§ 1.§-link ↗
Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i beredskab, katastrofe- og risikomanagement er at kvalificere den uddannede til på et teoretisk og metodisk grundlag selvstændigt at kunne tilrettelægge, udføre og udvikle komplekse operative, planlægnings- og ledelsesmæssige funktioner inden for det beredskabsfaglige felt med henblik på at varetage opgaver i relation til samfundssikkerhed, til opbygning af et robust samfund lokalt, nationalt og internationalt samt til risikovurdering og -styring i beredskabet i kommunerne eller staten eller som ansat i offentlige og private virksomheder og organisationer.
Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.
§ 2.§-link ↗
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.
Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen Professionsbachelor i beredskab, katastrofe- og risikomanagement (katastrofe- og risikomanager). Den engelske titel er Bachelor of Emergency and Risk Management.
Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Emergency and Risk Management.
§ 3.§-link ↗
Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 115 ECTS-point. 2) Praktik med et samlet omfang 60 ECTS-point, hvoraf 25 ECTS-point gennemføres i den del af uddannelsen, der kan anvendes som overbygning, jf. stk. 4. 3) Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 20 ECTS-point. 4) Bachelorprojekt på 15 ECTS-point.
Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Beredskabsfaglig praksis. 2) Nationalt og internationalt katastrofeberedskab. 3) Operativ og taktisk ledelse. 4) Forebyggelse af katastrofer og ulykker. 5) Risikoanalyse, -kommunikation og -formidling. 6) Beredskabsfaglig planlægning og dimensionering. 7) Beredskabsfaglig rådgivning og sagsbehandling. 8) Beredskabsfaglig evaluering, kvalitetssikring og udvikling.
Stk. 3. Uddannelsen tilrettelægges således, at den studerende får mulighed for at afslutte med en erhvervsakademiuddannelse i beredskabsteknik efter et særligt tilrettelagt forløb, jf. reglerne i kapitel 2.
Stk. 4. Uddannelsen tilrettelægges således, at uddannelsens sidste 1½ år, svarende til 90 ECTS-point, kan anvendes som overbygning af uddannede beredskabsteknikere AK.
§ 4.§-link ↗
For uddannelsen til professionsbachelor i beredskab, katastrofe- og risikomanagement gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.
§ 5.§-link ↗
Formålet med erhvervsakademiuddannelsen i beredskabsteknik er at kvalificere den uddannede til på et teoretisk og metodisk grundlag selvstændigt at kunne varetage praksisnære beredskabsfaglige funktioner, deltage i beredskabsfaglige planlægnings- og udviklingsopgaver samt indgå i arbejde med forebyggelse og begrænsning af ulykker og katastrofer i beredskabet i kommunerne eller staten eller som ansat i offentlige og private virksomheder og organisationer.
Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 2.
§ 6.§-link ↗
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 120 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.
Stk. 2. Erhvervsakademiuddannelse i beredskabsteknik giver den uddannede ret til at anvende titlen beredskabstekniker AK. Den engelske titel er AP Graduate in Emergency Technology.
Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Academy Profession Degree Programme in Emergency Technology.
§ 7.§-link ↗
Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 60 ECTS-point. 2) Praktik med et samlet omfang på 35 ECTS-point. 3) Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 10 ECTS-point 4) Afsluttende eksamensprojekt på 15 ECTS-point.
Stk. 2. De obligatoriske uddannelseselementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Beredskabsfaglig praksis. 2) Nationalt og internationalt katastrofeberedskab. 3) Operativ ledelse. 4) Praksisnær kommunikation og formidling. 5) Operativ planlægning og dimensionering. 6) Operativ evaluering og kvalitetssikring.
§ 8.§-link ↗
For erhvervsakademiuddannelse i beredskabsteknik gælder de regler om erhvervsakademiuddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.
§ 9.§-link ↗
Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.
Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
§ 10.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. maj 2010.