Bekendtgørelse nr. 1452 · 2009

Historisk

Bekendtgørelse om ansøgning om tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer fra havbunden samt indberetning af efterforskningsdata og indvundne råstoffer

Bekendtgørelse om ansøgning om tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer fra havbunden samt indberetning af efterforskningsdata og indvundne råstoffer

Dokumentdato: 15. dec. 2009Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelse§-link ↗

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på ansøgninger om tilladelse til efterforskning og ansøgninger om tilladelse til indvinding af råstoffer fra havbunden samt indberetning af efterforskningsdata til De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og By- og Landskabsstyrelsen samt indberetning af indvundne råstoffer til By- og Landskabsstyrelsen.

§ 2. · Ansøgning om tilladelse til efterforskning efter råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen§-link ↗

Ansøgning om tilladelse til efterforskning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen efter lovens § 20, stk. 2, skal indgives elektronisk til By- og Landskabsstyrelsen.

Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Oplysning om ansøgers navn, adresse og CVR nummer. 2) Redegørelse for efterforskningens formål, herunder hvilke råstoftyper, der planlægges efterforsket. 3) Oplysning om indenfor hvilket geografisk område efterforskningen skal foretages. Det ansøgte område indtegnes på et af Kort- og Matrikelstyrelsen udarbejdet kort med kortnummer, målestoksforhold og relevante dybdekurver og vedlægges liste over positioner for områdeafgrænsningen angivet i grader og decimalminutter. For efterforskning med eneret efter lovens § 20, stk. 2, nr. 1, fremgår afgrænsningen af udbudsmaterialet. 4) Redegørelse for efterforskningens gennemførelse, herunder et undersøgelsesprogram for undersøgelser af enhver art, der planlægges foretaget, tidsplan for gennemførelse af undersøgelsernes enkelte faser samt anvendt udstyr. Redegørelsen skal gennemføres og indberettes i overensstemmelse med kravene i bilag 1. 5) Oplysning om efterforskningsfartøjets navn, kendingsbogstaver, IMO-nummer og MMSI-nummer samt navn, e-mail adresse og CVR-nummer for ejer af fartøjet og/eller for den, som driver det, skal anmeldes til By- og Landskabsstyrelsen, inden den enkelte efterforskningsfase igangsættes. 6) Ved prøveboringer beskrives boringernes geografiske placering, det planlagte antal boringer, boredybde samt den anvendte boremetode, herunder tekniske, sejladsmæssige og miljømæssige forhold knyttet til boringens gennemførelse.

§ 3. · Ansøgning om tilladelse til efterforskning efter råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen§-link ↗

Hvis efterforskningen indebærer prøvesugninger og produktionsforsøg, kræver dette særskilt tilladelse i henhold til lovens § 20, stk. 1.

Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Ansøgers navn, adresse og CVR-nummer. 2) Prøvesugningsmetode, antal prøvesugninger, prøvesugningernes geografiske placering, forventet indvindingsmængde på hver prøvesugningsposition og prøvesugningsdybde. 3) Redegørelse for prøvesugningens forventede miljø- og naturmæssige samt kulturhistoriske effekter, herunder bl.a. oplysning om forhold til øvrige interesser, bundtype på prøvesugningspositionerne, havbundsareal, der påvirkes af prøvesugningen, forventet spild og bortskaffelse af det prøveoptagne materiale. 4) En miljøvurdering gennemført og indberettet i overensstemmelse med kravene i bilag 1.

§ 4. · Ansøgning om tilladelse til indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen§-link ↗

Ansøgning om tilladelse til indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen efter lovens § 20, stk. 2, nr. 1-3 skal indgives elektronisk til By- og Landskabsstyrelsen.

Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Ansøgers navn, adresse og CVR–nummer. 2) Redegørelse for ansøgningens formål, herunder mængde, sammensætning og kvalitet af det råstof, der ønskes indvundet. 3) En miljøvurdering gennemført og indberettet i overensstemmelse med kravene i bilag 1. 4) Det ansøgte område indtegnet på et af Kort- og Matrikelstyrelsen udarbejdet kort med kortnummer, målestoksforhold og relevante dybdekurver og vedlagt en liste over positioner for områdeafgrænsningen angivet i grader og decimalminutter. 5) Oplysning om råstofforekomstens udstrækning, mængde, kvalitet og sammensætning i det ansøgte område. Beskrivelsen vil som udgangspunkt tage afsæt i resultaterne af en efterforskning, jf. § 2, og skal have en detaljeringsgrad, som gør det muligt at foretage en sammenfattende vurdering af de råstofressourcemæssige, indvindingsmæssige, planlægningsmæssige og råstofhusholdningsmæssige forhold i området. Beskrivelsen skal som udgangspunkt være ledsaget af: a) Situationsplaner med angivelse af seismiske linjer, prøvetagningspositioner og prøvetagningstype. b) Kort over ressourcernes udbredelse, lagtykkelser og overjordstykkelser, sedimentsammensætning og eventuelle stenprocenter. 6) Beskrivelse af den indvindingsmetode og det indvindingsudstyr, som påtænkes anvendt, herunder maksimal arbejdsdybde, forventet produktion og forventet indvindingsperiode. 7) Oplysninger om områdets fysiske og biologiske tilstand, herunder hydrografiske og topografiske forhold, overfladesedimentfordeling samt dominerende plante- og dyresamfund. Oplysningerne ledsages af en beskrivelse, der indeholder en kortfattet gennemgang af resultaterne af alle hidtil gennemførte undersøgelser i området. Beskrivelsen skal som minimum ledsages af følgende kortmateriale: a) Kort over udbredelse af dominerende flora- og faunasamfund, herunder kvantitative oplysninger om dækningsgrader, biomasse o. lign. b) Kort over forekomsten af fugle i området. c) Kort over forekomsten af havpattedyr i området. d) Kort over marinarkæologiske interesser. e) Kort over øvrige erhvervsinteresser i området, herunder fiskeriinteresser, sejlruter, kabler, arealer med efterladt ammunition o. lign. 8) Beskrivelse af indvindingens mulige virkninger på området og omgivelserne, herunder navnlig virkningerne på flora, fauna, havbund, vandmiljø, luft, marinarkæologi, geologi, kystsikkerhed, fiskeri, sejlads og eventuelle rekreative interesser. Miljøvurderingen af indvindingen skal som minimum omfatte en vurdering af miljømæssige forhold inden for indvindingsområdet samt en 500 meter bred zone uden for indvindingsområdet. 9) Beskrivelse af de foranstaltninger, der tænkes anvendt med henblik på at undgå eller nedbringe eller om muligt neutralisere de skadelige virkninger på miljøet på kort og på langt sigt, herunder forslag til overvågningsprogram. 10) Oplysninger om anvendelse af råstofferne, markedsforhold samt råstofmæssige forhold i øvrigt, som skønnes at være af betydning i forbindelse med styrelsens vurdering, herunder oplysning om mulighederne for helt eller delvist at erstatte den ansøgte råstofressource med oprensnings- og uddybningsmaterialer (klapmaterialer). 11) Forslag til indvindingsplan og eventuelle afsluttende foranstaltninger. Planen skal afspejle ansøgningens konklusioner vedrørende de råstofmæssige og miljømæssige forhold. Planen skal udformes, så der sikres den største og mest optimale udnyttelse af forekomsten med hensyn til mængde og kvalitet under hensyn til beskyttelsen af områdets miljømæssige og naturmæssige værdier. Såfremt indvindingen tænkes tilrettelagt på en måde, som kræver efterbehandling, skal der foreligge en særskilt plan for denne. 12) Oplysning om indvindingsfartøjets navn, kendingsbogstaver, IMO-nummer og MMSI-nummer samt navn og e-mail adresse på ejeren og CVR-nummer for ejer af fartøjet og/eller for den, som driver det.

Stk. 3. Ved ansøgning om indvinding i et område, der er omfattet af § 5 i bekendtgørelse om udlægning af områder for fælles indvinding af råstoffer fra havbunden, og som endnu ikke er udlagt til område for fælles indvinding af råstoffer, skal ansøgeren i forbindelse med ansøgningen dokumentere, at han har gennemført efterforskning og miljøvurdering af det område, som ansøgningen vedrører.

§ 5. · Ansøgning om tilladelse til indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen§-link ↗

Ansøgning om indvinding i et område, der efter miljøvurdering er udlagt til fællesområde i medfør af bekendtgørelse om udlægning af områder for fælles indvinding af råstoffer fra havbunden skal alene indeholde oplysning, som nævnt i § 4, stk. 2, nr. 1, nr. 6 og nr. 12.

Stk. 2. Ansøgninger om udvidelse af mængden i områder, der efter miljøvurdering er udlagt til fællesområde i bekendtgørelse om udlægning af områder for fælles indvinding af råstoffer fra havbunden, skal alene indeholde oplysninger efter § 4, stk. 2, nr. 1, nr. 6, nr. 8, nr. 9 og nr. 12.

