§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse finder anvendelse for alle skibe, der fører flydende stoffer i bulk, medmindre andet udtrykkeligt er bestemt.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder dog ikke anvendelse på orlogsskibe og andre skibe, som ejes eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i ikke-kommerciel statstjeneste, jf. lovens § 2, stk. 2.
Stk. 3. Udtømning i havet af ren eller adskilt ballastvand er ikke underlagt kravene i denne bekendtgørelse.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) MARPOL-konventionen: Den internationale konvention af 1973/78 om forebyggelse af forurening fra skibe, inklusiv protokoller og senere ændringer. 2) Ballastvand: a) Ren ballast: ballastvand i en tank, som siden den sidst blev anvendt til en last, der indeholdt et stof under kategori X, Y eller Z, er blevet renset og tømt for resterne efter en sådan rensning i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i denne bekendtgørelse. b) Adskilt ballast: ballastvand i en tank, som er fuldstændig adskilt fra last- og brændselsoliesystemet, og som udelukkende anvendes til at føre ballastvand eller andre ladninger end olie, som defineret i lovens § 9, eller skadelige, flydende stoffer, som defineret i nr. 8. 3) Vanddybde: den dybde, der er angivet på søkortet. 4) Undervejs: betyder, at skibet sejler på en kurs, der kan omfatte afvigelser fra den korteste direkte rute, og som medvirker til, at enhver udtømning spredes over det størst mulige havområde i den udstrækning, det er sejladsmæssigt muligt. 5) Flydende stoffer: de stoffer, hvis damptryk ikke overstiger 280 kPa ved en temperatur på 37,8° C. 6) Manual: manualen for Procedurer og Arrangementer, som er i overensstemmelse med Søfartsstyrelsens regler herom, jf. Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v., Kapitel XXII; Kontrol med skadelige flydende stoffer i bulk, regel 14. 7) Nærmeste kyst: udtrykket »fra nærmeste kyst« betyder fra den basislinje, hvorfra det pågældende territoriums territorialfarvand er fastsat i overensstemmelse med international ret, dog med den tilføjelse, at »fra nærmeste kyst« ud for Australiens nordøstlige kyst betyder fra en linje trukket fra punktet 11° sydlig bredde, 142° 08' østlig længde til punktet 10° 35' sydlig bredde, 141° 55' østlig længde, derfra til punktet 10° 00' sydlig bredde, 142° 00' østlig længde, derfra til punktet 9° 10' sydlig bredde, 143° 52' østlig længde, derfra til punktet 9° 00' sydlig bredde, 144° 30' østlig længde, derfra til punktet 10° 41' sydlig bredde, 145° 00' østlig længde, derfra til punktet 13° 00' sydlig bredde, 145° 00' østlig længde, derfra til punktet 15° 00' sydlig bredde, 146° 00' østlig længde, derfra til punktet 17° 30' sydlig bredde, 147° 00' østlig længde, derfra til punktet 21° 00' sydlig bredde, 152° 55' østlig længde, derfra til punktet 24° 30' sydlig bredde, 154° 00' østlig længde, derfra til punktet 24° 42' sydlig bredde, 153° 15' østlig længde på den australske kyst. 8) Skadelige, flydende stoffer: stoffer, der er opført under forureningskategorierne i kapitel 17 eller 18 i IBC-koden, eller som i henhold til § 4 i denne bekendtgørelse midlertidigt er fastsat til at høre under kategori X, Y eller Z. 9) IBC-koden (International Bulk Chemical Code): den internationale kode for konstruktion og udrustning af skibe, som fører skadelige, kemikalier i bulk, vedtaget af IMO’s komité til beskyttelse af havmiljøet ved Res. MEPC.19(22), med ændringer fra IMO, forudsat at sådanne ændringer er vedtaget og bragt til virkning i overensstemmelse med bestemmelserne i MARPOL-konventionens artikel 16 vedrørende ændringsprocedurer, der gælder for tillæg til et bilag til MARPOL-konventionen. Definitionen omfatter endvidere senere tilføjelser til IBC-koden i form af de lister over flydende stoffer, der optrykkes i IMO’s årlige dokument MEPC.2/Circular. Det sidstnævnte dokument tjener som register for flydende stoffer inden formel optagelse af stoffet i IBC-koden. Dokumentet består bl.a. af en liste over flydende stoffer, der midlertidigt er klassificeret af et MARPOL konventionsland, jf. fremgangsmåden i § 4. 