Bekendtgørelse nr. 1451 · 2009

Historisk

Bekendtgørelse om auktion over områder til råstofindvinding fra havbunden

Bekendtgørelse om auktion over områder til råstofindvinding fra havbunden

Dokumentdato: 15. dec. 2009Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelse§-link ↗

Med henblik på opnåelse af eneret til efterforskning og indvinding af råstoffer i et nærmere afgrænset geografisk farvandsområde gennemfører By- og Landskabsstyrelsen auktioner som beskrevet i nærværende bekendtgørelse.

§ 2. · Interessetilkendegivelse§-link ↗

To gange årligt annoncerer By- og Landskabsstyrelsen efter interessetilkendegivelser om udlægning af indvindingsområder med henblik på afholdelse af auktion.

Stk. 2. Ved interessetilkendegivelse udpeger virksomhederne med udgangspunkt i bilag 1 de farvandsområder, hvor de ønsker afholdt auktion.

Stk. 3. På baggrund af disse interessetilkendegivelser inddeler By- og Landskabsstyrelsen farvandsområderne i auktionsområder af en størrelse på 25 km2 til 50 km2. I områder med stort ressourcepotentiale kan auktionsområderne være mindre end 25 km2.

Stk. 4. Interessetilkendegivelser, som afleveres til styrelsen senere end 4 uger efter annonceringen, kan ikke forventes taget i betragtning.

§ 3. · Auktion§-link ↗

By- og Landskabsstyrelsen afholder auktion 2 gange årligt, i marts/april og oktober/november, over indvindingsområder fastlagt på baggrund af indkomne interessetilkendegivelser.

Stk. 2. Såfremt der mellem de 2 ordinære auktioner opstår behov for råstofindvinding, som ikke kan afvente den kommende ordinære auktion, kan By- og Landskabsstyrelsen beslutte at gennemføre ekstraordinære auktioner. En interessetilkendegivelse med anmodning om afholdelse af ekstraordinær auktion skal ledsages af en begrundet redegørelse for det opståede behov.

Stk. 3. Indtil tilbudsfristens udløb kan By- og Landskabsstyrelsen ved offentliggørelse på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside annullere auktionen.

§ 4. · Udbudsmaterialet§-link ↗

By- og Landskabsstyrelsen offentliggør 4 uger før afholdelse af auktion udbudsmaterialet på styrelsens hjemmeside.

Stk. 2. Udbudsmaterialet skal indeholde: 1) Kortbilag med præcis angivelse af placeringen og størrelsen af de enkelte områder, der udbydes i auktion, samt identifikationsnavnet for det enkelte område, 2) kortbilag med oplysninger om der inden for Miljøministeriets ressortområde forekommer væsentlige, kendte miljømæssige forhold i områderne, der kan påvirke adgangen til råstofindvinding i konkrete områder, 3) dato, tid og sted for indlevering af bud.

§ 5. · Udbudsmaterialet§-link ↗

Enhver, der ønsker at indvinde råstoffer på havbunden, er berettiget til at afgive bud på en auktion på lige vilkår uafhængigt af, om de før auktionen har afgivet interessetilkendegivelse.

§ 6. · Krav til buddet§-link ↗

Bud skal indgives til By- og Landskabsstyrelsen på den måde og inden den frist, der fremgår af det offentliggjorte udbudsmateriale. For sent afgivne bud afvises.

Stk. 2. Bud skal afgives på den i bilag 2 indeholdte formular og skal være uden forbehold. Der må kun gives ét bud pr. formular. Der må ikke foretages ændringer i formularen.

Stk. 3. Bud skal være underskrevet. Bud, der indgives af juridiske personer, skal være underskrevet af en, der er bemyndiget til at handle på virksomhedens vegne i dens daglige drift.

Stk. 4. Bud kan ikke afgives elektronisk.

§ 7. · Krav til buddet§-link ↗

Ethvert bud skal angives i danske kroner med to decimaler og skal bestå af: 1) Et produktionsvederlag pr. m3. Der kan ikke afgives bud på mindre end 2,50 kr. pr. m3. 2) Den årlige mængde, der ønskes indvundet. 3) Produktionsvederlag pr. m3 ganget med den årlige mængde, der ønskes indvundet.

§ 8. · Krav til buddet§-link ↗

Buddet skal være indeholdt i en anonym, uigennemsigtig, lukket kuvert mærket »Auktion over områder til råstofindvinding« samt dato for afholdelse af auktion, som den fremgår af udbudsmaterialet.

Stk. 2. By- og Landskabsstyrelsen udsteder kvittering for modtagelsen af bud.

§ 9. · Krav til buddet§-link ↗

Buddet skal for at blive taget i betragtning være ledsaget af en ansøgning om tilladelse til efterforskning udarbejdet i overensstemmelse med den til enhver tid gældende bekendtgørelse om ansøgning om tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer fra havbunden samt indberetning af efterforskningsdata og indvundne råstoffer.

Stk. 2. Ansøgningen indgår ikke i evalueringen og åbnes først efter udpegning af vinder.

§ 10. · Spørgsmål og svar§-link ↗

By- og Landskabsstyrelsen offentliggør senest 1 uge før udløbet af tilbudsfristen indkomne spørgsmål vedrørende auktionen sammen med styrelsens besvarelse af spørgsmålene. Spørgsmål, der stilles senere end 1 uge før tilbudsfristen, vil ikke blive besvaret. Offentliggørelse sker på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. Spørgsmål skal indgives på dansk i overensstemmelse med regler fastsat herom i udbudsmaterialet.

§ 11. · Åbning af bud§-link ↗

Efter udløb af frist for afgivelse af bud åbner By- og Landskabsstyrelsen under overværelse af et anerkendt revisionsfirma alle bud på samtlige auktionsområder.

