Bekendtgørelse nr. 675 · 2010

Historisk

Bekendtgørelse om nøgletal for alment byggeri m.v.

Bekendtgørelse om nøgletal for alment byggeri m.v.

Dokumentdato: 18. jun. 2010Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Formål

§ 1.§-link ↗

Formålet med denne bekendtgørelse er at fremme kvalitet og effektivitet i byggeriet ved brug af nøgletal, jf. § 6, stk. 1, og dermed 1) give bygherrerne bedre mulighed for at udvælge de mest velegnede tilbudsgivere til løsning af en opgave, 2) give bygherrer, rådgivere og entreprenører bedre mulighed for at sammenligne sig med hinanden med hensyn til såvel byggeprocessen som produktet (den færdige bebyggelse), 3) give kommunalbestyrelsen eller regionsrådet bedre mulighed for at vælge den mest velegnede bygherre til et alment byggeprojekt samt 4) sikre større gennemsigtighed og fremme mere systematiske læringsprocesser.

§ 2. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen gælder for anvendelse og indsamling af nøgletal i forbindelse med etablering af 1) almene familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger i henhold til § 115 i lov om almene boliger m.v., 2) selvejende ungdomsboliger i henhold til § 117 i lov om almene boliger m.v. og 3) friplejeboliger med offentlig støtte i henhold til § 10, stk. 1, i lov om friplejeboliger.

§ 3. · Anvendelsesområde§-link ↗

Kapitel 2 om nøgletal for rådgivere gælder, hvis det samlede anslåede honorar til rådgivning ekskl. moms medfører annonceringspligt efter tilbudsloven eller udbudspligt efter udbudsdirektivet.

Stk. 2. Uanset stk. 1 skal der kun afleveres nøgletal fra tilbudsgivere for tidligere gennemførte evalueringer til brug for udvælgelse efter § 7, hvis det konkrete anslåede rådgiverhonorar overstiger 150.000 kr. ekskl. moms.

Stk. 3. Uanset stk. 1 skal der kun indsamles oplysninger fra rådgiveren til beregning af nøgletal efter §§ 8 og 9, hvis det konkrete rådgiverhonorar overstiger 150.000 kr. ekskl. moms.

§ 4. · Anvendelsesområde§-link ↗

Kapitel 3 om nøgletal for entreprenører gælder, hvis byggeprojektets samlede anslåede entrepriseudgifter overstiger 5 mio. kr. ekskl. moms.

Stk. 2. Uanset stk. 1 skal der kun afleveres nøgletal fra tilbudsgivere for tidligere gennemførte evalueringer til brug for udvælgelse efter § 10, hvis den konkrete anslåede entreprisesum overstiger 1,5 mio. kr. ekskl. moms.

Stk. 3. Uanset stk. 1 skal der kun indsamles oplysninger fra entreprenøren til beregning af nøgletal efter §§ 11-13, hvis den konkrete entreprisesum overstiger 300.000 kr. ekskl. moms.

§ 5. · Anvendelsesområde§-link ↗

Kapitel 4 om nøgletal for bygherrer og forretningsførere i byggefasen gælder, hvis byggeprojektets samlede anslåede entrepriseudgifter overstiger 5 mio. kr. ekskl. moms.

Stk. 2. Uanset stk. 1 skal der ikke indsamles oplysninger til beregning af nøgletal om bestillertilfredshed, jf. bilag 6, for friplejeboliger med offentlig støtte i henhold til § 10, stk. 1, i lov om friplejeboliger.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal indsamles oplysninger til beregning af nøgletal om bestillertilfredshed, jf. bilag 6, for projekter, hvor kommunen er bygherre, og hvor bygherrefunktionen ikke er udskilt i en selvstændig forvaltningsmæssig enhed. Tilsvarende gælder for regionsrådet.