10) ppm: ml/m3. 11) Rest: betyder ethvert skadeligt, flydende stof, som skal bortskaffes. 12) Rest/vand-blanding: en rest, som af en eller anden årsag er tilføjet vand (f.eks. ved tankrensning eller i ballastvand). 13) Skibskonstruktion (”skib bygget”): et skib, hvor kølen er lagt eller hvor skibet har opnået et tilsvarende byggestadium. Et skib, der er ombygget til kemikalietankskib, skal uanset byggedato behandles som et kemikalietankskib, der er bygget på den dato, hvor ombygningen blev påbegyndt. Ved kemikalietankskib forstås et tankskib, som er bygget eller tilpasset til at transportere flydende bulklast med produkter anført i kapitel 17 i IBC-koden. Denne bestemmelse om ombygning gælder ikke ændringer på et skib, som opfylder begge følgende betingelser: a) skibet er bygget før 1. juli 1986, og b) skibet har certifikat i henhold til BCH-koden til kun at føre de produkter, der i koden er angivet som stoffer med forureningsfare alene. Ved BCH-koden (Bulk Chemical Code) forstås koden for konstruktion og udrustning af skibe, som fører skadelige, kemikalier i bulk. 14) Et tilsvarende byggestadium: det stadium, hvor et byggeri, der kan identificeres med et bestemt skib, påbegyndes, og samling af dette skib er påbegyndt og omfatter mindst 50 tons eller 1 procent af den anslåede samlede skrogvægt, hvis denne er mindre. 15) Størknende stoffer: skadelige, flydende stoffer, som i tilfælde, hvor et stof har et smeltepunkt på mindre end 15°C, har en temperatur på mindre end 5°C over stoffets smeltepunkt ved losningstidspunktet; eller i tilfælde, hvor et stof har et smeltepunkt, som er lig med eller større end 15°C, har en temperatur på mindre end 10°C over stoffets smeltepunkt ved losningstidspunktet. 16) Ikke-størknende stoffer: skadelige, flydende stoffer, som ikke er størknende stoffer. 17) Høj-viskose stoffer: skadelige, flydende stoffer i kategori X eller Y med en viskositet på eller over 50 mPa.s ved losningstemperaturen. 18) Lav-viskose stoffer: skadelige, flydende stoffer, som ikke er høj-viskose stoffer. 19) Det Antarktiske havområde: havområdet syd for 60º sydlig bredde.
§ 3.§-link ↗
Ved anvendelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse inddeles flydende stoffer i fire kategorier: 1) Kategori X: skadelige, flydende stoffer, som, hvis de blev udtømt i havet ved tankrensning eller ved udtømning af ballast, ville frembyde stor fare enten for havenes ressourcer eller den menneskelige sundhed og derfor berettige til et forbud mod udtømning i havet. 2) Kategori Y: skadelige, flydende stoffer, som, hvis de blev udtømt i havet ved tankrensning eller ved udtømning af ballast, ville frembyde fare enten for havenes ressourcer eller den menneskelige sundhed eller ville volde skade på havenes rekreative værdier eller være til gene for anden retmæssig udnyttelse af havet og derfor berettige til en begrænsning i metoden og mængden af udtømning i havet. 3) Kategori Z: skadelige, flydende stoffer, som, hvis de blev udtømt i havet ved tankrensning eller ved udtømning af ballast, ville frembyde en mindre fare enten for havenes ressourcer eller den menneskelige sundhed og derfor berettige nogle mindre restriktioner for metoden og mængden af udtømning i havet. 4) Andre stoffer: stoffer anført som OS (Other Substances) i kolonnen med forureningskategorier i kapitel 18 i IBC-koden, som er vurderet til at falde uden for kategori X, Y eller Z, fordi de ikke på nuværende tidspunkt anses for at udgøre en risiko for havets ressourcer, den menneskelige sundhed, havenes rekreative værdier eller for at være til gene for anden retmæssig udnyttelse af havet, hvis de blev udtømt i havet ved tankrensning eller ved udtømning af ballast.