§ 6. · Ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse§-link ↗

Ansøgning om tilladelse i henhold til lovens § 20, stk. 2, nr. 3 til nyttiggørelse af materialer, der fremkommer i forbindelse med oprensning og uddybning, skal indgives i elektronisk form til By- og Landskabsstyrelsen og indeholde følgende oplysninger: 1) Ansøgers navn, adresse og CVR nummer. 2) Oplysning om, hvor oprensningen/uddybningen skal foretages, indtegnet på et af Kort- og Matrikelstyrelsen udarbejdet kort med kortnummer, målestoksforhold og relevante dybdekurver og vedlagt en liste over positioner for områdeafgrænsningen angivet i grader og decimalminutter. 3) Oplysning om mængde og sammensætning af de materialer, der ønskes nyttiggjort, herunder resultaterne af eventuelt gennemførte analyser, kornkurver, boreprøver m.v. 4) Indvindingsmetode, herunder oplysning om eventuelt forventet spild samt mulige miljømæssige effekter af indvindingen. 5) Beskrivelse af eventuelle foranstaltninger, der tænkes anvendt med henblik på at undgå, nedbringe eller om muligt neutralisere eventuelle skadelige virkninger på miljøet. 6) Materialernes planlagte anvendelse. 7) Indvindingsmateriellets navn, kendingsbogstaver, IMO-nummer og MMSI-nummer samt navn og e-mail adresse på ejeren samt CVR-nummer for ejer af fartøjet og/eller for den, der driver det, skal anmeldes til By- og Landskabsstyrelsen, inden indvindingen igangsættes.

§ 7. · Ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse§-link ↗

By- og Landskabsstyrelsen kan kræve yderligere oplysninger til brug for bedømmelsen af ansøgninger efter §§ 2-4, § 5, stk. 2, og § 6.

§ 8. · Indberetning af efterforskningsdata efter meddelt efterforskningstilladelse i medfør af råstoflovens § 20, stk. 2§-link ↗

Indberetning af efterforskningsdata til De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og By- og Landskabsstyrelsen efter lovens § 28, stk. 1, skal ske i overensstemmelse med kravene i bilag 2.

Stk. 2. De i stk. 1, nævnte data indberettes af tilladelseshaver i elektronisk form, dog skal papirjournaler følge de indsendte prøver/borekerner.

§ 9. · Indberetning af indvindingsdata efter meddelt indvindingstilladelse efter råstoflovens § 20, stk. 2, nr. 1-3§-link ↗

Til By- og Landskabsstyrelsen skal tilladelseshavere hvert kvartal elektronisk indberette oplysninger om indvindingen, blandt andet om beliggenhed, art og mængde af forekomsten, der indvindes, og anvendelsen heraf i et af styrelsen fastlagt format. Oplysningerne omfatter bl.a. generelle oplysninger om fartøjet, indvindingsområdet og for hver skibslast indvindingsposition, og i henhold til hvilken tilladelse optagningen er sket, arten og mængden af de indvundne råstoffer samt oplysning om lossestedet. Indberetningerne skal være By- og Landskabsstyrelsen i hænde senest 2 uger efter udgangen af et kvartal.

Stk. 2. Såfremt indvindingen sker som led i en uddybning eller oprensning af et havnebassin eller en sejlrende, eller som afgravning til brug for anlægsarbejder, kan indberetningen efter aftale med By- og Landskabsstyrelsen i stedet ske på særlige skemaer, der udsendes af By- og Landskabsstyrelsen. Indberetningerne kan eventuelt ske pr. arbejdsdag og indsendes årligt. Tilsvarende gælder, hvor indvindingen sker direkte ved indpumpning eller opgravning af havmaterialer.

Stk. 3. Oplysning om mængden af indvundne råstoffer i stk. 1, danner grundlag for opkrævning af vederlag i henhold til bekendtgørelse om opkrævning af vederlag for indvinding af råstoffer på havbunden.

§ 10. · Indberetning af indvindingsdata efter meddelt indvindingstilladelse efter råstoflovens § 20, stk. 2, nr. 1-3§-link ↗

Efterforskningsdata, der indberettes på grundlag af efterforskningstilladelse erhvervet ved auktion, er fortrolige i den eneretsperiode, som er fastsat i efterforsknings- og indvindingstilladelsen.

§ 11. · Indberetning af indvindingsdata efter meddelt indvindingstilladelse efter råstoflovens § 20, stk. 2, nr. 1-3§-link ↗

Med bøde straffes den, der overtræder § 9, stk. 1.

§ 12. · Ikrafttrædelse§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2010.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1438 af 11. december 2007 om ansøgninger om efterforskning og indvinding af råstoffer fra havbunden samt indberetning om indvundne råstoffer ophæves.