Stk. 4. Uanset stk. 1 skal der alene indsamles oplysninger til beregning af nøgletal om forventet energiforbrug, jf. bilag 6, for projekter, hvor der foretages en energimærkning efter reglerne om energimærkning ved opførelse af nye bygninger i medfør af lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

Stk. 5. Uanset stk. 1 skal der kun indsamles oplysninger til beregning af nøgletal om vurdering af bebyggelsen, jf. bilag 6, hvis byggeprojektets samlede anslåede entrepriseudgifter overstiger 10 mio. kr. ekskl. moms.

§ 6. · Definitioner§-link ↗

§ 6. Ved nøgletal forstås i denne bekendtgørelse de oplysninger, der fremgår af bilag 1, og som er indsamlet efter §§ 8 og 9, de oplysninger, der fremgår af bilag 3, og som er indsamlet efter §§ 11-13, og de oplysninger, der fremgår af bilag 6, og som er indsamlet efter §§ 15-18.

Stk. 2. Ved rådgiver forstås den arkitektvirksomhed, rådgivende ingeniørvirksomhed eller lignende, som bygherren har indgået aftale med om udførelse af en rådgivningsopgave om projektering, byggeledelse eller fagtilsyn i tilknytning til byggeri.

Stk. 3. Ved entreprenør forstås den udførende virksomhed, som bygherren har indgået aftale med om udførelse af en entrepriseopgave i tilknytning til byggeri.

Stk. 4. Ved evaluator forstås en privat virksomhed eller anden privat juridisk person, der beregner nøgletal, og som er uafhængig af personlige eller økonomiske interesser i den virksomhed og i den sag, oplysningerne vedrører.

Stk. 5. Ved bestiller forstås kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligerne etableres.

Kapitel 2 · Nøgletal for rådgivere

§ 7. · Anvendelse af nøgletal i forbindelse med udvælgelse§-link ↗

Bygherren skal til brug for udvælgelse, herunder prækvalifikation, af tilbudsgivere til udførelse af en rådgivningsopgave forlange, at tilbudsgivere afleverer nøgletal til bygherren for tidligere gennemførte evalueringer.

Stk. 2. Nøgletal skal omfatte oplysninger vedrørende kundetilfredshed, jf. bilag 1. Nøgletal kan tilvejebringes efter bilag 1 i bekendtgørelse om nøgletal for statsbyggerier m.v.

Stk. 3. Bygherren skal til brug for udvælgelsen tillige forlange, at tilbudsgivere, der har fået beregnet nøgletal af en evaluator i mindst tre tidligere gennemførte evalueringer, desuden afleverer et vægtet gennemsnit for nøgletallene, samt oplysninger om det samlede antal evalueringer. Hvis tilbudsgiver deltager i et byggeprojekt, hvor tilbudsgiver skal evalueres to gange, jf. § 9, stk. 2, kan tilbudsgiver aflevere et vægtet gennemsnit for nøgletallene til brug for udvælgelsen, hvori også indgår de af nøgletallene for den konkrete rådgivningsopgave, der er beregnet efter den første evaluering, indtil alle nøgletallene er beregnet efter den anden evaluering.

Stk. 4. Ved beregning af de vægtede gennemsnit for nøgletallene, jf. bilag 1, vægtes nøgletallene med honorarerne for de evaluerede rådgivningsopgaver.

Stk. 5. Bygherren skal sikre ligebehandling af samtlige potentielle tilbudsgivere, herunder forlange at tilbudsgivere, som ikke er i besiddelse af nøgletal, skal aflevere tilsvarende oplysninger attesteret af en uvildig tredjepart.

Stk. 6. Nøgletal og øvrige oplysninger til brug for udvælgelsen må højst være tre år gamle i forhold til evalueringens gennemførelse.

