Bekendtgørelse nr. 976 · 2009

Historisk

Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelse inden for laboratorieområdet (laborant AK)

Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelse inden for laboratorieområdet (laborant AK)

Dokumentdato: 19. okt. 2009Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Formålet med erhvervsakademiuddannelsen inden for laboratorieområdet er at kvalificere den uddannede til at kunne planlægge og løse arbejdsopgaver af teknisk faglig karakter inden for laboratorieområdet i forbindelse med produktion, udvikling, rådgivning og kontrol i såvel private som offentlige virksomheders tekniske laboratorier.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 150 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.

Stk. 2. Erhvervsakademiuddannelsen inden for laboratorieområdet giver den uddannede ret til at anvende titlen laborant AK. Den engelske titel er AP Graduate in Chemical and Biotechnical Science.

Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Academy Profession Degree Programme in Chemical and Biotechnical Science.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 80 ECTS-point. 2) Praktik med et samlet omfang på 50 ECTS-point. 3) Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 10 ECTS-point. 4) Afsluttende eksamensprojekt på 10 ECTS-point. Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Laboratorieteknik og –forståelse. 2) Kemiteknologi. 3) Bioteknologi.

Stk. 2. Praktikken gennemføres under lønnet ansættelse i en eller flere virksomheder.

§ 4.§-link ↗

For uddannelsen gælder de regler om erhvervsakademiuddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.

§ 5.§-link ↗

Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2009 og har virkning for studerende, der optages på uddannelsen herefter.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 619 af 18. juni 2007 om erhvervsakademiuddannelse (AK) inden for laboratorieområdet (laborant AK).

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen kan tilrettelægge overgangsordninger, således at studerende, der følger uddannelsen efter de tidligere regler, jf. stk. 2, kan fuldføre uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.