent eller baseret på pågældende obligationsindeks, inklusive lange og korte nettopositioner, der knytter sig til anvendelse af afledte finansielle instrumenter baseret på obligationer, pengemarkedsinstrumenter og obligationsindeks, og 2) kursværdien af foreningens eller afdelingens korte nettopositioner med samme emittent eller baseret på samme obligationsindeks.
§ 8.§-link ↗
Ved en forenings eller afdelings samlede eksponering i værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter og indeks forstås 1) den samlede eksponering i aktier og aktieindeks, plus 2) summen af den numeriske værdi af eksponeringerne over for emittenter af obligationer og pengemarkedsinstrumenter samt obligationsindeks.
§ 9.§-link ↗
Ved en nettoposition i en fremmed valuta forstås forskellen mellem summen af de lange positioner og summen af de korte positioner i den pågældende valuta, inklusive underliggende eksponeringer i valuta, der knytter sig til valutabaserede afledte finansielle instrumenter.
Stk. 2. Ved en lang position i en valuta forstås en position, der giver en gevinst ved en stigning i kursen på den pågældende valuta opgjort i danske kroner. Ved en kort position i en valuta forstås en position, der giver et tab ved en stigning i kursen på den pågældende valuta opgjort i danske kroner.
Stk. 3. Ved en forenings eller afdelings samlede valutaeksponering forstås summen af lange nettopositioner og korte nettopositioner i fremmed valuta.
Stk. 4. Ved fremmed valuta forstås enhver anden valuta end den, foreningen eller afdelingen er denomineret i.
§ 10.§-link ↗
Ved opgørelsen af nettopositionen i henhold til § 5 og § 9 i de underliggende aktiver, der knytter sig til afledte finansielle instrumenter, hvori der indgår et optionselement, multipliceres kursværdien af de underliggende aktiver med optionens delta.
§ 11.§-link ↗
Ved modpartsrisikoen, der knytter sig til anvendelse af et afledt finansielt instrument, der handles OTC, forstås den positive markedsværdi af det afledte finansielle instrument med tillæg for det potentielle fremtidige tilgodehavende. Tillægget opgøres i henhold til bilag 1.
Stk. 2. Har en forening eller afdeling indgået en nettingaftale, der opfylder betingelserne for aftaler om netting i henhold til §§ 58h og 58i i lov om værdipapirhandel m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, kan værdien af afledte finansielle instrumenter med negativ markedsværdi modregnes i værdien af afledte finansielle instrumenter med positiv markedsværdi med samme modpart ved opgørelsen af modpartsrisikoen i henhold til stk. 1.
Stk. 3. Efter opgørelsen af modpartsrisikoen i henhold til stk. 1 og 2 kan der foretages fradrag for modtaget sikkerhedsstillelse i form af værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, der kan indgå i foreningens eller afdelingens formue.
§ 12.§-link ↗
Ved positionsrisikoen forstås risikoen for, at en forening eller afdeling påføres et tab som følge af ændringer i markedsværdien af en position i værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter eller indeks. Positionsrisikoen opdeles i 1) den generelle risiko, der er risikoen for, at foreningen eller afdelingen påføres tab, fordi en positions markedsværdi ændres som følge af forhold, der er relateret til markedet som helhed, og 2) den specifikke risiko, der er risikoen for, at foreningen eller afdelingen påføres tab, fordi en positions markedsværdi ændres som følge af forhold, der relaterer sig til den enkelte udsteder af værdipapirer eller det enkelte værdipapir.
§ 13.§-link ↗
Ved et syntetisk pengemarkedsindskud forstås en beholdning af værdipapirer, der er kombineret med afledte finansielle instrumenter baseret på de pågældende værdipapirer, således at beholdningen modsvares af en tilsvarende kort position i de afledte finansielle instrumenters underliggende aktiver.
§ 14.§-link ↗
Ved likviditetsbeholdningen forstås indeståender på anfordring eller med en opsigelse på ikke over en måned i pengeinstitutter, indbetalt margin hos pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber, fondsbørser og clearingcentraler samt værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som fremgår af § 93, stk. 1, nr. 2-4, og § 94, stk. 1, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, som er variabelt forrentede eller har en restløbetid på ikke over 6 måneder, og som ikke indgår i et syntetisk pengemarkedsindskud, jf. § 13. Videre medregnes syntetiske pengemarkedsindskud samt beløb, der forfalder inden for 3 måneder i form af udtrukne obligationer, renter og deklarerede udbytter.