§ 8. · Indsamling af oplysninger til beregning af nøgletal§-link ↗

Bygherren skal i annonceringen efter tilbudsgivere eller i udbudsmaterialet forlange, at rådgiveren afleverer stamdata til brug for identifikation af virksomheden, oplysning om forventet startdato og forventet afslutning af de væsentlige dele af opgaven, oplysning om forventet rådgiverhonorar til bygherren samt oplysning om rådgiverens valg af evaluator så vidt muligt inden bygherrens fremsendelse af ansøgning om tilsagn til støtte til byggeprojektet (ansøgningsskema A), jf. bilag 2. For en rådgiver, der først vælges efter kommunalbestyrelsens tilsagn om støtte til byggeprojektet, skal bygherren forlange, at oplysningerne afleveres af rådgiveren til bygherren snarest muligt efter valg af rådgiver.

Stk. 2. Bygherren skal registrere oplysninger efter stk. 1, 1. pkt. samt oplysning om byggeprojektets navn, kontaktperson for bygherre til evaluator samt forventet samlet rådgiverhonorar for projektet og fremsende oplysningerne digitalt til kommunalbestyrelsen til brug for indberetning til Socialministeriets informations- og forvaltningssystem BOSSINF-STB i forbindelse med fremsendelse af ansøgning om tilsagn til støtte til byggeprojektet (ansøgningsskema A). Bygherren skal tillige registrere oplysninger som nævnt i stk. 1, 2. pkt. og fremsende oplysningerne digitalt via BOSSINF-STB til den evaluator, rådgiveren har valgt efter § 20, stk. 2, snarest muligt efter valg af rådgiver.

§ 9. · Indsamling af oplysninger til beregning af nøgletal§-link ↗

Bygherren skal i forbindelse med den konkrete rådgivningsopgave aflevere oplysninger til brug for beregning af nøgletallene om kundetilfredshed, jf. bilag 2, til den evaluator, som rådgiveren har valgt efter § 20, stk. 2. Bygherren skal aflevere oplysninger på op til to forskellige tidspunkter afhængig af, hvilke faser af byggeprojektet rådgiveren deltager i. Der kan evalueres inden påbegyndelse af byggeriet, under byggeriets udførelse og efter byggeriets aflevering frem til 1-års eftersyn, dog senest i forbindelse med rådgivningsopgavens afslutning. Bygherren skal aflevere oplysningerne på et særligt digitalt spørgeskema, som fremsendes af evaluator til bygherren.

Stk. 2. Bygherren skal aflevere oplysninger, når den væsentligste del af den konkrete rådgivningsopgave skønnes afsluttet. Hvis en rådgiver deltager i byggeprojektet på tværs af de faser, der er nævnt i stk. 1, 3. pkt., skal bygherren aflevere oplysninger på de to tidspunkter i byggeprojektet, hvor væsentlige dele af den konkrete rådgivningsopgave skønnes afsluttet, dog skal der kun afleveres oplysninger én gang pr. fase.

Stk. 3. Evaluator skal registrere oplysningerne efter stk. 1. Hvis bygherren har afleveret oplysninger på to tidspunkter i byggeprojektet, og oplysningerne vedrører beregningen af det samme nøgletal, vægtes oplysningerne ligeligt, og evaluator skal registrere dette gennemsnit.

Stk. 4. Evaluator skal digitalt overføre oplysningerne som nævnt i stk. 1 til BOSSINF-STB snarest muligt.

Kapitel 3 · Nøgletal for entreprenører

§ 10. · Anvendelse af nøgletal i forbindelse med udvælgelse§-link ↗

Bygherren skal til brug for udvælgelse, herunder prækvalifikation, af tilbudsgivere til udførelse af en entrepriseopgave forlange, at tilbudsgivere afleverer nøgletal til bygherren for tidligere gennemførte evalueringer. Bygherren kan derudover vælge at efterspørge oplysninger brugt ved beregning af nøgletal om kundetilfredshed.

Stk. 2. Nøgletal skal omfatte oplysninger vedrørende overholdelse af tidsfrister, mangler, arbejdsulykker og kundetilfredshed, jf. bilag 3. Nøgletal kan tilvejebringes efter bilag 3 i bekendtgørelse om nøgletal for statsbyggerier m.v.