Stk. 2. By- og Landskabsstyrelsen konstaterer, om formalia og bud er i overensstemmelse med §§ 6-9. By- og Landskabsstyrelsen kan afvise bud, som ikke er i overensstemmelse hermed.

Stk. 3. By- og Landskabsstyrelsen fastslår for hvert enkelt auktionsområde rangfølgen af buddene i faldende orden efter buddenes størrelse, således at højestbydende er den budgiver, der har afgivet det højeste bud forstået som det angivne produktionsvederlag pr. m3 ganget med den angivne årlige mængde.

Stk. 4. Hvis to eller flere bud i et auktionsområde er ens, afholdes inden 4 uger ny auktion i det pågældende område mellem de budgivere, der har afgivet enslydende højeste bud. Ved enslydende bud forstås bud, hvor resultatet af den i § 7, nr. 3, beskrevne beregning som anført i bilag 2, punkt 9, indeholder samme beløb.

§ 12. · Udpegning af vinder§-link ↗

De auktionsområder, der er budt på ved auktionen, vil blive tildelt den budgiver, der har det højeste bud i området. By- og Landskabsstyrelsen meddeler den højestbydende i hvert område, at budgiveren har vundet auktionen.

Stk. 2. By- og Landskabsstyrelsen meddeler de øvrige budgivere i samme område, at de ikke har vundet auktionen.

Stk. 3. By- og Landskabsstyrelsen offentliggør på styrelsens hjemmeside vinderen samt det tilbudte produktionsvederlag.

§ 13. · Ansøgning om tilladelse til efterforskning§-link ↗

Efter udpegning af vinderen af auktionen åbner og gennemgår By- og Landskabsstyrelsen vinderens ansøgning om tilladelse til efterforskning med henblik på at konstatere, om ansøgningen er fyldestgørende og i overensstemmelse med den til enhver tid gældende bekendtgørelse om ansøgning om tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer på havbunden samt indberetning af efterforskningsdata og indvundne råstoffer.

Stk. 2. By- og Landskabsstyrelsen kan annullere udpegningen af vinderen, hvis dennes efterforskningsansøgning ikke opfylder de ved bekendtgørelse fastsatte krav til ansøgningen. By- og Landskabsstyrelsen kan efter en konkret vurdering give ansøgeren mulighed for at supplere ansøgningen inden for en frist af 2 uger.

§ 14. · Forpligtende bud og sikkerhedsstillelse§-link ↗

Ved afgivelse af bud forpligter budgiver sig til at gennemføre efterforskning i overensstemmelse med den ansøgning, der indgives samtidigt med buddet.

Stk. 2. Såfremt vinderen ikke gennemfører efterforskning i overensstemmelse med den med tilbuddet indgivne ansøgning, skal vinderen som bod til godtgørelse for den manglende efterforskning betale kr. 25.000/ km2 efterforskningsareal til By- og Landskabsstyrelsen.

§ 15. · Forpligtende bud og sikkerhedsstillelse§-link ↗

Vinderen, eller den, der i henhold til § 16, stk. 2, tilbydes retten, skal inden udstedelse af efterforskningstilladelsen stille betryggende sikkerhed for betalingsforpligtelsen efter § 14, stk. 2.

Stk. 2. Den i stk. 1, nævnte sikkerhed administreres af SKAT.

Stk. 3. Betryggende sikkerhed kan stilles i form af børsnoterede obligationer, kontante indskud, garanti fra et anerkendt pengeinstitut eller forsikringsselskab eller anden lige så betryggende sikkerhed efter SKATs godkendelse. Sikkerhedsstillelse i form af kontante indskud forrentes ikke.

Stk. 4. Betingelserne for udbetaling af den stillede sikkerhed skal være udformet i overensstemmelse med bilag 3.

Stk. 5. Den stillede sikkerhed frigives, når 1) der udstedes indvindingstilladelse eller 2) det dokumenteres ved efterforskningsdata, at området ikke indeholder de forudsatte ressourcer.

§ 16. · Forpligtende bud og sikkerhedsstillelse§-link ↗

Stiller vinderen ikke inden for en af By- og Landskabsstyrelsen meddelt frist sikkerhed, jf. § 15, eller opfylder vinderen ikke kravet om at gennemføre efterforskningen, bortfalder vinderens ret til det berørte auktionsområde, medmindre dette skyldes forhold, som ikke kan bebrejdes vinderen.

Stk. 2. Såfremt vinderens ret bortfalder, kan By- og Landskabsstyrelsen tilbyde det pågældende område til den budgiver, der havde det næsthøjeste bud. Accepterer denne budgiver tilbuddet, igangsætter By- og Landskabsstyrelsen den i § 13 beskrevne proces. Det er herefter denne budgivers bud, der gælder, mens den første vinders bud bortfalder.

§ 17. · Enerettens længde§-link ↗

Længden af en opnået eneret til efterforskning fastsættes på baggrund af en konkret vurdering, dog som udgangspunkt ikke over 1 år. Længden af en opnået eneret til indvinding fastsættes på baggrund af en konkret vurdering i forbindelse med udstedelse af indvindingstilladelse, dog som udgangspunkt ikke over 5 år. Såfremt eneretten til efterforskning forlænges ud over 1 år, reduceres længden af eneretten til indvinding tilsvarende. Den samlede eneret til efterforskning og indvinding kan i helt særegne tilfælde overstige 6 år.

§ 18. · Kommunikation§-link ↗

By- og Landskabsstyrelsens meddelelser i henhold til denne bekendtgørelse sker på By- og Landskabsstyrelsen hjemmeside, www.blst.dk, samt efter en konkret vurdering i andre relevante medier.

§ 19. · Ikrafttrædelse§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2010.