Bekendtgørelse nr. 107 · 2010

Historisk

Bekendtgørelse om særlige kompetenceudvidende forløb på universiteterne

Bekendtgørelse om særlige kompetenceudvidende forløb på universiteterne

Dokumentdato: 28. jan. 2010Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Generelle bestemmelser

§ 1.§-link ↗

Universiteterne kan udbyde særlige kompetenceudvidende forløb for nyuddannede. Forløbene har til formål at forbedre og udbrede de nyuddannedes kompetencer i forhold til aktuelle jobmuligheder og begrænse risikoen for, at nyuddannede bliver ledige efter endt uddannelse.

Stk. 2. Ved særlige kompetenceudvidende forløb forstås heltidsforløb, som sammensættes med udgangspunkt i fag på eksisterende heltidsuddannelser. Forløbet kan have en varighed af indtil seks måneder svarende til 30 ECTS-point.

§ 2.§-link ↗

De regler, der gælder for deltidsuddannelse ved universiteterne, herunder bekendtgørelse om deltidsuddannelse ved universiteterne (deltidsbekendtgørelsen), gælder for de særlige kompetenceudvidende forløb med de afvigelser, der fremgår af lov om særlige kompetenceudvidende forløb for nyuddannede samt nærværende bekendtgørelse.

Kapitel 2 · Adgangskrav, optagelse m.v. og bevis

§ 3. · Adgangskrav§-link ↗

Adgang til et særligt kompetenceudvidende forløb forudsætter, at kravene i § 2, stk. 1, nr. 1-3 og 5-8, jf. dog § 6, stk. 3, i lov om særlige kompetenceudvidende forløb for nyuddannede samt nærværende bekendtgørelse er opfyldt.

Stk. 2. Det særlige kompetenceudvidende forløb skal, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 4, påbegyndes i forlængelse af afslutningen af en uddannelse som nævnt i lovens § 2, stk. 1, nr. 2, jf. dog nr. 8 og nærværende bekendtgørelses § 4, og normalt én og senest tre måneder efter afslutningen af denne.

§ 4. · Adgangskrav§-link ↗

Adgang til et særligt kompetenceudvidende forløb kan ikke ske på grundlag af gennemførelse af de i bilag 1 opregnede kandidatuddannelser. Adgang til et særligt kompetenceudvidende forløb kan heller ikke ske på grundlag af gennemførelse af uddannelser, der er udelukkede som adgangsgrundlag ved bekendtgørelse om særlige kompetence­ud­vidende forløb på erhvervsakademier, professionshøjskoler, ingeniørhøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt bekendtgørelse om særlige kompetenceudvidende forløb ved de videregående uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet.

§ 5. · Optagelse m.v.§-link ↗

Universitetet træffer afgørelse om optagelse af den enkelte ansøger efter reglerne fastsat i bekendtgørelse om deltidsuddannelse ved universiteterne (deltidsbekendtgørelsen) samt nærværende bekendtgørelse.

Stk. 2. Overstiger antallet af adgangsberettigede ansøgere antallet af ledige pladser på det enkelte særlige kompetence­udvidende forløb, tildeles pladserne til de ansøgere, hvis ansøgning først er kommet frem til universitetet regnet i hele dage. Overstiger antallet af adgangsberettigede ansøgere herefter stadig antallet af ledige pladser, tildeles pladserne efter lodtrækning.

§ 6. · Optagelse m.v.§-link ↗

Ansøgning om optagelse på et særligt kompetence­ud­vidende forløb indgives til det universitet, der udbyder forløbet, og skal indgives på den som bilag 2 vedlagte blanket.

§ 7. · Bevis§-link ↗

En person, som har fuldført et særligt kompetence­ud­vidende forløb, har ret til at få udstedt et samlet bevis for det fuldførte forløb med angivelse af forløbets normering angivet i ECTS-point. Beviset skal endvidere, ud over at indeholde oplysninger om deltagerens navn og universitetets navn, som minimum indeholde en beskrivelse af enkeltfag og fagspecifikke kurser, som det pågældende forløb har bestået af, samt angive de fagelementer, der er aflagt prøve i, herunder prøveresultat, eller som på anden måde er dokumenteret, med angivelse af omfanget af ECTS-point.

Stk. 2. En person, som ikke har fuldført forløbet, har ret til at få udstedt bevis for den fuldførte del af forløbet. Beviset skal som minimum indeholde de i stk. 1, 2. pkt., nævnte oplysninger.

Kapitel 3 · Klage og ikrafttrædelse m.v.

§ 8.§-link ↗

Retlige spørgsmål ved universitetets afgørelser om ansøgeres og studerendes forhold kan indbringes for Universitets- og Bygningsstyrelsen. Fristen for indgivelse af klage er to uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Stk. 2. Klagen indgives til universitetet, der afgiver en udtalelse. Klageren skal have lejlighed til at kommentere universitetets udtalelse inden for en frist af mindst en uge. Universitetet sender klagen til styrelsen vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer.

§ 9.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2010 og har gyldighed til og med den 31. januar 2011, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på nyuddannede, der har afsluttet den i § 2, stk. 1, nr. 2, i lov om særlige kompetenceudvidende forløb for nyuddannede nævnte uddannelse efter den 1. januar 2010.

Stk. 3. Personer, der har afsluttet deres uddannelse i perioden fra den 1. januar til den 1. februar 2010, kan blive optaget på et særligt kompetenceudvidende forløb, jf. § 1, uanset at de ikke opfylder betingelserne nævnt i § 2, stk. 1, nr. 2-4, i lov om særlige kompetenceudvidende forløb for nyuddannede. Ansøgning om optagelse fra de personer, der er nævnt i 1. pkt., skal dog være indgivet senest den 1. marts 2010.

Stk. 4. Personer, der har påbegyndt et særligt kompetenceudvidende forløb, har ret til at færdiggøre dette forløb efter bekendtgørelsens regler, selvom forløbet først afsluttes efter bekendtgørelsens gyldighedsperiode.