Stk. 3. Bygherren skal til brug for udvælgelsen tillige forlange, at tilbudsgivere, der har fået beregnet nøgletal af en evaluator i mindst tre tidligere gennemførte evalueringer, desuden afleverer et vægtet gennemsnit for nøgletallene, samt oplysninger om det samlede antal evalueringer, heraf antal evalueringer, der helt eller delvist er afbrudt på grund af uenighed om et eller flere nøgletal. Ved helt eller delvist afbrudte evalueringer skal tilbudsgiver aflevere oplysning om bygherrens navn, byggeprojektets navn og om den entreprisetype, som tilbudsgiver har haft aftale om at udføre. Ved delvist afbrudte evalueringer afleveres tillige oplysning om uenighedens genstand.

Stk. 4. Ved beregning af de vægtede gennemsnit for nøgletallene, jf. bilag 3, vægtes nøgletallene med de evaluerede entrepriseopgavers entreprisesummer.

Stk. 5. For nøgletal om manglers betydning for ibrugtagning anvendes andelen af de evaluerede entrepriseopgaver, hvor der ved afleveringen har været mangler, som har vanskeliggjort eller faktisk forhindret den forudsatte brug af væsentlige dele af byggeriet, i beregningen efter stk. 4.

Stk. 6. Bygherren skal sikre ligebehandling af samtlige potentielle tilbudsgivere, herunder forlange at tilbudsgivere, som ikke er i besiddelse af nøgletal, skal aflevere tilsvarende oplysninger attesteret af en uvildig tredjepart.

Stk. 7. Nøgletal og øvrige oplysninger til brug for udvælgelsen må højst være tre år gamle i forhold til evalueringens gennemførelse.

§ 11. · Indsamling af oplysninger til beregning af nøgletal§-link ↗

Bygherren skal registrere oplysning om byggeprojektets navn og kontaktperson for bygherre til evaluator og fremsende oplysningerne digitalt til kommunalbestyrelsen til brug for indberetning i BOSSINF-STB i forbindelse med fremsendelse af ansøgning om tilsagn om støtte til byggeprojektet (ansøgningsskema A), jf. bilag 4.

Stk. 2. Bygherren skal i udbudsmaterialet forlange, at entreprenøren før påbegyndelse af byggeriet afleverer stamdata til brug for identifikation af virksomheden, oplysning om forventet påbegyndelses- og afleveringsdato, oplysning om forventet entreprisesum til bygherren samt oplysning om entreprenørens valg af evaluator, jf. bilag 4. For en entreprenør, der først vælges efter påbegyndelse af byggeriet, skal bygherren forlange, at oplysningerne afleveres af entreprenøren til bygherren snarest muligt efter valg af entreprenør og senest samtidig med aflevering af oplysninger som nævnt i § 12, stk. 1.

Stk. 3. Bygherren skal registrere oplysninger efter stk. 2, 1. pkt. og fremsende oplysningerne digitalt til kommunalbestyrelsen til brug for indberetning til BOSSINF-STB i forbindelse med fremsendelse af ansøgning om godkendelse af anskaffelsessummen før byggeriets påbegyndelse (ansøgningsskema B). Bygherren skal tillige registrere oplysninger som nævnt i stk. 2, 2. pkt. og fremsender oplysningerne digitalt via BOSSINF-STB til den evaluator, entreprenøren har valgt efter § 20, stk. 2, snarest muligt efter valg af entreprenør.

§ 12. · Indsamling af oplysninger til beregning af nøgletal§-link ↗

Bygherren skal i udbudsmaterialet forlange, at entreprenøren i forbindelse med aflevering af den konkrete entrepriseopgave medvirker til at aflevere oplysninger til brug for beregning af nøgletal om overholdelse af tidsfrister, mangler og arbejdsulykker til bygherren, jf. bilag 4.