§ 4.§-link ↗
Et flydende stof, der ikke er omfattet af IBC-koden og senere tilføjelser hertil, skal inden transport til eller fra dansk havn klassificeres af By- og Landskabsstyrelsen. By- og Landskabsstyrelsen skal sammen med den eller de berørte regeringer i de konventionslande til MARPOL, som berøres af den påtænkte transport, foretage og blive enige om en midlertidig vurdering af den påtænkte transport på grundlag af retningslinierne i bilag 1.
Stk. 2. Opnås der ikke fuld enighed mellem By- og Landskabsstyrelsen og den eller de berørte regeringer må stoffet ikke transporteres.
Stk. 3. Hvis By- og Landskabsstyrelsen har taget initiativ til en aftale som nævnt i stk. 1, skal By- og Landskabsstyrelsen senest 30 dage efter aftalen er indgået, underrette IMO’s sekretariat med detaljerede oplysninger vedrørende stoffet og den midlertidige vurdering.
§ 5.§-link ↗
Flydende stoffer, der ikke er kategoriseret, jf. § 3, eller midlertidigt vurderet, jf. § 4, eller ballastvand, tankskyllevand eller andre blandinger, der indeholder sådanne stoffer, må ikke transporteres eller udtømmes i havet.
§ 6.§-link ↗
Udtømning i havet af stoffer, der hører under kategori X, Y, eller Z eller af stoffer, der midlertidigt er vurderet som hørende under en sådan kategori, eller af ballastvand, tankskyllevand eller andre blandinger, der indeholder sådanne stoffer må kun finde sted, hvis udtømningen sker i overensstemmelse med §§ 10-13, jf. dog §§ 7-8.
§ 7.§-link ↗
På dansk søterritorium må udtømning af flydende stoffer, som transporteres i bulk, bortset fra vand, ikke finde sted, jf. lovens § 13.
§ 8.§-link ↗
I det Antarktiske havområde må udtømning af flydende stoffer eller blandinger, der indeholder sådanne stoffer, ikke finde sted.
§ 9.§-link ↗
Før tankrensnings- eller udtømningsproceduren udføres i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, skal den pågældende tank tømmes mest muligt i overensstemmelse med proceduren beskrevet i Manualen, jf. Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v., Kapitel XXII; Kontrol med skadelige flydende stoffer i bulk, regel 14.
§ 10.§-link ↗
Hvis en tank, der har indeholdt kategori X-stof, er blevet losset, skal den renses, inden skibet forlader havnen. Resterne skal afleveres til et modtageanlæg, indtil koncentrationen af stoffet er nede på eller under 0,1 procent (vægt). Når det krævede koncentrationsniveau er nået, skal rester af tankskyllevandet udtømmes til modtageanlægget, indtil tanken er tom.
Stk. 2. Fyldestgørende beskrivelser af operationer nævnt i stk. 1 skal indføres i lastjournalen og påtegnes af inspektøren, jf. Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v., Kapitel XXII; Kontrol med skadelige flydende stoffer i bulk, regel 16.
Stk. 3. Vand, som efterfølgende fyldes i tanken kan udtømmes i havet i overensstemmelse med kravene i § 13.
Stk. 4. Er det praktisk umuligt at måle koncentrationen af stoffet i spildevandet uden at forårsage, at skibet bliver unødigt forsinket, kan By- og Landskabsstyrelsen acceptere en alternativ metode til at bestemme den koncentration, der er angivet i stk. 1, forudsat at: 1) tanken er renset efter en af Søfartsstyrelsen eller af andre EU-myndigheder, herunder institutter, som er anerkendt af disse myndigheder, eller af andre MARPOL konventionslande godkendt procedure i overensstemmelse med bilag 3 til denne bekendtgørelse, og 2) fyldestgørende optegnelser er indført i lastjournalen og påtegnet af en inspektør, jf. Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v., Kapitel XXII; Kontrol med skadelige flydende stoffer i bulk, regel 16.
§ 11.§-link ↗
Udtømning af rester af stoffer, der hører under kategori Y eller Z, skal ske i henhold til kravene i § 13.
