§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsens formål er at beskytte imod angreb og spredning af visse planteskadegørere.
§ 2.§-link ↗
Planteskadegørere nævnt i bilag 1 må ikke fordeles eller på anden måde overdrages til andre.
Stk. 2. Det er ikke tilladt at sælge planter nævnt i bilag 2, der er angrebet af planteskadegørere nævnt i bilaget.
Stk. 3. Stk. 2 gælder tilsvarende for udbud til salg, fordeling, levering eller anden form for overdragelse.
§ 3.§-link ↗
Planter angrebet af planteskadegørere nævnt i bilag 1 og 2 må ikke flyttes uden Plantedirektoratets skriftlige tilladelse.
§ 4.§-link ↗
Konstaterer Plantedirektoratet, at planteskadegørere omfattet af § 2 er blevet spredt, eller at der er fare herfor, kan direktoratet påbyde foranstaltninger til bekæmpelse af disse planteskadegørere, herunder isolation eller tilintetgørelse af planter, planteprodukter og emballage, der medfører smitterisiko.
Stk. 2. Finder direktoratet, at der er overhængende fare for udbredelse af andre planteskadegørere end nævnt i bilag 1 og 2 eller skadegørere nævnt i bilag 2 på andre planter end nævnt i bilag 2, kan direktoratet påbyde foranstaltninger som nævnt i stk. 1.
§ 5.§-link ↗
Tilintetgørelse af planter m.v. skal ske i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om affald.
§ 6.§-link ↗
Plantedirektoratet kan fastsætte en frist for gennemførelse af påbudte foranstaltninger.
Stk. 2. Gennemføres påbudte foranstaltninger ikke inden for den fastsatte frist, kan direktoratet lade foranstaltningerne udføre for den pågældende ejers eller brugers regning.
§ 7.§-link ↗
Plantedirektoratet kontrollerer, at bekendtgørelsen overholdes.
Stk. 2. Virksomheder skal, i det omfang, det er muligt, på forlangende oplyse om planternes oprindelse og fremvise dokumentation for, hvor disse planter er købt.
§ 8.§-link ↗
Plantedirektoratet kan i medfør af § 5 i lov om planteskadegørere vederlagsfrit udtage prøver af planter m.v til undersøgelse af, om materialet er angrebet af planteskadegørere.
Stk. 2. Planter m.v omfattet af en undersøgelse i medfør af stk. 1, hvor der er en begrundet formodning om, at materialet er angrebet af planteskadegørere, må ikke fjernes uden direktoratets skriftlige tilladelse.
§ 9.§-link ↗
Plantedirektoratet kan, i medfør af bekendtgørelse om indførsel og om flytning af planteskadegørere m.m. til brug ved forsøg, forskning og planteforædling, tillade fravigelse af bestemmelserne i § 2, hvis fravigelsen ikke skaber risiko for spredning af planteskadegørere.
§ 10.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der 1) overtræder §§ 2-3, § 5, § 7, stk. 2, § 8, stk. 2, 2) undlader at efterkomme påbudte foranstaltninger i medfør af § 4 eller betingelser fastsat i medfør af § 9.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 11.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2009
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 186 af 20. marts 2003 om planteskadegørere ophæves.