Stk. 2. Bygherren skal registrere oplysningerne efter stk. 1 og forelægge de registrerede oplysninger til brug for beregning af nøgletal om overholdelse af tidsfrister, mangler og arbejdsulykker for entreprenøren til udtalelse, jf. bilag 5. Hvis entreprenøren har indsigelser til de forelagte oplysninger, skal bygherren registrere dette. Bygherren og entreprenøren kan i fællesskab anmode den evaluator, som entreprenøren har valgt efter § 20, stk. 2, om at iværksætte en høring af bygherren og entreprenøren om de oplysninger, som entreprenøren har gjort indsigelse imod, med henblik på at opnå enighed mellem parterne om oplysningerne.

Stk. 3. Bygherren skal fremsende oplysninger som nævnt i stk. 1 samt § 11, stk. 1, 2. pkt., digitalt til kommunalbestyrelsen til brug for indberetning til BOSSINF-STB senest i forbindelse med fremsendelse af ansøgning om godkendelse af den endelige anskaffelsessum (ansøgningsskema C). Hvis entreprenøren har indsigelser til en eller flere af oplysningerne, og der ikke er opnået enighed gennem høringen, afbrydes evalueringen, og bygherren skal i stedet fremsende oplysning om dette. Hvis høringen ikke er afsluttet ved bygherrens fremsendelse af ansøgning om godkendelse af den endelige anskaffelsessum (ansøgningsskema C) til kommunalbestyrelsen, skal bygherren tillige fremsende oplysning om den igangværende høring.

§ 13. · Indsamling af oplysninger til beregning af nøgletal§-link ↗

Bygherren skal i forbindelse med aflevering af den konkrete entrepriseopgave digitalt aflevere oplysninger til brug for beregning af nøgletal om kundetilfredshed, jf. bilag 4, til den evaluator, som entreprenøren har valgt efter § 20, stk. 2. Bygherren skal aflevere oplysningerne på et særligt digitalt spørgeskema, som fremsendes af evaluator til bygherren.

Stk. 2. Evaluator skal registrere oplysningerne som nævnt i stk. 1 og forelægge oplysningerne samt nøgletal om kundetilfredshed for den konkrete entrepriseopgave for entreprenøren til udtalelse, jf. bilag 5, snarest muligt efter entrepriseopgavens afleveringstidspunkt. Hvis entreprenøren har indsigelser til de forelagte nøgletal, skal evaluator registrere dette.

Stk. 3. Evaluator skal overføre oplysningerne som nævnt i stk. 1 digitalt til BOSSINF-STB snarest muligt efter evalueringens gennemførelse. Hvis entreprenøren har indsigelser til nøgletal om kundetilfredshed efter stk. 2, afbrydes evalueringen, og evaluator skal i stedet overføre oplysning om dette.

Kapitel 4 · Nøgletal for bygherrer og forretningsførere

§ 14. · Nøgletal og supplerende oplysninger§-link ↗

Bygherre skal for hvert byggeprojekt have beregnet nøgletal om mangler, arbejdsulykker, forventet energiforbrug, bestillertilfredshed samt vurdering af bebyggelsen, jf. bilag 6. Nøgletallene gælder tillige for en forretningsfører, herunder en almen administrationsorganisation, der varetager bygherreopgaven.

Stk. 2. Nøgletallene skal suppleres med oplysninger om, hvorvidt de evaluerede entreprenørers evalueringer er helt eller delvist afbrudt af entreprenøren på grund af uenighed om et eller flere nøgletal. Ved helt eller delvist afbrudte evalueringer suppleres tillige med oplysninger om entreprenørens navn og den entreprisetype, som entreprenøren har haft aftale om at udføre. Ved delvist afbrudte evalueringer suppleres tillige med oplysning om uenighedens genstand.

Stk. 3. Nøgletallene skal desuden suppleres med oplysninger om anskaffelsessum pr. m2.