§ 15.§-link ↗
Ved finansielle indeks forstås indeks, der opfylder følgende kriterier: 1) De repræsenterer et passende benchmark for det marked, som de refererer til, idet de opfylder følgende kriterier: a) Indekset måler udviklingen for en repræsentativ gruppe af underliggende aktiver på relevant og passende vis. b) Indekset revideres eller afbalanceres med jævne mellemrum for at sikre, at det til stadighed afspejler de markeder, som det referer til i overensstemmelse med offentligt tilgængelige kriterier. c) De underliggende aktiver er tilstrækkeligt likvide, hvilket gør det muligt for brugerne at kopiere indekset om nødvendigt. 2) De har en tilstrækkeligt diversificeret sammensætning, idet de opfylder følgende kriterier: a) Indekset er sammensat på en sådan måde, at prisbevægelser eller handelsaktiviteter, som berører en enkelt komponent, ikke har urimelig indflydelse på udviklingen i det samlede indeks. b) Hvis indekset er sammensat af de aktiver, der er angivet i §§ 87-90 og 106-109 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, er dets sammensætning i det mindste diversificeret i henhold til § 95 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. c) Hvis indekset er sammensat af andre aktiver end dem, der er angivet i §§ 87-90 og 106-109 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, er dets sammensætning diversificeret på en måde svarende til den, der er foreskrevet i § 95 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. 3) De offentliggøres på en passende måde, idet de opfylder følgende kriterier: a) Processen for deres offentliggørelse bygger på solide procedurer for indsamling af priser og for beregningen og den efterfølgende offentliggørelse af indeksværdien, herunder prissætningsprocedurer for komponenter, for hvilke der ikke foreligger en markedspris. b) Relevante oplysninger om spørgsmål såsom indeksberegnings- og afbalanceringsmetoder, indeksforandringer eller eventuelle operationelle vanskeligheder i forbindelse med at stille aktuel og præcis information til rådighed, udsendes bredt og i rette tid.
Stk. 2. Såfremt et afledt finansielt instrument baserer sig på en sammensætning af aktiver, der ikke opfylder kriterierne til et finansielt indeks i stk. 1, skal det betragtes som et afledt finansielt instrument, der baserer sig på en kombination af de aktiver, der er nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-3.
§ 16. · Værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, der omfatter afledte finansielle instrumenter§-link ↗
Ved værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som omfatter afledte finansielle instrumenter, forstås værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som indeholder en komponent, der opfylder følgende kriterier: 1) I kraft af denne komponent kan nogle af eller alle de betalingsstrømme, der ellers ville være nødvendige for det værdipapir eller pengemarkedsinstrument, der fungerer som hovedkontrakt, ændres i overensstemmelse med en specifik rentesats, prisen på et finansielt instrument, en valutakurs, et pris- eller renteindeks, en credit rating eller et kreditindeks eller andre variabler og derfor variere på samme måde som et selvstændigt afledt instrument. 2) Komponentens økonomiske kendetegn og risici er ikke nøje forbundet med hovedkontraktens økonomiske kendetegn og risici. 3) Komponenten har betydelig indflydelse på værdipapirets eller pengemarkedsinstrumentets risikoprofil og kurs.
Stk. 2. Et værdipapir eller pengemarkedsinstrument anses ikke for at omfatte et afledt finansielt instrument, hvis det indeholder en komponent, der kontraktligt set kan overdrages uafhængigt af værdipapiret eller pengemarkedsinstrumentet. En sådan komponent er således at betragte som et særskilt finansielt instrument.
§ 17.§-link ↗
En forening skal opgøre den samlede renterisiko, der knytter sig til positioner i foreningens portefølje eller foreningens afdelingers porteføljer, inklusive renterisikoen på betalinger, der knytter sig til anvendelse af afledte finansielle instrumenter. Renterisikoen opgøres for hver valuta for sig. Ved opgørelsen af den samlede renterisiko summeres den numeriske værdi af renterisikoen for de enkelte valutaer.
Stk. 2. Opgørelsen af den samlede renterisiko i henhold til stk. 1 skal ske på basis af summen af ændringerne af kursværdierne af foreningens eller afdelingens positioner i obligationer, pengemarkedsinstrumenter og obligationsindeks, inklusive ændringen i nutidsværdien af betalingerne, der knytter sig til anvendelse af afledte finansielle instrumenter, ved en stigning i renten på ét procent-point. Opgørelsen kan baseres på mål for varighed og modificeret varighed beregnet på grundlag af reglerne fastsat i pkt. 59-70 i bilag 12 til Finanstilsynets bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
§ 18.§-link ↗
En forening eller afdeling kan anvende afledte finansielle instrumenter på dækket basis.
§ 19.§-link ↗
Anvendelse af afledte finansielle instrumenter baseret på en given aktie er på dækket basis, når 1) de ikke forøger foreningens eller afdelingens nettoposition i aktien, og 2) ikke medfører, at foreningen eller afdelingen samlet opnår en kort nettoposition i aktien.