Stk. 2. Såfremt losning af stoffer, der hører under kategori Y eller Z, ikke udføres i overensstemmelse med Manualen, skal tankrensning foretages, inden skibet forlader havnen, med mindre der er gennemført alternative foranstaltninger, som er godkendt af en inspektør, jf. Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v., Kapitel XXII; Kontrol med skadelige flydende stoffer i bulk, regel 16, for at fjerne lastrester i skibet i et omfang, som opfylder bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Det fremkomne tankskyllevand skal afleveres til et modtageanlæg i havnen eller en anden havn med et velegnet modtageanlæg, forudsat at det er blevet bekræftet skriftligt, at der i den pågældende havn findes et modtageanlæg, og at dette er egnet til formålet.
Stk. 3. For høj-viskose eller størknende stoffer af kategori Y gælder følgende: 1) Der skal anvendes en tankrensningsprocedure som specificeret i bilag 3 til denne bekendtgørelse. 2) Rest/vand-blandinger fra tankrensningen skal udtømmes til et modtageanlæg, indtil tanken er tom. 3) Vand, der efterfølgende fyldes i tanken, kan udtømmes i havet i overensstemmelse med kravene i § 13.
§ 12.§-link ↗
Efter losning og hvis nødvendigt efter tankrensning kan en lasttank fyldes med ballastvand. Krav til udtømning af ballastvand er fastsat i § 13.
Stk. 2. Ballastvand, som er fyldt i en lasttank, der har været renset i et sådant omfang, at ballastvandet indeholder mindre end 1 ppm af det stof, som tanken har indeholdt, må udtømmes i havet uden hensyn til udtømningshastigheden, skibets fart eller placeringen af udløbet, forudsat at skibet ikke er mindre end 12 sømil fra den nærmeste kyst og befinder sig i et farvand, der ikke er mindre end 25 meter dybt.
Stk. 3. Den påkrævede renhed, jf. stk. 2, er opnået, når en tankrensning, som specificeret i bilag 3 til denne bekendtgørelse, er blevet udført, og tanken efterfølgende er blevet vasket med en komplet arbejdsgang af tankrensningsanlægget, for skibe bygget før 1. juli 1994, jf. § 2, stk. 1, nr. 13, eller med en vandmængde, der ikke er mindre end den, der beregnes når k = 1,0.
§ 13.§-link ↗
Når det efter §§ 10-12 er tilladt at udtømme restmængder af stoffer i kategori X, Y og Z, eller af stoffer, som er blevet midlertidigt vurderet som hørende under en sådan kategori, eller tilladt at udtømme ballastvand, tankskyllevand eller andre blandinger, der indeholder sådanne stoffer, gælder følgende betingelser: 1) skibet skal gøre en fart af mindst 7 knob fart undervejs, såfremt det fremdrives ved egen kraft, eller mindst 4 knob, såfremt det ikke fremdrives ved egen kraft, 2) udtømning skal ske under vandlinien med en udstrømningshastighed, der ikke overstiger den tilladte hastighed beregnet for afløbet, og 3) udtømning skal ske i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste kyst og på en vanddybde af mindst 25 meter.
Stk. 2. For skibe, der er bygget før den 1. januar 2007, jf. § 2, stk. 1, nr. 13, er udtømning under vandlinjen, jf. stk. 1, nr. 2, ikke påkrævet for restmængder af stoffer i kategori X, Y og Z, eller af stoffer, som er blevet midlertidigt vurderet som disse, eller påkrævet for ballastvand, tankskyllevand eller andre blandinger, der indeholder sådanne stoffer.
§ 14.§-link ↗
Udluftning af ladningsrester foretaget efter en af Søfartsstyrelsen eller af andre EU-myndigheder, herunder institutter, som er anerkendt af disse myndigheder, eller af andre MARPOL konventionslande godkendt fremgangsmåde kan benyttes til fjernelse af ladningsrester fra en tank.
Stk. 2. Fremgangsmåden efter stk. 1 skal være i overensstemmelse med bilag 2 til denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Vand, der efterfølgende påfyldes tanken, skal anses som værende rent og er ikke underlagt krav vedrørende udtømning i denne bekendtgørelse.