§ 15. · Indsamling af oplysninger til beregning af nøgletal§-link ↗

Bygherren skal registrere stamdata til identifikation af bygherren og forretningsføreren i byggefasen, oplysninger om byggeprojektets navn og kontaktperson for bygherre til evaluator samt oplysning om bygherrens valg af evaluator og fremsende oplysningerne digitalt til kommunalbestyrelsen til brug for indberetning i BOSSINF-STB i forbindelse med fremsendelse af ansøgning om tilsagn om støtte til byggeprojektet (ansøgningsskema A), jf. bilag 7.

Stk. 2. Bygherren skal registrere oplysninger til brug for beregning af nøgletal om forventet energiforbrug og fremsende oplysningerne digitalt til kommunalbestyrelsen til brug for indberetning i BOSSINF-STB senest i forbindelse med fremsendelse af ansøgning om godkendelse af den endelige anskaffelsessum (ansøgningsskema C), jf. bilag 7.

§ 16. · Indsamling af oplysninger til beregning af nøgletal§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal digitalt indberette oplysninger til brug for beregning af nøgletal om bestillertilfredshed i BOSSINF-STB i forbindelse med kommunalbestyrelsens godkendelse af den endelige anskaffelsessum (ansøgningsskema C), jf. bilag 7.

§ 17. · Indsamling af oplysninger til beregning af nøgletal§-link ↗

To sagkyndige foretager en uvildig vurdering af bebyggelsen og registrerer oplysninger til brug for beregning af nøgletal om bebyggelsen, jf. bilag 7, i en digital vurderingsrapport og fremsender oplysningerne til Byggeskadefonden i forlængelse af Byggeskadefondens 1-års eftersyn. Byggeskadefonden sørger for, at de sagkyndige har grundlæggende oplysninger om bebyggelsen, herunder rapport fra Byggeskadefondens 1-års eftersyn til brug for vurderingen.

Stk. 2. De sagkyndige udmeldes af Byggeskadefonden blandt et panel af sagkyndige, der har erfaring med opførelse eller drift af alment byggeri. Panelet af sagkyndige udpeges af Byggeskadefonden. De sagkyndige må ikke have medvirket ved opførelsen eller driften af den bebyggelse, der skal vurderes. Dette gælder for bolig- og administrationsorganisationer, virksomheder, og for ansatte heri. Det gælder endvidere for personer, der selvstændigt eller som tidligere ansatte i en anden organisation eller virksomhed har medvirket ved opførelsen eller driften.

Stk. 3. Byggeskadefonden skal indberette de registrerede oplysninger i vurderingsrapporten efter stk. 1 digitalt til BOSSINF-STB snarest muligt.

Stk. 4. Byggeskadefonden fastsætter nærmere retningslinjer for udpegning af panel af sagkyndige, udmelding af sagkyndige samt administration af ordningen m.v.

§ 18. · Indsamling af oplysninger til beregning af nøgletal§-link ↗

Evaluator skal digitalt oplyse bygherre og forretningsfører i byggefasen om, at nøgletal, jf. bilag 6, er overført digitalt af evaluator til BOSSINF-STB efter § 20, stk. 5, snarest muligt efter overførelsen.

Kapitel 5 · Fællesbestemmelser om ændring, beregning, offentliggørelse og dokumentation

§ 19.§-link ↗

Der kan ske ændring af indberettede oplysninger i BOSSINF-STB efter bygherrens fremsendelse af ansøgning om godkendelse af den endelige anskaffelsessum (ansøgningsskema C) til kommunalbestyrelsen, 1) når høring iværksat af evaluator efter § 12, stk. 2, 3. pkt., er afsluttet, 2) når en retssag, voldgift eller lignende er afgjort, eller 3) når et byggeprojekt er indberettet med afsatte beløb, og oplysningerne om faktisk entreprisesum for den konkrete entrepriseopgave er usikre.

