Bekendtgørelse nr. 929 · 2010

Historisk

Bekendtgørelse om sprøjtejournaler og eftersyn af sprøjteudstyr i jordbruget

Bekendtgørelse om sprøjtejournaler og eftersyn af sprøjteudstyr i jordbruget

Dokumentdato: 16. jul. 2010Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Sprøjtejournaler§-link ↗

Ejere og brugere af gartnerier, planteskoler, frugtplantager m.v. samt ejere og brugere af øvrige jordbrugsvirksomheder med et samlet dyrket areal på 10 ha eller derover skal føre journal over anvendelse af plantebeskyttelsesmidler.

Stk. 2. Plantebeskyttelsesmidler defineres i overensstemmelse med definitionen i lov om kemiske stoffer og produkter, dog således at midler mod muldvarper og mosegrise ikke er omfattet.

§ 2. · Sprøjtejournaler§-link ↗

Journalen skal være påført ejer eller brugers CVR-nr. og indeholde følgende oplysninger: 1) identifikation af marken/arealet, 2) marken/arealet i ha angivet med 1 decimal, for væksthuse angivet i m2, 3) afgrøde/kultur, 4) anvendt plantebeskyttelsesmiddel, 5) dosering pr. ha eller pr m2 og 6) dato for anvendelse.

Stk. 2. Journalen skal føres løbende og senest 7 dage efter anvendelse af plantebeskyttelsesmidler. Journalen skal være tilgængelig i 5 år.

§ 3. · Indberetning af oplysninger§-link ↗

De i § 1 nævnte ejere og brugere skal indberette følgende oplysninger: 1) ejer eller brugers CVR-nr. og 2) hvorvidt der er anvendt plantebeskyttelsesmidler på det dyrkede areal.

Stk. 2. Anvendes plantebeskyttelsesmidler skal indberetningen, jf. stk. 1, indeholde oplysninger om det samlede forbrug opgjort på afgrødeniveau for hvert anvendt plantebeskyttelsesmiddel.

Stk. 3. Indberetningen skal omfatte perioden 1. august – 31. juli (planperioden). For ejere og brugere, der dyrker arealer, der skal tilføres plantebeskyttelsesmidler efter den 31. juli, men inden 30. september, og som skal høstes inden den 31. december, forlænges planperioden til den 30. september.

Stk. 4. Gartnerier, planteskoler, frugtplantager m.v. med en årlig momspligtig omsætning på under 50.000 kr. er ikke omfattet af kravet om indberetning af oplysninger.

§ 4. · Indberetning af oplysninger§-link ↗

Indberetningen af de i § 3 nævnte oplysninger skal være indgivet digitalt til Plantedirektoratet senest den 31. marts efter planperiodens udløb. Indberetningen skal ske via Plantedirektoratets hjemmeside www.sprojtejournal.fvm.dk eller www.virk.dk.

Stk. 2. Plantedirektoratet kan i særlige tilfælde og efter ansøgning tillade, at indberetningen foretages ved at indsende et skema, som er godkendt af Plantedirektoratet.

Stk. 3. Plantedirektoratet kan efter ansøgning, og på baggrund af oplysninger om dataform og – struktur, godkende anden form for digital overførsel af data.

§ 5. · Indberetning af oplysninger§-link ↗

Ejere og brugere af jordbrugsvirksomheder med et samlet dyrket areal på under 25 ha, dog ikke ejere og brugere af gartnerier, planteskoler, frugtplantager m.v., kan til og med planperioden 2014/2015 foretage indberetning af oplysninger, jf. § 3, ved at indsende et skema, som Plantedirektoratet har udarbejdet. Skemaet skal være indsendt til Plantedirektoratet senest den 31. marts efter planperiodens udløb.

§ 6. · Eftersyn af sprøjteudstyr§-link ↗

Plantedirektoratet foretager efter retningslinjerne i bilag 1 eftersyn af udstyr, der anvendes til udbringning af plantebeskyttelsesmidler på de i § 1 nævnte virksomheder.

§ 7. · Kontrol- og Straffebestemmelser§-link ↗

Plantedirektoratet fører kontrol med overholdelse af bekendtgørelsen.

§ 8. · Kontrol- og Straffebestemmelser§-link ↗

Med bøde straffes den, der overtræder § 1, stk. 1, § 2, § 3, stk. 1, 2 og 3, eller § 4, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens § 5.

§ 9. · Kontrol- og Straffebestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2010.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 492 af 7. juni 1994 om sprøjtejournaler og eftersyn af sprøjteudstyr i jordbruget ophæves.