§ 15.§-link ↗
Efter anmodning fra skibets fører kan By- og Landskabsstyrelsen fritage et skib fra tankrensning, såfremt det godtgøres: 1) at den lossede tank genlastes med samme stof eller et andet stof, der er foreneligt med det tidligere, og at tanken ikke bliver renset eller får tilført ballast forud for lastningen, 2) at den lossede tank hverken renses eller får tilført ballast til søs. Tankrensning, som angivet i denne bekendtgørelse, skal foretages i en anden havn, forudsat at det er blevet bekræftet skriftligt, at der i den pågældende havn findes et modtageanlæg, og at dette er egnet til formålet, eller 3) at lastrester fjernes ved en udluftningsmetode, der er godkendt af Søfartsstyrelsen eller af andre EU-myndigheder, herunder institutter, som er anerkendt af disse myndigheder, eller af andre MARPOL konventionslande i overensstemmelse med bilag 2 til denne bekendtgørelse.
§ 16.§-link ↗
Når et andet middel end vand, som for eksempel mineral olie eller klorholdigt opløsningsmiddel, benyttes til at rense en tank, skal udtømning ske i overensstemmelse med de bestemmelser i denne bekendtgørelse eller de bestemmelser i bekendtgørelse om udtømning af olie fra skibe, som ville gælde, hvis dette middel havde været ført som last.
Stk. 2. Tankrensningsprocedurer, der inkluderer brugen af et middel som nævnt i stk. 1, skal angives i Manualen og være godkendt af Søfartsstyrelsen eller af andre EU-myndigheder, herunder institutter, som er anerkendt af disse myndigheder, eller af andre MARPOL konventionslande.
Stk. 3. Når små mængder rensemidler tilsættes vand for at gøre tankrensningen lettere, må der ikke anvendes stoffer af kategori X med undtagelse af de bestanddele, der er hurtigt biologisk nedbrydelige, og til stede i en koncentration, der ikke overstiger 10 procent af rensemidlet. Der gælder ingen yderligere begrænsninger udover de, der gælder for den foregående last.
§ 17.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) foretager udtømning i strid med §§ 5-8, § 10, stk. 3, § 11, stk. 1, § 12, stk. 2, § 13, stk. 1 og 2, eller § 16, stk. 1, 2) transporterer flydende stof i strid med § 4, stk. 2, eller § 5, 3) overtræder § 9, § 10, stk. 1 og 2, § 11, stk. 2 og 3, eller § 16, stk. 2 og 3, 4) i strid med § 14, stk. 2, benytter en fremgangsmåde til udluftning af ladningsrester, der ikke er i overensstemmelse med bilag 2 til bekendtgørelsen, eller 5) ikke overholder vilkår i en fritagelse efter § 15.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. Stk. 2 og 6 finder ikke anvendelse på overtrædelser begået fra udenlandske skibe, medmindre overtrædelsen er begået i indre territorialt farvand. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet.
Stk. 5. Medmindre højere sanktion er forskyldt efter den øvrige lovgivning, idømmes med bøde efter kriminallov for Grønland den, der i Grønland overtræder de i stk. 1 nævnte bestemmelser.
Stk. 6. Overtrædelse i Grønland af de i stk. 1 nævnte bestemmelser kan medføre idømmelse af foranstaltninger efter kriminallov for Grønland, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 7. I Grønland kan der for overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, pålægges selskabet som sådant bødeansvar efter kriminallov for Grønland.
Stk. 8. Er overtrædelsen begået af Grønlands Hjemmestyre, en kommune, et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 64 i landstingslov om kommunalbestyrelser og bygderåd m.v., kan der pålægges hjemmestyret, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar efter kriminallov for Grønland.
§ 18.§-link ↗
IBC-koden med senere tilføjelser, MEPC.2/Circular, BCH-koden, MEPC/Circ.265 med senere ændringer og Tanker Safety Guide (Chemicals) fra Det Internationale Skibsfartskammer indføres ikke Lovtidende. Oplysninger om forskrifterne kan fås til gennemsyn i By- og Landskabsstyrelsen.
§ 19.§-link ↗
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. maj 2008.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 166 af 1. april 1987 om klassifikation og kategorisering samt udtømning af flydende stoffer, der transporteres i bulk ophæves.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden for Grønland. Bekendtgørelse nr. 166 af 1. april 1987 om klassifikation og kategorisering samt udtømning af flydende stoffer, der transporteres i bulk, der er sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 1012 af 14. december 1994 om ikrafttræden for Grønland af lov om beskyttelse havmiljøet, forbliver i kraft for Grønland indtil miljøministeren sætter denne bekendtgørelse i kraft for Grønland.