§ 1.§-link ↗
Formålet med erhvervsakademiuddannelsen inden for energiinstallation er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at kunne varetage arbejde med at projektere, installere samt varetage driften af systemer inden for stærkstrømsteknik eller gas og vvs.
Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.
§ 2.§-link ↗
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 120 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.
Stk. 2. Erhvervsakademiuddannelsen inden for energiinstallation giver den uddannede ret til at anvende titlen installatør AK. Den engelske titel er AP Graduate in Service Engineering
Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Academy Profession Degree Programme in Service Engineering.
§ 3.§-link ↗
Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 40 ECTS-point, der er fælles for de studerende. 2) 2 bundne studieretninger, der hver har et omfang på 40 ECTS-point, og hvoraf den studerende vælger én: a) Stærkstrøm. b) Vvs. 3) Praktik med et samlet omfang på 15 ECTS-point. 4) Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 15 ECTS-point. 5) Afsluttende eksamensprojekt på 10 ECTS-point.
Stk. 2. De obligatoriske uddannelseselementer, jf. stk. 1, nr. 1, tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Installationstekniske basiselementer, der indeholder uddannelseselementer inden for sproglig kommunikation, teknisk dokumentation, matematik og informationsteknik. 2) Virksomhedsrelaterede elementer, der indeholder uddannelseselementer inden for projektledelse og entreprisestyring, økonomi og virksomhedsdrift, organisation og ledelse samt kvalitet, sikkerhed og miljø.
Stk. 3. Studieretningen inden for stærkstrøm, jf. stk. 1, nr. 2, litra a, tilrettelægges inden for følgende kerneområde: 1) Teknologi, energieffektivisering og projektering, der indeholder uddannelseselementer inden for teknisk beregning af elforsyningsanlæg, bygningsinstallationer samt bygningsautomatik og automatik til mindre maskiner og anlæg.
Stk. 4. Studieretningen inden for vvs, jf. stk. 1, nr. 2, litra b, tilrettelægges inden for følgende kerneområde: 1) Teknologi, energieffektivisering og projektering, der indeholder uddannelseselementer inden for teknisk beregning af energiforsyningsanlæg samt bygningsinstallationer til indeklima, ventilation, varme, sanitet og gas.
§ 4.§-link ↗
Institutionen kan efter godkendelse af autorisationsgivende myndighed afholde autorisationsprøve inden for de i § 3, stk. 3, angivne bundne studieretninger. En eventuel godkendelse gives efter en samlet kvalitetsvurdering, herunder på grundlag af studieordningen for uddannelsen, jf. § 5.
Stk. 2. Autorisationsprøver afholdes under medvirken af censorer udpeget af den autorisationsgivende myndighed.
Stk. 3. Autorisationsprøven, der kan udbydes centralt efter aftale mellem autorisationsgivende myndighed og Undervisningsministeriet, bedømmes med Bestået/Ikke bestået.
§ 5.§-link ↗
For uddannelsen gælder de regler om erhvervsakademiuddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. august 2009 og har virkning for studerende, der påbegynder uddannelsen herefter.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 622 af 18. juni 2007 om erhvervsakademiuddannelse (AK) inden for energiinstallation (installatør AK).
Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen kan tilrettelægge overgangsordninger, således at studerende, der følger uddannelsen efter de tidligere regler, jf. stk. 2, kan fuldføre uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.