Stk. 2. Anvendelse af afledte finansielle instrumenter baseret på et aktieindeks er på dækket basis, når 1) en del af foreningens eller afdelingens aktiebeholdning består af aktier, der enten ejes af foreningen eller afdelingen direkte eller gennem andele i andre foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter, jf. § 90 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, og som noteres på samme fondsbørs eller handles på samme marked som aktierne i indekset, 2) foreningen eller afdelingen ikke har anvendt andre afledte finansielle instrumenter, der er dækket af aktier i denne del af beholdningen, 3) de afledte finansielle instrumenter med stor sandsynlighed ikke forøger foreningens eller afdelingens tab ved reduktion i værdien af den pågældende aktiebeholdning, og 4) de afledte finansielle instrumenter med stor sandsynlighed ikke medfører, at foreningen eller afdelingen ved en stigning i værdien af den pågældende aktiebeholdning kan få et nettotab på beholdning og instrumenter.
Stk. 3. Anvendelse af afledte finansielle instrumenter baseret på aktier eller aktieindeks er endvidere på dækket basis, når 1) foreningen eller afdelingen holder en likviditetsbeholdning svarende til summen af de numeriske værdier af korte og lange nettopositioner i de underliggende aktier eller aktieindeks, og 2) anvendelse af afledte finansielle instrumenter ikke medfører, at foreningen eller afdelingen samlet opnår en kort nettoposition i nogen aktie eller i et aktieindeks, der ikke er omfattet af stk. 2.
Stk. 4. Stk. 3, nr. 1 omfatter ikke elementer af likviditetsbeholdningen, der medgår til at afdække afledte finansielle instrumenter baseret på obligationer i henhold til § 20, stk. 3.
Stk. 5. Erhvervelse af warrants er på dækket basis, når dette enten sker i forbindelse med erhvervelsen af de obligationer, de ved udstedelsen var knyttet til, eller når de pågældende warrants har en strike pris, der maksimalt udgør 1 % af de underliggende aktiers værdi på erhvervelsestidspunktet.
§ 20.§-link ↗
Anvendelse af afledte finansielle instrumenter baseret på obligationer, obligationsindeks, pengemarkedsinstrumenter eller renter er på dækket basis, når de 1) ikke forøger foreningens eller afdelingens samlede renterisiko i nogen valuta, 2) ikke medfører, at foreningen eller afdelingen opnår en negativ renterisiko i nogen valuta, 3) ikke forøger foreningens eller afdelingens eksponering overfor en given emittent af obligationer og pengemarkedsinstrumenter eller et givet obligationsindeks, og 4) ikke medfører, at foreningen eller afdelingen opnår en negativ eksponering overfor en given emittent af obligationer og pengemarkedsinstrumenter eller et givet obligationsindeks.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 3 og 4, omfatter ikke indeks, der udelukkende er baseret på værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som fremgår af § 93, stk. 1, nr. 4, litra a-c, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
Stk. 3. Uanset kriterierne i stk. 1 er anvendelse af afledte finansielle instrumenter baseret på obligationer, obligationsindeks, pengemarkedsinstrumenter eller renter på dækket basis, når foreningen eller afdelingen holder en likviditetsbeholdning svarende til summen af de numeriske værdier af korte og lange nettopositioner i de underliggende obligationer, obligationsindeks, pengemarkedsinstrumenter eller renter.
Stk. 4. Stk. 3 omfatter ikke elementer af likviditetsbeholdningen, der medgår til at afdække afledte finansielle instrumenter baseret på aktier eller aktieindeks i henhold til § 19, stk. 3.
§ 21.§-link ↗
Anvendelse af afledte finansielle instrumenter baseret på valuta er på dækket basis, når de ikke forøger foreningens eller afdelingens samlede valutaeksponering.
§ 22.§-link ↗
En forening eller afdeling kan udover på dækket basis, jf. kapitel 4, anvende afledte finansielle instrumenter, såfremt 1) den samlede eksponering i værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter og indeks, der knytter sig til afledte finansielle instrumenter, der ikke er på dækket basis, ikke på noget tidspunkt overstiger 100 % af foreningens eller afdelingens formue, 2) summen af korte nettopositioner i værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, der knytter sig til afledte finansielle instrumenter, der ikke er på dækket basis, ikke overstiger summen af a) likviditetsbeholdningen, b) 90 % af kursværdien af beholdningen af værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter omfattet af 93, stk. 1, nr. 2-4, og § 94, stk. 1, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, bortset fra værdipapirer omfattet af definitionen af likviditetsbeholdningen, og c) 75 % af kursværdien af beholdningen af aktier og obligationer, der indgår i et indeks, som er godkendt af Finanstilsynet i medfør af § 95 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, 3) den samlede numeriske værdi af renterisikoen ikke overstiger den numeriske værdi af en renterisiko, som foreningen eller afdelingen ville kunne opnå uden anvendelse af afledte finansielle instrumenter, og 4) foreningens eller afdelingens samlede valutaeksponering ikke overstiger foreningens eller afdelingens formue.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, litra a, omfatter ikke elementer af likviditetsbeholdningen, der medgår til at afdække afledte finansielle instrumenter, der anvendes på dækket basis i henhold til § 19, stk. 3 og § 20, stk. 3.