Stk. 2. Anmodning om ændring af indberetning i BOSSINF-STB, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, fremsendes af evaluator til Socialministeriet, der indberetter oplysningerne til BOSSINF-STB, og anmodning om ændring af indberetning i BOSSINF-STB, jf. stk. 1, nr. 3, fremsendes af bygherre til Socialministeriet, der indberetter oplysningerne til BOSSINF-STB. Socialministeriet kan kræve, at der anvendes et særligt skema.

§ 20.§-link ↗

Bygherren skal i annonceringen efter tilbudsgivere eller i udbudsmaterialet forlange, at nøgletal samt vægtet gennemsnit for de enkelte nøgletal til brug for udvælgelse, herunder prækvalifikation, er beregnet af en evaluator, og at tilsvarende oplysninger fra tilbudsgivere, der ikke er i besiddelse af nøgletal, er attesteret af en uvildig tredjepart.

Stk. 2. Rådgiveren og entreprenøren vælger evaluator i forbindelse med indgåelse af aftale med bygherren og giver bygherren meddelelse herom snarest muligt.

Stk. 3. Bygherren vælger evaluator i forbindelse med fremsendelse af ansøgning om tilsagn om støtte til byggeprojektet (ansøgningsskema A).

Stk. 4. Oplysninger til brug for beregning af nøgletal, der er indberettet til BOSSINF-STB, overføres digitalt af Socialministeriet til evaluator.

Stk. 5. Evaluator beregner nøgletal, vægtede gennemsnit samt oplysning om anskaffelsessum pr. m2 efter § 14, stk. 3. Nøgletal, vægtede gennemsnit samt oplysning om anskaffelsessum pr. m2 skal beregnes i faste priser i prisniveau pr. 1. januar 2004. Til grund for fastprisberegningen anvendes byggeomkostningsindekset for boliger. Beregning af nøgletal, vægtede gennemsnit samt oplysning om anskaffelsessum pr. m2 skal i øvrigt ske efter retningslinjer, der fastsættes og offentliggøres af Socialministeriet på ministeriets hjemmeside. Evaluator overfører nøgletal samt oplysning om anskaffelsessum pr. m2 digitalt til BOSSINF-STB snarest muligt.

§ 21.§-link ↗

Nøgletal m.v. i BOSSINF-STB offentliggøres af Byggeskadefonden på fondens hjemmeside eller lignende.

§ 22.§-link ↗

Bygherren skal på anmodning inden for 4 uger dokumentere overfor socialministeren, at bygherren har stillet krav om nøgletal eller tilsvarende oplysninger fra tilbudsgivere, der ikke er i besiddelse af nøgletal, og give oplysninger om anvendelsen af disse.

Stk. 2. Evaluator skal på anmodning inden for 4 uger dokumentere overfor socialministeren, at evaluator har indsamlet nøgletalsoplysninger og give oplysninger om beregningen af nøgletal samt vægtede gennemsnit.

Kapitel 6 · Ikrafttræden

§ 23.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2010 og gælder for byggeri med tilsagn meddelt den 1. juli 2010 eller senere, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. §§ 14 -18 gælder for byggeri med tilsagn meddelt den 1. januar 2010 eller senere.

Stk. 3. § 9, stk. 4, og § 20, stk. 5, 5. pkt., gælder, når der er evalueret 100 konkrete rådgivningsopgaver efter bekendtgørelsen og tidligere bekendtgørelser om nøgletal for alment byggeri m.v., og har virkning også for allerede evaluerede rådgivningsopgaver efter bekendtgørelsen. Tilsvarende gælder § 13, stk. 3, og § 20, stk. 5, 5.pkt., når der er evalueret 100 konkrete entrepriseopgaver efter denne bekendtgørelse og tidligere bekendtgørelser om nøgletal for alment byggeri m.v. Socialministeriet giver de valgte evaluatorer meddelelse, når de nævnte antal evalueringer er opnået.

Stk. 4. Bekendtgørelse nr. 1304 af 15. december 2009 om nøgletal for alment byggeri m.v. ophæves med virkning fra den 1. juli 2010.