Bekendtgørelse nr. 1082 · 2007

Historisk

Bekendtgørelse om forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly

Bekendtgørelse om forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly

Dokumentdato: 13. sep. 2007Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Bekendtgørelsens område

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse omfatter import og salg af produkter, der indeholder bly.

§ 2.§-link ↗

Ved bly forstås grundstoffet bly, både i metallisk form og i kemiske forbindelser.

Stk. 2. Ved produkter, der indeholder bly, forstås produkter, hvori bly indgår med mere end 100 ppm (mg/kg) i produktets homogene enkeltdele.

Stk. 3. Grænseværdien i stk. 2 finder dog ikke anvendelse for blycarbonater og blysulfater i maling.

§ 3.§-link ↗

Bekendtgørelsens regler hindrer ikke import og salg af produkter, der er reguleret af andre regler, der er udstedt i medfør af kemikalieloven eller anden lovgivning.

§ 4.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter ikke import og salg af produkter udelukkende til eksport.

§ 5.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter ikke: 1) Råvarer og halvfabrikata. 2) Brugte produkter, der ved førstegangssalg opfyldte danske krav.

Kapitel 2 · Forbud mod import og salg

§ 6. · Kemiske forbindelser af bly§-link ↗

Import og salg af produkter, der indeholder kemiske forbindelser af bly, er forbudt fra 1. marts 2001.

Stk. 2. Uanset forbudet i stk. 1 er import og salg af produkter, der indeholder kemiske forbindelser af bly, fortsat tilladt for de produktkategorier, som er nævnt i bilag 1 til denne bekendtgørelse, indtil de i bilaget anførte tidspunkter.

Stk. 3. Forbudet i stk. 1 omfatter ikke produkter til reparation af eksisterende produkter, dog ikke malinger indeholdende blycarbonat og blysulfat.

§ 7. · Metallisk bly§-link ↗

Import og salg af produkter, der indeholder metallisk bly, er forbudt for de produktkategorier, som er nævnt i bilag 2 til denne bekendtgørelse, fra det tidspunkt, som er anført i bilaget.

Stk. 2. Forbudet i stk. 1 omfatter ikke produkter til reparation af eksisterende produkter.

Kapitel 3 · Kontrol, dispensation og klageadgang

§ 8.§-link ↗

Miljøstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde tillade, at reglerne i bekendtgørelsen fraviges. Miljøstyrelsen kan stille vilkår for tilladelsen.

§ 9.§-link ↗

Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen udøves af Miljøstyrelsen, jf. lovens bestemmelser herom.

Stk. 2. Miljøstyrelsens afgørelser efter § 8 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kapitel 4 · Straf og ikrafttrædelse

§ 10.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der 1) overtræder bekendtgørelsens § 6, stk.1, og § 7, stk.1, eller 2) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse efter § 8.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på menneskers eller husdyrs liv eller sundhed eller fremkaldt fare derfor, eller 2) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller 3) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, herunder ved besparelser, for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 11.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2007.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1012 af 13. november 2000 ophæves.