§ 23.§-link ↗
En forening kan anvende VaR-modeller (Value at Risk-modeller) til opgørelse af positionsrisikoen forbundet med anvendelse af afledte finansielle instrumenter i foreningen eller i en eller flere af foreningens afdelinger. Anvendelsen forudsætter, at betingelserne i bilag 2 er opfyldt.
Stk. 2. Finanstilsynet skal inden implementering orienteres om foreningens hensigt om at anvende VaR-modeller samt tidspunkt for ibrugtagning. Orienteringen skal indeholde en beskrivelse af, i hvilke afdelinger, herunder hvilke delporteføljer, positionsrisikoen beregnes ved VaR-modeller.
Stk. 3. Anvendelse i medfør af stk. 1 kan være begrænset til alene at vedrøre VaR-modeller til beregning af positionsrisici for en delportefølje i en forening eller afdeling, herunder særskilt for henholdsvis aktier, gældsinstrumenter eller valuta. Anvendelse i medfør af 1. pkt. kan endvidere være begrænset til alene at vedrøre VaR-modeller til beregning af den generelle risiko.
Stk. 4. Anvendelse i medfør af stk. 1 indebærer, at foreningen eller afdelingen ikke er omfattet af bestemmelserne i § 22, jf. dog § 24, stk. 2-4.
§ 24.§-link ↗
En forening eller afdeling, der anvender VaR-modeller i medfør af § 23, kan ud over anvendelse af afledte finansielle instrumenter på dækket basis anvende afledte finansielle instrumenter, såfremt foreningens eller afdelingens positionsrisiko ikke derved overstiger 200 % af foreningens eller afdelingens positionsrisiko uden anvendelse af afledte finansielle instrumenter.
Stk. 2. Ved anvendelse af VaR-modeller til beregning af positionsrisici for en delportefølje i en forening eller afdeling, jf. § 23, stk. 2, 1. pkt., skal stk. 1 være opfyldt for den eller de delporteføljer, der er omfattet af VaR-modeller, og bestemmelserne i § 22 skal være opfyldt for de delporteføljer, der ikke er omfattet af VaR-modeller.
Stk. 3. Omfatter anvendelsen alene VaR-modeller til beregning af den generelle risiko, jf. § 23, stk. 2, skal både stk. 1 og § 22, stk. 1, nr. 2, og § 22, stk. 2, være opfyldt.
Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan en forening eller afdeling, der anvender VaR-modeller til opgørelse af positionsrisikoen, anvende afledte finansielle instrumenter, når § 22, stk. 1, nr. 1, er opfyldt
§ 25.§-link ↗
Foreninger eller afdelinger skal ved anvendelse af afledte finansielle instrumenter opgøre investeringer omfattet af placeringsgrænserne i §§ 93, 102-104 og 106-109 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, efter bestemmelserne i lovens §§ 97 og 98, jf. dog § 26 nedenfor.
§ 26.§-link ↗
Værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, der er modtaget til sikkerhed for modpartsrisikoen på kontrakter, der handles OTC, og som foreningen fradrager ved opgørelsen af modpartsrisikoen i henhold til § 11, stk. 3, skal indgå ved opgørelsen af foreningens eller afdelingens investeringer, der er omfattet af henholdsvis placeringsgrænserne i §§ 93, 102-104 og 106-109 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
§ 27.§-link ↗
Foreninger, der udfører værdipapirudlån, skal sikre sig, at der foreligger tilstrækkelig garanti eller anden sikkerhed for de udlånte værdipapirer og de øvrige tilgodehavender, der følger af lånevilkårene.
§ 28.§-link ↗
Overtrædelse af § 1, stk. 1, §§ 17 og 22, § 23, stk. 2, § 24, stk. 1-3 og §§ 25-27 straffes med bøde.
§ 29.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2010.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 165 af 13. marts 2006 for Færøerne om investeringsforeningers, specialforeningers og fåmandsforeningers anvendelse af afledte finansielle instrumenter.