§ 1.§-link ↗
Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i eksport og teknologi er at kvalificere den uddannede til at indgå i virksomhedens strategiske udvikling af kundegrundlag og kunderelationer gennem teknisk service, rådgivning og salg i relation til salg, eksport og teknik samt på et teoretisk og metodisk grundlag at kunne udarbejde og implementere salgs-, service- og markedsføringsplaner på et globalt marked.
Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.
§ 2.§-link ↗
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.
Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i eksport og teknologi. Den engelske titel er Bachelor of Export and Technology Management.
Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Export and Technology Management.
§ 3.§-link ↗
Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 150 ECTS-point. 2) Praktik med et samlet omfang på 30 ECTS-point. 3) Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 15 ECTS-point. 4) Bachelorprojekt på 15 ECTS-point.
Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Kommunikation og kulturforståelse. 2) Produktudvikling, produktion og innovation. 3) Handel og marketing.
§ 4.§-link ↗
For uddannelsen gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.
§ 5.§-link ↗
Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.
Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. november 2009.